Hvilken præstation. Hvilket helvede for en oversætter«. Bent Albrechtsen var ikke i tvivl, da han sluttede sin anmeldelse i Politiken for fire år siden, for han havde netop gnavet sig igennem forfatteren Thomas Pynchons 800 sider tykke roman 'Mason & Dixon'. På amerikansk. I dag kan oversætteren Claus Bech give ham ret. Den prisbelønnede, danske oversætter har netop brugt otte måneder af sit liv på at forvandle Pynchons krat af en historie til dansk, og selv om han beundrer den mystiske Pynchon, som offentligheden ikke har set i årtier, og selv om Bech dagligt har brugt timer på at nærlæse 'Mason & Dixon' - plus et bibliotek af opslagsværker - kan han stadig blive i tvivl om, hvor den amerikanske forfatter EGENTLIG vil hen med kæmperomanen. Romanen er - i hvert fald på overfladen - historien om makkerparret Mason & Dixon, astronomen og landmåleren, der fik til opgave at udmåle den snorlige grænse mellem Maryland og Pennsylvania i 1760erne i USA. En grænse, som senere fik nærmest mytologisk karakter og kom til at symbolisere grænsen mellem nordstater og sydstater, mellem frihed og slaveri. Mason & Dixon er imidlertid også alt mulig andet end historien om de to mænd, og eftersom forfatteren er Thomas Pynchon er der naturligvis også masser af folk, der ser romanen som forfatterens mere eller mindre subtile kommentar til, hvordan det amerikanske samfund har det i dag. Men ingen læser en roman med større omhu end oversætteren, så Claus Bech må vel have svaret på, hvor Pynchon vil hen med sit monster af en roman? »Tja, det er et godt spørgsmål, men jeg tror, det handler om menneskets og videnskabens iboende drift til at omfatte Jorden med sine egne begreber. At trække lige linier på en rund jord eller trække et lige bælte gennem en kroget skov. Menneskets forhold til naturen, hvor vi som mennesker tilsyneladende altid kommer til at gå imod naturen«, siger Claus Bech. »Pynchon er en forfatter, som er utrolig velorienteret om teknik og videnskab, og da jeg selv læste hans store roman 'Gravity's Rainbow' imponerede han mig. Han ikke bare kendte til det nyeste inden for videnskaberne, han var også i stand til at digte videre på sin viden, og han var i stand til at bruge den metaforisk, forvandle den til noget symptomatisk for vores tid, så det også blev relevant at læse for almindelige mennesker. Det er jo det, der gør ham til sådan en stor forfatter«, siger Claus Bech. Folk går jo ellers ofte vild i det krat, han skaber ? »Ja, og denne her er et endnu tættere krat end nogen af hans andre bøger«, siger Claus Bech. Tyngdens regnbue Som oversætter må han som den første skære sig igennem vildnisset, og det tager tid, når forfatteren er Pynchon. Claus Bech mener selv, han bruger i hvert fald dobbelt så lang tid på at oversætte en side af Pynchon, som han ville bruge af en hvilken som helst anden svær roman, men han fortryder ikke, han har påtaget sig opgaven. »Man kan jo ikke slippe den, når man først er gået i gang, og vi oversættere har det jo med at gå efter de gode bøger. Det er mere tilfredsstillende at lave en oversættelse, der stiller store krav til ens evner. Hvis det er for nemt, bliver det hurtigt kedelig rutine, men selvfølgelig bliver man nødt til at tage nogle nemme bøger indimellem, for ellers kunne det slet ikke løbe rundt økonomisk. Men efter 'Mason & Dixon' er grænsen for, hvad der er nemt, også rykket nogle grader op«. »Men jeg tør slet ikke ikke tænke på, hvad timelønnen for sådan en oversættelse er. Hvis jeg begynder på det, bliver jeg jo sindssyg«, siger Claus Bech Pynchons roman når rundt i alle mulige kroge af historiens samtid, og læseren eksempelvis med til en Venus-passage i Sydafrika, inden de to videnskabsmænd overhovedet når til Amerika, hvor de kan gå i gang med deres opmåling og undervejs møde en perlerække af samtidige personer - lige fra Benjamin Franklin til George Washington - for slet ikke at tale om alle de besynderlige skikkelser, som forfatteren også lader passere forbi Mason & Dixon. Eksempelvis en franskmand, der mener at have opfundet en mekanisk and. En person, der er en så usandsynlig figur, at Pynchon naturligvis har skabt ham efter levende model. »Ja, Vaucanson har faktisk eksisteret«, siger Claus Bech, som helt metodisk har slået alle de personer og begivenheder op, som Pynchon refererer til i sit mammutværk, for det gælder om at være klædt godt på, når man skal oversætte forfatteren. På Internettet har en virkelig Pynchon-tilhænger indekseret personer og begreber, man kan støde på i 'Mason & Dixon'. Omkring 50 sider fylder det store indeks, hvilket er typisk Pynchon, der er kendt for at skrive encyklopædiske romaner. »Når det gælder en roman som 'Gravity's Rainbow', som vel er Pynchons hovedværk, så bliver folk jo ved med at læse den, og hver gang finder de nye ting og nye sammenhænge i den«, siger Claus Bech. Han faldt selv over Thomas Pynchons forfatterskab i 1970erne, og dengang forsøgte han at overbevise flere forlag om, at 'Gravity's Rainbow' burde oversættes. Det var og er en roman, som er Pynchon i renkultur - paranoid, sortsynet, labyrintisk og skævt humoristisk. Kombinationen af en ung, dansk oversætter og en nærmest ukendt, amerikansk forfatter, som skrev uhørt tykke og uhørt vanskelige bøger, var imidlertid ikke lige det, der fik en dansk forlægger til at sætte 'Gravity's Rainbow' i gang. Og hovedværket er stadig ikke oversat til dansk. »Jeg regner da med senere at skulle i gang med at oversætte 'Gravity's Rainbow', men nu skal jeg lige lave noget andet først. Forleden blev jeg spurgt, hvad jeg troede, romanen skulle hedde på dansk. På svensk har de kaldt den 'Gravitationens regnbue', men så mister man på dansk nogle af de bibetydninger, der også ligger i 'Gravity', såsom vægtighed, tyngde og alvor«, forklarer Claus Bech, som synes at vakle mellem 'Tyngdens regnbue' og 'Tyngdekraftens regnbue' til den danske udgave. Hans tanker om titlen viser noget om, hvor minutiøst han går til oversættelsen af Pynchons bøger. Selvfølgelig kender han den svenske oversættelse af 'Mason & Dixon', og han har også den tyske oversættelse af romanen liggende på sit arbejdsbord. Ikke for at lure tyskeren nogle tricks af, men bare for lige at kontrollere, at alt synes at gå, som det skal. 1700-tals pastiche »Den tyske oversættelse mangler meget. Oversætteren har bare skrevet den på almindelig hverdagstysk«, siger Claus Bech, og man er ikke i tvivl om, hvad han mener om den arbejdsmetode. Selv er han gået den hårde vej. Han forsøger i sin oversættelse af 'Mason & Dixon' at genskabe en dansk version af Pynchons 1700-tals pastiche. Hør bare her, hvordan kapitel 37 i romanen begynder: »Jeg var den yngste af fire Brødre. Hver især var vi sikret en god Stilling i livet, indtil det blev min Tour, - da slog vor Faders Lycke brat Feil, og der var kun Midler til at sende mig til Paris for at gaae i Lære hos den største chef i Frankerig, - med andre Ord i den ganske Verden, - « »Denne Tale mødes med: »Næh, hør nu, Monsøer!«. »Kanskesens i Amphibiernes Verden«, og »Her, Fransoos, - prøv en god britisk Pølse i Svøb!«. »Aah, nei dog«, mumler Mr. Knockwood og afventer den ildevarslende Skraben af Stolebeen mod sine nye Gulvplanker«. Nej, den gode Thomas Pynchon gør det bestemt ikke nemt for sine mange oversættere, og det skal da også siges, at Claus Bech måtte tage nogle dybe indåndinger, før han kastede sig ud i en 1700-tals pastiche på dansk. Når man læser hans oversættelse af Pynchon-romanen, som skal udkomme her i efteråret, kunne man fristes til at tro, at han fra første dag har haft et helt klart billede af, hvordan bogens tekst skulle lyde på dansk, men sådan har virkeligheden