Man skal stå tidligt op, hvis man vil møde Judith Hermann. Også rent bogstaveligt. I weekenden var hun i Danmark som led i planerne om et litteraturhus i København, men hun var kun i den danske hovedstad i få timer, for der er fra alle sider bud efter den tyske succesforfatter. Både danske og tyske kritikere har skamrost hendes første bog, novellesamlingen 'Sommerhus, senere', og læserne har belønnet hende ved at købe bogen i mere end 135.000 eksemplarer. Politiken mødte Judith Hermann tidligt mandag morgen, inden Judith Hermann - efter at have læst op for fuldt hus i København - fløj videre for at møde læsere i Holland.

Du har fået enorm succes med din første bog. Har du selv spekuleret over, hvad det skyldes? »Det er lidt underligt, for helt ærligt så har jeg ingen anelse om det selv. Da jeg skrev historierne, var det bare nogle historier om mig selv og en del af mit liv. Jeg skrev historierne, fordi jeg havde på fornemmelsen, at mit liv og mine oplevelser på en måde var ekstraordinært, noget særligt. Det var ikke overgået nogen anden«. »Derfor var det sært, at først 100 og derefter tusindvis af mennesker kunne genkende de følelser og de historier, jeg beskrev fra mit eget liv. Det var lidt hårdt at erkende, at mit liv måske ikke var så specielt, men ligesom alle andres liv«. Du siger, at historierne handler om dig og dele af dit liv, så du må altså være en melankolsk, halvvejs ensom person, som bliver puffet omkring i livet af tilfældigheder? »Nej, jeg er ikke. Mine personer er, som du beskriver dem, men jeg er deres modsætning. Historierne er ikke 1:1 om de mennesker, jeg kender, og heller ikke 1:1 om mit liv. At skrive er for mig en mulighed for at skrive op imod mine egne svagheder«. »Jeg er en ret sentimental person, og det er mine personer ikke. Man kan nok føle, de på deres egne sære måde er sentimentale, men ved første øjekast ser de cool ud«. De er vel ret bløde. De vil bare ikke indrømme det? »Nemlig. Personerne i bogen er en blanding af mig, mine venner og hvordan jeg egentlig gerne ville være«. Raymond Carver er nummer etHvornår begyndte du at skrive? »Sent. Jeg begyndte i 1997-98, da jeg var 27-28 år. Før da havde jeg egentlig aldrig forestillet mig, at jeg skulle være forfatter. Jeg begyndte på en journalistskole, da jeg var 26. Indtil da havde jeg studeret musik og filosofi og arbejdet på et teater. Jeg vidste kun, at jeg ikke havde lyst til at have et arbejde fra 9 til 17«. »Men da jeg var 26, blev jeg bange, fordi jeg aldrig havde afsluttet noget som helst. Derfor gennemførte jeg et halvandet års kursus på en journalistskole og tog til New York og arbejdede for en tysk avis. Da jeg kom tilbage, begyndte jeg at skrive. Det var i 1998«. Det er noget af en karriere. I hvert fald den sidste del ...? »Ja, men jeg var heller ikke rigtig glad for at få succes så hurtigt. De ni historier var i virkeligheden alt, hvad jeg havde skrevet. Nu er jeg i gang med min anden bog, men fra 1999 til 2000 skrev jeg ikke et eneste ord. Jeg var helt død efter at have været på oplæsningsturne og givet interview om min første bog«. Du og Ingo Schultze har begge fået succes med korte historier. Er det for svært at beskrive den tyske virkelighed i sammenhængende form i f.eks. en roman? »Nej, det er ikke derfor. Schulze og jeg er vel de eneste, der skriver noveller. Alle andre skriver længere romaner. Schultze og jeg har bare en fælles passion for nogle af de kendte novelleforfattere som Raymond Carver. Carver er jo nummer et«. »Da jeg begyndte at skrive, tænkte jeg ikke på, om historien skulle være lang eller kort, men pludselig var den færdig efter 20 sider. Sådan gik det også med den næste og den næste. Derefter vidste jeg, at det nok var min måde at skrive på. Min næste bog er også noveller«. I 15-20-30 år har vi kun hørt om Lenz, Böll og Grass, men næsten intet om ny tysk litteratur. Hvorfor så nu? »Jeg ved det ikke. I Tyskland hørte vi heller ikke noget til de yngre forfattere. Der er en hel bølge af nye, unge forfattere. Alt bliver udgivet, og der er frygtelig meget bras imellem. Jeg bryder mig ikke selv om bøger, som ikke tager vare på sproget. Historien i bøgerne er selvfølgelig vigtig, men man skal også tage vare på sproget«. »I dag er det alt for let at blive udgivet, og det er alt for vigtigt at være ung og se godt ud, og det er især vigtigt, at man bor i Berlin, ligesom man helst skal være lidt sjov på den rigtige måde. Og man skal helst skrive hurtige, luftige historier, gerne lidt filmisk, hvad der er med til at gøre litteraturen mindre vigtig«. Skrev som søvngængerHvor ser du selv de tyske talenter? »Jeg bryder mig ikke meget om den nye tyske litteratur, men jeg kan godt lide at læse forfattere som Christoph Peters og Julia Franck. De andre siger mig ikke noget. Ellers kan jeg lide at læse en forfatter som canadiske Alice Munro, der også skriver noveller. Ikke mange kender hende , men hun er fantastisk. Jeg faldt over hende ved et tilfælde, og det er ofte sådan, jeg finder mine forfattere«. Hvad vil din pludselige succes betyde for din karriere som forfatter? »Den første bog skriver du uden frygt, for du har ingen læsere, ingen forlægger, og anmelderne kender du ikke. Selv skrev jeg min bog som en søvngænger i et mørkt rum. Jeg skrev løs uden at spekulere. Det er en dejlig måde at skrive på, men den følelse kommer aldrig tilbage. Efter de første ni historier blev jeg vækket, og nu kan jeg ikke lade være med at iagttage mig selv, når jeg skriver«. Uskylden er gået tabt? »Ja, det er lidt som at blive voksen«. Du er nu 30. Hvor ser du dig selv om 10 år? »Jeg er vel forfatter, og det er lidt sært, for jeg har altid levet ud fra reglen om, at man ikke skulle beslutte sig endegyldigt for noget som helst. Da jeg skrev denne bog, og den blev en succes, var det noget, livet besluttede for mig«. »Ingen bad mig blive forfatter, men nu er jeg det så, og den følelse er mærkelig. Jeg vil gerne skrive min anden bog og derefter en tredje bog eller en fjerde bog for at se, hvordan jeg skriver, når jeg er 40«. »Måske er jeg nu forfatter, men jeg ville aldrig selv kalde mig forfatter. Jeg ville præsentere mig som journalist eller noget andet. Måske vil jeg sige, jeg er forfatter, når jeg bliver 70. Men ikke nu«. Du kunne jo med lethed kalde dig forfatter? »Jo, men én bog er jo ingenting uanset om den er en succes eller ej. Prøven er bog nummer to, tre, fire og fem. Og så - når man er ved livets afslutning«. Så kan man sige, ja, måske var jeg alligevel forfatter? »Ja«. Øjeblikket lige før lykkenI din bog lader personerne deres liv styre af tilfældet. En mand lader tilfældet bestemme, hvilken kvinde han skal være sammen med. Hvorfor er det også blevet sådan, du selv lever dit liv? Er du bange for at træffe endegyldige beslutninger? »Ja, er du ikke det? Jeg har det sådan, at beslutninger bringer forskellige situationer til en afslutning, og jeg hader afslutninger. Jeg står altid med tvivlen om, hvorvidt det nu også var den rigtige beslutning. Også selv om enhver beslutning samtidig er begyndelsen på noget nyt. Det er bare skræmmende«.

