Mens jeg venter på, at Philip Pullman får hentet sig en kop kaffe og sat sig i lænestolen i huset i Oxford, kan jeg lige så godt sætte to ting på plads. Den ene er, at jeg ikke har tænkt mig at afsløre, hvordan det går til sidst for Lyra, Will, fru Coulter og de andre karakterer, som Pullmans danske fans kender fra bøgerne 'Det gyldne kompas' og 'Skyggernes kniv'. I må selv finde ud af finalen, mens I sluger de 517 sider i det tredje og sidste bind af forfatterens trilogi med den engelske titel 'His Dark Materials'. Den anden ting er, at J.K. Rowling godt kan tåle lidt kvalificeret konkurrence fra Philip Pullman, mens filmen og den næste bog om Harry Potter lader vente på sig. Potter er fantastisk. Men det samme er bøgerne om den modige, moralske, handlekraftige og opfindsomme Lyra, der sikkert også på et tidspunkt bliver en filmhelt. »Rettighederne er solgt, men jeg vil ikke have noget at gøre med filmen. Jeg har tilbragt syv år med at få min historie færdig i sin nuværende form. Når man overfører en bog til film, skal man ændre ting og udelade personer, og historien bliver en anden. Det er bedre, hvis andre gør det«, siger Philip Pullman i telefonen fra Oxford, hvor han for øvrigt for tiden er i gang med at lave en andens bog om til et filmmanuskript. Når det er gjort, skal den 54-årige forfatter i gang med en ny roman. Han glæder sig til igen at dykke ind i en historie, som han i lighed med de andre skal skrive i sin baghave i et træskur, der er »fyldt med bøger og meget støvet«. Men han savner også de karakterer, han har været sammen med, siden han begyndte at skrive 'Det gyldne kompas' i 1993. »Naturligt nok bliver man ked af det, når man siger farvel til noget, man har været glad for at leve sammen med i så lang tid. Det har været vanskeligt at skrive den sidste bog. Også fordi jeg skulle binde alle de forskellige historier i bøgerne sammen i afslutningen. Jeg vidste fra begyndelsen, at Lyra skulle begynde at blive voksen til sidst, og hvordan trilogien skulle ende. Men det var hårdt, strukturelt arbejde at få alle historierne til at mødes«. Man skal se det for sig Som læserne af serien ved, er det ingen overdrivelse, når Philip Pullman taler om 'mange historier' i bøgerne om Lyra. Dels foldes et væld af realistiske og fantastiske karakterer ud i bøgerne. Dels foregår handlingerne i flere parallelle verdener. Hovedpersonen Wills verden er identisk med vores. I Lyras verden kan alle se deres egen daimon - en slags reflekterende, mental følgesvend i dyreskikkelse. Fordi Will har en kniv, der kan skære åbninger til alle slags verdener, får man især i trilogiens sidste bind, 'Ravkikkerten', lov til at besøge steder og væsner, man aldrig tidligere har drømt sådan om før. Og i grunden er 'besøge' det rigtige ord i forbindelse med Philip Pullman. For han kan skrive, så man ser Lyras daimon for sig og kommer til at tænke på, om ens egen er et egern, en skorpion eller noget tredje. Ligesom han gør gallivespianer og harpyer livagtige, selv om de ikke findes - i hvert fald ikke i denne her virkelighed. Englene Balthamos og Baruch kunne Wim Wenders ikke have instrueret bedre, og en rejse til de dødes rige er et af 'Ravkikkertens' højdepunkter, hvor man fysisk mærker harpyerne skælde og sørge, mens man læser. For Pullman selv har det været en vigtig del af skrivearbejdet at gøre læserne opslugt af historien: »Ideerne til mine historier kommer til mig som råmateriale. Jeg er håndværkeren, der skal gøre mit bedste for at fortælle. Historiens arkitektur skal være der fra begyndelsen. Man må gerne inddrage religion, filosofi, politik og videnskab. Men man skal huske, at ens egen research til historien ikke må være for synlig«. »Jeg læser mange bøger, og i nogle af dem er det for tydeligt, at forfatteren har gjort sig stor umage med researchen og ikke kunne bære at udelade sin viden, selv om den står i vejen for historien. Den slags bøger keder mig. Som fortæller er det min opgave at hjælpe læseren til at se, hvad der sker i de enkelte scener og skrive underholdende om det. Det skal være en fornøjelse at læse«. Løgneren Lyra Allerede som barn begyndte Philip Pullman at fortælle historier. Inspirationen kom dengang fra Superman og andre tegneserier og fra oplæsninger i radioen. Efter at han havde læst engelsk på universitetet, arbejdede han som lærer i Oxford. Han underviste i litteratur, og nogle gange listede en af hans egne historier sig ind i timerne. Efterhånden optog det ham mere og mere selv at skrive, og efter 12 år droppede han sit faste arbejde. Ikke fordi han havde valgt at blive børnebogsforfatter. Men fordi skriveriet havde valgt ham. Han kunne ikke lade historierne ligge. Heller ikke selv om de kunne kategoriseres som fantasy og havde placeret sig i en forfatter, der ikke er særlig vild med den genre. »Inden for fantasy findes der mange bøger, som ikke indeholder særlig meget sandt. En fantasi uden sandhed tilfredsstiller ikke vores sult. Vi er