Anklage mod de unge omkring 1941: Repræsentanter for din generation af danskere har lige siden befrielsen klynket over at være vokset op under besættelsen med knaphed på kaffe, cigaretter og Mallorcarejser, mens millioner af unge englændere, franskmænd og tyskere blev slagtet under Anden Verdenskrig som soldater ved fronten. Hvorfor tror du, det forholder sig sådan, og hvilket kulturlandskab blev du og din årgang egentlig rundet af i jeres ungdom? »Jeg har aldrig selv lidt af bitterhed over en 'fortabt' ungdom. Men det var en speciel tid med nogle særlige vilkår, som man hver især måtte tage stilling til. Jeg kunne aldrig selv været gået ind i modstandskampen. Først og fremmest fordi jeg ikke turde forlade mine børn. Der var jo luftalarm hvert andet øjeblik, hvor vi omgående måtte i kælderen. Mine børn og deres tryghed og sikkerhed havde førsteprioritet«. »Selvmedlidenheden i min generation ser vi i dag mest hos de tidligere frihedskæmpere, som vel er frustrerede over, at senere generationer har sat spørgsmålstegn ved betydningen af deres indsats inklusive sabotager og stikkerlikvideringer. Det hører vi en del om for tiden«. »Resten fra dengang har taget det nogenlunde fornuftigt, for vi var nærmest heldige i forhold til de unge i så mange andre lande. Da tyskerne gik ind i Holland og Belgien, sagde min mor i al sin velmenende ubetænksomhed, at det sikkert var udmærket, for »så går det måske ikke så meget ud over os««. »Jeg blev rasende over hendes snæversynede selvtilstrækkelighed, for jeg vidste jo, hvor forfærdeligt polakkerne havde det i det allerede besatte Polen, og som så mange andre følte jeg selvfølgelig også med de stakkels hollændere og belgiere«. »Men i stedet for at jamre over alt det, man ikke kunne få under besættelsen, glædede jeg mig over det, man kunne få. Vi savnede da en del, men det hverken dominerede os eller gjorde livet ulideligt, så der er ingen grund til at klynke bagefter. På grund af brændselsmangelen var det under de kolde vintre lige så koldt inden døre som udenfor, men jeg havde faktisk ikke ondt af mig selv, for sådan var vilkårene bare«. Petting og krigBortset fra besættelsen, hvad var så ellers stikordene til tilværelsen for ungdommen for 60 år siden? »Konventioner og kolde styrtebade. Hver klasse havde sine regler, der skulle overholdes, hvilket Tove Ditlevsen jo også kommer ind på i sine bøger set fra arbejderklassens synsvinkel. Min familie hørte til det pæne borgerskab, så da jeg var kommet igennem puberteten og var ved at blive en ung dame, måtte jeg ikke længere ligne en skolepige. Og folk begyndte at tiltale mig med 'De' i stedet for 'du', hvilket føltes meget akavet og kunstigt«. »Der var regler, som sagde, at nu skulle jeg til at opføre mig mere alvorligt, voksent og ansvarsbevidst og se anderledes ud. Men den købte jeg i al min ubevidste oprørskhed ikke. Så jeg fortsatte længe med bare at ligne og opføre mig som den forvoksede og ranglede skolepige, jeg følte mig som«. »Min mor var utrolig snobbet, så det ærgrede hende selvfølgelig. Min far var totalt usnobbet, og min forlovede og senere mand interesserede sig bare for at studere medicin og psykiatri og være læge døgnet rundt. Men jeg kunne fornemme, at der måtte være noget større i tilværelsen end de borgerlige konventioner, så jeg identificerede mig mest med min egen fantasi og små personlige skriverier, selv om jeg ikke decideret dagdrømte. Jeg tegnede også en del og legede en overgang med tanken om at blive reklametegner«. »Jeg gik da også til fester, men vi for ikke i seng med hinanden dengang. Der var jo ingen p-piller, så vi nøjedes med petting og hyggede os på det område, som vi bedst kunne uden at have samleje. Kønnene