Det var et dristigt projekt at beslutte sig for at blive fuldtidsforfatter, og Karin Fossum vidste det. Hun var alenemor til to små børn, da hun for efterhånden seks år siden traf beslutningen. Efter at have været taxichauffør, butiksmedhjælper og alt muligt andet var det nu også slut med at være hjemmehjælpervikar i det lokale sundhedsvæsen. Da vikariatet udløb, henvendte hun sig til den lokale arbejdsformidling og sagde, at nu stod hun ikke til rådighed for arbejdsmarkedet længere. »Jeg ringede og frasagde mig retten til at få arbejdsløshedsunderstøttelse, og manden på arbejdsformidlingen spurgte mig, om jeg nu også var klar over, hvad det var, jeg gjorde«, fortæller Karin Fossum, som netop nu får en ny roman, 'Når djævelen holder lyset', ud på dansk. Jo, Fossum var helt på det rene med, hvad hun gjorde. Hun ville i hvert fald en gang i livet forsøge, hvordan det var at kunne koncentrere sig 100 pct. om at skrive. Ikke klokken 23, når børnene var lagt i seng, men allerede klokken 8 om morgenen. Og Fossum fik en flyvende start på sit nye liv. Hendes vikariat som hjemmehjælper løb ud, netop da hendes første kriminalroman, men hendes femte bog, 'Evas øje' udkom i Norge. Bogen udkom som månedens bog i landets store bogklub, og forfatteren var allerede godt i gang med at skrive krimi nummer to. Kammerspilskrimi Og så var det ikke engang krimiforfatter, hun havde drømt om at blive, men derimod digter. »Jeg debuterede som 20-årig i 1974 med en digtsamling, og jeg havde aldrig tænkt på, at jeg skulle være krimiforfatter. På et tidspunkt havde jeg imidlertid lyst til at skrive en roman, men jeg vidste ikke, om jeg havde stof nok«. »Det var en historie om to kvinder, der møder hinanden igen efter nogle år. Handlingen blev imidlertid mere og mere dramatisk, og pludselig slog det mig, at historien begyndte at ligne en krimi, så jeg blev nødt til at tilføje både en efterforskning og en opdager, der blev til Konrad Sejer«. »Mange har opfattet det som et stort spring, at jeg går fra digte til kriminalromaner, men sådan ser jeg ikke selv på det. Jeg tænker mere i formater end i genrer«. »Hvis jeg skriver noget, som er et lille øjebliksbillede, bliver det til et digt. Hvis det er lidt mere udfoldet, bliver det en novelle, og hvis det er endnu større, bliver det til en roman«, fortæller Karin Fossum. Det er ikke hendes kriminalromaner, man skal læse, hvis man ønsker at få dystre storbyberetninger, hvor vores helt - detektiven - slentrer gennem gaderne og reflekterer over, hvorfor samfundet er forkert indrettet og det hele er ad helvede til. Hos Fossum er psykologien og ganske få personer i centrum. Nærmest kammerspil. »Jeg har aldrig skrevet samfundskritiske kriminalromaner, og det er egentlig ikke noget valg fra min side. Jeg skriver bare de bøger, jeg kan. Et menneske er nok for mig, og hvis man tegner denne person tydeligt nok, kan handlingen sagtens blive meget dramatisk«. »Det er mest de mandlige kriminalforfattere, der skriver bøger om storbymiljøer og deres indtryk fra lange rejser. Kvinderne skriver om livet i landsbyen og lader handlingen foregå der«. »Folk som Henning Mankell og Jan Guillou tager ud i verden, men vi andre beskriver verden fra køkkenet, og det er såmænd dramatisk nok«, siger Karin Fossum. De godes ondskab I sin nye roman på dansk foregår en stor del af handlingen faktisk i kælderen hos en enlig kvinde, der mere eller mindre har lukket sig inde på både det ydre og indre plan. En dag er hun på vej hjem fra en tur i byen, da hun bliver forfulgt af to unge mænd. Den ene smutter ind i hendes hus, fordi hun i et øjebliks forvirring glemmer at låse døren, og herefter går et psykologisk drama i gang. »Det er rigtigt, at jeg skriver om almindelige mennesker, og hvis jeg har noget projekt med mine bøger, så er det, at frygten ikke handler om mødet med psykopaten eller hævneren«. »Det opfatter mange ellers som den optimale frygt, og det handler store dele af kriminallitteraturen om, men for mig er det langt mere skræmmende, hvis morderen er en person, man kender - eller en man tror, man kender«. »Dét er skræmmende. At