En tung, grå mand med hovedet nede mellem skulderbladene sidder og ryger ved det blanke bord i Ny Carlsbergfondets fornemme mødelokale. Vidste man ikke bedre, ville man tro, at det var gårdmanden, som fik sig en morgensmøg i de fine gemakker. Men det er direktøren Hans Edvard Nørregård-Nielsen selv, der sidder ved bordet, hvorpå dele af hans levnedsforløb ligger i form af to bøger - den to år gamle 'Mands minde' og den nye 'Riber Ret'. »Mine to små bøger er nok en måde at tænke på glæden i det hele. Glæden over mennesker og over det, mennesker har bragt til én. 'Riber Ret' havde jeg ikke oprindeligt planlagt at skrive. Men efter 'Mands minde' syntes jeg jo, at der var noget, som vi skulle have at vide«. »For i 'Mands minde' står der en lille, pæn dreng. Og her sidder en stor, tyk mand. Et eller andet må der være sket indimellem«, siger han med en stemme, der er grødet og sej ligesom den tjæreholdige masse, man har asfalteret en stor del af landet med, siden han var barn i efterkrigstidens Sdr. Nissum. 'Mands minde' drejede sig om »det lidt karske, vestjyske landbrugsmiljø, der gik i opløsning, mens man så på det«. Om bedsteforældrene, forældrene, knægten selv og også om et land under radikal forandring fra landbrugs- til industrisamfund. Hans Edvard Nørregård-Nielsen voksede op under små, men ikke ukærlige kår. Han og hans fire søskende var børn af en omsorgs- og ansvarsfuld mor, der var sygeplejerske, og en far, der var mejerist og »et rart menneske, men også på mange måder et svagt menneske«, som han siger det. 'Mands minde' er blandt meget andet et opgør med den svigtende far, hvad mange allerede vil vide, for bogen blev en bestseller. Omkring 50.000 mennesker har købt 'Mands minde', og tæller man bibliotekslånerne med, så er den formodentlig læst af flere hundrede tusinde danskere. I fortsættelsen 'Riber Ret' er forældrene skilt, hans mor får arbejde på åndssvageanstalten Løgumgårde i Sønderjylland, og takket være hendes slid er der råd til, at sønnen i 1962 begynder på Ribe Katedralskole, hvor han bliver student tre år og mange ydmygelser senere. Det var en gymnasietid præget af adskillige læreres manglende menneskelighed, men også af amtmandens datter Regitze, som blev Hans Edvard Nørregård-Nielsens hustru og »godeste ven« i 20 år. Tre børn fik de. Men i 1987 mødtes de »i et sterilt værelse til en rutinemægling i Holbæk«. Skilsmissen var en kendsgerning, røber forfatteren i 'Riber Ret', hvor han i det hele taget ligesom i 'Mands minde' mange steder trækker personligt spundne tråde til nutiden. Socialdemokratiets automatstudenter »Med 'Mands minde' har jeg oplevet mange fra vidt forskellige miljøer sige, at bogen var fuldstændig som deres egen barndom«. »Det passer jo ikke. De har tænkt på deres egen barndom, mens de læste, og det er noget af det gode ved erindringerne, tror jeg«. »Man læser noget, der gør indtryk. Så lader man bogen synke og tænker i stedet på noget, der angår én selv«, siger forfatteren, og han kunne for så vidt have sagt det samme om 'Riber Ret'. Heller ikke den erindringsbog pløjer man sig igennem uden at støde på kløfter i sig selv undervejs. At læse hans levnedsskildringer har været som at åbne en lem til et loft og opleve fortællinger og iagttagelser fra en anden tid myldre frem, mens man hele tiden er sig nutiden bevidst. Nogle gange begynder man slet og ret at diskutere med Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Han bryder sig ikke om vuggestuer eller børnehaver. Han skriver, at det er nogle år siden, det lod sig praktisere at blive gammel »med en form for værdighed«. Eller han kommer med en overraskende tackling, der vælter halvdelen af det velfærdssamfund, vi har lært at stå ret for, når han skriver om årene 1962 og deromkring: »Socialdemokratiet havde endnu ikke opfundet intelligensreserverne, der mobiliseret endte med at gøre en studentereksamen til en automatvare. Nu kan hver anden finde til månen på egen hånd, men adskillige af dem kender ikke forskel på en vintergæk og en anemone«. Hans Edvard Nørregård-Nielsen virker ikke forbavset over at få dén med automatstudenterne