Præcis sådan må Ib Spang Olsen bo. I et gammelt bindingsværkshus, der knirker med i samtalen, og som er indrettet med sjælfulde møbler, der også hvisker og tisker. Kunne der ikke bo en trold der i kisten? En vinterstue åbner hele huset mod den 2.600 kvm. store have, som også kunne gemme på mangt et hemmelighedsfuldt væsen. Potteplanterne trækker hele naturen ind i stuen, og klatreplanten bourgainvilla sier solens stråler. Tegneren sidder i en brun lædervest, der ser så sej og uforgængelig ud som han selv, og man ville næppe tro på, at han fylder 80 år i morgen, hvis ikke det var, fordi hans produktion er så stor, at han næsten ikke har kunnet nå det på kortere tid. Hans streg er varm og genkendelig, og selv granvoksne folk oplever i et lynglimt en stemning eller en erindring fra deres egen barndom, hvis de ser en tegning fra 'Halfdans ABC' eller en af de mange andre bøger, Ib Spang Olsen har illustreret. Samarbejdet med Halfdan Rasmussen begyndte tidligt. »Der har jeg været heldig, jeg har kendt ham fra 1942. Hans udgangspunkt er sproget, og han har ikke fået tak nok for, hvad han har gjort for det danske sprog. Alle børn har læst Halfdan, og alle børn har fået en kvalitetsnorm på den måde. De finder sig ikke i hvad som helst«. Især børnerimene i bøgerne 'Tullerulle Tappenstreg', 'Kaspar Himmelspjæt', 'Himpegimpe' og 'Pumpegris' holder Ib Spang Olsen af og mener, at alle børn burde læse. »Jeg synes, at børnerimene er en virkelig skat. Man lægger meget mærke til ABCen, men de er fan'me gode, børnerimene, der er en rigdom i dem. Halfdan har så mange billeder i sine tekster. Det eneste, jeg har gjort, er at tegne de billeder, der står i teksten. Det er det«. At tegne er kommet naturligt til Ib Spang Olsen. Han har tilsyneladende fundet det nemt. »Jeg tegnede ikke noget særligt som barn, tror jeg, men engang på et besøg på min gamle skole kom jeg i tanke om, at da vi engang efter meget tuderi fik lov at holde skolefest i gymnastiksalen, så dekorerede jeg den med store tegninger af vikinger, som dækkede alle ribberne. Det var i tredje mellem i Vognmandsparkens skole, som nu hedder Kildevældsskolen«, fortæller han. Store friheder Ib Spang Olsen er født i 1921 i København. De første år boede familien i Engelstedsgade nr. 32 i byggeforeningshusene ved Lyngbyvejen. Det var en barndom med store friheder til at opleve verden på egen hånd. »Jeg er heldig at være født i en tid, hvor hele Østerbro var vores ejendom. Vi ejede ikke noget, men vi havde hele Østerbro. Der var ingen steder, jeg ikke måtte komme og heller ikke kom. Altså Østerbro fra Tagensvej og til kysten, det var vores. Vi gik ud og ind alle steder«. »I vore dage er børnene lukket inde hele dagen, de får ikke lov at gøre deres erfaringer. Jeg kan godt huske det smæk, jeg fik af en lastbils højre forskærm, da jeg løb over Lyngbyvejen, så vi var måske i livsfare, men jeg kan ikke huske, der var nogen, der ... jo, der var en, der druknede, men vi overlevede de fleste af os«. Efter skoletid gik ungerne hjem og stillede tasken, og så fik de kakao. »Det var storartet. Men så gjorde det heller ikke spor, at man gik, for det var en lille lejlighed. Fem mennesker på 55 kvm. I stuen. Ejeren boede på første sal, og fruen så nødig, vi gik på trappen, for den var ferniseret, vi skulle ikke ridse den. Det har præget mig: Rige mennesker er nogen, der bor oppe«. Hans politiske ståsted er præget af opvæksten. I 55 år var han medlem af Socialdemokratiet, og han har til folketingsvalg altid stemt på liste A. Men i 1998 deltog han i Enhedslistens kampagne imod ØMUen, hvilket medførte en tilrettevisning fra den lokale partiformand, som ville have en drøftelse med ham. »Så skrev jeg tilbage, at det kunne han glemme alt om, for nu havde jeg meldt mig ud«. Senere skrev han til Poul Nyrup Rasmussen og fortalte, at man gjorde sådan ude i afdelingerne. »Jeg fik et brev tilbage om, at det var i orden, og at han ønskede mig held og lykke. Det var fint af ham«. Ib Spang Olsen kan godt lide almindelige mennesker, »jeg er ikke bourgeoisi«, som han siger. »Jeg har altid interesseret mig for historie. Jeg er lykkelig for, at jeg har et ben i bondealmuen. Min bedstemors bror var sgu analfabet, og hele tankegangen derfra har jeg altid været