Frida burde vel egentlig være lykkelig. Hun er ung og har ikke bare fundet en mand. Hun har fundet en guttermand. Hans navn er Morten. Man kunne kalde ham voksen og følsom, ja, forfatteren Jytte Borberg synes nærmest, han er sød ved Frida, og forfatteren burde jo vide det, for hun har selv skabt både Frida og Morten i sin nye roman 'Det er tilladt at smile'. Et sted i romanen lader Jytte Borberg den ene af sine personer, Morten, spørge Frida, hvad hun egentlig har lyst til. »Noget vildt og uforudsigeligt«, siger Frida. Hun giver dermed sit 'åh så harmoniske' hverdagsliv et solidt spark over skinnebenet. Og læseren ved kun alt for godt, at Frida samtidig beder om alt det, den ene af mændene i hendes liv, Morten, netop ikke er. For læseren ved også, at erindringen om den anden mand, den finske tangokonge Toivo, som hun mødte under en rejse i Indokina, bliver ved med at rumstere i Fridas hoved. Det er tvekampen mellem kærligheden og begæret, mellem Morten og Toivo, der er omdrejningspunktet i Jytte Borbergs ny roman, som udkommer i næste uge. »Den handler også om, at man må danne sig sin egen betydning. Hvad er jeg, når jeg ikke bliver beskrevet? Man kan jo kun skrive på sine egne erfaringer, så selvfølgelig handler den også om mig, uden at den af den grund er privat, men den er dybt personlig«, siger Jytte Borberg. Hendes rynkede ansigt er solbrunet af lyset over vestjyske Fjaltring, men der er absolut intet formørket over forfatteren denne eftermiddag, hvor hendes ansigt er så fuldt af liv, at man indimellem glemmer, at hun er født under krigen - altså Første Verdenskrig. En hurtig gang hovedregning siger, at hun har rundet de 84, så efterhånden må hun vel have nået et svar på, om denne verdens Fridaer skal vælge begæret eller kærligheden. Jytte Borbergs ansigt bryder ud i et stort smil fulgt af en let rysten på hovedet. »Nej, det holder aldrig op. Man må hele tiden træffe nye valg. Hvem er det nu, jeg er, og hvad er det nu, jeg vil?«, siger hun. »Det handler om hele tiden at være i forandring, hele tiden at flytte sig, også mentalt. For mig er det drevet af en nysgerrighed«, siger Jytte Borberg, som selv engang levede det borgerlige liv som pæn overlægefrue i Jylland, indtil hun blev skilt og i en alder af godt 50 debuterede som forfatter og siden har udgivet en god snes bøger.

Du skriver om valget mellem den solide Morten og tangodanseren Toivo. De fleste ville vel tro, at når man når din alder, så har man fundet ud af, hvad det er, man skal vælge? »Ja, det skulle man tro, men det er jo aldrig til at finde ud af. Der findes ingen opskrifter på den slags, og det er også en evig kamp i mig selv, og det har jeg heller ikke noget imod. Søgende mennesker er langt mere interessante, end nogen der er skråsikre«.

Yngre, kvindelige forfattere har de senere år haft fat i det samme tema, kærlighed og begær, og svaret har vel nærmest været, at de hellere måtte vælge det sikre? »Ja, og det synes jeg jo ikke er så sjovt. Jeg har ingen anvisninger i romanen, og folk må selv tænke efter, hvad det egentlig er, de vil. Men som jeg ser det, er det hele dobbelt. Man kan ikke vælge det sikre, bare fordi man ikke kan klare det usikre, og man kan heller ikke bare sige, at man godt tør vælge det usikre, for man risikerer også at gå ned på det«, siger Jytte Borberg. Det er en ung kvindes vaklen hun beskriver, og som forfatter har hun ikke noget patentsvar på, hvordan det vil gå Frida senere i livet, og vi får aldrig noget svar på, om Frida i sin alderdom vil kunne se tilbage på sin ungdoms valg med ro i sindet. »Tja, hvorfor skriver jeg om en ung kvinde i stedet for at skrive om en kvinde på min egen alder? Altså, jeg deler ikke problematik med de fleste på min egen alder. Jeg deler problematik med Frida, og jeg kan ikke skrive om noget, der ikke optager mig«.

Hvad går folk i din alder ellers op i? »Jeg ved det ikke. Der er der da mange, som ikke tør ret meget, og så får de det utrolig kedeligt. Det må de selv om, og jeg skal ikke sige, at de er kedelige, men jeg har ikke så meget at tale med dem om, når vi taler om dybere emner«. »Hvis jeg ville lave dokumentar, kunne jeg gå ind og undersøge, hvorfor det er så forfærdeligt at være på plejehjem. Det har jeg ikke lyst til. Det er da godt, at nogen gør det, men jeg gør det altså bare ikke«, siger Jytte Borberg.