0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det gode er hjerteskærende kedeligt

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Grete Roulund skriver sine romaner i hånden. Fire sider om dagen. Derefter sætter hun sig til sin tussegamle TempoType-skrivemaskine og skriver det hele ind. Med én finger. Ren forfatterromantik, ikke sandt?

Det er først, når man begynder at se sig om i forfatterens lille etværelses lejlighed på det indre Nørrebro, at romantikken blegner og forbindelsen til hendes eksotiske og gruopvækkende romaner begynder at træde frem.

Væggene er prydet af dystert udseende masker og religiøse effekter. Foran reolen med alle Stephen King-bøgerne og de øvrige gysere står tibetanske stempler kunstfærdigt skåret ud i enten metal eller ben.

På et bord i stuen ligger et kranium, man kan lukke op og bruge som meditationskar. Langs kanten af karret løber en bort af små dødningehoveder i blank metal. På bordet ved siden af TempoType-maskinen hviler et kranium fra en orangutang og endnu et fra en bjørn, og lige inden for døren hænger en lårbensknogle omdannet til instrument - samt skindet af en kvælerslange, Grete Roulund engang slog ihjel med en stol.

»Jeg kunne ikke vide, at der bare var tale om en kvælerslange«, som hun siger.

Jo, den er god nok. Vi er hjemme hos en forfatter, der elsker at skrive om de mørke sider af tilværelsen, og historierne må gerne udspille sig i meget udanske omgivelser.

For Grete Roulund er som forfatter meget udansk, hvad anmelderne ofte påpeger. Og forfatteren selv kan da heller ikke skjule sin foragt for det, hun kalder 'hjemstavnsromaner fra Bagsværd'.

Det er mildt sagt heller ikke her, hendes egne romaner foregår. Den nu 55-årige forfatter skriver i stedet om retsmedicinere og halvt opløste lig et sted i Mellemamerika, om undergangsscenarier et sted i junglen i en tidligere fransk koloni, om psykiatere, hvis apparater kan aflæse patienternes tanker, om jødeudryddelserne set fra bødlernes synspunkt og nu - senest - om en vestlig forsker, der mister alle moralbegreber og bliver morder, da han opholder sig i det fiktive land Madeshi et sted, der kunne være det nordlige Indien.

»'Madeshi' handler jo om ondskaben blandt helt almindelige mennesker. Den ene af hovedpersonerne, Byron, befinder sig bare et forkert sted på et helt forkert tidspunkt«, siger Grete Roulund.

Onde Byron
I 'Madeshi' beskriver hun, hvordan en yngre, kvindelig religionshistoriker, Julie, tager imod en invitation fra Byron, der foretager videnskabelige undersøgelser i Madeshi. Det skulle Julie aldrig have gjort.

Landet er for det første et goldt øde, og Byrons personlighed er nogenlunde lige så indtagende som områdets nøgne, rødbrune bjerge. Han begynder at skyde de lokale tiggere, og da han også begynder at myrde lokale lavkastefolk, går det galt. Helt galt.

»Byron gør det jo kun, fordi han er flyttet til et fremmed sted. Han kunne aldrig have drømt om at gøre det samme derhjemme. En mand ved navn Lyall Watson har skrevet en bog med titlen 'Naturens mørke side', og heri skriver han, at noget godt bliver dårligt, hvis det flyttes fra sine sædvanlige omgivelser, tages ud af sin sammenhæng eller fjernes fra sit locus. Det er sådan set det, der er sket for Byron«.

»Egentlig er det noget sludder, Watson skriver. Han gør det nærmest til en naturlov, at tingene bliver dårlige, men tingene kunne jo lige så godt blive bedre af at blive flyttet et andet sted hen«.

»I en af mine tidligere bøger har jeg skrevet om en mand, en irer, som havner i en koncentrationslejr, hvor han bor ved siden af nogle jøder. I starten væmmes han ved dem, men efterhånden kommer han til at holde af dem«.

»Han er modsætningen til Byron. Han er også blevet flyttet et andet sted hen, men han gør noget godt, hvorimod Byron bliver ond«, siger Grete Roulund.

