Hvorfor besluttede du dig for at skrive bogen? »Jeg begyndte allerede som 12-årig, da jeg fik diagnosen infantil autist. Jeg skrev mest for at holde rede på mine tanker og oplevelser. Især begyndte jeg at nedskrive de spørgsmål, som andre mennesker stillede mig, når de fik at vide, at jeg var autist«. »Umiddelbart var de fleste umulige at svare på, og jeg tænkte og tænkte, somme tider i flere år. Jeg prøvede at sætte mig ind i så meget viden som muligt og sammenlignede den teoretiske viden om autisme med den måde, som jeg selv oplevede mit handicap«. »Nogle gange var det svært at få det helt til at passe, og som tiden gik, var der mange ting hos mig selv, som jeg selv betragter som en stor del af min autisme, men som jeg ikke har fundet beskrevet nogen andre steder«. Hvad har det at skrive bogen betydet for dig? »Det har betydet meget for mig, da jeg er blevet meget mere bevidst omkring mit eget handicap, og fordi jeg håber, at bogen kan komme til at hjælpe andre med samme handicap. Jeg tror på mange måder, at den kan være med til at hjælpe forældre og familie, der gerne vil lære at forstå deres autistiske barn«. »Jeg synes det er utroligt vigtigt også at formidle viden om handicappet videre til folk, som har med autistiske voksne og børn at gøre. Tit står jeg selv i den situation, at jeg må forklare folk, at jeg er autist, fordi jeg er stille, lukket og ikke taler med andre. For at de ikke skal tro, at jeg ikke kan lide dem, eller at jeg er syg«. »Jeg tror, min bog kan give et godt supplement til de bøger, der er skrevet på området. Der findes mange gode bøger om autisme skrevet af fagfolk, men de er ikke helt i stand til at forklare handicappet indefra og har ikke som jeg på samme måde skullet kæmpe med det indefra hver eneste dag«. Du har din egen hjemmeside. Hvad kan du bruge Internettet til? »Jeg bruger Internettet som et kommunikationsmiddel. På den måde kommer jeg i kontakt med mennesker, jeg ellers ikke ville have mulighed for at snakke med. Jeg bruger e-mail i stedet for at ringe. Internettet betyder, at jeg ikke føler mig nær så ensom, som hvis jeg overhovedet ikke på nogen måde havde haft social kontakt med andre«. Elsker at skriveHvor stor en rolle betyder det at skrive for dig? »Jeg elsker at skrive, og det er en stor del af mit liv. Det betyder lige så meget, som tegnsprog gør for en døv. Jeg kan gennem skrivningen opnå kommunikation med andre mennesker, hvad jeg ellers har meget svært ved verbalt, da jeg har svært ved at tænke og formulere mig så hurtigt, som det kræver for at skulle føre en samtale«. »Når jeg skriver, får jeg tid til at tænke mig om, og jeg bliver ikke så forvirret. Der er altid mange ting som forstyrrer mig. Jeg behøver ikke koncentrere mig om at tolke den anden persons mimik, hvilket jeg også kan have svært ved«. Hvad er dit største problem som autist? »At jeg gerne vil have venner og kunne begå mig på lige vilkår med andre mennesker, men at jeg ikke kan. Jeg prøver på at lære en masse nye teoretiske ting hele tiden, men jeg bliver ved med at være isoleret. Som autist er ens hverdag begrænset af de få ting, som man kan. Alt andet tager meget længere tid at lære, hvis det overhovedet kan læres«. Hvorledes adskiller autistens verden sig fra den 'normale'? »Som autist lever man mere på sine instinkter og sanser, men ens sanser fungerer ikke som normale menneskers sanser. De er meget mere begrænsede. F.eks. havde jeg det med kun at se en bestemt ting, når jeg blev gjort opmærksom på, at den var der. Jeg huskede dårligt. Nogle af de vigtige informationer glemte jeg. Andet kunne jeg huske godt. Men der var ikke rigtigt nogen logik i, hvad jeg kunne huske, og hvad jeg ikke kunne huske.