Jens Otto Krag, cigarhandlerens søn fra Randers, er gjort af det stof, man laver myter af. Problemet er bare, at de fleste af myterne ikke har særlig godt fat i virkeligheden. I hvert fald ikke hvis man spørger historikeren Bo Lidegaard, som i den kommende uge sender de første knap 800 sider af en mammutbiografi om den tidligere statsminister på gaden. Det er en biografi, som ikke mindst baserer sig på de omkring 2.000 sider dagbøger, Jens Otto Krag har efterladt sig. »Det er utroligt, hvad der findes af historier og myter om Krag, og det meste er skrevet over de samme tre-fire klicheer - at han er en knudemand, en storforbruger af kvinder, et ikon på magten og at han er en opportunist, der har et standpunkt, til han tager et nyt«. »Det meste er simpelthen forkert og slet ikke egnet til at forstå denne i øvrigt meget mærkelige mand«, siger Bo Lidegaard, som tidligere har gjort sig bemærket som forfatter af historiske bøger om diplomaten Henrik Kauffmann og FN-diplomaten Povl Bang-Jensen. Det er imidlertid ikke svært at se, hvorfor netop Krag er blevet mytestof, for også i Bo Lidegaards beskrivelse lever politikeren, ministeren og privatmennesket Krag et liv, de fleste ville lade sig fascinere af. Velfærdstog Fra en familie i konstant pengenød får han sig sporet ind på en akademisk karriere. Han når på rekordtid ind i magtens centrum, hvor han er med til at sætte det danske velfærdstog på skinner. Han lever et nærmest kaotisk privatliv, hvor den ene stormfulde affære afløser den næste, og kvinderne er ikke (kun) anonyme danske navne. Næh, vi støder - blandt mange andre - på Sitter Horne Rasmussen, den svenske skuespillerinde Birgit Tengroth og - som alle ved - senere Helle Virkner. Og så er Krag jo også manden, der går af som statsminister, da han har fået Danmark med i EF i 1972. Og han er manden, der alligevel aldrig - selv om han siger farvel til magten - får realiseret visionen om det gode liv, men dør som en ulykkelig mand i 1978. Den sidste del af Krags historie får vi ikke i første bind af Bo Lidegaards historie, for biografien er skrevet kronologisk, så man som læser skal se, hvordan Krag selv oplevede sit liv. Første bind omhandler perioden fra Krags fødsel i 1914 til slutningen af hans udenrigsministerperiode i 1961. På dette tidspunkt er det allerede 14 år siden, han blev minister for første gang i en alder af kun 33 år. Tilsyneladende en politisk komet, og så er han endda en mand, der hele tiden er stærkt i tvivl om, hvorvidt han overhovedet ville være politiker. Faktisk ville han meget hellere have været romanforfatter eller journalist. Tallerkenvasker »Krag var selv i dyb tvivl, og han ville i virkeligheden hellere have været udenrigskorrespondent. Verden er jo fuld af mislykkede forfattere, som for at tjene til dagen og vejen bliver tallerkenvaskere. Krag er derimod en mislykket forfatter, som for at tjene til dagen og vejen bliver politiker og statsminister«. Det gør han, fordi litteraten Paul la Cour har bedømt hans skønlitterære skriverier og sagt 'duer ikke!'? »Ja, og derfor tænker Krag, at han hellere må tage en slags tallerkenvaskerjob, og det blev altså for ham jobbet med at styre et land. I den forstand er det den lette løsning, han vælger - magten«. »Noget andet er så, at han efterhånden bliver forpligtet på det politiske projekt og kommer til at føle en stor forpligtelse over for det parti og den bevægelse, han er en del af«. Han får jo ellers muligheden for at komme ud af politik i 1960 til et job i OECD, men han siger nej? »Egentlig vil han også gerne sige ja, men han føler et stort ansvar for det politiske projekt og - måske lidt selvglad - mener han også, han er den eneste, der kan gøre det. Og det mener hans parti jo også, han er«. I årene forinden har han jo flere gange tænkt på at forlade politik, faktisk allerede som 35-årig. Han har overvejet job som både nationalbankdirektør, generalsekretær i NATO og en post som chefredaktør? »Ja, han