Når Herbjørg Wassmo ikke skriver, eksisterer hun ikke. Sidste gang hun ikke var i gang med en bog, var hun seks år. I dag er hun 58, og hundredtusindvis af læsere verden over er lykkelige for, at Herbjørg Wassmo er til. At hun eksisterer og skriver. Læserne har slugt trilogien om Tora, og de har i endnu højere grad slugt den efterfølgende trilogi om superkvinden Dina i 'Dinas bog', hvis historie nu også bliver til film. Det er historien om den dominerende kvinde, som har påvirket livet for masser af Wassmos læsere, og såmænd også forfatteren selv. »Dina har jo nærmest fået en kvindelig fanklub. Det er lidt skræmmende, at de fascineres af hendes styrke, men det hænder, at jeg også selv bruger Dina. Når jeg er presset, føler mig overkørt, fornærmet eller utilpas, så tænker jeg på, hvad Dina ville have gjort«. »Måske ville hun have forladt rummet eller hun ville have sat et menneske på plads med en enkelt replik. Måske har kvinder mere brug for Dina end for Jesus, hvis du nu spørger mig helt konkret«, siger Herbjørg Wassmo. De har brug for et sted at søge styrke? »Ja«. Så selv om du synes, kvindernes fanklub er skræmmende, er det måske meget godt, at de har den? »Ja, hvis den kan være et holdepunkt for dem. Hvis de kan gøre det uden at skulle likvidere deres ægtemænd, så gerne for mig«, siger Herbjørg Wassmo, men egentlig er det slet ikke Dina, hun er kommet til København for at tale om. Hun er kommet for at tale om Rut. Og om Gorm. To mennesker, som er hovedpersonerne i Herbjørg Wassmos nye roman 'Det syvende møde'. Tilfældige møder Det er en roman om, hvordan menneskers tilfældige møder gennem tilværelsen kan få afgørende betydning for deres liv. At vi alle bliver nødt til at tage disse 'møder' med andre mennesker alvorligt, hvis vi ønsker at få det fulde udbytte af vores liv. Den norske forfatter siger, at hun aldrig spekulerer over, hvem hendes læsere er, men hendes indledende bemærkninger viser tydeligt, at de især findes blandt kvinderne. Og går man ind på nogle af de norske avisers internetsider og ser, hvem forfatteren har været i dialog med på nettet, så er det for 90 procents vedkommende kvinder, og skal man - sådan helt uvidenskabeligt - tolke de danske anmeldelser af den nye roman, så er der også himmelvid forskel på, hvordan en mand og en kvinde læser hendes bog. I Ekstra Bladet skriver Hans Flemming Kragh, at bogen ikke hæver sig en millimeter over den gængse kiosklitteratur. »En lang, tung, sendrægtig, klichefyldt, humorforladt såkaldt kjærlighedsroman«. I Jyllands-Posten skriver Annelise Vestergaard, at Wassmo lodder sjælelige dybder med indsigt og næsomhed. At hendes ord er ladet med betydning, og at der slår gnister op fra teksten. Vestergaard finder bogen spændende, og efter hendes mening måtte bogen gerne have været dobbelt så lang. »Ofte er det jo sådan, at man søger en form for genkendelse i litteraturen, hvis man ikke lige bevidst leder efter det modsatte. Selv har jeg i perioder bevidst læst litteratur, som ikke ligner mine egne bøger. Jeg opsøger ofte det, der udfordrer min egen tryghed og mine egne fordomme. Specielt fordommene er det godt at få klarhed over«. »Jeg tror imidlertid, at kvindernes univers på en måde kan synes trivielt og kedeligt, eller måske provokerende, for en mand, ligesom mænds fodboldvirkelighed og underlivsvirksomhed kan være provokerende og ikke særlig interessant for kvinder«. Hvorfor kan kvinderne univers se trivielt ud for mænd? »Den moderne mand ved jeg ikke så meget om, men min egen generations mænd føler sig ofte truet af nutidens kvindelige univers, fordi nutidens kvinder påberåber sig