retur: »Hvis man mener, at alle skal have en form for studentereksamen, så bliver det en anden eksamen end før. Principielt har jeg ikke noget imod det. Men det bliver så ikke længere en eksamen, der bygger på den store, sammenhængende viden. Og periodelæsning uden sammenhæng holder jeg ikke så meget af«, siger han, der i det hele taget ikke ynder at snakke efter munden for at tilpasse sig bestemte meninger. Flere gange under interviewet langer han ud efter de ytringer, vi i nyere tid er begyndt at kalde 'politisk korrekte'. Hver gang forbliver den meget talende mand lige så støt og rolig, som hans krop er det. Det gælder også, da han forklarer, at mennesket efter hans opfattelse er fordrevet fra sine instinkter, så »man får at vide, at man ikke må blive vred, hadsk, fordømmende og egoistisk« og »kommer i karambolage med sig selv, fordi man prøver at ligne det produkt, som Socialdemokratiet, og hvem det ellers kan være, gerne vil have«. Egentlig oprører har Hans Edvard Nørregård-Nielsen aldrig været. Men mønsterbryder er manden, som flyttede sig fra den vestjyske almue til en magtposition i dansk kunst i et tempo, der er hurtigere end Esbjergs vækst. Den personlige oppakning Der er mange steder i 'Mands minde' og i 'Riber Ret', hvor man bliver opmærksom på, at direktøren agter sin baggrund højt. Et af de tydelige steder er der, hvor han fortæller om sin mors slid for at få penge til at lade et gult typehus med eternittag opføre. »Jeg rejser mig stadig hellere for et begreb som parcelhuset, end når flaget bliver hejst«, skriver han, der selv har bolig under det klassiske Københavns årede tegl. »Men jeg har hele mit liv lagt vægt på ikke at spille på udebane. I dag har jeg en fin stilling og bliver budt med, så jeg kan gå og shine mig til, som om jeg kom fra den bedre del af den danske familie. Men jeg har altid følt trang til at vedgå præcis de omstændigheder, der er mine«. »Den store kamp i min mors liv blev at få typehuset til 56.000 kroner hjem. Jeg arbejder med slotte, herregårde, fine kirker og kunst, men parcelhuset hører så absolut med i min personlige oppakning. Det var et mirakel, der gik i opfyldelse«. »Ligesom det også var en kamp for min mor at holde os børn i gymnasiet. Jeg er overbevist om, at jeg ville være gået ud af Ribe Katedralskole, hvis ikke jeg havde så stor respekt for de mange penge af mors, som jeg brugte på at gå der. Jeg ville have været en dum hvalp, hvis jeg mente, at jeg bare kunne sidde og smålæse i Ribe dengang«. Redelighed er nøglebegreb i Hans Edvard Nørregård-Nielsens erindringer. Han lægger ikke fingrene imellem, når han skildrer sig selv, og det gælder også i forholdet til Regitze, som var datter af amtmanden i stiftsbyen Ribe, da han lærte hende at kende. 'Riber Ret' er til dels »en slags taknemmeligheds- eller kærlighedserklæring« til hende. Sammen med hende lagde han sig som en dreng og rejste sig som en mand, fordi han mødte et fint og godt menneske, der holdt af ham. At de siden blev skilt og begge fandt sammen med en anden ægtefælle spolerer ikke »den glæde, som lå der, mens jeg var yngre, og vi fik vores børn«, siger han: »Både min tidligere og min nuværende kone har givet mig lov til at trykke det, og det er jeg taknemmelig for. For jeg ville have været ked af at dø uden at have skrevet det. Det er dog klart, at man kun kan skrive sådan noget, når man er usædvanlig godt anbragt et andet sted«. Beskrivelsen i bogen af hans første møde med Regitze er så klar som et billede. Alle de år senere husker han stadig hendes påklædning, den første gang han så hende. Den form for hukommelse er ikke alle mænd givet. »Jamen, jeg husker i det hele taget godt. Og så kunne jeg også med et kvart øje se, at sådan noget tøj havde de ikke i den nærmeste trikotagebutik. Det var Louisa Spagnoli. Kender du det mærke? Det var noget med fedmen i den grønne farve og det hybenagtige i den røde. Man opfatter en lille trindhed i kroppen, og den bliver fastholdt af det lune i stoffet og det bristefærdige i farven«. »Når jeg husker det så tydeligt, så er det jo også, fordi hun kom mig ved. Man