fascineret og præget af. Holdningen med at man skal slide sig til alting, at tingene er besværlige, men brugbare«. Magien Det var ikke i datidens skole, man skulle finde inspiration til at tegne, for hvad det angik, var undervisningen elendig. Det har ændret sig, mener han, så både kunstnerisk talent og arbejdsglæde kan overleve i dagens skole. »Men desværre lærer børnene årsagssammenhænge, og så er verden ikke længere magisk. Det hele præges af fornuft, og det fjerner den grundlæggende magi«, siger han og erkender, at det er uundgåeligt, at børn lærer, hvordan verden er skruet sammen. For Ib Spang Olsen er der ikke tvivl om, at han er født med et specielt talent, men den erkendelse går hånd i hånd med en udpræget ydmyg indstilling til det, han gennem årene har præsteret. Og at formen allerede tidligt i karrieren som tegner lå fast, står ham klart. »For ganske nylig var der en, der sagde til mig, at jeg ikke har udviklet mig i de sidste 50 år, jeg tegner præcis på den samme måde. Og det er jo beklageligt, for man skal jo helst udvikle sig, ikke? Men så har jeg fundet ud af - og det er ikke ment som en undskyldning - at jeg er en af de forholdsvis få, som kan omsætte synsindtryk og proportioner direkte. Jeg kan ikke undgå, at når jeg tegner, så ligner det, måske ikke lige med det samme, men efterhånden i hvert fald«. »Det har medført, at jeg har kunnet tegne i en form, som har vist sig at kunne være brugbar til alt, hvad jeg har ønsket mig, altså lige fra ønsket om - og jeg vil ikke sige, det er lykkedes - men ønsket om poesi og surrealistiske muligheder over til helt realistiske ting og til børns udtryk. Så der var ingen som helst grund for mig til at skifte form«. »Jeg har et apparat, som det har vist sig, at jeg kunne dække et meget bredt spektrum med som tegner. Så formen er den, jeg skal bruge, og hvorfor skulle jeg skifte den?«. Faderen hed Ole Olsen og var gartner, Spang kom fra moderens morbror. Ib Spang Olsen havde aldrig kaldt sig andet end Ib Olsen, men lige efter krigen var der en anden tegner, der også hed Ib Olsen, og det var én for meget på markedet, så de blev enige om, at den anden kunne kalde sig Ib K. Olsen. »Vi var gode venner og har faktisk talt sammen for nylig. Han var for øvrigt en bedre tegner end mig, men han ville hellere spille trompet, og så blev jeg Spang Olsen - uden bindestreg«. Hver gang familien flyttede, kom der et ekstra værelse til. Faderen var tjenestemand, og familien levede, som man oftest gjorde dengang, af én indtægt, men heldigvis var moderen en fremragende økonom. Ib Spang Olsen gik på seminariet og tog lærereksamen i 1943, men de første illustrationer i Socialdemokratens søndagstillæg kom allerede i 1942. Som uddannet skolelærer arbejdede han bl.a. i 10 år på Bernadotteskolen. »For at have et job, som ikke sled på mine tegnetalenter, men det kan man ikke som lærer, for det er et 24-timers arbejde«. Så i 1962 stoppede han helt med lærergerningen. For det meste var der opgaver nok - hvis ikke, lavede han bare noget selv. »Det har altid været opgaver, jeg gerne ville udføre. Jeg har selvfølgelig lavet bøger, jeg ikke skulle, og taget opgaver, jeg burde have undladt, men det var specielt i de tidlige år«. Det indre barn Hans kone er billedkunstneren Nulle Ingeborg Øigaard. Hendes begyndelse og slutning er farve. Sådan har det ikke været for Ib Spang Olsen. »For mig er udgangspunktet tegningen, som jeg så bagefter eventuelt kan farvelægge. Men det er jo et mirakel, at man kan omsætte tredimensionelle ting til todimensionelle uden vrøvl. Se de gamle hulemalerier, er det ikke utroligt, der er nogle streger, men alle folk siger: »Jamen, det er jo en okse«. Det er mærkeligt, ikke? Det er den egentlige abstraktion«. »Ligesom med børn, de oplever det umiddelbart, det er simpelt hen noget givet. De siger bare, der er far med næse og øjne og lange ben, og det er mig ved siden af. Det er fuldstændig forståeligt for et barn uden nogen som helst forbehold, det er mærkeligt ikke? Og det er sådan set det, jeg kører videre på«. Hvad betyder børn for dig? »Formodentlig noget i retning af det samme som for dig«. Jeg kan bare ikke glæde dem med mine tegninger. »Jeg glæder dem heller ikke, jeg tegner sammen med et barn. Det barn, jeg