Den er så tung som en sæk kartofler. Den er så bred over ryggen, at det er hårdt arbejde at læse den liggende under dynen og natlampen. Og så er den fyldt med noget så uoverskueligt som hele det begivenhedsrige 20. århundredes historie, der stadig ånder os så hedt i nakken, at et menneske vel umuligt kan overskue det. Alligevel bandt nordmanden Gunnar Staalesen an med at skrive den: En monumental 1900-tals trilogi, der på trods af tyngden er blevet en bestseller. Den halsbrækkende vision om romanen opstod i 1990, da forfatteren var ved at dramatisere Amalie Skrams store slægtskrønike 'Hellemyrsfolket' fra 1800-tallet for nationalscenen i Bergen. »Mens jeg arbejdede med det, fik jeg ideen til at skrive noget lignende om mit eget århundrede. En slægternes krønike og en kollektivroman med tiden som den egentlige hovedperson. Da jeg i udgangspunktet er kriminalforfatter, lod jeg et mysterium være rammen og den røde tråd igennem hele værket«, siger Gunnar Staalesen her knap halvandet år efter, at han afleverede det tredje og sidste bind af sit livs hovedværk til sit norske forlag. For nylig udkom bind tre med titlen '1999 - Aftensang' på dansk. På sidste side kan læserne langt om længe få opklaret, hvem der begik mordet på konsul Frimann nytårsaften 1899 i det første bind. 1.500 sider før forklaringen falder må være i omegnen af en rekord. Men til det skal tilføjes, at man adskillige steder undervejs i Staalesens 20. århundrede glemmer alt om konsul Frimann, fordi man bliver opslugt af nogle andre mennesker og begivenheder i det rullende forløb. Labyrint Romanerne vrimler med fiktive personer og historiske data i et omfang, så det er en stor hjælp, at forfatteren bagest i bind 3 har tegnet slægtstavler over familierne Moland, Brekke, Brandt, Frimann og selvfølgelig også Veum, for det er jo Gunnar Staalesens kendte privatdetektiv Varg Veum, der nytårsaftensdag 1999 kan løse trilogiens gennemgående gåde for os. Hvordan, hvem og hvorfor skal læserne selv have fornøjelsen af at udrede. I Staalesens hjemby Bergen var hans læsere så ivrige efter at komme i gang med tredje bind, at der var lange køer foran boghandlerne den dag i september 2000, hvor bogen udkom. Og i måneder forinden havde læsere rykket forfatteren for en snarlig afslutning, siger han: »Jeg kunne ikke skrive trilogien færdig, før 1999 var gået. Alle de historiske detaljer i bøgerne er jo korrekte, og jeg skulle have århundredets sidste nytårsaften med. Allerede 4. januar 2000 ringede den første læser og spurgte: »Er du snart færdig?«. Det var jeg en dag i juni 2000. Og den dag tænkte jeg, at jeg godt kunne fortjene en stor øl på en udendørs café i Bergen. Solen skinnede, jeg satte mig, og jeg fik min øl. Mens jeg drak den, kom en mand hen til mig og sagde: »Sidder du her og drikker? Gå hjem og skriv«. Kommunikation er stikordet I Norge er hvert af de tre bind i trilogien foreløbig blevet solgt i 80.000 eksemplarer. Det tyder på en udbredt sult efter at læse den store episke roman om en tid, der lige har været og forandrede det meste. Når Staalesen siger, at de historiske detaljer er korrekte, så mener han helt ned i de små detaljer. Han har tjekket vejrforholdene på bestemte datoer i fjeldbyen Bergen, hvor det altså ikke altid regner. Kun tit. Faktuelle ting om krige, regeringer eller skelsættende opfindelser er naturligvis også rigtige. Og når han et sted i bind tre skriver, at den amerikanske film 'Jaget af oprørere' gik som 9-forestilling i Koncertpalæet i Bergen i november 1963, hvor præsident Kennedy blev myrdet i USA, så passer vel også det? Gunnar Staalesen nikker smilende og forklarer med en stemme, der er forbavsende rolig og mild i sammenligning med den begivenhedsrige romans temperament: »Hvis du formår at skildre bag- grundstæppet og miljøerne autentisk nok, så smitter det af på læsernes opfattelse af de fiktive personer. De bliver mere levende og troværdige. Det er en erfaring, jeg har gjort af at skrive kriminalromanerne«. »Alle personerne er fantasi, og jeg har forsøgt at leve mig ind under huden på dem alle sammen. Af Amalie Skram har jeg lært, at man skal have medfølelse med alle sine personer. Da jeg i det andet bind