0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Drømmen om Sahara

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Efter at have læst den svenske forfatter og essayist Sven Lindqvists nyudgivne bog 'Ørkendykkerne' havde jeg forventet noget andet. En mere sej, senet og vindblæst mand, præget af rejserne i Nordafrika og andre steder, snarere end den lidt trinde ældre mand med blå sweater, der mødte mig i Hotel Operas kedsommelige reception.

Som man sad der i et hjørne med en Blå Special var Sahara uhyre langt væk, men i takt med at Lindqvist talte sig varm, kom sandet nærmere.

Bortset fra udseendet er Lindqvist meget, som man ville forvente: veltalende, meget overbevist om egne evner og vagt moraliserende på en typisk svensk facon. Til trods for at han fylder 70 næste år og har været en ivrig deltager i samfundsdebatten gennem mere end 45 år, er Lindqvist stadig fuld af idealisme og harme over uret.

På dansk har forlaget Batzer & Co. netop udgivet bogen 'Ørkendykkerne', som han skrev i 1990, men Lindqvist har ikke ladet pennen ligge siden da. Sidst skrev han 'Nu dør du - Bombernes århundrede' - »måske er den engelske titel, 'A History of Bombing', mere sigende« siger han med et smil - og før det kom 'Udryd de sataner', om den hvide mands skyld, kolonierne og Hitler.

Men selvom den er 10 år gammel, har 'Ørkendykkerne' vind i sejlene, i maj blev den f.eks. valgt som en af de seks finalister til Thomas Cook/Daily Telegraph Travel Book Award 2001 på 10.000 pund.

Ørkendykkerne handler om Sahara og Nordafrika. Hvorfor blev du interesseret i det område?

»Det var en gammel drøm om ørkenen. Jeg havde rejst i mange ørkener: Gobi i Kina, i Mellemøsten og i Sydamerika naturligvis. Der havde jeg været, masser af den slags små ørkener, men aldrig ved ørknernes moder, den store mægtige Sahara, som jeg havde drømt om som dreng. At de drømme kom op til overfladen igen i midten af 80erne skyldes formentlig mere end nogen andet fitnesstræning«. Fitnesstræning?



»Ja, dengang var det jo højeste mode at gå i 'gym' og træne. Og en dag da jeg sad i en sauna i Stockholm, kom der en skinhead over til mig. Kæmpe mand, stort skaldet hoved, og han så ud, som om han var lavet af plastik, fuld af muskler, som stod ud af kroppen på ham.

Det så ret farligt ud, så jeg hilste forsigtigt på ham, men han viste sig at være en meget sympatisk person, der var begyndt på at træne på grund af en alvorlig depression.

Det viste sig så, at han havde læst mine bøger, og han havde på den måde gået lang tid i min verden, så han foreslog, at jeg fulgte med ham lidt ind i hans verden, dvs. gik med til træning.

Det gjorde jeg, og den anstrengelse, det var, fik mig til at halvdrømme og begynde at huske mange ting fra min barndom. Jo mere jeg trænede, jo mere mindedes jeg, fra dengang jeg var lille. Og det var her, at den Saharadrøm, som jeg havde haft som barn, forestillingen om ørkenvidderne, kom igen med fornyet kraft«.

Du skriver i bogen, at du lige var blevet skilt på det tidspunkt?

»Ja, det var også helt afgørende. Jeg havde en livskrise i 80erne med en skilsmisse og min fars død«.

Hvordan har det påvirket 'Ørkendykkerne'?

»Jeg er sikker på, at det har givet den en grundtone, en ganske sort grundtone«.

Skæbner i Sahara
Den dystre grundstemning kommer ikke mindst frem i de små historier, som Lindqvist fletter ind i sine egne rejsebeskrivelser. Her finder man Michel Vieuchange, en franskmand, der forklædt som kvinde i 1930 rejste 1.400 kilometer til fods for at nå byen Smara, som flyveren og forfatteren Saint- Exupéry havde kaldt »det mystiske Smara med dets jomfruelige ruiner, lige så forbudte for den hvide mand som Timbuktu«.

Da Vieuchange nåede frem, tilbragte han tre timer i byen som var en ruin. Tilbageturen tog en måned, og som 26-årig døde han af dysenteri. Eller Isabelle Eberhardt, der forklædt som mand rejste rundt i Sahara og lavede reportage. Også hun døde en tidlig død. Som Lindqvist skriver, blev hun kun 27 år. »Da var hun uden tænder, uden bryster, mager som en brønddykker, næsten altid deprimeret«.

Hvorfor har du valgt de personer, som du fortæller om i bogen?

»De mere kendte af dem, er nogen, jeg har læst som dreng. Saint- Exupérys bog 'Postflyveren,' læste jeg som barn, og blev meget fascineret af hele den fantastiske fantasi, som han selv prøvede at bebo, udleve sin egen romantik. Andre Gide læste jeg også som ung, både 'Jordisk højder' og 'Den Umoralske', og særligt 'Jordiske højder' synes jeg var sådan en fantastisk bog, lige som bøger skulle være. Andre som Michel Vieuchange og Isabelle Eberhardt tog jeg med for at vise ørkenens farlighed og den dødsdrift, den kan skabe hos folk udefra«.

Hvad med den franske forfatter Eugène Fromentin?

