0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Take the money and run

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Så du kommer for at udgive nogle af vores bøger, eller kommer du bare for at tale?«, spørger den unge mand, der storgrinende introducerer sig selv som Oscar Wilde.

Jeg står i BuyBooks, Sarajevos engelsksprogede boghandel og taler med ejeren, Goran Samardzic, der viser mig et bosnisk litteraturblad, Lica, et enkelt nummer, som også findes i engelsk oversættelse samt en tysk antologi over ny litteratur fra Bosnien og Hercegovina, 'Das Kind. Die Frau. Der Soldat. Die Stadt'.

Den første har han redigeret, den anden er han selv med i; han har skrevet et par bøger, og var soldat og journalist i Sarajevo under belejringen fra 1992 til '95. Nu driver han en boghandel, der med sin lille cafe i baglokalet er blevet et mødested for mange forfattere og intellektuelle.

Jeg er kommet for at tale. Om ung bosnisk litteratur. Goran peger på forskellige navne. Dén og dén ville det være godt at tale med. Da Oscar Wilde, hvis rigtige navn er Amel Suljevic, studerende i litteratur på universitetet, kommer ind, peger Goran straks på ham.

»Han er en af de unge forfattere. Han har et manuskript, men ingen forlægger og ingen penge til at få det udgivet«.

Et af de navne, som Goran yderligere nævner får straks Amel til at bryde ud i endnu et stort grin. »Hvis du har lyst til at møde Asmir Kujovic, så kom med mig nu, jeg skal møde ham her klokken seks på en cafe. Vi drikker kaffe hver dag på den samme cafe«.

Vi kan skrive bedre
Det er rigtigt nok også et ganske perfekt sted til den slags, med store vinduer ud til den travle hovedgade opkaldt efter Marshall Tito som alle i Bosnien taler om med stor varme: Han formåede at holde nationalismen i skak og skabte et stort og rigt land, lysår fra det kaos Milosevic har efterladt på Balkan.

»Hvis vi vil skrive ny litteratur, bliver vi nødt til at tænke på dem, der skrev før os. For problemet er, at folk har glemt deres klassikere. Litteraturen er blevet ... kedelig«.

Endnu et grin fra Amel, imens vi sidder og venter på vennen Kujovic.

»Men det er hårdt arbejde, hvis man vil skrive gode bøger. Hårdt at skrive en masse bøger, tænke, leve på den måde. Unge forfattere i dag vil have en boghandel«, siger han med let skjult reference til Goran Samardzic, »de vil have penge, piger, succes og være gode forfattere. Det er ikke muligt«.

»Hvis du vil være en god forfatter, bliver du nød til at rejse, til at se og føle. Forsøge at opleve rigtige mennesker, læse rigtig litteratur. Unge forfattere i dag læser alt for meget dårlig litteratur, vil bare have noget, der er morsomt. Og derfor skriver de også dårligt. Ingen vil være Tolstoj i dag. Måske er det heller ikke muligt. De her er udmærkede«, siger han og peger på min tyske antologi.

»Misforstå mig ikke, de er mine venner. Men for mig er det ikke godt nok, vi kan gøre det bedre. De, der bliver udgivet, er dem, der kender folk, kender hinanden, forlæggerne. Nepotisme«.

»Det, der er tilfældet for bosnisk litteratur lige nu, er, at vi ikke har nogen rigtig god forfatter. Ingen Ivo Andric den kroatiske nobelprisvinder fra 1961, slet ingen Tolstoj. Måske ham her«, siger han og peger på en ung mand i T-shirt og langt skæg. »De siger, han er den nye Andric«.

Kujovic sætter sig ned og smiler, men siger ellers ikke meget. Han lader Amel tale videre. »Alle vil skrive om computere, om Internet og cybersex. Sex, drugs and rock'n'roll«.