skulle beskrive mennesker, som blev nazister og landsforrædere, måtte jeg heller ikke gøre dem sort-hvide. Jeg måtte prøve at vise, hvorfor de blev, som de blev«. Kun et sted i bind tre lyder det, som om du selv taler direkte gennem en af personerne. Det sker, da Hjalmar Brandt siger: »Alting handler om kommunikation« og »Fra tidernes morgen har det været kommunikation, som har været stikordet for alle historiske fremskridt«. Er det din stemme? »Hvis der er en konklusion på værket, så ligger den nok i den replik. Skal man nævne en hovedperson i bøgerne, så er det tiden, og alene i det 20. århundrede har kommunikation jo ændret sig kolosalt. I begyndelsen af århundredet sendte man breve til hinanden, og de kunne tage lang tid om at komme frem. Kun få havde telefoner. I dag har man mobiltelefoner og internet«. »Men også kommunikation i betydningen rejse og bevægelse har jo forandret sig. I 1897 begyndte sporvognen at køre i Bergen, men i år 1900 var der endnu ikke kommet en eneste bil til byen. Dengang var der ikke tog over fjeldet til Oslo, så hvis man skulle dertil, måtte man sejle med båd ned langs Sørlandskysten. I dag tager det 35 minutter med fly til Oslo, og nogle få timer med fly til Kanarieøerne. Det er allerede 32 år siden, det første menneske satte sine fødder på månen«. Trilogien har udgangspunkt i Bergen, men handler, som Gunnar Staalesen siger det, »også om udviklingen i Norge, i Skandinavien og i den vestlige verden i det 20. århundrede«. Om Norges selvstændighed i 1905, verdenskrigene, arbejderbevægelsernes fremgang i mellemkrigsårene, og om efterkrigsårenes genopbygning af det bombede Bergen, hvor Gunnar Staalesen legede i ruinerne som barn og blot tænkte på dem »som spændende legepladser«. Senere er der 50'ernes kolde krig, velfærdssamfundets opbygning, Socialdemokratiets voksende magt, Beatles og Dylan, kvindernes øgede selvstændighed og indflydelse, polariseringen mellem venstre- og højrefløj i 70'erne, yuppierne i 80'erne og nyspiritualiteten i 90'erne. »It's all over now, baby blue«, som han et sted citerer Dylan for at have skrevet. »For 100 år siden var Norge et europæisk uland, som var præget af adskillige århundreders dansk imperialisme. Det var et land med kun få naturlige ressourcer, og det var først efter Anden Verdenskrig, at et velfærdssamfund opstod, og man begyndte at fordele goderne«. »Da man så for 30 år siden fandt olie, gik Norge på et par år fra at være en ikke særligt velstående nation til at være en af de rigeste nationer i verden. Især i 80'erne skete der er en voldsom velstandsudvikling. I vores del af verden er materialismen og egoismen jo meget fremtrædende«. Tilbage til Bergens teater Man mærker igennem trilogien, at forfatteren ikke har sin sympati hos de magtfulde og de skråsikre. Selv om Gunnar Staalesen overlader scenen til sine personer og til historien selv, så skinner en retfærdighedssans og en rummelighed igennem både i det store billede og i den spraglede, møjsommeligt sammenhængende collage af enkelte historier. I hele trilogien er erotik og forelskelse en drivkraft. Vilkårene for kærligheden ændres. Mod slutningen af århundredet bliver skilsmisser almindelige. Men forelskelse og kærlighed spiller igennem alle årtierne lige så stor rolle for personernes udvikling, som økonomiske konjunkturer, politik eller karrieremæssige ambitioner gør. Og så spiller naturligvis også tilfældet ind gang på gang. Det er den sorte hest. Ligesom i virkeligheden. Pludselig er et liv forbi, mens et andet begynder i en anden gade, og noget af den udelte fornøjelse ved at læse bøgerne er, at man kan få lov til at følge nogle liv fra begyndelse til slutning. Det har også været en af Staalesens glæder ved at skrive trilogien, der udmattede ham i lang tid efter, at bind tre var afleveret til forlaget. »Bagefter var jeg nødt til at have en skrivepause. Nu er jeg parat til at skrive flere bøger om Varg Veum, men inden da skal jeg dramatisere trilogien til teatret i Bergen. Der bliver sandsynligvis tale om to forestillinger over to aftener. Med det arbejde er jeg på en måde tilbage ved dengang, jeg dramatiserede Amalie Skrams 'Hellemyrsfolket'. Cirklen er sluttet«.