Zadie Smith har i en tidlig alder mistet sit liv. Sådan føler den 25-årige forfatter det i hvert fald lige nu, selv om andre ville mene, at hun har fået opfyldt alle de drømme, en ung forfatter overhovedet kunne komme i tanker om. For tre-fire år siden var hun stadig litteraturstuderende på King's College i Cambridge, og ligesom så mange andre skrev hun ved siden af. En af hendes historier, en lille sag på 5.000 ord, blev trykt i en årlig antologi på Cambridge University, og inden hun fik set sig om, var hun blevet kontaktet af en forlægger fra London. Han ville gerne ville møde den unge skribent, som på forhånd syntes at have alle de karakteristika, en moderne, britisk forlægger synes at lede efter hos ethvert nyt forfatternavn. En ung, jamaica-brun kvinde, der kan skrive, så folk sammenligner hende med Rushdie og Kureishi. En kvinde, der endda er morsom, har fingeren på den moderne, multietniske puls - og en kvinde, der gør sig godt på ethvert bogomslag. Da Zadie Smith mødte sin kommende forlægger, medbragte hun de første sider af den historie, hun netop var gået i gang med. Forlæggeren slog til på stedet og sendte hende hjem med et kæmpeforskud og besked om at fortsætte, til historien var en fuldt færdig roman. Forfatteren bekræfter, at hun har fået et enormt forskud, men man får hende ikke til at bekræfte, at det var på hele tre-fire millioner kr. for i alt to bøger. Et faktum er det dog, at hun fik så mange penge, at hun en overgang gik i stå med skriverierne. I dag kan hun imidlertid se tilbage på en succes. Hun har fået fantastiske anmeldelser af debutromanen, som er købt til udgivelse over store dele af verden, og den multikulturelle romanhistorie om britiske, jamaicanske og indiske familier i en af Londons forstæder bliver også til en serie på BBC. Og som om det ikke er nok, har romanen om familierne Jones, Iqbal og Chalfens sammenfiltrede liv været blandt de mest solgte i både USA og Storbritannien, siden den udkom. Min sjæl, hvad vil du mere? Spørger man Zadie, er svaret klart. Hun vil have fred. »Det er jo pragtfuldt at kunne sætte sig ned og bare skrive løs, men alt det andet, der følger med er ligegyldigt. Problemet er, at jeg nærmest ikke har været i stand til at skrive de seneste to år, fordi jeg hver anden uge har været nødt til at rejse ud for at promovere 'Hvide tænder'. Dette er til gengæld min sidste tur, så bagefter bliver jeg forhåbentlig i stand til at skrive igen«, siger Zadie. Hun har overhovedet ikke lyst til at være bestsellerforfatter, og man kan både se og høre på hende, at hun har brugt måneder på at rejse verden rundt for at tale om sin roman. Jo, hun er vild med at sidde derhjemme og lade sig opsluge af tykke og tynde romaner af sine yndlingsforfattere. Hun kan også godt lide at deltage i oplæsningsarrangementer eller festivaler, hvor hun kan møde idoler som Martin Amis eller det nye amerikanske hot shot Dave Eggers, der ifølge Zadie Smith har en aura, som er mindst lige så stærk som den, der strømmer ud af hans roman 'Et hjertegribende værk af overvældende genialitet'. Hader pr-ture Men pr-ture for romaner, der blev skrevet for to-tre år siden er bestemt ikke Zadies kop te. Egentlig skulle hun have besøgt København den 12. september, men dagen før kom angrebet på World Trade Center, så den unge forfatter blev hjemme. Forklaringen på forfatterens aflysning dengang var, at hun ikke havde lyst til at skulle tale om sin bog, hvori en af personerne, en ung religiøst optaget muslim, på et tidspunkt er parat til at skyde en videnskabsmand, der arbejder med genmanipulation.

Dengang havde du ikke lyst til at komme. Hvorfor ikke? »Jeg har egentlig heller ikke lyst til at komme nu, og jeg har slet ikke lyst til at tale om den 11. september. Har vi ikke alle talt rigeligt om den dag. Jeg har i hvert fald«, siger Zadie Smith, inden hun pakker sin blå rulletobak ud på bordet og rutineret får en hypertynd smøg ud af det.