»Han er med, fordi han er så arketypisk i, den måde han skrev sin rejseberetning 'En sommer i Sahara', der var den første store franske Saharabog. Det er en interessant bog, fordi den viser den blindhed, som alle de franske forfattere havde, når de skrev fra Sahara uden at vedkende sig, at Frankrig er en besættelsesmagt, at de selv var forhadte og frygtede.

Da Fromentin kommer til byen Laghouat, kan han ikke forstå, at de lokale ikke vil hilse på ham, der er mærkeligt stille, og han tænker, at det må være solen, der har gjort dem så sky«.

Bare tanken får Lindqvist til at le højt.

»Nogle måneder før havde franskmændene erobret byen og slagtet en tredjedel af befolkningen. Og så undrer han sig over, at de ikke vil hilse. Det spørgsmål, det rejser, er jo, hvor er min blinde plet, hvad er det jeg ikke ser, men kaster romatikkens slør om Og det har jeg ikke noget svar på, det kan man ikke selv have«.

Lysten til at rejse
Sven Lindqvist fik for alvor sit gennembrud i begyndelsen af 1960erne, med en serie artikler han solgte til internationale aviser (herunder Politiken), og som senere blev samlet i bogen 'Myten om Wu Tao-tse'.

»Det en gammel myte fra Tang-dynastiet om kunstneren Wu Tao-tse, der malede store moralske billeder. Engang havde han malet et stort moralbillede med en stor rød port. Da han var færdig med billedet, tog han et skridt tilbage og klappede i hænderne, og så åbnede porten sig, og han gik ind i billedet, og så lukkedes dørene, og derefter så man ham aldrig igen. Hvad skete der med han derinde, det kan man sige, er det bogen handler om«.

Kina blev begyndelsen til et langt liv på feltfod, Lindqvist har siden rejst og skrevet fra lande over hele kloden og så sent som sidste år kørte han 13.000 kilometer rundt i Australien.

Hvorfor har du rejst så meget?

»Det skal jeg sige dig. Da jeg voksede op i Stockholm, havde ingen i min familie været udenlands, ingen i min slægt havde været udenlands, ingen af mine bedsteforældre havde været udenlands, ingen mennesker, jeg kendte, havde været udenlands.

Da jeg første gang rejste uden for Sverige i 1947 som 15-årig, var jeg det første menneske, jeg kendte, der havde været i udlandet. Jeg var Columbus, som for ud til det store ukendte, som man intet som helst vidste om.

Der fandtes intet tv, så alt, hvad jeg vidste om verden var fra aviser med bittesmå billeder, så man knap kunne se, hvad det forestillede. Man vidste kort sagt intet om, hvordan der så ud, hvordan der var, og jeg var syg efter at komme ud og se det, opleve det.

Det var den ene af de store drømme, et krav på livet at komme ud og se verden. Den anden store drøm var at skrive. Jeg holdt så meget af at læse, og så tænkte jeg, at hvis det var så sjovt at læse, måtte det være endnu sjovere at skrive«.

Hvor tog du hen?

»Jeg rejste gennem Tyskland, gennem det sønderbombede ødelagte elendige Tyskland - det har jeg skrevet om i min bog om bomber«.

Kina var din første større rejse, hvorfor tog du lige dertil?

»Jeg havde stået på de græske øer og kigget ind mod Tyrkiet, og ville gerne dertil, men man kunne ikke læse tyrkisk i Stockholm. Derimod kunne man læse kinesisk, og det forsøgte jeg mig så med i et par semestre, og så tog jeg af sted i 1961 og 1962. Det første år gik jeg på universitet, og det andet år arbejdede jeg som kulturattache på den svenske ambassade. Og det andet år begyndte jeg så at skrive artikler om landet«.

Hvad lærte du af din tid i Kina?

»Masser, naturligvis. Men jeg lærte især én ting, og det er, at USA er det store land i øst, og Indien er det store land i vest. Det er med andre ord ikke givet, at man skal tage Europa som udgangspunkt, når man ser på verden, og når man ser på kinesiske kort, ligger USA i øst og Indien i vest.

Det gik op for mig, at Jorden er rund, en klode, og et hvilket som helst punkt på kloden kan tages som udgangspunkt. Før havde det været så indlysende for mig, at Europa lå i verdens centrum, at Kina kunne ligge i centrum, det var aldrig faldet mig ind«.

I 'Ørkendykkerne', som de fleste andre af dine bøger har du valgt at skrive i en slags mosaik, med en masse små afsnit, hvorfor det?

»Jamen det er, fordi jeg selv kan lide at læse den slags bøger, hvor man hele tiden får tid til at standse op og tænke efter. Samtidig er det med sådan nogle små bidder hele tiden let at fortsætte og lige tage en bid til - lidt ligesom med en pose karameller, man kan altid lige tage en til«.

Har du nogensinde haft problemer med at skrive?

»Nej, men man skriver jo i gode og dårlige stræk, og det kan være svært. Jeg går meget til det på den måde, at jeg siger til mig selv om morgenen, at i dag skal jeg skrive så dårligt, jeg kan, i morgen kan teksten så blive bedre, og endnu bedre i overmorgen, og guddommelig på fredag. Så skriv du roligt så dårligt, som du kan, det skal nok gå alligevel«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu