En skikkelse lå sammenkrøbet på gulvet på Københavns Hovedbanegård. Det er fire-fem år siden, men forfatteren Charlotte Strandgaard husker det stadig helt tydeligt. Personen på gulvet var bevidstløs, og de mange rejsende på banegården kiggede enten den anden vej eller hastede forbi. »Jeg spurgte folk på stedet, om nogen havde tilkaldt Samarittertjenesten, som man kan gøre på Hovedbanegården«, fortæller Charlotte Strandaard, men enten havde de mange rejsende ikke samme kendskab til stedets beredskab - eller også var de ligeglade. Charlotte Strandgaard synes at hælde til den sidste forklaring. »Det kan jo være, det bare er en narkoman«, kommenterede en af de omkringstående. Den bevidstløse mand kunne også have været en hjemløs, der var faldet om i udmattelse eller afmagt, men under alle omstændigheder bragte episoden Charlotte Strandgaard i oprør. Hun fik Samarittertjenesten til at tage sig af manden, og senere viste det sig, at vedkommende havde været i koma som følge af sukkersyge. Et stykke tid efter var en af forfatterens veninder igennem en barsk skilsmisse, hvad der bl.a. betød, at hun i en måneds tid måtte opholde sig på et herberg, inden hun fik hjælp til at skaffe sig en lejlighed. »Så var det, jeg tænkte, at den slags åbenbart kan ske for både dig og mig«, siger Charlotte Strandgaard. Venindens oplevelser på herberget og episoden på Københavns Hovedbanegård stod imidlertid ikke alene. Strøbemærkninger blandt folk og flere andre oplevelser i storbyen overbeviste forfatteren om, at hun måtte skrive en roman om, hvordan danskerne i stadig højere grad lukker øjnene for dem, der falder uden for systemet, og alle tror tilsyneladende, at den slags aldrig kan ske for dem selv. I sin kommende roman 'Uden hjem' beskriver Charlotte Strandgaard, hvordan en moden kvinde, en tidligere afdelingsbibliotekar, i løbet af meget kort tid får en velordnet tilværelse med en jævnaldrende mand erstattet med et liv som hjemløs. Hun lader sig i en periode opsluge af sit livs kærlighed og lader vennerne sejle. Et dødsfald vender imidlertid op og ned på alt, så hun først driver depressivt rundt i Københavns gader og senere ender på diverse herberger for hjemløse. Den modne kvindes pludselige deroute skildres detaljeret over romanens næsten 800 sider, og forfatteren behøver formentlig ikke være bange for, at nogen vil kritisere hende for at tegne et forkert billede af de hjemløses verden, for hun har været der selv - om end kun på besøg. I perioder har Charlotte Strandgaard simpelthen boet på københavnske herberger sammen med kvinder, der alle var ankommet med en sørgelig historie i den beskedne bagage. Byld i sindet »Før jeg begyndte min research, opsøgte jeg blandt andre psykiateren Preben Brandt og spurgte ham, om han havde mødt nogle af disse modne kvinder, der pludselig står i en situation som hjemløs«. »Det havde han, temmelig mange endda, og hans erfaring var, at de fleste af dem bar på et traume, en slags byld i sindet, som de har dækket, og når de pludselig løber ind i et nyt, personligt chok, kan de ikke håndtere deres liv og kan ende som hjemløse«, siger Charlotte Strandgaard. Hun pointerer, at hendes roman ikke kun hedder 'Uden hjem', fordi kvinden Inger pludselig står uden tag over hovedet, men også fordi Inger mangler et hjem inde i sig selv. Det er beskrivelsens af Ingers kamp for at nå på omgangshøjde med sig selv og sit liv, der fylder en stor del af de næsten 800 sider, og Charlotte Strandgaard selv synes ikke, det er for mange, når hun skal beskrive en kvindes forsøg på at forsone sig med både sine nærmeste, som groft sagt har været lagt på is i en årrække, plus forsone sig med en meget mørk fortid.

Hvem er det, du gerne vil nå? Os, der lader som om vi har et velfungerende liv, eller dem, der kører på kanten? »Begge parter, håber jeg, for jeg tror, at vi alle kan risikere at bevæge os ud på kanten. Måske ikke som hjemløse, men så ud på en anden kant«. »Jeg bliver ved med at høre den bemærkning fra Hovedbanegården, hvor en sagde, at »det måske bare er en narkoman«, som om vi så bare kan lade ham dø. Jeg kan ikke holde ud, at vores land er blevet så kynisk, så egoistisk og så lidt næstekærligt«, siger Charlotte Strandgaard. Som forfatter har hun ofte taget temaer fra virkelighedens Danmark op, som hun også gør i 'Uden hjem'. Gennem årene har hun skrevet om anorektiske piger, om incest, om narkomani og alkoholisme for slet ikke at tale om ensomme, der taler sammen uden at mødes, nemlig på internettet. Hendes næste projekt bliver formentlig en roman, der skal beskrive danskernes stigende, åndelige længsel. Som ung forfatter skrev hun også digte, hvad hun måske vil gøre igen, men ellers er hun ofte blevet koblet sammen med den socialrealistiske roman, der ellers ikke havde alt for mange tilhængere op gennem 1980'erne og 1990'erne. »Hver gang jeg er begyndt at researche på indholdet til en ny roman, har det næsten altid vist sig, at virkeligheden har set meget værre ud, end jeg har forestillet mig på forhånd. Sagen er, at jeg ikke kan skrive på noget, mit hjerte ikke brænder for. Så enkelt kan det måske forklares«, siger Charlotte Strandgaard. Romanen 'Uden hjem' udkommer 2. oktober, og forfatteren er som altid skrækslagen for modtagelsen. »Kritikerne plejer at dele sig i to. Den ene halvdel er vilde med det, jeg skriver. Den anden halvdel, heriblandt Politiken, plejer jeg at få et hak i tuden af«.