husker jo i sammenhæng, og man husker det væsentlige. Hvis man skal til at rekonstruere, så var det ikke vigtigt, mener jeg. Derfor har jeg heller ikke kigget i aviser for at komme i tanke om ting eller for at kolorere min historie med, at havregryn steg 75 øre pakken et bestemt år. Jeg har bare skrevet af karsken bælg«. Sprødt spiller spinettet Ingen læser Hans Edvard Nørregård-Nielsens tidsbilleder uden at blive opmærksom på sproget. I Politiken skrev Thomas Bredsdorff bl.a. om 'Riber Ret': »Holberg gav engang en autentisk øjenvidneskildring af branden i København. Den bestod ganske vist af lutter citater fra Plinius' beskrivelse af Vesuvs udbrud små 1649 år tidligere, men det gjorde den ikke mindre underfundig eller autentisk. Nørregård-Nielsens prosa har lidt af samme karakter, en svunden og privat verden forsølvet af et svundet sprog, der i kraft af en original montage bliver levende og nærværende«. »Jo, mit sprog er altmodisch. Men jeg vil egentlig påstå, at det samtidig er et moderne sprog. Jeg har altid arbejdet ned i sproget for at løfte det og få letheden ind i det«. »I gamle dage blev jeg ked af det, når folk sagde til mig: »Du har så let ved at skrive«. For det var sådan set arbejdets møje, der fik det til at se let ud. Nu har jeg det vist som en, der har spillet klaver otte timer hver dag i 40 år. Så bliver man jo bedre til det«. »Men jeg holder meget af sproget. Og når en eller anden blærerøv siger, at det danske sprog er fattigt, så tænker jeg ved mig selv: »Du bruger kun 25 procent af det danske sprog. Inddrag de øvrige 75 procent, før du begynder at udtale dig om, hvor fattigt det er««. »Både 'Mands minde' og 'Riber Ret' er skrevet i en sprød, lille forfaldstone. Det er, som om det alt sammen bliver spillet på spinet. Med en vis velbehag. Det lyder sprukkent og fint, og det spiller en melodi, der nok hedder 'Memories' og handler om en verden, der er i opløsning«. 'Riber Ret' slutter i 1965, men forfatteren kan ikke forestille sig, at der kommer flere erindringsbøger. Dels ville de skulle handle om en tid så ny, at »mange ville blive berørt, og man ville blive sådan en karakteruddeler«, som han siger det. Dels har han nu skrevet om det, som måske var hans vigtigste bevægelse i livet. Fra barndommen i det lidt forknytte vestjyske miljø med de »tålmodigt dejsede læbælter« af graner og frem til ungdommen i Sønderjylland »under åben himmel«: »Jeg var jo i gang med teologien, men under Noldes himmel i det sønderjyske sivede jeg mere og mere hen imod kunsthistorien. Det er også Brorsons himmel. Det er den himmel, som gør, at du pludselig ser dig selv i fuld størrelse - for mig også i religiøs betydning. Du ser, at du selv er en lillebitte størrelse i forhold til alle de elementer, du færdes i. Og det holder jeg meget af«. »Jeg har været glad for at rejse til Rom, fordi jeg er gammelsproglig student og ved, hvordan den kultur er. For mig, der egentlig ikke burde være kommet længere end til Herning og Holstebro, var det en gave pludselig at gå på Via Sacra«. »Men ikke syv vilde heste kunne få mig til Australien eller Andesbjergene, for jeg har ingenting at gøre der. Hvis jeg kendte hele verden, ville den blive for lille til mig, eller jeg ville blive for stor. Med min smule viden har jeg kunnet bevæge mig lidt under himlen, men større skal jeg heller ikke være«. »Lidt på knæ for livet - sådan håber jeg, at mine bøger er. For jeg voksede ikke udelukkende op i fattige omstændigheder. Op i røven med dem. Man overlever dem. Man har et hjørne, hvor der er et tæppe, og der sover man. Man får mad, når man kommer op om morgenen«. »Det vigtigste er, at man er del i kæden. Mens man er her. For det holder så hurtigt op, og det bliver man jo mere og mere klar over efterhånden. Det er sådan en storklokke, der slår sine slag i baggrunden. Jeg har måske selv været lidt rå ved mig selv, men jeg har hele tiden holdt mig gående«. »Jeg slutter jo 'Riber Ret' med den lidt moralske bemærkning, at det er sært, man tager sig råd til at rutte med livet. For at det holder op - det er det eneste, man kan være helt sikker på«.