Hvordan vil du selv beskrive din roman? »Den handler vel om religion, om tre familier og nogle vittigheder«, siger Zadie Smith, der betegner både sig selv og sin familie som rendyrkede ateister. I bogen bliver den hvide mand Archie Jones gift med en ung kvinde fra Jamaica, Clara, og Archie er desuden bedste ven med inderen Samad Iqbal. Det har fået enkelte til at mene, at forfatteren ser for rosenrødt på det multikulturelle, hvad der til gengæld har medført følgende kommentar fra Zadie Smith: »Det er på en måde en fantasy-bog. I øjeblikket er der her i landet en stor pessimisme, når det gælder racerelationer. Jeg synes, at man burde ønske sig relationer, som de optræder i denne bog, men jeg mener, de måske allerede findes, og de gør det i hvert fald i fremtiden, sådan som folk blander sig med hinanden. Min generation har slet ikke den samme bagage, og det gælder i endnu højere grad mine brødres generation«. Opulent sprog Anmelderne har sammenlignet hende med store navne som Salman Rushdie og Hanif Kureishi, og det har ikke været ment som en kritik af den unge forfatters multikulturelle dagsorden. Selv tør forfatteren ikke sige, om hun med 'Hvide tænder' har fundet sin endelige forfatterstemme. »Det håber jeg da så sandelig ikke. De færreste på 21 lyder vel, som de ønsker at lyde i resten af deres liv. Jeg var meget ung, da jeg skrev den, og hvis jeg aldrig kom til at skrive noget, der var anderledes, ville jeg virkelig blive deprimeret«, siger Zadie Smith, og hun er nærmest målløs, da hun hører, at en dansk forfatter som Klaus Rifbjerg havde sin helt egen stemme fra dag 1 i forfatterskabet og som snart 70-årig stadig lyder umiskendligt som Rifbjerg. Det var i øvrigt Rifbjerg, der i Information skrev om 'Hvide tænder' og Zadie Smith, at hun »med sit opulente sprog og sin løbske fantasi kommer vidt omkring i moderne angelsaksisk mentalitet og får vendt og drejet alle de fordomme, vi er ofre for og sat dem på spidsen, så de både prikker til den latente skyldfølelse og den humor, der er nødvendig, hvis det hele ikke skal ende i flæb og hændervriden«. Man får ikke Zadie Smith til at sige, hvad hun præcist har ønsket at sige med sin roman, for en histories tilblivelse er ifølge den unge forfatter en alt for organisk proces til, at man overhovedet kan beskrive den.

Hvorfor skrev du den? Var det, fordi det var sådan en roman, du gerne ville støde på som læser? »Bare fordi man er Thomas Pynchon, betyder det jo ikke, at man har lyst til at læse 4.000 sider om sammensværgelser. Nej, det er en almindelig misforståelse, at forfattere skriver bøger, de gerne selv ville læse«. »I dag sender folk mig hele tiden bøger om folk, der er vokset op i Indien, men hvorfor skulle jeg læse bøger, jeg allerede har skrevet selv? Mine favoritter er folk som Kafka, Updike, DeLillo og Carver. Jeg kan lide dem, fordi de har et flot udtryk, som de kan økonomisere med, en flot stil«.

Du har mødt nogle af dine læsere. Hvorfor har de været glade for din bog? »Alle kan jo godt lide at blive underholdt, og jeg har heller ikke noget imod at blive opfattet som en forfatter, der er morsom at læse. Jeg elsker selv at læse morsomme forfattere, og jeg synes f.eks., at Kafka er ret morsom. Måske ikke lige i romanerne, men i dagbøger og essays«. SkyggefigurDer bliver hele tiden udsendt nye, gode bøger. Hvorfor har lige netop du og din roman tiltrukket sig så stor opmærksomhed, tror du? »Jeg aner det ikke, og hvis jeg begyndte at spekulere over det, ville jeg blive sindssyg. Forfatteren Ian McEwan har sagt, at når man er på pr-tur for en bog, er det ligesom at være ansat af ens tidligere jeg. Hvis bogen er tilstrækkelig succesfuld, bliver man som en slags skyggefigur, der bare tumler af sted i hælene på den«, siger Zadie Smith. Hun hentyder til det dilemma, som masser af internationale forfattere kommer til at stå i. De er færdige med en bog og har kun et eller to ønsker i livet. De vil have den gamle bog på afstand, så de kan få ro i hovedet, eller også er de desperate for at komme i gang med en ny roman, fordi de er et nyt sted i deres liv og deres forfatterskab. Omverdenen har imidlertid et helt andet krav på forfatterne, nemlig at de fortæller begejstret om den bog, som de selv føler, at de er helt, helt færdig med.

Hvorfor så tage på pr-tur, hvis du ikke har lyst? »Forlag betaler forskud på min bog, folk bruger måneder på at oversætte den, og når den bliver udgivet i f.eks. Spanien, får jeg at vide, at den ikke vil sælge overhovedet, hvis ikke jeg kommer til landet. Jeg vil føle, at jeg svigter dem. Problemet er bare, at der er så mange lande at besøge, at man som forfatter ville kunne brug tre fjerdele af sin tid på at rejse«. Nu er Zadie Smith imidlertid færdig med rejseriet. Hun vil have sit liv tilbage og gøre det, alle andre 25-årige gør. Hun vil rive et år ud af kalenderen, hvor ingen kan gøre krav på hendes tid. Den unge forfatter selv er ikke i tvivl. Resten af livet kan hun skrive lige, hvad hun har lyst til. Hun fik sit millionforskud, som skulle gælde for to bøger, men allerede nu har forskuddet, som man ikke får hende til at bekræfte størrelsen af, tjent sig så rigeligt hjem til forlaget. »Fra nu af skylder jeg ikke nogen noget«, siger Zadie Smith. Trods den store opmærksomhed gør hun ikke selv noget for at føre sig frem som det store, interessante navn i britisk litteratur, selv om alle andre har sat denne mærkat på hende, og skal man tro hende selv, har hendes lynsucces som romanforfatter heller ikke skaffet hende mange beundrende blikke i Cambridge. »I Cambridge har de en lang tradition for at levere forfattere, specielt fra King's College, og så synes man også, at andre ting er langt mere interessante. En dag var jeg til te hos en veninde, og hendes kæreste var en vaskeægte forsker i rumraketter«. Og tænk så også lige på, at man i Cambrige har folk, der har kortlagt de menneskelige gener, de har en mand som Stephen Hawking, og de havde Newton, så de færreste tager notits af en, der har udgivet en enkelt sølle roman?«.