Det litterære ansvar
Men antologien her handler i høj grad om krigen i Sarajevo. Er det ikke et vigtigt tema i litteraturen i dag? Da jeg talte med Goran Samardzic i boghandlen for lidt siden, mente han, at der måske skulle gå ti-femten år, før folk igen kunne beskæftige sig med krigen på en seriøs og ansvarsfuld litterær måde. Noget de også talte om i Tyskland efter Anden Verdenskrig.

Asmir Kujovic: »Jeg har kun skrevet 2-3 historier om krigen. I dag har jeg ikke lyst til at mindes mine oplevelser, fordi de er alt for frygtelige. Det er et spørgsmål om ansvarsfølelse, og Goran har nok ret i det, han siger. Jeg kan ikke skrive fiktion om krigen, jeg kan kun skrive dokumentarisk. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan skrive med min fantasi om krigen«.

»Nogle har fortalt mig at mine få historier om krigen, skrevet lige efter belejringen, minder om Heinrich Bölls noveller, om soldaters frustrationer, dokumentaristiske, stærkt realistisk. Men i dag ... måske har vi ikke lyst til at mindes. Jeg ved det ikke. I Europa, i Paris, i Tyskland er de ikke interesserede i krigserfaringer fra Sarajevo længere. De har allerede alt for meget af det dårlige, der er blevet skrevet«.

»Problemet er forlæggerne«, siger Amel. »Vi forsøger at overleve, samtidig med at forlæggerne forventer penge fra os. 'Pay to publish' er devisen. Det er latterligt, men sandt. Vi er et lille land, og forlæggerne, der er gamle, konservative, ortodokse, vil kun udgive deres venner, eller det, de tror, kan sælges hurtigt, her eller i Vesten. Det er aldrig et spørgsmål om, hvorvidt det er en god eller dårlig forfatter. Ren nepotisme«.

»Det samme gælder for andre intellektuelle, for kunstnere, journalister etc. Resultatet bliver, at de rejser væk, hvis de da kan få et visa. For ved du, et bosnisk pas kan du kun bruge i ét andet land i verden: Kroatien. Men vi har brug for dem her«.

»Der er ingen støtte til litteraturen i Bosnien. Og den støtte, der kommer udefra er blevet meget mindre for nylig, bl.a efter Soros, den ungarske finansmand og millionær, hvis fond har ydet massiv støtte til kunst og kultur i mange tidligere østbloklande, samt i Bosnien, helt har trukket sig ud af landet«.

»Og den går altid til de samme folk. Til dem, der allerede er etablerede og alligevel får deres bøger udgivet og oversat. Der sidder nogle få mennesker og bliver fede. Vi andre bliver nødt til 'take the money and run', at snyde organisationerne, ambassaderne, binde dem historier på ærmet. Ellers bliver pengene bare brugt på dyre middage i PEN-centret«.

»Han og jeg«, fortsætter Amel, imens han storgriner sammen med Asmir, »vi sidder her hver dag, drikker kaffe og taler om penge. Hver dag klokken seks. Vi taler aldrig om litteratur. Vi skriver litteratur, men vi taler om penge«.

Gode bøger
Dagen efter tager jeg ud på universitetets filosofiske fakultet, der ligger lige over for det i skrigende gult beton genopbyggede Holiday Inn. I denne del af byen er det også noget af det eneste, der er blevet pumpet penge i.

Ved siden af ligger parlamentet, en tyveetagers totalt udbrændt bygning, som det er et under stadig står oprejst. De serbiske kanoner stod hundrede meter borte på den anden side af floden, og kun når træerne havde blade, kunne man finde lidt ly for snigskytterne oppe på bakken.

Fakultetsbygningen synes ikke at have haft samme interesse for de skydegale nationalister. En skam, det er ikke nogen smuk bygning. Men i dag, torsdag, summer den af liv og unge mennesker. Mange af pigerne er iført slør, i langt højere grad end hvad man så i Sarajevo for bare 2-3 år siden.

De mere fundamentalistiske grene af islam er ved at få et endog særdeles godt fodfæste i Bosnien, og sammenstød mellem kristne, ortodokse og shiamuslimer er desværre ikke uhørt.

