Minette Walters er lille og lattermild, og hendes accent er så ærkebritisk, at den synes at bære ekkoet af både kongehuset, promenadekoncerterne og Big Ben. Den sirlige, 52-årige kvinde kan sagtens bilde folk ind, at hun for ti år siden brugte sit liv på enten at redigere eller skrive romantiske noveller om den store kærlighed til britiske uge- og månedsmagasiner, og at hun endda levede fedt og godt af det. For det gjorde hun. »Hvis ikke jeg havde fået børn, var jeg formentlig blevet ved med at skrive noveller, for jeg var ret god til det, og jeg fik masser af bestillinger, men jeg syntes også, det ville være en udfordring at skrive en thriller«. »Jeg kan godt lide genren, fordi man her kan vise verden, som den er lige nu«, fortæller Minette Walters under et besøg i København i anledning af udgivelsen af hendes ottende roman på dansk, 'Slangens mønster'. Hun har skrevet den i en form for dokumentarstil, hvor breve, rapporter og avisnotitser blander sig med den traditionelle forfattertekst. »Jeg er selv fascineret af at læse den slags dokumenter fra virkelige sager, og så er de mange breve med forskellige skrifttyper også med til at gøre det spændende at læse«. »Bogsider kan jo være ret kedelige at se på, og i dag er bøger i stadig større konkurrence om opmærksomhed med internet, video, computerspil og lignende, så skrives bogen på denne måde får læserne hele tiden fornemmelsen af at blive ramt af noget nyt, når de bladrer«. »Noget andet er, at nonfiction bøger i dag får en stadig større del af bogmarkedet, og derfor er krimierne også blevet lidt mere krasse og realistiske. Ingen slipper af sted med at skrive en Agatha Christie-roman i dag«, siger Minette Walters. Let at blive morder Den britiske forfatter tog sin egen udfordring op i starten af 1990erne, da hendes to drenge begyndte at gå i skole. Hun satte sig ned og skrev debutromanen 'En velbevaret hemmelighed', og det har hverken hun eller hendes forlæggere i nu 36 lande fortrudt, for Minette Walters' bøger sælger i millionoplag verden over. »Folk må jo kunne lide psykologiske thrillere. Jeg skriver en form for klaustrofobiske thrillere, hvor handlingen er meget koncentreret. Det er lige som at lukke rotter ind i et bur og derefter se, hvad der sker«, siger forfatteren. Når hendes bøger er blevet så populære, kan det efter hendes mening også skyldes, at læserne - ligesom forfatteren selv - elsker at lægge det puslespil, en krimi består af. »Jeg får masser af breve fra læsere, der kan lide at gætte med og følge de spor, jeg lægger ud i historien«, fortæller Minette Walters. Hendes puslespil kan imidlertid være drilske - ikke bare for læserne, men såmænd også for forfatteren selv. »Når jeg begynder at skrive, har jeg ingen anelse om, hvem morderen er, og ofte finder jeg først gerningsmanden, når jeg er halvvejs inde i romanen. Jeg kan slet ikke skrive en roman, hvis jeg har hele handlingen planlagt på forhånd. Det ville blive alt for kedeligt«. »For læserne er det også en fordel, at forfatteren ikke på forhånd kender forbryderen, for på den måde bliver man nødt til at udvikle alle personerne i romanen«, siger Minette Walters. »Det interessante ved mord er altid, hvad motivet er. Mordene sker ofte som følge af vrede, eller også fordi gerningsmanden er meget egocentrisk. Jeg har mødt masser af mordere, og det har altid undret mig, hvor let det er at blive morder«, siger hun. Sort uretfærdighed Gennem en årrække har hun været besøgsven i britiske fængsler, og det er her, hun har mødt mennesker, som nu bruger resten af livet på at forbande det øjeblik, hvor de tabte besindelsen. »Jeg kender en mand, der blev dobbeltmorder, fordi han en dag kom tidligt hjem fra arbejde. Han fandt hustruen i seng med en anden mand, og selv om han i årevis havde vidst, at hun bedrog ham, blev han så rasende, da han afslørede hende, at han tog et brækjern og slog hjerneskallen ind på dem begge«, fortæller Minette Walters. Dobbeltmorderen fik sin straf. Retssystemet sørgede for, at retfærdigheden skete fyldest, som den jo altid gør - eller gør den? Det er dette spørgsmål, Minette Walters udforsker i sin nyeste krimi 'Slangens mønster'. Her bliver Sære Annie, en sort kvinde, eneboer, fundet døende på gaden en aften i 1978. Politiet ser ud til at acceptere en forklaring om, at hun er blevet ramt af en lastbil, og det er først 20 år senere, at offentligheden finder ud af, at sagen ikke var så enkel, som den så ud til. Og den oprindelige forklaring bliver kun afvist, fordi en enkelt person af forskellige årsager stædigt graver i, hvorfor den ensomme kvinde, som ingen tilsyneladende brød sig om, mistede livet. »Vi tror alle, at retfærdigheden kommer automatisk, men sådan er det jo ikke. I Storbritannien har vi netop nu en sag om en sort, ung mand, der blev myrdet for otte år siden. Ingen blev stillet til ansvar for forbrydelsen, selv om man hurtigt havde navnene på den gruppe af unge, der måtte stå bag«, fortæller Minette Walters. Krimiforfatteren hentyder til sagen om Stephen Lawrence, der blev myrdet ved et busstoppested 22. april 1993. Alle spor tyder på, at en gruppe unge hvide slog den sorte teenager ihjel. Den eneste årsag til forbrydelsen var tilsyneladende, at drengen var sort. Stephens forældre har siden brugt otte år af deres liv på sagen, som endnu ikke har fundet en afslutning. Retfærdigheden kom ikke automatisk. Det britiske politi har endda hårdnakket måttet ud i forklaringer om, at korpset ikke var åbenlyst racistisk, og at det ikke var derfor, den sorte drengs mordere stadig var på fri fod. At det ikke var derfor, efterforskningen var elendig og mangelfuld. »Når den slags kan ske for en Stephen Lawrence, kan det ske for hvem som helst«, siger Minette Walters. Hun lægger ikke skjul på, at Stephen Lawrence-sagen har inspireret hende til romanen 'Slangens mønster', for det er næsten altid sådan, hun finder stoffet til sine romaner. Hun taler med indsatte, lytter til radioen, læser aviser og ser tv og suger til sig af tidens debatemner. Og så læser hun masser af bøger om virkelige forbrydelser, og hun er tilsyneladende også i stand til at beskrive virkeligheden, så selv fagfolk lader sig imponere. »Engang var der en retsmediciner, der spurgte mig, om jeg egentlig var patolog, når jeg var i stand til at beskrive lig så indgående, og jeg måtte jo indrømme, at jeg har set masser af døde kroppe. Jeg har set masser af døde pindsvin, fugle og katte, og der sker altid det samme - mider angriber dødt kød - og hvis læserne kan lugte det, mens de læser, så er det godt«, siger forfatteren.