nødt til at sige sandheden, når vi fortæller historier, og det finder Lyra jo ud af i 'Ravkikkerten'«. »Lyra hedder sådan, fordi det minder om 'liar'. At digte løgnagtige historier er noget af det, Lyra er god til. Men da Lyra er på besøg i de dødes verden og forsøger at lyve for spøgelserne, råber de »løgner, løgner, løgner« efter hende«. »Spøgelserne lytter først, da Lyra fortæller, hvordan det rigtigt er at være barn. Hvordan det føles at lege i mudder, mærke vinden og se op på solen. For mig er det centralt, at der findes sandhed i bøgerne, selv om mange ting i dem er fantasi«. Philip Pullman har engang i spøg sagt, at for ham har Lyra været den datter, han aldrig selv fik. Han har to sønner, der er musikere. Lyra er pigen, som han nu efter færdiggørelsen af 'Ravkikkerten' må give slip på. Det tager han allerede tilløb til i selve bogen, hvor Lyra er en 13-årig pige, der både oplever uskyldstab og forelskelse. Barnet bliver voksent og må flytte hjemmefra fra forfatterens bevidsthed. Men forinden har han beskrevet smerte og forelskelse i et sprog, som er mere emotionelt end de to foregående bind i trilogien. »Jeg ville forsøge at skrive om Lyras første forelskelse, så den blev lige så vigtig og sårbar, som den første forelskelse sandsynligvis er for os alle. Det er et afgørende skridt i tilværelsen. Med til at blive voksen hører også, at man mister sin uskyld. Når man bliver bevidst og har opnået stor viden, kan man ikke længere være uskyldig«. Fra Støv til Støv Lyra har ikke udelukkende været en fantasiens datter, der krævede sin forfatters omsorg. Den fiktive pige har også hjulpet ham til at erkende væsentlige ting undervejs. En af de vigtigste drejer sig om begrebet 'Støv'. Da Lyra og Will befrier spøgelserne fra dødsriget, går de døde i opløsning med alt levende, med universets Støv. Dødsriget er, skriver Philip Pullman, en Intethedens verden. Frem for at være henvist til den bliver de døde opløst og forløst i alt levende. Og ingen skelner i den forbindelse mellem syndere og frelste. Netop den del af 'Ravkikkerten' har givet forfatteren nogle præster på nakken i hjemlandet. For ikke nok med at Philip Pullmans trilogi beskriver kirker som manipulerende autoriteter. Bøgerne er også et opgør med kirkernes magt og selve Guds eksistens. »At skrive bøgerne har givet mig større forståelse af, hvad jeg selv tror på. Og, ja - jeg tror på, at vi bliver ét med alt levende, når vi dør. I bøgerne spørger jeg, hvad meningen med det hele er, og jeg tror ikke på, at en bestemt kirke eller Gud kan svare mig«. »Når man har, hvad man kan kalde et religiøst temperament uden at være troende, så er man nødt til at opdage sin egen historie, sin egen myte eller fortælling om universet. Det fandt jeg ud af, mens jeg skrev trilogien«. »I øvrigt fejrer bøgerne jo kvaliteter som venlighed, tolerance, medfølelse og nysgerrighed. Mens de kritiserer egoisme, fanatisme, grusomhed osv. Så jeg tror ikke, at jeg skriver noget, som nogle mennesker med god vilje kan være imod«. Breve fra hele verden Siden 'Ravkikkerten' udkom på engelsk i efteråret 2000, er bogen blevet solgt i mere end en kvart million eksemplarer i USA. I England har 140.000 læsere købt den hårdt indbundne (og dyrere) udgave af romanen, som i februar i år gjorde forfatteren til modtager af British Book Award inden for børnebøger. 'Harry Potter' måtte nøjes med en pris for bedste markedsføring ved samme lejlighed. Og på dét punkt er Rowling da også klart førende. Endnu er der ikke så meget salg i Lyra som i Harry Potter. Men pigen kæmper sig støt og roligt ind på boghylderne hos både børn og voksne - ligesom hendes gode fætter Potter har gjort det. »Jeg får mange breve fra børn, som har læst bøgerne om Lyra. De skriver til mig fra England, Amerika, Singapore, Zambia, Frankrig og Australien, og det gør mig glad hver gang. Men derudover får jeg også breve fra en del voksne, der interesserer sig for de religiøse og filosofiske ideer i historien«. »Forleden fik jeg et meget bevægende brev fra en kvinde, der har mistet sin mand. Hun skrev, at hun havde læst en lille del fra slutningen af 'Ravkikkerten' op ved begravelsen, og det rørte mig meget. Jeg er heldig, fordi jeg har så bredt et publikum«. Der fremover kommer til at savne både Lyra og hendes mor, fru Coulter, som jo udvikler sig meget overraskende i 'Ravkikkerten'. Ravnemoderen viser sig at have gode sider. »Ja. Men måske bliver mit farvel til dem alligevel ikke så brat. For senere i år begynder jeg at skrive en mindre bog, der skal hedde 'The Book of Dust'. Det bliver en slags baggrundsbog om de forskellige verdener og karakterer«. »Hvad jeg skal skrive om fru Coulter, bestemmer hun jo stort set selv. Hun er en af de personer, jeg selv holder mest af. Men hun er også en af de mest besværlige. Som forfatter er man nødt til at spørge hende: »Fru Coulter, er det i orden med Dem, at De i næste kapitel gør dét eller dét?« Hun bestemmer selv«, ler Philip Pullman.