ikke været. »Jeg havde slet ikke sprogtonen, da jeg startede på første side, men efter et stykke tid arbejdede jeg mig frem til den. Det er ikke sådan, at jeg derefter begynder at rette teksten til. Jeg arbejder i stedet videre, og når hele teksten så er oversat, begynder jeg forfra med at revidere teksten. Da jeg genlæste min oversættelse, blev jeg helt forskrækket over, hvor lang tid jeg egentlig var om at få sprogtonen til at lyde, som jeg gerne ville. Jeg tror, der gik 200 sider«, forklarer Claus Bech. Har givet fanden i alle regler Men hvordan var det lige, oversætteren fandt sprogtonen? Svaret er hårdt arbejde, kombineret med en god portion vovemod. Man starter mellem kl. otte og halv ni om morgenen og fortsætter til midt på eftermiddagen, og omkring kl. 23 går man i gang igen i tre-fire timer. Vovemodet, dristigheden hos oversætteren, skal man imidlertid ikke undervurdere. »Jeg er da ret tit bange for at gå for langt, og det dukker op indimellem som et ubehageligt jag, når jeg bliver opmærksom på, hvor forskelligt man egentlig kan oversætte en tekst. En oversætters temperament vil altid sætte sig igennem i en tekst, for vi har forskellig baggrund og forskellig opvækst. Selv den mest simple tekst vil der komme to forskellige oversættelser ud af«, siger Claus Bech. I øjeblikket har han Umberto Ecos essay-bog om oversættelser liggende fremme, og det passer Claus Bech strålende, at også Eco skelner imellem bøger, der bare bliver oversat, og så bøger, som går ind i sproget med eget liv, fordi de reelt er en gendigtning. »I 'Mason & Dixon' er mange passager gendigtning, for ellers kunne jeg ikke bibringe læseren den samme oplevelse, som de ville få i originalen«, siger Claus Bech. For at komme ind i den rigtige sprogtone har han som oversætter læst en masse gammel litteratur. Han har fordybet sig i gamle bøger af Jens Baggesen og af Holberg, og det har slået ham, hvordan alle på den tid tilsyneladende havde deres helt egne regler for, hvordan man brugte sproget, og hvordan man stavede. »Derfor har det også været en ren fornøjelse at kunne stave helt uhæmmet og give fanden i alle regler«, siger Claus Bech med et smil. Hans eneste målepunkt har været, at teksten skulle give den rette mening og desuden give den rette stemning af 1700-tallet. Han har tidligere prøvet at oversætte en historisk roman, og også dengang blev mange imponeret over hans oversættelse. Det var med den britiske forfatter A.S. Byatts roman 'Besættelse', som ikke bare fik forrygende anmeldelser, men også mange danske læsere. I alt har Claus Bech oversat omkring 160 bøger, og listen vokser med fire eller seks bøger om året. Han har såmænd også engang skrevet en roman selv, men han kunne godt se, at han aldrig ville kunne opretholde livet ved at bruge et eller to år på at skrive en roman, som kun ganske få ville læse. Til gengæld begyndte han efter et par tilløb at oversætte bøger af udenlandske forfattere, og her kunne han kombinere sin nærmest livslange interesse for engelsk sprog og kultur med sit erhverv. »Hvorfor være en dårlig forfatter, hvis man kan blive en god oversætter«, som han selv siger. I dag anses han for at være en af landets bedste oversættere, og han fik for få år siden EUs oversætterpris, Aristeion-prisen, for sin fordanskning af Flann O'Briens 'Den tredje politibetjent'. Opgaven med at oversætte Pynchons seneste roman er ikke den eneste sværvægter på Claus Bechs skrivebord. Han er også i gang med at oversætte et andet af verdenslitteraturens hovedværker, George Eliots store roman 'Middlemarch'. Den er også på 800-900 sider, og den skal være færdig i år, så den kan udkomme hos forlaget Rosinante næste år. Og bagefter skal han så - på et tidspunkt - i gang med 'Gravity's Rainbow'. »Det bliver heller ikke nemt. Det bliver frygteligt. Helt frygteligt«, siger han.