glæder, er der måske slet ikke, det er bare et, jeg har en forestilling om«. Hvad er det, der gør dine tegninger specielle? »Det har jeg tænkt på i den senere tid. Jeg tror, det skyldes, at jeg meget godt husker mine egne oplevelser som barn, og hvad jeg satte pris på, og hvad jeg glædede mig over. Men jeg leverer ikke til barnet, jeg laver det - hvis man skal sige det meget fint - sammen med barnet, og så sidder vi og siger, der er plads deroppe i hjørnet (han klukker, red.), hvad skal vi lave der, der kan vi jo godt lave en hætte, ikke, og så kan der også være en hat her. Og så morer vi os over små detaljer, som barnet opdager eller ikke behøver at opdage«. »Men fantasien skal være bundet i nogle oplevelser og i virkeligheden. Hvis man tegner en elefant for et barn, der aldrig har set en, og giver den seks ben, så er det information, men hvis barnet kender en elefant, og man giver den seks ben, så er det fantasi. Man skal vide, hvad det er, man laver«. Sin popularitet slår han hen med, at han har været der så længe: »Jeg har lavet så meget, at lige meget hvor børnene vender sig hen, så er der tilbud fra mig. Men så også dette, at jeg og mit 'barn' har leget sammen«. Det svære portræt Gennem årene har han lavet utallige portrætter af folk, men at lave et af sig selv går for tæt på. Politiken bad ham om et til denne artikel, men den gik ikke. »Jeg fandt et selvportræt, jeg havde lavet, men krøllede det sammen. Jeg har lavet flere selvportrætter, men har opgivet dem alle sammen. Det er meget svært at lave selvportrætter. Jeg synes også, det er alt for afslørende. Man kan selvfølgelig lave et skægt selvportræt, men det er også afslørende«. Hvordan afslørende - i forhold til ens selvopfattelse? »Ja, det er selve oplægget. Du interesserer dig for dit ansigt, når du skal barbere dig, men skal man lave sit selvportræt, så bliver det tydet på en eller anden måde, og så skal man finde en grimasse, der kan passe. Og skal man først finde den, så er det allerede for sent. Og jeg synes heller ikke, jeg har ansigt til det, for jeg holder meget af læber, der holder op et sted, som f.eks. hos indere og negere. Dine læber holder også op et sted«, siger han så og peger på fotografen. »Men mine læber holder ligesom ikke op. Hvad fa'en skal man så tegne. Det er sådan lidt smådansk, det kan man ikke bruge til noget. På den måde er det meget godt med de fremmede, for de har meget flotte former«. Har du været meget arbejdsom? Der er noget om, at du ikke bryder dig om dovenskab? »Jeg tager ikke stilling til begreber som dovenskab, jeg har bare lavet noget fra dag til dag. Men nu bagefter kan jeg se, at jeg må jo have lavet noget. Tredje bind af min bibliografi udkommer på mandag, og der er en fortegnelse på over 700 numre«. Fødselsdagen i morgen fejrer han beskedent. Først i Høsterkøb hos sønnen Lasse, om eftermiddagen til reception hos Gyldendal og om aftenen på restaurant med familien. »Det er det hele. Ingen stor fest. Man kender de der arrangementer, hvor den ene taler overdøver den anden«. Det er ikke noget for dig? »Nej, så sidder man der og ved ikke, hvor man skal kigge hen! Det egner jeg mig slet ikke til. Det gjorde Drachmann jo i sin tid, da han kun fyldte 60. Det ødelagde hans liv. Han var hele Danmarks idol, og han holdt en meget stor fest og blev til sidst modtaget på Rådhuset med fakkeltog, og så stod han på talerstolen og talte om, hvor dejligt det var at være i København, for han havde altid elsket københavnerne og københavnerinderne, for de har især sådan en smuk popo. Så var han færdig, han måtte ikke sige noget om damernes røv. Han blev deklasseret. Ham, der taler om popoen! Det ødelagde hans popularitet«. Af legater har den gamle tegner kun modtaget et enkelt på 8.000 kr. Da han gik på akademiet, søgte han et par legater, men det blev for surt, da han aldrig fik nogen, og så droppede han det. Heller ikke kunstfonden har han nogensinde ansøgt om penge. Burde du ikke have gjort det? »Burde og burde, jo måske. Men jeg mener, at der er to ting, jeg burde: Jeg burde have fået lov til at lave en Tivoliplakat, og jeg burde have lov at lave en Irmapose. De to ting har jeg aldrig fået lov til. Og så er der jo ikke rigtig noget ved at fylde 80 - jeg er ikke blevet opdaget!«.