er hele tiden i tvivl. Han er søgende«, siger Bo Lidegaard. Danmarkshistorie Han begyndte på sit Krag-projekt i 1996, og det seneste år har han arbejdet mere eller mindre i døgndrift på at færdiggøre de to bind, som i alt vil fylde knap 1.600 sider, når sidste bind udkommer i foråret 2002. Historien om Krag er imidlertid ikke kun en biografi om den kendte politiker. »Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville skrive danmarkshistorie set gennem Krag, som spiller en helt central rolle i Socialdemokratiet fra krigen og frem til 1972. Og Socialdemokratiet spiller en central rolle for, hvordan Danmark udvikler sig i enhver henseende, socialt, økonomisk, internationalt og kulturelt. Det er den bevægelse, der bærer landet i løbet af de 25 år«. »Vi lever jo i en tid, hvor mange - og det gælder også min egen generation er historieløse. Men vi bliver nødt til at kende vores historie, hvis vi vil forstå den verden, hvor så meget lige nu er i forandring«. »Så Krag er lige så meget et skalkeskjul for at fortælle danmarkshistorie - en historie om, hvordan kom vi fra krigen til det moderne velfærdssamfund. Hvad er rødderne til nutidens problemer med at finansiere velfærdssamfundet? Hvad er forholdet til Europa? Hvad er baggrunden for opløsningen af partierne og ideerne? Alt dette er produkter af den tid, jeg skriver om«, siger Bo Lidegaard. Du siger, at Krag bare er et medium, men han er jo ingen tilfældig person? »Nej. Han er en mand, der bliver monumental, fordi han er så dominerende. Det kom også bag på mig«. »Da jeg startede med arbejdet, mente jeg, at hans rolle i politik nok først begyndte for alvor, da han blev udenrigsminister, men gennem forskning går det op for mig, hvor afgørende han præger hele partiets tænkning, fra han skriver 'Fremtidens Danmark' i 1944«. »Selv i den tid, hvor Hans Hedtoft er død, og H.C. Hansen svinger pisken over ham, er det Krag, der står for de nye tanker, og det er ham, der for dem selv repræsenterer det fremtidige parti. Han får stadig indflydelse på, hvordan partiet udvikler sig«. »Dertil kommer, at han på det personlige plan har denne monstrøse kapacitet. Han påtager sig alle tillidshvervene, og samtidig er han den eneste af politikerne, der hele livet får læst en bog om ugen, måske endda også anmeldt den, også da han sidder som statsminister«. »Han har denne glubende appetit på livet, kvinderne, det hele. Han har et kolossalt drive. Han er samtidig en mand med en ide, som han forfølger hele livet. En ide om, at vi skal have det bedre, et velfærdssamfund, og han forfølger ideen på alle planer. I kulturpolitikken, socialpolitikken og i international politik«. Det europæiske markedHvordan vil din bog ændre vores syn på Krag? »Vi er tilbøjelige til at se udviklingen fra krigen og frem til indmeldelsen i EF som en periode, hvor Danmark sammen med de andre nordiske lande opbyggede et helt særligt velfærdssamfund«. »En af de ting bogen prøver at vise er, at Krag fra starten tænker denne velfærdsmodel ind i en europæisk sammenhæng. De europæiske bånd er en første forudsætning for, at det overhovedet kan lade sig gøre. Vi er påvirkede og inspirerede af Europa, men vi er også helt økonomisk afhængige af Europa«. »Hele kunststykket består i, at vi skaffer os adgang til det europæiske marked. Så diskussionen i dag om, at truslen mod velfærdsstaten kommer fra Europa, viser, at vi har glemt, hvordan velfærdsstaten blev til«. »Krag tænkte begge dele i en sammenhæng, og han mente, at hvis vi skulle have en velfærdsstat, kunne det kun lykkes som en del af Europa. Det kom bag på mig, at velfærdsstaten er tænkt så europæisk fra starten«. »Jeg kommer mere ind på det i bind to, men Krag er en af de få politikere, der tænker det nationale og det internationale samtidig. Krag er hele tiden klar over, at der ikke findes en isoleret dansk dagsorden, men at den er en del af en større international dagsorden«, siger Bo Lidegaard. EnsomHvad er Krag egentlig