Hun ligner noget, der er for fuldendt til at være både 45 år gammelt, mor til fem børn og sandt. Det lange, naturblonde hår indrammer et ansigt, som kunne træde direkte ind i en reklame. Man forventer næsten, at kvinden med de perfekt plukkede bryn, den optimistisk rundede mund og kun enkelte sirlige rynker omkring de store øjne vil bryde ud i L'Oréal-triumfen »fordi jeg fortjener det«, da hun har hængt fakepelsen og Gucci-tasken (den er ægte nok) over en stoleryg hos forlaget Tiderne Skifter i København. Men i stedet kommer den svenske forfatter Unni Drougge med en engageret og indigneret forklaring på, hvorfor hendes nyeste roman er 'en omvendt Lolita' om en 43-årig kvinde, som har forført, misbrugt og spoleret en mindreårig dreng. »Ideen fik jeg, fordi jeg var irriteret over, at mange midaldrende mænd bytter hustruen ud med en yngre - sommetider oven i købet flere gange. Det er blevet accepteret, at mænd finder sammen med kærester, som er meget yngre. Ligesom Vladimir Nabokov beskrev det i sin fantastisk morsomme roman 'Lolita' allerede i 1955. Lige siden dengang har vi haft Lolita-symbolikken i sproget«. »I reklamebranchen er Lolita'erne så bare blevet yngre og yngre i de senere år. I dag er pigerne jo ikke engang udvoksede, når modelagenturerne vælger dem ud og begynder at bruge dem. I reklamerne sker der faktisk en utrolig grov udnyttelse af mindreårige piger. Stadig yngre piger betragtes som seksualobjekter, og det er blevet helt almindeligt, at små piger tager sminke med i børnehaven«. Mens Unni Drougge får tændt og indåndet en Marlboro Light, tager jeg lige ordet og indføjer, at forfatteren er fuldstændig klar over sin mageløse udstrålings effekt. Siden forfatterdebuten i 1994 med romanen 'Jag, Jag, Jag' har hun brugt sit fysiske potentiale i bestræbelsen på at nå et stort, læsende publikum. Men at læserne - især mange unge - har fulgt Unni Drougge gennem yderligere fire romaner plus den nye, det falder nu tilbage på kvindens satirisk bidende og vidende samtidsprosa. Hendes sprog i 'Hella Hells bekendelser' er rabiat rammende krydret med nutidsreferencer til alle mulige kulturelle pejlemærker. Det er den midaldrende Hella Hell selv, som fortæller os historien om hendes forhold til den 13-årige joy boy Jocke. Og den velholdte, 43-årige dame med succes i svensk reklamebranche udleverer helt ned i pikante detaljer, hvor ondskabsfuldt og egoistisk hun manipulerer med barnet i romanen, hvor stort set også alle bipersonerne er grænseløst selvoptagede og bestemt ikke lider af sund selvindsigt. Magt er sexet Forfatterens trick er, at hun ikke nedfælder sin harme i bitre, alvorstunge sætninger. Hun går helt ind i Hella Hells forskruede hjerne og fortæller, hvordan damen reagerer på synet af en kær, denimblåøjet gymnasieelev, der drømmer om en fremtid i reklamebranchen og derfor tilbyder sig selv som AD-assistent. Hun beder ham lave et forslag til en kondomkampagne for at lede ham på det rigtige spor og bliver selv så våd i trusserne, at hun er nødt til at gå ud og købe et par nye i frokostpausen. Over for drengen Jocke er Hella Hell en endnu værre djævel. Hun får ham fanget i et psykologisk og fysisk spind, der ender med at blive hendes eget, groteske helvede. Hella Hell er en karikatur. Men ligesom andre af slagsen bygger hun på iagttagelser af virkeligheden, siger hendes forfatter: »Jeg var godt i gang med romanen, da det gik op for mig, at det ikke længere er helt så ualmindeligt, at også kvinder tager sig meget yngre elskere. Man siger jo, at magt er sexet, men hidtil har vi tænkt på mænd, når vi har sagt det. Du, ved: Bill Clinton/Monica Lewinsky og den slags historier«. »Indtil nu har kvinder med magt fået os til at tænke på en type som Margaret Thatcher. Men det stemmer ikke helt og holdent længere. For det bliver mere og mere sådan, at også kvinder med magt tager sig meget unge elskere og holder dem som en slags statussymboler«. »I bogen udforsker jeg, om et sådant forhold kan fungere også på et dybere plan. Og det kan det jo ikke, hvis elskeren er et barn. En voksen kan ikke have et rigtigt kærlighedsforhold til et barn. Der er ingen gensidighed i det. Det er den voksne, som forulemper barnet«. Unni Drougge er kendt af næsten alle i Sverige som nationens 'superbitch', der i forbindelse med gennembrudsromanen 'Andra sidan Alex' fra 1996 indrømmede, at bogen havde visse selvbiografiske træk. I den roman beskriver hun et ægteskab, hvor manden slår konen. Efter at have spillet med i Sveriges første punkband i Lund, grundlagde Unni Drougge rock- og livsstilsmagasinet Slitz sammen med sin daværende mand Mats Drougge. De to fik ført Slitz frem til en toneangivende position i den svenske bladverden, og de fik fem børn sammen i et 15 år langt, voldeligt ægteskab, hvor han endog brækkede fingrene på hende for at forhindre hende i at skrive. »I 15 år havde jeg troet, at et ægteskab skulle være sådan. Jeg havde bygget en pagt med min eksmand, og i den pagt indgik, at han slog mig. Bagefter valgte jeg at fortælle historien, og jeg valgte også at optræde i ekstreme kostumer i medierne«. »For jeg vidste, at jeg på den måde kunne blive kendt meget hurtigt, og det havde jeg brug for. Det var en måde at overleve på. Min mand havde taget alt materielt med sig ud af ægteskabet. Jeg stod med fem børn, en dyr husleje og ingen penge overhovedet. Jeg var ludfattig og på socialhjælp«. De midaldrende styrer I dag fylder Unni Drougges privatliv ikke nær så meget i sladderspalterne som førhen. Svenskerne ved, at hun bor sammen med en 19 år yngre mand. Men hun er især kendt som den ekstremt velskrivende, smukke og rapkæftede selvlærte forfatter, der sætter fokus på strømninger, vi ofte glemmer at interessere os for. »Da 'Hella Hells bekendelser' udkom i Sverige, var der mange, som beskyldte mig for igen at ville skabe sensation. Men der var også nogle, som fik øje på, hvad jeg vil sige om samtiden. I vores nutid hedder det sig jo, at vi dyrker ungdommen som et ideal. At hvis man er ung, så har man alt«. »Men det er jo ikke sandt. Unge har ydre skønhed, men de har ingenting at bruge den til. De har ingen indflydelse i samfundet overhovedet. De får lov til at pryde cd-omslag, modesider, annoncer osv., men vi vil ikke vide, hvad der sker inden i deres kønne hoveder«. »Alle de der popprodukter fra New Kids on the Block og fremefter - de er jo sammensat af midaldrende mennesker. Både unge piger og unge drenge er blevet de magtfulde midaldrendes sexobjekter«. »Mange af dem ender med at drøne rundt på vores mediefabrikker uden muligheder for at få fast arbejde. Vi har en generation af forvirrede 25-årige, som har dødsangst! De laver kaffe, de mærker videokartoner, og de får lov til at skrive freelance. Men det er os midaldrende, der styrer det hele. Ligesom den målbevidste, ambitiøse og egoistiske Hella Hell«.