Din bog er af kritikere blevet læst som historier om det moderne Tyskland? »Ja, kritikere har kaldt mig en stemme for en ny generation, men jeg kender slet ikke min generation. Jeg kender kun mig selv og dette mikrokosmos af folk, jeg omgås. Det var underligt for mig at høre, at jeg skulle have skrevet om en generation«. Men bogen har vel generationens træk. Unge, der i en overflod af muligheder ikke ønsker at beslutte sig for noget som helst, musikken spiller en stor rolle og stoffer er en del af deres liv. Kan du ikke se, den kan læses som et portræt? »Jo, måske er det rigtigt, men jeg bryder mig ikke om det«. Alle dine personer synes at vente på noget. Hvad? »På livet. På det store øjeblik. Lykken«. Hvad er så det? »En af personerne bliver spurgt, hvad lykken er for hende, og hun svarer, at lykken er øjeblikket, der indtræffer, lige før lykken kommer. Øjeblikket, hvor det endnu ikke er gået op for én. Jeg har det på samme måde. Når man er lykkelig, får man samtidig følelsen af, at nu er det allerede ved at være slut, og den følelse af afslutning bryder jeg mig ikke om«.

Hvad er det så, dine personer drømmer om? »Jeg har en fornemmelse af, hvad de drømmer om, men jeg har svært ved at sætte ord på. De drømmer vel om et helt almindeligt, kedeligt liv«.

Er det også, hvad du selv drømmer om? »Ja«.

Men sådan et liv ville du jo også hade, ville du ikke? »Jo, sådan er det jo nok, når det kommer til stykket«.