»Jeg synes egentlig ikke, man kan sige, jeg altid skriver om det onde, men ingen gider jo læse en bog på 300 sider, der kun handler om gode mennesker. Det bliver hjerteskærende kedeligt«.

»Det interessante for mig er, hvad et menneske er, når vi skraber overfladen væk, og derfor må man ofte placere menneskene i et usædvanligt miljø eller en usædvanlig situation. Man kunne jo ikke lade 'Madeshi' foregå i Hvidovre«, siger forfatteren.

Hun mener, at det, hun lader ske i romanen, sagtens kunne ske i virkeligheden et eller andet sted i verden, men det skal ikke forstås sådan, at hun bruger autentiske begivenheder som model for bøgernes handling.

»Jeg har ingen anelse om, hvad en bog skal handle om, når jeg begynder. Jeg har hverken treatment eller synops, og bogen vil ofte andre steder hen, end jeg vil«, siger Grete Roulund.

I en af dine bøger har du forsøgt at se verden fra bødlernes synsvinkel?

»Det var nærmest et eksperiment, fordi jeg aldrig havde forstået nazismen. Jeg vidste som alle andre, at der kom nogle kreaturvogne, som spyttede en masse jøder ud, som derefter blev brændt og så færdig. Alt det ved vi godt, men vi forstår det overhovedet ikke. For at forstå det må man se på, hvilke mennesker der gør det«.

Kunne du også have skrevet en bog, hvor du var inde i hovedet på en af selvmordspiloterne, der fløj ind i World Trade Center?

»Ja, det kunne jeg formentlig, men nu er historien jo lavet, så der er ingen grund til at plagiere den. Jeg så det selv ske i fjernsynet, og jeg troede ikke rigtig på det. Det så ud som en film, for World Trade Center styrter jo ikke sammen, men det gjorde det sgu. Et eller andet sted undrede det mig ikke så meget, for der er mange, som ikke bryder sig synderlig meget om USA«.

Ser du selv romanstof i den slags begivenheder?

»Nej, det har jeg overhovedet ikke tænkt på. Jeg tænker kun på romaner, når jeg skriver«.

Mange forestiller sig nok, at en forfatter hele tiden går rundt og leder efter stof fra virkeligheden, som måske kan bruges i deres bøger?

»Jamen, det er der da nok også forfattere, der gør, hvad man også kan mærke på deres bøger. Når jeg er på rejse, har jeg ikke et kamera med, for det betyder bare, at der kommer en afstand ind i forhold til det, man oplever. Jeg medbringer en kuglepen, for indimellem sender jeg et postkort, men jeg skriver ikke notater, for jeg tænker overhovedet ikke på at skrive, når jeg er ude at rejse«, siger Grete Roulund.

Mørk baggrund
Hun kunne ellers have samlet sig masser af rejsedagbøger. Alene det seneste år har hun været flere gange i Indien, og før da var hun i Cambodja. Tidligere har hun et utal af gange besøgt Nepal, og hun har flere gange været i Borneo for på egen hud at opleve, hvordan alt i junglen enten bider eller er giftigt, og inden der er gået ret lang tid, vil hun også have været i Vietnam.

Det er bl.a. indtrykkene fra de mange rejser, hun trækker på, når hun skriver, men det betyder ikke, forstår man, at hun får romanstof forærende på rejserne.

»For mig er det at skrive mest et spørgsmål om hårdt arbejde. Jeg står normalt op om morgenen kl. 6, og før jeg egentlig ved, hvorfor jeg er her, sidder jeg med et A4-ark her ved bordet, og når jeg har nået mine fire sider, er jeg glad, for så har jeg nået det, jeg skal for i dag. Det er jo vanskeligt at skrive, og man bruger så meget af sig selv. Man er nødt til at være rimelig intelligent i et par timer, og det er ikke altid lige sjovt«.

Hvorfor gør du det så?

»Vi vil vel alle gerne have en identitet, og det her er det eneste, jeg er rigtig god til«, siger Grete Roulund.

Det var lidt af et tilfælde, hun fandt ud af, at hun er god til at skrive historier, og baggrunden er - ligesom forfatterens bøger - mørk og dyster. Faktisk havde forfatteren ikke behøvet at grave ret langt ned i sit eget liv for at finde oplevelser, der ville give de fleste mareridt.

Det er bare ikke den slags erindringsbårne bøger, Grete Roulund skriver. Og hun er - dybest set - heller ikke interesseret i læsere, der gider læse den slags bøger.

Forfatteren kunne ikke drømme om at skrive om en kvinde, hvis mand går fallit, hvorefter han begynder at drikke og tæve sin kone i en grad, så hun af frygt for sit liv må flygte til København, hvor hun forgæves banker på døren i hjemmet for voldsramte, der ikke vil lukke hende ind, fordi hun har taget sin bulldog med.

Det ville kede hende at skrive om kvinden, hvis ægtemand ikke alene efterlader hende med blå mærker, men også en skattegæld, det tager hende næsten 20 år at betale af på.

Grete Roulund ville ellers have alle forudsætninger for at folde netop dén historie ud.

I stedet blev hendes første bog en samling noveller med tyrefægtning som det gennemgående tema.

»Eftersom jeg selv elskede noveller og var fascineret af tyrefægtning, troede jeg også, at det var en bog, enhver husmor ville elske«, siger Grete Roulund med et stort grin.

Det var nu ikke en bog, forlagene stod i kø for at udgive. Hun fik afslag på afslag, og den blev først udgivet, da hustruen til direktøren på forlaget Rhodos en nat ikke kunne sove og ved et tilfælde kom til at læse i det manuskript, manden havde taget med hjem for at læse en gang ved lejlighed.

Kedelig litteratur
Egentlig havde hun aldrig drømt om, at hun skulle være forfatter. Indtil det dramatiske brud med sin anden mand havde hun ikke haft en erhvervskarriere. Hun var hustru. Punktum. Dette måtte hun imidlertid ændre dramatisk på, da hun forlod sin mand.

For at få penge meldte hun sig til universitetet, fordi det gav adgang til at få studielån, og efter nogle år blev hun da også cand. phil. i filmvidenskab, men det var som forfatter, hun fra da af forsøgte at skaffe sig et levebrød.

»Jeg syntes, at dansk litteratur var så elendig, at jeg mente at kunne gøre det bedre selv«, siger Grete Roulund. Fra dag et var hun dog klar over, at danske samtidsromaner ikke lige var hendes stofområde.

Hvis man ville, kunne man vel konstruere situationer i Danmark, hvor man skræller sig ind til, hvad mennesket egentlig er?

»Hvorfor skulle man? Der er så mange forfattere, der skriver om familier i Danmark og deres problemer, og det interesserer mig ikke forfærdelig meget. Og jeg er også glad for, at mine bøger, der blev skrevet for 19-20 år siden, stadig kan læses, fordi de netop ikke har taget et tidstypisk problem op. De handler om mennesker, og mennesker forandrer sig ikke særlig meget på 20 år«.

Ofte er det sådan, at når bøger foregår eksotiske steder, får man beskrevet alt fra de mindste planter til husene og vejret?

»Jeg stoler mere på læserens fantasi, for du kan også beskrive noget ihjel. I min bog 'Silberknabe' jublede anmelderne over al den grafiske vold i bogen, men der er ikke noget af den. Den foregår i deres fantasi, som kører videre, hvor jeg stopper. I deres fantasi laver de alt det, de ikke har lyst til at forestille sig, men heller ikke kan lade være med at forestille sig«.

»Jeg kan godt lide at åbne et univers i en bog og så holde den stakkels læser fast, så han ikke har mulighed for at komme ud, før jeg vælger at lukke ham ud. Jeg tror, at hvis man først er begyndt at læse en af mine bøger, har man svært ved at lægge den fra sig, og det kan da godt være, læserne ryster bagefter, men de har i hvert flad fået en oplevelse«, siger Grete Roulund.