0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lidt på knæ for livet

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kim Nielsen
Foto: Kim Nielsen

Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Foto: Kim Nielsen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En tung, grå mand med hovedet nede mellem skulderbladene sidder og ryger ved det blanke bord i Ny Carlsbergfondets fornemme mødelokale. Vidste man ikke bedre, ville man tro, at det var gårdmanden, som fik sig en morgensmøg i de fine gemakker.

Men det er direktøren Hans Edvard Nørregård-Nielsen selv, der sidder ved bordet, hvorpå dele af hans levnedsforløb ligger i form af to bøger - den to år gamle 'Mands minde' og den nye 'Riber Ret'.

»Mine to små bøger er nok en måde at tænke på glæden i det hele. Glæden over mennesker og over det, mennesker har bragt til én. 'Riber Ret' havde jeg ikke oprindeligt planlagt at skrive. Men efter 'Mands minde' syntes jeg jo, at der var noget, som vi skulle have at vide«.

»For i 'Mands minde' står der en lille, pæn dreng. Og her sidder en stor, tyk mand. Et eller andet må der være sket indimellem«, siger han med en stemme, der er grødet og sej ligesom den tjæreholdige masse, man har asfalteret en stor del af landet med, siden han var barn i efterkrigstidens Sdr. Nissum.

'Mands minde' drejede sig om »det lidt karske, vestjyske landbrugsmiljø, der gik i opløsning, mens man så på det«. Om bedsteforældrene, forældrene, knægten selv og også om et land under radikal forandring fra landbrugs- til industrisamfund.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen voksede op under små, men ikke ukærlige kår. Han og hans fire søskende var børn af en omsorgs- og ansvarsfuld mor, der var sygeplejerske, og en far, der var mejerist og »et rart menneske, men også på mange måder et svagt menneske«, som han siger det. 'Mands minde' er blandt meget andet et opgør med den svigtende far, hvad mange allerede vil vide, for bogen blev en bestseller.

Omkring 50.000 mennesker har købt 'Mands minde', og tæller man bibliotekslånerne med, så er den formodentlig læst af flere hundrede tusinde danskere. I fortsættelsen 'Riber Ret' er forældrene skilt, hans mor får arbejde på åndssvageanstalten Løgumgårde i Sønderjylland, og takket være hendes slid er der råd til, at sønnen i 1962 begynder på Ribe Katedralskole, hvor han bliver student tre år og mange ydmygelser senere.

Det var en gymnasietid præget af adskillige læreres manglende menneskelighed, men også af amtmandens datter Regitze, som blev Hans Edvard Nørregård-Nielsens hustru og »godeste ven« i 20 år. Tre børn fik de.

Men i 1987 mødtes de »i et sterilt værelse til en rutinemægling i Holbæk«. Skilsmissen var en kendsgerning, røber forfatteren i 'Riber Ret', hvor han i det hele taget ligesom i 'Mands minde' mange steder trækker personligt spundne tråde til nutiden.

Socialdemokratiets automatstudenter
»Med 'Mands minde' har jeg oplevet mange fra vidt forskellige miljøer sige, at bogen var fuldstændig som deres egen barndom«.

»Det passer jo ikke. De har tænkt på deres egen barndom, mens de læste, og det er noget af det gode ved erindringerne, tror jeg«.

»Man læser noget, der gør indtryk. Så lader man bogen synke og tænker i stedet på noget, der angår én selv«, siger forfatteren, og han kunne for så vidt have sagt det samme om 'Riber Ret'.

Heller ikke den erindringsbog pløjer man sig igennem uden at støde på kløfter i sig selv undervejs. At læse hans levnedsskildringer har været som at åbne en lem til et loft og opleve fortællinger og iagttagelser fra en anden tid myldre frem, mens man hele tiden er sig nutiden bevidst.

Nogle gange begynder man slet og ret at diskutere med Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Han bryder sig ikke om vuggestuer eller børnehaver. Han skriver, at det er nogle år siden, det lod sig praktisere at blive gammel »med en form for værdighed«.