retten til at have forstand på alt og gå ud og ind af mændenes verden, som det passer dem. De går uden videre ind og forkaster ting på områder, hvor mændene hidtil har været enerådende«. »Nej, vores fordomme kan vi ikke springe fra. Dem har vi fået overdraget, og man skal behandle dem med stor ømhed«, siger Herbjørg Wassmo, uden at det helt bliver klart, hvorvidt dette er en hvas kommentar eller en overbærende bemærkning til den jævnaldrende, mandlige, danske anmelder. Synlighed Romanen 'Det syvende møde' udkom i Norge i november måned, og modtagelsen hos anmelderne svarede nogenlunde til den, bogen har fået i Danmark. Mandlige anmeldere var ikke begejstrede. »Jeg opfatter mig ikke som en forfatter, der skriver til nogen specielt. Der går tre år, før jeg ved, om jeg har noget, jeg tør sende ud i verden. I den periode kan jeg ikke gå og spekulere på, om nogen vil tage imod det. Jeg skriver for at få synliggjort de personer og det stof, jeg brænder for«. »Denne bog er jeg kommet i gang med, fordi jeg længe har været fascineret af, hvordan mennesker mødes. Ofte er det flygtige møder, som tilsyneladende ikke har nogen værdi eller betydning, men som alligevel kan vise sig at have det«. »Og man kan blive mindet om dem i de mærkeligste situationer. Det kan være af en lugt, et bestemt blik, en replik. Vi kan få denne længsel efter at vide, hvad der var sket, hvis vi ikke havde stået med ryggen til, eller hvad der var sket, hvis jeg ikke havde haft den aftale, så jeg måtte haste videre«. »Alle disse ting fascinerer mig. Det er ligesom med sædceller. Der er millioner af dem, som alle forsøger at komme frem til netop dette ene æg. Sådan er det også i det menneskelige akvarium. Der skal på en gang så meget og så lidt til, før de samme to personer ser hinanden. Der skal være et socialt rum, hvor de kan mødes, med mindre den ene er meget stærk og selv sørger for, at det sker«, siger Herbjørg Wassmo. I 'Det syvende møde' er det rigmandssønnen Gorm, der syv gange i sit liv støder ind i kvinden Rut, der - ligesom Wassmo - stammer fra en lille, nordnorsk ø. Også Rut bliver kunstner. Både Gorm og Rut er på hver sin måde personer, som drømmer om at blive set og lagt mærke til af omgivelserne. Begge er de uforståede i deres respektive familier. De mødes første gang som børn og derefter med mellemrum livet igennem. »I min bog skriver jeg om personernes syv møder, men i virkeligheden handler bogen jo om deres liv imellem møderne. Om de spor, der påvirker deres liv. Eksempelvis gør Gorm en kvinde gravid og gifter sig med hende i frustration over, at Rut er blevet gift. Det er ingen løsning, men såre menneskeligt. Jeg viser ikke et glansbillede af disse personer, for de rummer både fejl og mangler, heldigvis«. Må have modstandTror du på mødet med 'dit menneske'. At der er én person derude et sted? »Det er en bedrift at møde en person, så kan man møde flere, tager jeg hatten af for det«, siger Herbjørg Wassmo med et stort grin. »Jeg tror imidlertid ikke på det begreb, man i litteraturen kalder parallelle sjæle. Man må have et menneske, der yder modstand, som også forstår og tilgiver. En modpol på godt og ondt. En person, som ikke forsøger at eje eller dominere eller kontrollere den anden. Forsøger man først det, er der intet håb«. Du tror, at den rigtige person for os findes et sted derude? »Ja«. Nogen vil kalde det ultraromantisk? »Jo, men det er så en romantik, som er konkret og livsnødvendig at bære med sig. Jeg taler ikke om den store passion, for den forvitrer i hverdagen. Når jeg taler om 'mit menneske', så er det en person, som også overlever, at den store passion