I 1995 blev det østlige Norge ramt af den største oversvømmelse i flere hundrede år. Mennesker og dyr i landsbyerne i nærheden af Lillehammer måtte evakueres, og oversvømmelsen kostede menneskeliv. Forfatteren Jonny Halberg voksede op i nærheden af Lillehammer i en landsby, hvor to dale mødes, og der er en slags indsø. »Jeg tog derhen og så oversvømmelsen. Det var stilheden, som herskede. Ikke de rasende vandmasser. 'Oversvømmelsen' er helt klart inspireret af det, der skete i 1995. Men også af myterne om syndfloden. Den er et symbol i flere forskellige religioner og i for eksempel indiansk mytologi«. Fra inspirationskilderne til romanen er der imidlertid langt, siger Jonny Halberg. 'Oversvømmelsen' er en fiktiv fortælling med opdigtede personer. Menneskene i romanen har det med at tale rundt om og forbi det, de egentlig vil sige. Det kan man tydeligt mærke. Forfatteren skriver det ikke direkte. Men han skildrer personerne, så man ved, hvor det peger hen under overfladen: i retning af mord, incest, skinsyge og ensomhed. Mens vandstanden stiger, begynder løgnene og fortielserne at dukke frem fra dybet. Menneskene snakker uden- om. Men sandhederne rives op, ligesom husene gør det under oversvømmelsen. »Når mennesker snakker forbi hinanden i romanen, så er det på en måde udtryk for et livssyn. Ligesom der er stilhed i landskabet, er der stilhed i menneskene. Fortællingen drev i den retning, og så måtte jeg følge den«. Taler med fortællingen I Norge fik 'Oversvømmelsen' overstrømmende helsides anmeldelser, da romanen udkom sidste år. Jonny Halberg modtog både Kritikerprisen og Radioprisen som 'årets bedste roman' for bogen, som nu udkommer på dansk. 'Oversvømmelsen' er kun 38-årige Jonny Halbergs anden roman på 11 år. Udover romanerne 'Trass' (1996) og 'Oversvømmelsen har han skrevet to novellesamlinger og et filmmanuskript, men ligefrem produktiv kan man ikke kalde ham. I Norge gør journalisterne da også noget ud af, at Halberg tager sig meget god tid til at blive færdig med sine ting. »Da jeg skrev min første bog, skulle jeg først lære at skrive en roman, og det tog mig tid. 'Oversvømmelsen' har jeg kun skrevet på i to og et halvt år. Inden da havde jeg skrevet på en fortælling, som jeg kasserede, fordi den ikke fungerede. Og så havde jeg samtidig gået med ideen til 'Oversvømmelsen' i hovedet i to-tre år, før den havde så meget form, at jeg kunne skrive«. »Det lyder måske underligt, men igennem lang tid fører jeg en slags indre dialog med fortællingen, før jeg skriver. Man kan ikke presse fortællinger frem. De tager den tid, de tager. Og jeg tror ikke på, at det nødvendigvis er godt, at mange forfattere i Norge udgiver en roman om året for at overleve - på den måde får de flere bibliotekspenge. Man kan ikke tænke i lønsomhed, når man skriver fortællinger. Fortællinger er ikke lønsomme«. Fra Strunge til Sandemose I slutningen af 1970erne spillede han synthesizer og sang i Lillehammers første new wave-band. Landsbymiljøet blev blandet med storbykultur. 'Cut the crap' var signalet, og de lyriske faner blev skrevet af Michael Strunge. Jonny Halberg skrev selv poesi dengang, men tabte efterhånden interessen for rockmusik. Bandet blev opløst. Pladerne blev givet væk. Han kom ind på et forfatterkursus i Telemark, og han flyttede til Bergen, hvor han læste, skrev og havde forskellige småjob, men var ludfattig alligevel. Han er født i 1962 og nåede akkurat med i en generation, der ikke gik så meget op i at skynde sig at få en uddannelse og gøre karriere. Men han var nu blevet forfatter alligevel, er han sikker på. Det skyldes blandt andet Aksel Sandemose, som Jonny Halbergs 'Oversvømmelsen' er blevet sammenlignet med. Ikke fordi der er konkrete ligheder. Nok mere fordi der også hos Halberg gemmer sig gåder i fortællingen. »Sandemose var en af de forfattere, som var min indgangsport til at læse og selv skrive. Jeg begyndte med at læse 'En flygtning krydser sit spor', da jeg var 19 år, og siden læste jeg resten af forfatterskabet«. »De bøger, man læser, mens man er 17, 18, 19 år, det er måske de vigtigste. De er med til at forme ens liv. Det er jo egentlig morsomt, fordi man forstår ting anderledes, når man bliver ældre«. »Men jeg tror ikke, det er tilfældigt. Jeg tror, at man som helt ung drages mod en forfatter eller et forfatterskab, fordi man kan mærke, at der er noget derinde, som vil én noget«. Da han var 20 år, læste han Sandemoses 'Varulven' for første gang. 11 år senere læste han bogen igen, mens han var i Marokko: »En skopudser havde insisteret på at pudse mine sko. Mens han gjorde det, læste jeg slutningen af 'Varulven' og blev så rørt, at jeg begyndte at græde. Det virkede noget forkert i situationen. Men jeg gjorde det, fordi 'Varulven' fremstod for mig på en ny måde, selv om jeg jo havde været inde i dens rum før«. »Og sådan er det med de gode fortællinger: De fornyr sig hele tiden. Afhængigt af din alder og dine erfaringer«.