Eller han kommer med en overraskende tackling, der vælter halvdelen af det velfærdssamfund, vi har lært at stå ret for, når han skriver om årene 1962 og deromkring:

»Socialdemokratiet havde endnu ikke opfundet intelligensreserverne, der mobiliseret endte med at gøre en studentereksamen til en automatvare. Nu kan hver anden finde til månen på egen hånd, men adskillige af dem kender ikke forskel på en vintergæk og en anemone«.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen virker ikke forbavset over at få dén med automatstudenterne retur:

»Hvis man mener, at alle skal have en form for studentereksamen, så bliver det en anden eksamen end før. Principielt har jeg ikke noget imod det. Men det bliver så ikke længere en eksamen, der bygger på den store, sammenhængende viden. Og periodelæsning uden sammenhæng holder jeg ikke så meget af«, siger han, der i det hele taget ikke ynder at snakke efter munden for at tilpasse sig bestemte meninger.

Flere gange under interviewet langer han ud efter de ytringer, vi i nyere tid er begyndt at kalde 'politisk korrekte'. Hver gang forbliver den meget talende mand lige så støt og rolig, som hans krop er det.

Det gælder også, da han forklarer, at mennesket efter hans opfattelse er fordrevet fra sine instinkter, så »man får at vide, at man ikke må blive vred, hadsk, fordømmende og egoistisk« og »kommer i karambolage med sig selv, fordi man prøver at ligne det produkt, som Socialdemokratiet, og hvem det ellers kan være, gerne vil have«.

Egentlig oprører har Hans Edvard Nørregård-Nielsen aldrig været. Men mønsterbryder er manden, som flyttede sig fra den vestjyske almue til en magtposition i dansk kunst i et tempo, der er hurtigere end Esbjergs vækst.

Den personlige oppakning
Der er mange steder i 'Mands minde' og i 'Riber Ret', hvor man bliver opmærksom på, at direktøren agter sin baggrund højt. Et af de tydelige steder er der, hvor han fortæller om sin mors slid for at få penge til at lade et gult typehus med eternittag opføre.

»Jeg rejser mig stadig hellere for et begreb som parcelhuset, end når flaget bliver hejst«, skriver han, der selv har bolig under det klassiske Københavns årede tegl.

»Men jeg har hele mit liv lagt vægt på ikke at spille på udebane. I dag har jeg en fin stilling og bliver budt med, så jeg kan gå og shine mig til, som om jeg kom fra den bedre del af den danske familie. Men jeg har altid følt trang til at vedgå præcis de omstændigheder, der er mine«.

»Den store kamp i min mors liv blev at få typehuset til 56.000 kroner hjem. Jeg arbejder med slotte, herregårde, fine kirker og kunst, men parcelhuset hører så absolut med i min personlige oppakning. Det var et mirakel, der gik i opfyldelse«.

»Ligesom det også var en kamp for min mor at holde os børn i gymnasiet. Jeg er overbevist om, at jeg ville være gået ud af Ribe Katedralskole, hvis ikke jeg havde så stor respekt for de mange penge af mors, som jeg brugte på at gå der. Jeg ville have været en dum hvalp, hvis jeg mente, at jeg bare kunne sidde og smålæse i Ribe dengang«.

Redelighed er nøglebegreb i Hans Edvard Nørregård-Nielsens erindringer. Han lægger ikke fingrene imellem, når han skildrer sig selv, og det gælder også i forholdet til Regitze, som var datter af amtmanden i stiftsbyen Ribe, da han lærte hende at kende.

'Riber Ret' er til dels »en slags taknemmeligheds- eller kærlighedserklæring« til hende. Sammen med hende lagde han sig som en dreng og rejste sig som en mand, fordi han mødte et fint og godt menneske, der holdt af ham. At de siden blev skilt og begge fandt sammen med en anden ægtefælle spolerer ikke »den glæde, som lå der, mens jeg var yngre, og vi fik vores børn«, siger han:

»Både min tidligere og min nuværende kone har givet mig lov til at trykke det, og det er jeg takne