blegner«. På dansk taler man om 'den eneste ene' »Nej, den tror jeg ikke på. Men vi mennesker har jo en trang til at samle på vore drømme og til at camouflere hverdagens trivielle problemer i dagdrømme, så vi slet ikke får levet vores eget liv. Det er jo en fare, hvis man går rundt og venter på den eneste ene. Man må leve sit liv, mens man er her på jorden i stedet for at gå og vente«, siger Herbjørg Wassmo. I sin nyeste roman skildrer hun de to mennesker, Rut og Gorm, som gennem det meste af et liv kan have fornemmelsen af, at de burde være sammen. »Hvad stiller vi så op med de møder, som er så vigtige? Tør vi åbne os? Vi vil elskes og blive set, men vi har vanskeligt ved at blotlægge os, hvis vi ikke er helt sikre«, som Wassmo har sagt til den norske avis Aftenposten. Herbjørg Wassmo er for længst gået i gang med en ny roman, men det er nok tvivlsomt, om hun med den - eller med 'Det syvende møde' - nogensinde får en succes, der når på omgangshøjde med Dina-bøgernes. Det er bøger, som har ramt læsere i 20 lande verden over. Tænker du på, om bøgerne også har ændret læseres liv? »Nej, det er for uhyggeligt at tænke på. Men litteraturen er bestemt ikke uvæsentlig. Bøger kan komme til et menneske, når man lige netop har brug for denne tekst. Eller man kan som læser blive provokeret af eller hade denne tekst«. »Litteraturen kan have en betydning. Men det er læsernes eget valg. De kan også lægge en bog fra sig og sige, at den er ren fiktion«, siger Herbjørg Wassmo. Masser af læsere har imidlertid søgt styrke og trøst i Wassmos romaner. Ikke mindst 'Dinas bog'. Forfatteren selv analyserer nødigt sin egen roman, men sådan her har Politikens kritiker May Schack funderet over Dinas popularitet. »Som heltindeportræt er Dina tidstypisk - ikke som historisk fiktion, men i sin læserappel til nutidige læsere. For den lidenskabelige Dina er konsekvent skildret med maskulinitetens magtkendetegn«. »Som forførerske er hun en seksuel forbruger, hun er en morder, hun er en succesfuld forretningskvinde og en fantastisk manipulator. Rollen som mor udfylder hun ved at forlade sit barn. Dina er et menneske, der sætter sig selv igennem, uanset hvad«. »At romanen om hende er magtfuld fortællekunst med fine kvaliteter på alle planer er uomtvisteligt. Men det er og bliver tankevækkende, at det er historien om et kvindeligt magtmenneske, der har formået at fascinere det store (kvindelige) læsepublikum her i slutningen af århundredet, og som på den måde må anses for at udgøre en moderne kvindedrøm«. Sådan så Dina ud for en litteraturkritiker, men med instruktøren Ole Bornedals filmatisering vil romanpersonen ikke længere kun eksisterer inde i hovedet på Wassmos læsere og forfatteren selv. Dina vil stå lyslevende på filmlærredet ved siden af Gerard Depardieu. Og rollemodellen Dina vil tale engelsk til hele verden. »Hidtil har jeg holdt mig i baggrunden, men nu har jeg været 'på settet', som det hedder, og jeg er blevet bidt af bacillen. Jeg har set klip fra filmen, og jeg er imponeret over skuespilpræstationerne. Film er et helt andet medie end bøgerne, og filmen bliver ikke en ny bog. Den kan så blive noget andet«. »I et kompromis med så mange penge og lande inde i billedet, ved jeg, at kommercialiteten er et faktum, uanset om man bryder sig om det eller ej. I Norge har der været ret stærke reaktioner på, at skuespillerne skal tale engelsk, men det var ikke noget problem for mig. Det er nødvendigt med en international rolleliste, hvis filmen skal ud i verden. Det er bedre, at alle taler engelsk, end at udlændingene skal forsøge at lære nordnorsk«, siger Herbjørg Wassmo.