Som ung forsøgte Leif Davidsen at skrive den 27. udgave af 'Den kroniske uskyld'. Selvfølgelig gjorde han det. Han skrev også sin portion af modernistiske digte, som kun forfatteren selv kunne se det banebrydende i. I dag kan han godt se, at litteraturhistorien måske ikke led ubodelig skade, fordi det ikke var den bane, han slog ind på som forfatter. Han har lagt det bag sig. Og han troede egentlig også, han havde lagt spionerne, den kolde krig, forræderiet og opgøret med det totalitære bag sig. Men det havde han ikke. Resultatet kan læses fra i dag i romanen 'De gode søstre', som er efterfølgeren for Davidsens internationale succesroman 'Lime's billede'. »Med 'Lime's billede' troede jeg, at leddet var lukket til bl.a. den kolde krig, men så fik jeg en dag et brev fra Uffe Ellemann-Jensen, der netop var kommet hjem fra Estland. Han spurgte, om jeg vidste, hvem der gik og satte mindesten op for danske østfrontfrivillige i Estland, Letland og Litauen. Det vidste jeg ikke, men det triggede min fantasi til historien om 'De gode søstre'«, fortæller Leif Davidsen. Romanen fortæller en historie om en familie, der har flere hemmeligheder, end godt er. Et af omdrejningspunkterne for historien er den serielt utro, midaldrende akademiker Teddy, som er ekspert i slaviske forhold. En mand, der - ligesom den gamle Sovjet-korrespondent Leif Davidsen - sidder inde med en masse ubrugelig viden om gamle femårsplaner og forskellige udgaver af østeuropæiske politbureauer. Mens Nato i 1999 bomber i Kosova, er Teddy i Bratislava, og under dette ophold bliver han kontaktet af en østeuropæisk kvinde, der siger, hun er hans halvsøster. Hun fortæller også, at Teddys far ikke døde i Hamborg i 1952, men derimod levede masser af år i Jugoslavien. Og for at gøre målet af hemmeligheder komplet var Teddys far også dansk østfrontfrivillig på tysk side. Det er her, vi er tilbage ved Uffe Ellemann-Jensens brev, for Leif Davidsens research viste, at mindestenene for de danske østfrontfrivillige i Baltikum var stillet op af veteranforeningen for danske østfrontfrivillige. »Min roman er en historie om en families hemmeligheder, men hvis den har et større tema, er det spørgsmålet om, hvem der ejer historien. Det kan godt være, at historikerne objektivt beskriver, hvad der er sket, men jeg skal love for, at fortolkningen af historien er forskellig«. »Hvis du læser besættelseshistorie, der er skrevet i 1950erne, er den vidt forskellig fra besættelseshistorien, som den er skrevet her i det nye årtusinde. Også selv om den formelt er skrevet af objektive historikere«. »Den historie, jeg fik i skolen, gik på, at vi havde fem onde år, og så bekæmpede vi alle heroisk besættelsesmagten. Det er godt, at der nu er kommet fokus på den tid«, siger Leif Davidsen med henvisning til bl.a. journalisten Peter Øvig Knudsens bog 'Efter drabet' om stikkerlikvideringer. Samfundsnysgerrighed Som mangeårig DR-journalist er Davidsen optaget af, hvad der sker i samfundet lige nu, og det er den samme nysgerrighed, der driver ham som forfatter. Og måske var 'De gode søstre' aldrig blevet til noget, hvis ikke den meget omtalte spionsag 'Lenz' var dukket op. »Samtidig med Lenz-sagen kom hele diskussionen om kommunismen, om forhistorien og nazismen og om det totalitære. Det er et fantastisk materiale. Se på Lenz-sagen. Hvor meget kan vi stole på det, der står i spionarkiverne? Er der ikke lige så meget fiktion og overdrivelse, som der er fakta?« »Selvfølgelig er der oplysninger om forrædere, men der er også meget sludder og vrøvl, og det er sager, som ikke har en appeldomstol. Det er en skyggeverden, og jeg er da vildt fascineret af den. Også fordi jeg arbejdede i mange år i Østeuropa«. »Spionage findes der også masser af i hverdagen. Vi vil gerne vide, hvad andre mener og tænker og siger om os. Og verden kan have nok så mange satellitter og aflytningsudstyr, men det er ikke lige så meget værd, som hvis Danmark eller Nato havde adgang til Putins sekretærs notesblok«. »Russerne ville da også gerne sidde med ved inderkredsen af en hvilken som helst dansk regering for at finde ud af, hvor langt Danmark f.eks. vil gå for at få balterne med i Nato«. Agent I 'De gode søstre' dukker spionverdenen op, fordi akademikeren Teddys storesøster bliver mistænkt for at have været agent for Stasi, og det er ikke forkert, hvis man her læser en parallel til Lenz. Forfatteren understreger dog kraftigt, at han ikke ved mere om sagen, end der har stået i aviserne, for nok lader han sig inspirere af virkeligheden, men han foretrækker at skabe sine egne personer. Her skaber han søsteren Irma. I romanen får man Irmas forklaring, ligesom man hører antihelten Teddy fortælle om sit eget ikke særligt