Jeg har en aftale med Nenad Velickovic, lektor i serbisk litteratur og en af de mest anerkendte unge skønlitterære forfattere i Bosnien i dag.

»Jeg mener ikke, at en forfatters nationalitet er vigtig, og derfor mener jeg heller ikke, at det er nødvendigt at tale om en Bosnisk litteratur«, svarer han på mit indledende spørgsmål om, hvorledes det står til med litteraturen i Bosnien i dag.

»Landet er alt for lille, og hvis du insisterer på denne ramme, bliver du nødt til at have alt for mange dårlige forfattere med for at fylde den ud«.

»Spørger du mig, hvad bosnisk litteratur er, vil jeg ikke kunne svare dig. Jeg er bosnisk, født og opvokset her. Gør det mig til en bosnisk forfatter?«.

»Jeg har ikke lyst til at tænke i de kategorier. Jeg forsøger at holde fast i mine kontakter i Zagreb, Split, Beograd. Jeg er til stede i dét rum, føler mig hjemme der, føler at jeg er en del af en kultur. En kultur der ikke er så lille, at den blot er kroatisk, serbisk eller bosnisk. Vi er én kultur og ét sprog, at hævde andet er dumt«.

»I Europa i dag tænkes der i nationale kulturer, den norske, den engelske, den franske. Men det er ikke særlig vigtigt. Jeg har læst en masse forfattere, hvor jeg ikke kender deres nationalitet, blot ved jeg, at deres bøger er gode«.

Men er det ikke naturligt og vigtigt efter en krig, der blev udkæmpet på et nationalt grundlag, at søge at definere en national litteratur og kultur?

»Bag kroaterne var der interesser, der dikterede denne nationalisme, bag Milosovic var der lignende interesser. Det er nemt at hævde, at krigen var en krig om nationalitet, mellem forskellige etniske grupperinger, men det er blot en konstruktion; igennem hele krigen florerede et sort marked på tværs af disse grupper«.

»Politimænd solgte cigaretter til hinanden, krydsede fronten. FN var udsendt for at beskytte os, men det meste af tiden solgte de mad til os. Vi betalte 100 D-mark for 1 kg kaffe, og kaffen kom fra FNs egne hjælpepakker«.

»Af krigen lærte jeg, at det er alt for simpelt at sige: de er gode, og de er onde, og derfor har jeg heller ikke lyst til at tænke på denne nationalistiske måde. Jeg har et bosnisk pas, men der er, som Brecht siger, en grim lugt ved ethvert pas. Og som bosnier kan jeg alligevel heller ikke bruge mit pas til noget som helst«.

»Jeg fortrækker at tale om mennesker. Dét er det vigtigste i litteraturen. Derigennem forstår man, hvad det onde er, hvorfor folk forsøger at tjene penge på nationalitet, hvorfor vi skulle betale 100 D-mark for kaffen«.

»Jeg skrev en roman i 1995, en bog om krigen. Og jeg har stadigvæk store planer om at skrive mere om krigen. Den skaber en god ramme omkring en fortælling, følelserne er anderledes, og hvis du vil skrive om liv, død, Gud etc., er det lettere at skabe nogle usædvanlige billeder i krigen, men fortællingen forbliver grundlæggende den samme, de vigtigste temaer i litteraturen har i sig selv ikke noget at gøre med krig«.

»Jeg siger det her for at fremhæve, at jeg skriver om mennesker, dét interesserer mig, ikke nationalitet. Jeg ved, at nogle forfattere skriver om nationalitet, om krig og om historie, men jeg ved også, at de endnu ikke har nok fakta om denne krig«.

»Hver dag får vi nye ting at vide, nye meninger, forbudte ting bliver sagt åbent. Så folk, der vil skrive om krigen på denne måde, bliver nødt til at vente, få en afstand i tid«.

Men er denne afstand ikke også nødvendig på et personligt plan?

»Jeg har allerede den afstand. Folk spørger mig, i Italien, i Tyskland, hvor mine bøger er udgivet, hvordan jeg kunne være soldat i den bosniske hær og forfatter samtidig. Jeg havde ikke brug for den distance, jeg havde min individuelle distance«.