« Arven efter 'Rainman'Hvordan gik det op for dig, hvad og hvem dine forældre var? »Normalt lærer børn mange ting, mens de er så små, at de ikke kan huske det. Men jeg var faktisk ret gammel, da det gik op for mig, at der var forskel på mennesker, og at der var noget, der hed forældre. Da jeg opdagede det, troede jeg, at det var noget, som jeg specielt havde. Jeg var meget stolt af at have forældre, fordi jeg ikke troede, at det var noget, andre havde«. Er begreber som 'næstekærlighed' og 'solidaritet' begreber, du kan forholde dig til? »Da jeg var mindre, var alting uoverskueligt for mig. Jeg tænkte ikke så meget over andre mennesker, og jeg tænkte ikke så meget over mig selv«. »Da jeg begyndte at tænke over mig selv, var det et rigeligt stort problem for mig. Jeg kunne overskue nogle enkelte personer ad gangen. Jeg kunne fornemme, om jeg følte mig godt tilpas i deres nærværelse. Andet var der ikke«. »I dag er jeg meget glad for folk, der kan formidle noget til mig, som jeg kan lære noget af. Jeg er også meget glad for folk, som er behagelige at være sammen med. Jeg prøver altid på at være sød, venlig og mild over for mennesker, som jeg kan lide. Hvis jeg ikke kan lide dem, går jeg bare, så er der ikke noget at diskutere«. Du er glad for film. Har en film som 'Rainman' været en hjælp eller været med til at fremme stereotype opfattelser af autisme? »Rainman er en autist, der er opvokset på en lukket institution. Han er 'idiot savant' (klog idiot, red.), som betyder, at han har usædvanlige evner inden for et afgrænset område, såsom at tælle, tegne og en usædvanlig hukommelse for flere andre ting, mens han ikke havde noget som helst styr på sin hverdag og personlighed«. »Den reaktion, jeg i hverdagen møder, når jeg siger, jeg er autist, er, at folk straks tror, jeg kan et eller andet usædvanligt. At jeg vil stille mig op og skrige, når jeg er på vej over gaden, og der bliver rødt lys«. »'Rainman' gør meget for at fortælle det rigtige budskab, men den repræsenterer ikke rigtig min gruppe, da jeg ikke har nogle usædvanlige evner«. Hvilken slags film kan du lide? »Jeg kan godt lide film, som handler om mennesker, og den måde mennesker omgås hinanden på, fordi det kan jeg lære noget af. Jeg hader alt med vold og destruktion. For hvad skal jeg bruge det til?«. Hvordan har dine sociale kontakter udviklet sig? »Jeg bliver klogere hver dag. Teoretisk kan jeg det hele, men i praktiske situationer er viden ikke nok. En benløs ved teoretisk godt, hvordan man går, men han kan ikke i praksis, fordi han mangler benet«. »Jeg hviler godt i mig selv. Jeg er først handicappet, når jeg står over for andre mennesker. Jeg har prøvet alt, hvad der er tænkeligt muligt for mig for at blive ligesom andre. Men lige meget hvor meget man tænker på det, så får man ikke et ben, hvis man mangler det«. »Når jeg går rundt i hverdagen, ligner jeg alle andre. Det er først, når man konfronterer mig, at mit handicap bliver synligt. Jeg kan ikke optage andre mennesker socialt, men de kan godt optage mig, hvis de lærer, hvordan jeg fungerer, og de har lysten og viljen til det«. Store spring udelukketNår man læser om din barndom, kan man konstatere, du har gjort store fremskridt. Hvad er dine drømme for fremtiden? »Jeg drømmer om at kunne blive noget klogere. Jeg vil gerne fortsat gå i skole, da jeg ikke er særlig praktisk betonet, andet end til ridning«. »Jeg måtte desværre stoppe min skolegang på teknisk gymnasium, da jeg under eksamensforløbet blev for træt til at fortsætte. Jeg vil gerne starte forfra igen, men de har ikke flere pladser i år«. »Jeg interesserer mig meget for matematik, fysik og kemi, men har endnu ikke nået at score de høje karakterer i det«. I et dagbogsnotat fra 1998 sammenligner du det at forbedre din personlighed med ridebanespringning. Du drømte om det store spring. »Jeg har fundet ud af, at man ikke kan tage det store spring, fordi man ikke kan springe i sin udvikling, men må tage det lidt ad gangen«.