var ret jævnbyrdige, og der blev ikke set ned på hinanden. Men samtidig undrede ingen sig over, at de fleste piger ikke fik nogen uddannelse. Sådan var verdensordenen nu engang«. »Der var heller ikke noget, som hed ungdomskultur i min tid. Man rykkede fra den ene alder til den næste, og det at være ung var bare et forstadium til det at blive ældre og voksen. Man skulle skynde sig at blive fornuftig og ansvarsbevidst. Jo hurtigere, jo bedre, så vi forstod overhovedet ikke at nyde ungdommen, før den var overstået. Sådan gik strømningerne dengang. Og den slags går desværre ikke uden om én, men gennem én«. »Paradoksalt nok oplevede man alligevel de 'gamle' i ens forældregeneration som dybt pinlige. Men det var mest i barndommen og som purung, og sådan er det vel til alle tider. Imidlertid ramlede vi ikke ind i nogen generationskløft, for den var slet ikke opfundet. De ældre var bare uinteressante, samtidig med at man alligevel ikke frygtede at blive hverken 30 eller 40 engang i en fjern fremtid«. »Man stødte i det hele taget ikke ind i så mange fordomme dengang, selv om vi selvfølgelig hverken brød os om tyskere, nazister eller værnemagere, ligesom vi tog afstand fra antisemitismen, som jeg allerede havde oplevet inden krigen på ferierejser i Tyskland. Overalt så man skilte med 'Jüden sind hier unerwünscht', og jeg væmmedes intuitivt«. »Homoseksualitet fandtes slet ikke, ha, ha, selv om vi godt nok kunne beskrive en eller anden lige lovlig feminin mand som »én, der kaster med uldtråd«. Men vi vidste ikke rigtig, hvad det var, og sådan noget som en lesbisk kvinde var virkelig helt uden for vores viden og fatteevne. Vi talte slet ikke om det. Den slags fyldte så lidt, så lidt. Vi voksede også op i en mere kysk og uskyldig tid end i dag«. Forelsket i hemingwayJamen, I må da have været nysgerrige. Hvad fordybede I jer i, den mere eftertænksomme del af din ungdomsårgang? »Lige fra barn læste jeg Politiken. Den lå jo derhjemme. Så som ung blev jeg nysgerrig på de bøger og forfattere, jeg så anmeldt. Jeg gik om bord i seriøse sager af både Martin A. Hansen, Camus og Sartre m.fl. Jeg ved ikke, hvor meget jeg den gang forstod, men jeg havde en masse aha-oplevelser. De formulerede og fik orden på en masse idéer og tanker, jeg selv mere eller mindre bevidst tumlede med«. »Især husker jeg en sætning hos Sartre: »Mennesket er indespærret i en svimlende frihed«. Jeg erindrer ikke, hvor den stammer fra, men jeg forstod den øjeblikkelig, for den ramte min egen situation præcist, og siden har jeg identificeret mig med den. Ligesom jeg få år senere i Kafkas 'Processen' også stødte på dobbeltheden, det at bevæge sig mellem to virkeligheder, et tema som senere skulle vise sig at blive det bærende motiv i det, jeg kom til at skrive«. »Men dengang i årene lige inden og efter mit giftermål kunne jeg ikke finde ud af min egen situation. Vi flyttede meget rundt fra hospital til hospital, og jeg savnede en vennekreds og nogen at tale med om litteratur og spændende emner, for min mand læste kun fagbøger og var slet ikke kunstnerisk interesseret«. »Min personlige indespærrethed var utrolig stærk, mens den ydre besættelse med tyskere osv. bare var et vilkår. Jeg følte mig blokeret, fordi jeg var genert, så min oprørs-trang lå indkapslet. Jeg tror, jeg var en alvorlig, ung kvinde«. »I stedet læste jeg meget. Ud over de allerede nævnte fulgte jeg med i den nye litteratur af nogle af tidens hotteste navne som Karen Blixen, Tove Ditlevsen, Hans Scherfig, Soya og Knud Sønderby, foruden Kjeld Abell, Kaj Munk og Brecht, som jeg så på teatret. Min mands farbror, Svend Borberg, var en højt estimeret teaterkritiker i tiden, og ham lyttede jeg gerne til«. »Og så var der Hemingway, som jeg nærmest var forelsket i. Han var sådan en heman, et rigtigt mandfolk, og sådan skulle en mand være og se ud, syntes jeg dengang. Det har jeg senere måttet høre meget for af mine venner i kvindebevægelsen og på venstrefløjen. Især i årene, da den bløde mand for alvor var inde i varmen«. »Der var også det daglige 'Gruk' af Piet Hein i avisen. Men først langt senere fik jeg sat lidt system i læsningen, da jeg blev medlem af en studiekreds i Viborg«. Tante Tot »Og så nød jeg at komme på besøg i København hos min mands farbror Niels Christian Borberg, der var neurolog, intellektuel og ven med PH og hans kreds af kulturradikalere. Dem kunne jeg tage til mig i min egen personlige søgen og utilpassede usikkerhed. Især farbrorens kone, tante 'Tot', blev mit store forbillede. Hun var en stærk kvinde med personlige holdninger og sine meningers mod. Men politisk var jeg en novice og overhovedet ikke bevidst om noget som helst«. »Men 'kommunisme' og 'kommunist' var da plusord bortset fra 'salonkommunist', som blev brugt som skældsord i den kreds. Langt senere blev jeg medlem af Venstresocialisterne, så noget tog jeg åbenbart til mig fra venstrefløjen i min ungdom, uden at jeg vidste det«. »Det var også farbror Borberg og tante 'Tot', der åbnede mine øjne for den moderne kunst, og så drillede mine jævnaldrende kammerater mig i jazzens barndom med at sætte 'En lille blomst fra Danmarks have' på rejsegrammofonen med skæv hastighed. Det lød forfærdeligt, men de bildte mig ind, at det bare var jazz, og sådan skulle det lyde. Det er måske derfor, jeg aldrig har fået et ordentligt og bevidst forhold til jazzmusik. I det hele taget har jeg ord for at være hamrende umusikalsk«. »For øvrigt var det også i de tider, at Josephine Baker kun iført bananskørt optrådte i Danmark med sit sang- og danseshow. Dér satte min familie dog grænsen, så hende fik jeg aldrig set. Det var nok de bare bryster, jeg skulle skånes for«. »Senere fik jeg selvfølgelig opgraderet min læsning og viden og har da ladet mig inspirere af senere ungdomskulturer. For livet igennem har jeg levet i nutiden uanset min egen alder. Så jeg deltog da også med stor fornøjelse og engagement i kvindefrigørelsen, da den kom på programmet«. »Jeg husker tydeligt en episode i 1960erne i Viborg, da jeg som pæn overlægefrue overværede et foredrag på det lokale bibliotek. På rækken foran mig sad et ungt par og snakkede rigtig godt sammen, rigtig længe. Så blev der en pause, og den unge mand spurgte den unge kvinde: »Hvad hedder du egentlig?«.« »Da tænkte jeg, at sådan ville jeg også have det. For jeg savnede at have haft det lige så sjovt og uformelt, da jeg selv var ung. Og sådan fik jeg det da også, og sådan har jeg haft det lige siden«. Datteren som sønMen hvorfor fik du det ikke bare sådan, allerede da du var ung? »Andre i min alder lever i fortiden, men det gør jeg ikke. Jeg ser normalt frem, så det er et værre gravearbejde, du her sætter mig i gang med. Men jeg husker min tidligste ungdom og de første år af mit ægteskab som noget, jeg betragtede udefra. Jeg var ved siden af mig selv, uden for mig selv«. »Det at gribe tilværelsen dengang var ikke så nemt som i dag. Og den var også svær at begribe. Rigtig svær. I min kommende bog 'Det er tilladt at smile' beskæftiger jeg mig faktisk med en ung kvinde, som har vanskeligt ved at se, hvornår hun er 'hun', og hvornår hun er 'jeg'«. »Min far var tandlæge, og det overvejede jeg også at blive i slutningen af 1930erne, da jeg boede med min familie i Ålborg. Men jeg havde kun en halvgod realeksamen, så for at komme ind på Tandlægehøjskolen tog jeg den én gang til og denne gang med topkarakterer«. »Det var adgangsbilletten, men så ville jeg alligevel ikke være tandlæge. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg havde ingen anelse om, hvad jeg ellers ville. Jeg havde godt nok altid skrevet og digtet små historier. Især når jeg havde problemer, men ikke i min vildeste fantasi forestillede jeg mig, at jeg nogensinde skulle blive forfatter. Det var vel alt for fjernt og eksotisk set fra mit bedsteborgerlige udgangspunkt, selv om min far var glad for litteratur. Bl.a. Johannes V. og den slags«. »Min far betød meget for mig. Vi var kun to søstre, og når han tog mig med på jagt og over for sine venner introducerede mig lille pige med, »det er så min søn«, var jeg ovenud lykkelig og pavestolt. Det var jo ment som en kompliment, og det er måske derfor, jeg hurtigt i tilværelsen fik balance i det med den mandlige og kvindelige side i ethvert menneske«. »Da jeg alligevel ikke ville være tandlæge, kom jeg, som den velopdragne pige jeg var, i stedet på Den Suhrske Husholdningsskole i København. Ikke på Mariaforbundets, den var for snobbet for mig«. »Det var ikke, fordi jeg ville være husholdningslærerinde, at jeg gik på 'Suhren', men det lå i tiden, at en ung kvinde skulle lære noget om husgerning og madlavning. Og så skulle jeg vel giftes, hvilket jeg da også blev som 21-årig med en fem år ældre læge, efter vi havde kendt hinanden i fire år og været forlovet«. »Vi mødtes oprindelig i Blokhus, hvor begge vores familier lå i sommerhus. Inden vi blev gift, havde jeg taget en uddannelse som hospitalslaborant, men så fik vi børn, tre i alt, og jeg har aldrig brugt min uddannelse. Min plan på det tidspunkt var bare at være den fuldendte lægefrue og den perfekte mor«. »Det er meget mærkeligt, for jeg havde været meget besværlig og oprørsk i skolen, og blev det igen senere i livet. Men mit voksenliv begyndte jeg altså som den pæne og ufattelig generte pige med det rigtig nydelige ægteskab. Helt efter bogen og lige ud ad landevejen«. »Kort efter, vi var blevet gift, kom besættelsen, og den kom som et chok, selv om vi allerede havde hørt rygter og frygtet dens komme i længere tid. Vi boede i en tjenestebolig på Kommunehospitalet midt i Ålborg, og om morgenen den 9. april 1940 ringede min far med ordene: »I må ikke sove fra det, nu er tyskerne her«. Og vi kunne se tropperne ankomme i togvogne på skinnerne lige uden for vores vinduer«. »Det var forfærdeligt. Selv om jeg ikke var særlig politisk bevidst eller vidende, var jeg ikke naiv, og selvfølgelig kunne jeg ikke fordrage nazisterne. Dem var jeg allerede blevet vaccineret imod i årene inden på ferieture til Tyskland. Og selv om mit nærmeste hjemmemiljø ikke var særlig intellektuelt, så fulgte min far med i alt, og vi diskuterede på livet løs, hvad der rørte sig i tiden inklusive Hitler, nazisterne og deres rædselsregime«. »Min far holdt Politiken og var vel nærmest socialdemokrat, mens min mand hældte mere til det konservative, og jeg følte mig meget dum i forhold til ham. Men jeg lagde mig ikke op ad nogen af dem. I stedet havde jeg ondt af en masse unge østrigere i den tyske besættelsesmagt. De gik rundt oppe i Ålborg og ventede bare på at blive sendt til fronten. Så fra at de bare havde været en del af en forhadt hær, begyndte jeg at føle med dem og have ondt af dem. Og det var vel ikke så dumt endda«. Vidste du dengang, at du var en meget smuk og attraktiv, ung kvinde? »Næh, det var der ingen, der sagde. Og jeg var heller ikke spor selvbevidst. Tværtimod. Jeg havde ingen selvstændighed. I stedet syntes jeg, at jeg var for meget overladt til mig selv, og at jeg fik for lidt opmærksomhed fra min mand, som mest var optaget af arbejde og karriere. Sådan gik den ungdom. Helt uden at jeg vidste det«.