en seriemorder dræber er jo bare, hvad vi forventer af en seriemorder, hvorimod det er det allerstørste mareridt, hvis et menneske, vi hidtil har opfattet som godt, pludselig gør noget ondt«. »Og det er jo faktisk sådan, at når nogen bliver myrdet, så er der også nogen, som kender morderen i virkeligheden. Der er en mor og en far, måske børn og ægtefælle, som aldrig ville have troet, dette kunne ske«. »For mig er projektet at kunne beskrive en drabsmand, så vedkommende først og fremmest fremstår som menneskelig, og det kan jeg sådan set gøre i 20 bøger endnu, for det er der meget få forfattere, der gør«, siger Karin Fossum. »Jeg tror ikke på ondskaben som en slags grundstof, men jeg tror på, at vi alle har både noget godt og noget ondt i os, og at det i vid udstrækning er situationen, der skaber handlingen«. »Jeg er også meget optaget af, i hvor høj grad den enkelte kan siges at have skyld, for i mine romaner beskriver jeg jo udelukkende drab, som er sket i affekt. Ingen af drabene er planlagt på forhånd. Vi taler om mennesker, som i situationen ikke ser andre løsningsmuligheder end drabet, og selvfølgelig skal de straffes, men situationerne er ofte komplekse, og noget af det må også ligge hos offeret selv«. Offerets medskyldNår vi taler om drab i affekt, mener du altså, at noget af det, der udløser drabet, må ligge hos den, der bliver slået ihjel? »Ja, sådan må det jo være. Der må jo være en kemi mellem to mennesker, som udløser alt dette«, siger Karin Fossum. Hun antyder ikke, at drabsmanden af den grund skulle være skyldfri, slet ikke, men som forfatter er hun meget interesseret i, hvordan også tilfældet er med til at bestemme, hvordan mennesker pludselig kan havne i situationer, der kan udløse frygtelige forbrydelser. Som Karin Fossum ser det, er virkeligheden som regel mere kompleks end den sort-hvide dom, retsvæsenet afsiger i skyldig eller ikkeskyldig. »For nogle år siden havde vi i Norge en retssag, hvor en ung mand først tilstod af, han havde myrdet sin kusine. Senere trak han tilståelsen tilbage og blev derefter frikendt«. »Det havde mange nordmænd svært ved at forstå. De kunne ikke forstå, at man måske kan få ødelagt sin virkelighedsopfattelse, når man er under stort pres i politiafhøringer«, siger Karin Fossum. Hun har selv ladet sig inspirere af denne sag i en af sine bøger, men ellers er det hverken spidsfindige retssager eller kompliceret politiefterforskning, der driver hendes historier. »Jeg skal helst kunne skrive en roman i et eneste sug, uden at jeg behøver at rejse mig for at kontrollere detaljer. Det hele skal komme fra mig selv«, siger Karin Fossum. Hun er i dag en af de mest succesrige forfattere i Norge, og hun er i hvert fald en af de mest kendte indbyggere i lilleputsamfundet Sylling, der ligger en lille biltur uden for Oslo. Kriminalromanerne om Konrad Sejer & Co. foregår i et samfund, der minder om Sylling og Drammen, og det har ikke mindsket hendes berømmelse, at norsk tv i en periode nærmest invaderede det lille samfund, hvor indbyggerne stod i kø for at blive statister i filmatiseringen af en af forfatterens bøger. Populær biperson Karin Fossum tror, hun vil blive ved med at skrive de kriminalromaner, som foreløbig bliver solgt i oplag på omkring 100.000 i Norge, men om hun også vil blive ved med at skrive om sin gennemgående figur Konrad Sejer, ved hun ikke. Foreløbig er hun i gang med bog nummer seks, og hun kan stadig ikke rigtig forstå, at læserne er blevet vilde med at læse om Konrad Sejer. »I min første krimi blev han jo aldrig hovedperson, fordi han bare blev skrevet til mod slutningen, hvor han skulle ind og rydde op i dramaet«. Ofte spiller en politimands personlige liv en langt større rolle i krimiserier? »Ja, sådan er det ofte, og det er underligt, at Sejer er blevet så populær. Jeg forsøger at holde ham i baggrunden og at undgå at give ham særlige træk, men alligevel er læserne utrolig optaget af ham«. »Måske skyldes det, at folk kan lide at følge en person over nogle år, følge hans liv, men faktisk har jeg ikke ret meget at fortælle om ham«, siger Karin Fossum.