glamourøse liv, og for at det ikke skal være løgn, henter Davidsen også den gamle PET-agent Per Toftlund fra en tidligere roman ind i historien, hvor læseren kan følge hans og PETs jagt på spionen. Men hvem sidder inde med den rigtige version af historien? Irma, Per eller Teddy? Hvad er sandheden, og kan man stole på, hvad folk fortæller? Vi får måske ikke det endegyldige svar. Leif Davidsen ved godt, at han her bryder med konventionerne for en thriller eller en krimi, hvis 'De gode søstre' ellers falder ind under genren, men han kan ikke tage sig af det. »Bogen vil blive anmeldt som en krimi, og hvis jeg en dag skriver barndomserindringer, hvor jeg fortæller om, at jeg engang er faldet og har fået et blodigt knæ, vil den bog også blive anmeldt som en krimi«, siger Davidsen. Stikkerlikvideringer Det var ellers tæt på, at forfatteren var gået i gang med at skrive noget, der kunne betegnes som en historisk roman. Eller rettere en historie fra besættelsen. Nærmere betegnet stikkerlikvideringerne. »Besættelsen er en utrolig spændende periode, og det undrer mig, at der er gået så længe, før nogen for alvor har kastet sig over det. Peter Øvig har skrevet om stikkerlikvideringer, og det samme har en ung forsker for nylig«. »Når det gælder Østfronten, skulle vi frem til 1998, før tre unge RUC-historikere skrev videnskabeligt om den største gruppe, der deltog i væbnet kamp, nemlig på tysk side. Vi har virkelig nogle fortrængningsmekanismer, der vil noget i dette land«. »Derfor tror jeg også, at debatten om kommunismen og forholdet til Sovjet, DDR og det totalitære ikke kommer nu. Det bliver ikke min generation, der nøgternt betragter den periode. Det bliver mine børn eller børnebørn«.

Hvorfor er det sådan? »Søren Mørch har skrevet, at når der findes masser af reolmeter om besættelsestiden, men nærmest ingenting om de 12.000 danskere, der meldte sig til Waffen SS, så skyldes det, at der i mangfoldige år hverken var bevillinger eller stillinger i det«. »Når vi taler om den kolde krig og Sovjet, så er der også stadig alt for mange, der er involveret i den periode. Radikale plejede længe interesser med bondepartiet i DDR, vi havde Socialdemokratiets fodnotepolitik, DKPs rolle i forhold til Moskva - hvad betalte Moskva? - og vi havde småpartiers kontakt med PFLP og lignende«. »Der sidder så mange i magtapparatet og medieapparatet i dag, der siger: Nej, lad det nu ligge, vi gider ikke høre mere om det, vi mente det ikke - men jeg ville nu egentlig gerne høre f.eks. en sympatisk mand som DR-direktør Bjørn Erichsen fortælle om, hvorfor unge mennesker i 70erne var så antiparlamentariske, at de var villige til at undervise på partiskoler i et så frygteligt sted som DDR«. Skildpadden Leif Davidsen overvejer stadig, om han skal skrive den roman om besættelsestiden. Han er lidt fascineret af en historie, han hørte i Nordjylland, hvor der under krigen angiveligt var en ung arkitektstuderende, de kaldte 'Skildpadden'. Han fik et indgående kendskab til samtlige, tyske bunkeranlæg på Vestkysten. Nederst på sine papirer tegnede han altid en skildpadde. Da han blev smuglet til Londen under krigen, skal han være blevet betegnet som en af de vigtigste, danske agenter overhovedet, fordi han kunne have sikret en sikker landgang for en allieret styrke. »Jeg ved slet ikke, om historien er rigtig, og jeg vil heller ikke vide det. Jeg vil selv have lov til at udstyre ham med kæreste og historie og familie, men som forfatter er det interessant at skrive om personer i pressede situationer. Man kan jo heller ikke skrive romaner om et lykkeligt ægteskab«, siger Leif Davidsen. Han er lidt spændt på, hvad de danske anmeldere siger til 'De gode søstre', men udlandet tænker han overhovedet ikke på, siger han. Eftersom 'Lime's billede' er slået igennem i en lang række europæiske lande, kunne man ellers nok vente, at forfatteren ville gøre sig tanker om, hvad denne succes nu ville betyde for hans forfatterskab. »Det lyder måske arrogant, men jeg gør mig faktisk ingen tanker om det. Danske forfattere skal ikke spekulere over, hvad udlandet gerne vil have, eller om tyskerne eller franskmændene nu kan forstå, hvad der står i bøgerne«. »Det er ikke derfor, danske bøger slår igennem. Det er det specifikt danske, der fascinerer udlændinge. Se på Jørn Riel, som er utrolig meget læst i Frankrig, hvor hans Grønlands-billeder bliver set som noget af det mest eksotiske«. »Og når de udenlandske anmeldere skriver positivt om 'Lime's billede', så gør de det ikke, fordi det er en thriller. Så gør de det, fordi de synes - og undskyld at jeg selv siger det - jeg er en stor europæisk stemme. Fordi jeg tager temaer op, som også siger franskmænd og spaniere noget«.