for en mand? »Han er som de fleste af os. Han ønsker det gode liv, og han er helt klar over, at det ikke er let at forene med toppolitik. Magten siger ham egentlig ikke så meget. I modsætning til hans rygte, er han ikke interesseret i magten som sådan, og det sjove er, at han får den, blandt andet fordi han tør slippe den«. Du skriver om hans forhold til f.eks. Helle Virkner, at de havde hinanden, men at de formentlig ikke havde hinandens fortrolighed. Det virker ikke, som om nogen overhovedet havde hans fortrolighed? »Nej, i hvert fald ikke ret længe ad gangen. På den måde er han en ensom mand«. Det er blevet sagt, at Krag måske ikke var en rigtig socialdemokrat, fordi han var akademikeren, den intellektuelle? »Ja, i eftertiden er han blevet betragtet som en, der ikke rigtigt hørte til, men sandheden er jo, at han hørte meget mere til end så mange andre«. »Staunings rødder går dybt ned i både parti og fagbevægelse, men en mand som Buhl er jo tidligere skattedirektør og har ingen folkelig forankring. Hedtoft er politiker med stort P, men har aldrig noget med fagbevægelsen eller arbejderne at gøre. Derefter kommer H.C. Hansen - han er rigtig apparatnik, han kan hele det politiske spil, men han har heller ingen rødder i fagbevægelsen«. »Krag har fra sine første grønne år som student levet af at undervise på aftenskoler. Han har delt sine madpakker med dem. Han kender enormt mange af de almindeligt bredselede socialdemokrater, han har haft job i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, så i virkeligheden kender han det socialdemokratiske bagland bedre end både H.C. Hansen og Hedtoft«. »Det viser sig også i 1956 under den store folkestrejke, da Hedtoft bliver klar over, at han ikke kan undvære Krag, for det er Krag, der kan tale med fagbevægelsen. Det er ikke H.C. Hansen. Så hvis man siger, at H.C. Hansen og Hedtoft repræsenterer et mere ægte Socialdemokrati end Krag, så er det simpelthen noget pølsesnak. Noget andet er så, at Krag repræsenterer et mere moderne Socialdemokrati«. Kaotisk privatlivKrag har haft et nærmest kaotisk privatliv. Hvordan lykkes det for ham at balancere det med et hårdt job som politiker? »Jamen, det klarer han, og jeg tror, at han har tænkt, at når han ligesom ofrede sig for den gode sag som politiker - når han gjorde de ting, han egentlig hellere ville lade være med - så havde han også lov til at leve tingene ud. At så havde han lidt længere snor i andre henseender.« Så det var ikke et spørgsmål om, at han havde svært ved at forpligte sig i forhold til andre, til kvinder? »Nej, for han gør det jo. Ægteskabet med f.eks. Birgit Tengroth er jo det, han vil. Helt og fuldt. Det lykkes bare meget meget dårligt«. »Generelt må man vel sige, at tingene faktisk ikke lykkes for ham på det personlige plan. Han har store problemer med at få tingene til at hænge sammen«. »Hans ægteskab med Birgit Tengroth er en grotesk historie. Man har to mennesker, der begge er uborgerlige og bohemeagtige, men de er så utrolig bundet af deres tid, at det aldrig strejfer dem, at de kunne have hver sin karriere«. »De kan kun se den model, hvor hun går hjemme og passer ham, og det lykkes ikke en eneste dag, tror jeg«. Du mener, at Krag i sit privatliv lever nogle ting ud, fordi han i øvrigt bruger det meste af sit liv på politik? »Ja. Han har simpelthen brug for at trykke den af«. Nogen vil måske mene, det er noget i hans barndom, der er årsag til, at han aldrig fik det til at lykkes med kvinderne? »Jeg tror, det for ham har været en måde at få lukket luft ud på. I det politiske liv har han konstant været presset helt i bund. Kedlen har konstant haft et enormt overtryk. Jeg prøver i øvrigt at undgå at lave lommepsykologiske forklaringer på hans liv. Det mener jeg, man skal være forsigtig med«. Kvinderne I første bind af biografien optræder en række kvindebekendtskaber. Nogle nævnt ved navn som f.eks. den stenrige Lilian Gjersøe. Andre anonyme som den astmatiske P. og den furiøse G. Anonymiserede, fordi det har været en betingelse for, at Bo Lidegaard overhovedet kunne få adgang til Jens Otto Krags personlige dagbøger. »For at kunne skrive en biografi om Krag, måtte jeg først have adgang til hans dagbøger, og det talte jeg med boets eksekutorer om gennem et par år, indtil vi nåede en aftale, så begge parter kunne føle sig trygge, og jeg bagefter kunne se enhver journalist i øjnene og sige, at jeg ikke har været underlagt politisk censur, hvilket heller ingen har ønsket eller forlangt«. »Eksekutorerne for boet vil derimod gerne sikre sig, at de personlige ting i dagbøgerne ikke bliver misbrugt i pressen. Det synes jeg, er et berettiget hensyn. Det er ikke rimeligt, at folk skal kunne se deres navn udbasuneret i pressen, fordi nogen har omtalt dem i en dagbog«, siger Bo Lidegaard. I forordet til biografien forbereder han læseren på, at der undervejs i historien vil blive hvirvlet meget op, også detaljer der egentlig ville have haft det godt med at forblive i glemslen, men ikke desto mindre detaljer, som er vigtige for at forstå Krag. »Vor tid formes, ikke blot af det, vi gør os klart og senere holder af at tænke på, men også af det andet, som skete med eller mod vor vilje, og af det, hvis betydning vi ikke så eller forstod, mens det stod på. Det hele hører med, selv det, vi forsøger at glemme eller i det mindste henvise til fjernlageret for ligegyldige eller rent ud pinlige detaljer«, skriver Bo Lidegaard. Han er fuldt klar over, at dagbøgerne ikke kan betragtes som sandheden om Jens Otto Krags liv, og han har da også først og fremmest brugt dem for at kunne beskrive, hvordan politikeren selv har opfattet begivenhederne i sit liv. »Jeg mener ikke, dagbøgerne er skrevet med henblik på, at andre skulle læse dem. I hvert fald ikke frem til 1971, hvor de ændrer karakter. De er dog klart skrevet med det sigte, at han selv ville kunne bruge dem til at skrive sine erindringer efter, hvad man også tydeligt har kunnet se i de to erindringsbøger, han har udgivet«. »Men selvfølgelig er dagbøgerne præget af en selvbeskrivelse, og den er præcis lige så 'biased', som enhver andens ville være. Det er i øvrigt et emne, jeg diskuterer indgående i sidste bind af biografien«, siger Bo Lidegaard. UtåleligHvad er det, du selv får ud af at skrive biografier. Det er jo enorme projekter, du har kastet dig over? »Jeg sidder normalt som embedsmand i et system, hvor jeg skriver noget, som er meget funktionsorienteret. For mig er det et stort trip nu at kunne sætte mig ned og bare skrive en historie«. »Da jeg startede, troede jeg, bogen skulle være på i alt 400 sider, for mere ville folk da ikke læse om Krag. Jeg mente, at det nu måtte være slut med disse tykke bøger (Kauffmann-bogen var på 800 sider, red.), og jeg målte det meget nøje ud, hvor meget der skulle være til de enkelte dele i bogen«. »Så viser det sig bare, at sådan kan historien ikke fortælles. I hvert fald ikke den historie, jeg vil fortælle. Derefter bliver historien på 800 sider og derefter 800 sider til. Og bogen kunne ikke have været et ord kortere«. »I bogen siger medarbejderne i et ministerium om Krag, at han er dygtig, men også utålelig. Hvad synes du selv om ham? »Jeg kan selv bedre lide ham, end jeg kunne i starten. Jeg har stor respekt for, at han sætter sig nogle mål og arbejder for dem. Han er forbløffende ærlig, og han siger faktisk, hvad han mener«. »Han skriver hundredvis af artikler og stiller op til tusindvis af taler og debatter, fordi det faktisk betyder noget for ham, at han kan få overbevist dig og mig. Han er alt andet end populistisk, og han prøver ikke at spise sine vælgere af med de lette løsninger«, siger Bo Lidegaard. Han har allerede skrevet næste bind i Krag-biografien, og lige så snart han har læst korrektur på bind to, skal han i gang med et nyt bogprojekt, hvor han skal skrive om perioden 1914-45 i et stort nyt 6-bindsværk om dansk udenrigspolitik i tusind år.