»Hvis du altid forsøger at finde mennesket i verden, i din historie, får du automatisk en distance til den nationalistiske del af krigen«.

»Denne her bog«, siger han og peger på min tyske antologi, hvor han også selv er med, »handler om krigen i Sarajevo. Fordi krigen og Sarajevo var tilstedeværende på CNN og i Europa, blev den et interessant emne«.

»I dag er Bosnien glemt igen. Bøger er varer ligesom kartofler. Det er nemt at lave sådan en bog som denne her. Folk vil gerne høre om krigen, imens den står på, og om dem, der kæmper«.

»Men det er en skam, at vi har brug for en krig for at være interessante. Hvis du virkelig vil lære mig at kende, behøver du ikke at se mig i fire år uden mad, i mørke huse uden vand og varme«.

Asmir Kujovic og Amel Suljevic mente at I mangler stor epik i dag i Bosnien, en ny Tolstoj.

»Jeg forstår ,hvad de mener, men jeg tror, det er, fordi de er tættere på nationen, på ideen om en bosnisk nationallitteratur. Mht. Tolstoj har de selvfølgelig ret, men Tolstoj er heller ikke længere mulig. Tolstoj skrev måske også om krigen, men det var en anden krig. Milosevic er ikke Napoleon!«.

»Og hvad vil det sige at være episk i dag i Bosnien, i Europa? Tiden er anderledes, læserne er anderledes. Og, måske vigtigst af alt, det er alt for dyrt at være Tolstoj. Forfatterne har en kontrakt og skal levere varen en gang om året. Der er ikke tid til at sidde ned og skrive en bog med 1.000 historier«.

»Forlæggerne er de virkelige kunstnere, de skaber et marked. Og selv dét er svært for tiden. En af de ting, vi mistede i krigen, var et rigtigt bogmarked. Infrastrukturen, ordentlige kritikere, folk har ingen penge længere til at købe ordentlig litteratur«.

»Der er måske 4-5 rigtigt gode manuskripter i Sarajevo i øjeblikket, men ingen forlægger tør udgive dem. Intetsteds bliver man millionær af at skrive bøger, og slet ikke i Sarajevo«.

»Enhver forfatter bliver nødt til at vælge: Enten vælger man at leve af sine bøger, det er muligt, men så bliver det oftest til forretning, følge markedet, skrive hurtigt. Eller også får man sig et arbejde. Men så har man ikke tid til at skrive. Måske skriver man kun 2-3 rigtige bøger i stedet for 10 eller 20 dårlige«.

»Den bog, jeg skriver nu, er meget lang, måske 500 sider. Alle siger, jeg er skør. Det er jeg sikkert også. Den har taget mig 10 år, måske bliver jeg færdig til sommer«.

Større end en nationalstat
På vej ud af fakultetet, der nu er stille og forladt for i dag, fortæller Nenad Velickovic mig om en togtur, han for to år siden var på sammen med 50 andre forfattere fra hele Europa. Fra Portugal til St. Petersborg.

Han fortæller om de forfattere, der var med fra Danmark, nævner deres navne, husker Nicolaj Stochholm, og at han er stolt over at være venner med Solvej Balle. Han fortæller og fortæller, og det er åbenlyst, at han er glad for at være en europæisk forfatter, fra en europæisk by; at befinde sig i et rum større end blot endnu en krigshærget nationalstat.

Das Kind. Die Frau. Der Soldat. Die Stadt. Zeitgenössische Erzählungen aus Bosnien-Herzegowina. Udg. af D. Dedovic. Drava Verlag, Klagenfurt, 1999. LICA. The best of Lica May '96 to June '98. Udg. af G. Samardzic og D. Uzunoviz. Sarajevo, 1999. Nenad Velickovic: Logiergäste. Volk und Welt Verlag, Berlin, 1997.





Peter Hyll Larsen er litteraturanmelder ved Morgenbladet, Oslo

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere