Demitrios Tsafendas var hele livet igennem et menneske, mange forsøgte at undgå. Hans egne forældre og hele familie vendte ham ryggen. Det samme gjorde arbejdskammerater eller tilfældige bekendte på græske skibe eller spisesteder i fødebyen Lourenco Marques i Mozambique, i Sydafrika eller i Grækenland. Han var besværlig og havde provokerende ideer, som han proklamerede højt og inderligt og derved opnåede det tvivlsomme privilegium at blive forfulgt af det hemmelige politi i Sydafrika og Portugal samt af FBI. Han var også en kendt person på psykiatriske hospitaler i diverse hovedstæder, og alligevel kom denne mand til at spille en vigtig rolle i historien: 6. september 1966 myrdede han nemlig den sydafrikanske regeringschef Hendrik Verwoerd i parlamentsbygningen i Cape Town. »Jeg husker dagen, som var det i går. Hele byen og især de unge sydede, og det hele var ved at koge over. Men det holdt ikke længe. Styret fortsatte, men alligevel kan man sammenligne begivenheden med mordet på præsident Kennedy i USA i 1963«. »Det var et brud med fortiden, et tab af en form for uskyld, de hvide levede med. Alt kunne ske, og der var ingen længere til at forsvare apartheidstyret ud fra en bestemt ideologi. Den havde Verwoerd bygget op, og den døde med ham, selvom styret overlevede i 25 år«, siger den hollandske forfatter Henk van Woerden. Han beskriver mordet og morderens historie i bogen 'En verden af glas', der er en blanding af fiktion og dokumentation. For selv om Demitrios Tsafendas' gerning fik stor betydning, har alle i Sydafrika haft travlt med at glemme ham. For apartheid-regimet var han en sindsforvirret terrorist og »kommunist, som hurtigt blev gemt væk på fangeøen Robben Island, og i sine erindringer skriver ANCs leder og senere præsident, Nelson Mandela, at det drejede sig om 'en obskur hvid parlamentsbetjents handling«, og at ANC aldrig støttede politiske mord. »Det kan man undre sig meget over, for ANC begik faktisk mange politiske mord. Sandheden er snarere, at Demitrios Tsafendas arbejdede på egen hånd og ikke var medlem af ANC. Dertil kommer, at han var 'farvet', altså hverken hvid eller sort, og den store farvede befolkning har aldrig været anerkendt. Og så må vi jo indrømme, at det nye Afrika har helte og martyrer nok«, siger Henk van Woerden. Blandet psykose Han gør selv meget ud af Demitrios Tsafendas status som 'farvet', for den kom til at bestemme den velbegavede, men psykisk svage mands liv. Han blev født i 1918 i den daværende portugisiske koloni Mozambique af en græsk far og en afrikansk mor, men kom hurtigt til sin farmor i Alexandria, hvor han voksede op i den store græske koloni. Derefter følger 40 års næsten uafbrudte rejser: fra Egypten til Grækenland, Tyrkiet, Portugal, Tyskland, Tyrkiet, England og USA, mens faderen og en ny kone har slået sig ned i Sydafrika. Overalt lever han af tilfældige job, men klarer sig i kraft af sin begavelse og evne til at knytte kontakter - som han dog hurtigt bryder. For Demitrios Tsafendas psyke får tidligt i dette omtumlede liv et knæk. Han er flere gange under psykiatrisk behandling for den slange, han mener har taget bolig i hans krop. »Blandet psykose«, skriver lægen på et hospital i Hamburg i 1955. 'Blandet' er nøgleordet til Demitrios Tsafendas' liv. For livet som et menneske, der hverken er hvid eller sort, bliver uudholdeligt. Meget tidligt vender han sig mod racisme og forskelsbehandling i alle dens former, og han udtrykker det højt og tydeligt. »Det er for eksempel bemærkelsesværdigt, at han i 1964 bruger ordet en 'regnbuenation' om det ideelle land, han mener, Sydafrika kan blive. Måske havde han hørt begrebet i USA. Men det bliver først taget op af biskop Tutu i Sydafrika mange år senere, og i Mozambique taler han allerede i 1930erne om befrielse fra kolonistyret og indførelse af en styreform, som senere blev en realitet. Han havde præcise politiske ideer, selvom de tit var naive«, siger Henk van Woerden. Apartheids ondskab De var i hvert fald tilstrækkeligt kontroversielle til, at Demitrios Tsafendas regelmæssigt bliver udvist fra de lande, han besøger. Og Sydafrika siger nej tak til endnu en 'farvet' person, som i mellemtiden også er blevet kommunist og derfor ekstra farlig. Han forsøger alligevel at komme ind i landet, hvor familien bor, og det lykkes endelig i 1963, hvor apartheid-regimet er på det højeste. »Det er ondskaben og undertrykkelsen sat i system, og Tsafendas reagerer især mod de såkaldte morallove, som forbyder seksuelle forhold mellem sorte og hvide. Det han selv er et resultat af. Hans modstand mod apart-heid bliver mere og mere indædt. Så nok er han fortsat psykisk skrøbelig, selvom det altid går ham bedre i Sydafrika end andre steder. Men galskaben udenfor presser på ham«, fortæller Henk van Woerden. Den hollandske forfatter har fulgt Demitrios Tsafendas' færden takket være optegnelser i 20 ud af 22 arkivkasser i State Archive i Cape Town. »Oprindeligt blev der indgået en aftale mellem ANC og apartheidstyret om at holde apartheidstyrets arkiver lukkede i 50 år. Men det blev senere nedsat til 30, så da jeg i 1997 søgte om adgang til dem, var det muligt«, siger Henk van Woerden, som takket være disse arkiver har været i stand til at rekonstruere Demitrios Tsafendas' liv. De fortæller også om forberedelserne til mordet på Verwoerd, der for Tsafendas står som selve inkarnationen af de hvide afrikaaneres ondskab. Nærmest ved et tilfælde, og fordi Tsafenda i kraft af kludder i bureaukratiet optræder som 'hvid', får han et vikariat som parlamentsbetjent i Cape Town, og den chance lader han ikke gå fra sig. 6. september 1966 trængte han ind på regeringschefen og stak ham flere gange i kroppen med en kniv. Verwoerd var død omgående. »Han myrdede ikke en normal politiker. Verwoerd var manden, som i 1930erne havde udtænkt den systematiske raceadskillelse for at skabe job og plads til den lille hvide mand, som var truet af den økonomiske krise. Han ideologiserede apartheiden og fik nærmest status som Moses, som skulle stå i spidsen for det udvalgte afrikaanerfolk. Også derfor betød mordet på ham en vending«. Fattigkirkegården Henk van Woerden fik ideen til bogen, da han omkring 1994 hørte, at Tsafendas stadig var levende. Efter mordet bliver han overført til en dødsgang på Robben Island, hvor han i 23 år mishandles af vagterne, der pisser i hans mad og banker ham igennem. Først i 1994 overføres han til et mentalhospital, hvor Henk van Woerden møder ham flere gange. »Jeg fortryder, hvad jeg har gjort«, siger den over 80-årige Tsafendas, som dog straks forsvarer sig med apartheidstyrets ondskab, inden han falder hen i lange beskrivelser af ungdommens rejser. »Et elskværdigt vrøvlehoved«, lyder karakteristikken fra Henk van Woerden. Henk van Woerden prøvede at få myndighederne til at overføre Tsafendas til en privat og mere komfortabel klinik, men regeringen sagde nej med henvisning til fare for hans sikkerhed. »Reelt handlede det om at holde ham i glemslen, og selv under begravelsen efter dødsfaldet i 1999 gjorde myndighederne alt for at sikre total diskretion i forbindelse med begravelsen. Den gale, farvede enegænger skulle ikke have status som helt, og det spillede også en rolle, at regeringen ikke ønskede at provokere de yderligtgående hvide afrikaaneres. Der skulle ikke ribbes op i sårene«, siger Henk van Woerden, som i bogen giver en fængslende skildring af begravelsen og mindepladen på kisten med indskriften: 'Dimitris Tsafendas 1918-1999: flygtning, sømand, kristen, kommunist, frihedskæmper, politisk fange, helt: husket af sine venner. Kisten blev anbragt i en grav uden gravsten på den græske Agios Andreas-kirkegård i Cape Town - i hjørnet reserveret de fattigste af de fattige: vagabonder og folk uden familie. Bander i Cape Town »Historien om denne mand og tavsheden om ham fascinerede mig. Også fordi vi har den samme kærlighed til Sydafrika, som sidder under huden og er i blodet«, fortæller Henk van Woerden. Han kom som 10-årig til Sydafrika fra Holland i 1957 sammen med sine forældre, men forlod Cape Town i 1968 og rejste tilbage til Holland. »Det var tid at komme væk fra et land, der var gået helt i stå, og i Cape Towns blandede kvarterer var jeg begyndt at omgås folk, politiet havde kig på. Derfor kunne jeg heller ikke være vendt tilbage, og det var svært at være hvid i Sydafrika, hvis du ikke var på styrets side. Det var begrænset, hvad du kunne gøre, og folk som min ven Breyten Breytenbach, som kom tilbage fra udlandet, blev omgående arresteret«. Henk van Woerden selv tog tilbage til Sydafrika godt 20 år efter, i 1989, og oplevede demokratiseringen af landet. I bogen giver han indimellem beretningen om Demitrios Tsafendas en stribe reportagelignende beretninger om Sydafrika og især Cape Town i årene efter apart-heidstyrets fald. Han er ofte i Sydafrika, for »man får landet ind under huden«, som han siger. Det nye Sydafrika Det nye Sydafrika er et hårdt land at leve i. Men van Woerden er ikke pessimist. En af de gennemgående nutidige figurer i bogen er vennen og taxa-chaufføren Derick, som i begyndelsen af bogen kører i en faldefærdig vogn, og som mange i Cape Town har han hevet tænderne ud af formunden. »I dag prøver han som mange farvede i Sydafrika at komme fremad - ligesom Demitrios Tsafendas gjorde det på sin måde. Derick har fået en ny taxa og tænder i munden, og en af de vidunderlige ting i de seneste år er, at racismen er forsvundet blandt de unge. Der er en fælles kultur, tolerance og nogle fælles værdier er på vej - så det skal nok gå, selvom Sydafrika også på det politiske plan står over for nogle omvæltninger, når ANC fra at være en altdominerende alliance af forskellige grupper bliver splittet i partier og bevægelser som i andre demokratier«, vurderer Henk van Woerden. Henk van Woerden: En verden af glas. Oversat af Aino Roscher. Tiderne Skifter, 192 sider, 225 kr.