For to år siden vakte den norske filosof Arne Næss' bog 'Livsfilosofi' vældig stor opmærksomhed både i hjemlandet og i udlandet. Den unge forfatter Hanne Ørstavik fulgte lanceringen af Arne Næss' bog, og hun var ikke begejstret: »Hovedparolen i hans bog var: 'Følg dine følelser'. Det blev jeg utrolig provokeret af. For det store spørgsmål er jo ikke at følge sine følelser, men at finde frem til, hvad man føler. Det er i den kamp, de fleste mennesker har det allersværest«, siger Hanne Ørstavik. I sin femte og meget roste roman 'Den tid det tager' nævner hun ikke Arne Næss. Men indirekte kan 31-årige Hanne Ørstaviks bog godt læses som et opgør med hans parole. I romanen skildres hovedpersonen Signe i to aldre - da hun er 13 år, og da hun er 30 år. Som barn er Signe med Hanne Ørstaviks ord »konflikternes stødpude« i en familie, hvor den tavse, forslåede mor og den meget talende, voldelige far driver et grusomt magtspil med hinanden. Kun udadtil er familien velfungerende. Moderen arbejder på en socialforvaltning, hvor hun er engageret i sager om børn i kriseramte familier. Faderen tager sig af psykisk syge børn på et behandlingshjem, hvor han er forstander. I forhold til datteren Signe og hendes bror er forældrene imidlertid selv som ansvarsløse børn. Der er, som Hanne Ørstavik siger det, »ingen plads til barnet Signe i den familie«: »Som barn oplever Signe, at hun holder familien sammen. Det væsentligste i livet er jo glæderne, og måske især mens man er barn, er det vigtigt at opleve, at man er til glæde. Signe arbejder og arbejder for at skabe rum af glæde i familien«. To historier om samme barndom Som læser allierer man sig med Signe. Gennem hendes sansninger, iagttagelser og reaktioner erfarer man, hvordan hun og hendes bror ligger vågne om natten og hører faderen slå moderen. Og hvordan moderen over for omverdenen holder facaden og over for både mand og børn bruger tavs, kold fjernhed som sit forsvar eller våben. Som læser er man ligeledes ved den 30-årige Signes side, imens Hanne Ørstavik fint fornemmende fortæller om den voksne kvinde, der selv har fået familie, men pludselig er tilbage i rollen som det 13-årige, utilstrækkelige barn i samme øjeblik, moderen ringer hende op. »Der er ingen grænse for, hvor langt ind i Signe moderen kan komme med sin stemme og sit blik på tingene. I samme øjeblik den voksne Signe hører sin mors stemme, forsvinder hendes eget blik på sig selv«. »I stedet ser hun sig selv med moderens blik, som hun opfatter som dømmende. For hun har aldrig lært at tage sit eget perspektiv. Som barn tog hun vare på forældrene og på familien, men ikke på sig selv, og det er fortsat i hendes voksne liv«. Signes oplevelse af barndommen er meget forskellig fra forældrenes. De kan eller vil ikke erindre magtkampene, manglen på glæde og børnenes frygt. Og Signe er 30 år, før hun får sagt til dem, at hendes historie er en anden end den historie, forældrene har valgt. Først da går det op for hende, at hun selv har et valg. Hun behøver ikke holde jul sammen med forældrene, selv om de forventer det af hende. Hun kan sige nej. Hun kan vælge noget andet end en gentagelse af barndommens pinagtige julemiddage, hvor hun troede, at det var op til hende at skabe en glad stemning. »Forfærdeligt mange får faktisk aldrig sagt nej til at komme hjem til jul - for nu at fortsætte i den symbolik. Jeg tror på, at vi alle hver især 100 procent har vores egen historie. Men mange oplever ligesom Signe, at det kræver umådelig stor styrke at forsvare og vedstå sin egen version af tingene«. »Det kræver så stor styrke, at mange ikke orker konflikterne. Min bog er af mange blevet kaldt mørk og dyster, men historien om Signe viser jo, at det kan lade sig gøre at ændre på tingene«. Det uudsigelige 'Den tid det tager' er en historie om noget, der faktisk er sprogløst. Ord som 'virkelighedsopfattelse', 'identitetsskabelse' og 'magtrelationer' er kun overskrifter på de drøje, facetterede erfaringer, som Hanne Ørstavik giver et sprog, man oplever sammen med. Det er blevet skrevet om 'Den tid det tager', at Ørstavik formulerer det usagte. Faktisk går hun endnu videre. Hun formulerer det uudsigelige. Kropssprog, utydelige koder og spinkle anelser. Det lyder jo som enten en løgn eller et paradoks. Men det lader sig gøre, fordi litteraturen »kan skabe en kugle eller et rum, hvor man kan gå ind og opleve«, siger hun: »Med litteraturens sprog kan man skabe noget, som er større end sproget. Der kan man diskutere de store, eksistentielle, grundlæggende, banale spørgsmål. Det er en grund til, at jeg skriver, og det er også en grund til, at jeg læser bøger. Man kan få lov til at gå ind i et rum og opleve alle de spørgsmål, man ellers er så alene om. Og i litteraturen kan spørgsmålene få lov til at forblive komplekse. Ligesom de er det i virkeligheden«. »Som forfatter i Norge bliver man ofte bedt om at engagere sig politisk. Man bør tage stilling politisk, hedder det sig. Jeg er helt uenig. Jeg mener, at man som forfatter skal fastholde et helt andet sprog, som ikke er politisk og ikke er videnskabeligt. Som bare er litteratur. Fordi litteraturen kan gribe fat i erfaringsdimensioner, der bliver væk i alle andre sprog«. »Selv om historien om Signe kun fylder et romanbind, så viser bogen, hvor lang vej Signe er gået, før hun kommer frem til en erkendelse af, hvad hun selv vil. Og hvorfor vejen blev så lang«.