Vi skriver år 2001 efter Kristus, og det engang så splittede Europa er mere eller mindre forenet, men hersker der virkelig ro og orden overalt? Nej! Højt oppe mod nord, i den fredelige lille by ved Øresund, holder en håndfuld durkdrevne og uovervindelige frihedskæmpere stadig stand ... på skrivebordet hos en ældre herre!

Hvis historien begyndte sådan, med en let omskrivning af dén vi kender så godt fra første side af historierne om Astérix og hans gæve gallere, ville byen ved Øresund være Snekkersten, for dér bor gallernes danske ophav: Per Då, oversætter af historierne om slagsbrødrene fra Bretagne.

Og dermed navngiver af skikkelser som skjalden Trubadurix, gamlingen Senilix, fiskehandleren Hørmetix og den lokale sild - i en lidt anden betydning - Lillefix. For ikke at tale om de romerske militærforlægninger Aquarium, Terrarium, Solarium og Perikum og deres stolte forsvarere med navne som Contraventum eller Bonus Melior Optimus.

Per Då var allerede med til at tegne den kontrakt mellem det daværende Gutenberghus og de franske forlag Dargaud og Lombard, som sikrede stof til tegneseriebladet Fart og Tempo - hvor Asterix talte dansk første gang i 1968. Det første hele album udkom 1969, otte år efter den franske udgave.

I 1988 fyldte Då 67, ramte Egmonts aldersgrænse og gik på pension som redaktør, men fortsatte som oversætter. Og dét job passede han så sent som i søndags - da han satte tekst til de fire sider, der står at læse her i Bøger.

Volière i øjnene
»Rejse til udlandet, herunder Bretagne, dét gør jeg ikke mere«, siger Då. »Det kniber med benene, og min gemalinde sagde op, og dermed forsvandt bilen også. Nå, vi kommer nu stadig godt ud af det, og oversætte kan jeg da, selv om det også er blevet sværere at læse, når man bruger to slags briller og hele tiden skal finde det andet par. Det lyder måske råt, men I, der skal have briller på, fra I står op, er nu heldige. Jo, jeg har både grå stær og grøn stær, så jeg føler mig som en hel volière«.

Det er blandt andet sproglig legesyge med lavtflyvende brandere af dén slags, der har anbragt Per Då og hans gallere forrest i galleriet (nå ja, undskyld!) af originale, sprogligt skoledannende danske serieoversættere - side om side med Sonja Rindom (Anders And), Ida Elizabeth Hammerich (Radiserne) og Jørgen Sonnergaard (Tintin).

Då, der fylder 80 om et par uger, har på en måde klaret, hvad romerne aldrig gør: At erobre gallerbyen indefra og gøre den til 'vores egen', dansk kulturgods. Kan vi ikke genkende mange af seriens bifigurer som skikkelser fra fransk politik og showbizz, får vi til gengæld mængder af åbne og skjulte citater fra 'Mikkelsens Latinske Læsebog', mange danske slægtleds første bekendtskab med de skøre romeres sprog.

»Salgstallene på 'Asterix'-albummene gjorde, at Egmonts direktion også engang ville have serien ind i Hjemmet. Det var i Lise Nørgaards redaktørtid, og jeg sagde til hende, at man i grunden kun forstod den danske version af serien, hvis man havde den lille latinprøve. Det var jo lidt frækt sagt, selv om der var noget om det«.

Fransk med hjemmefra
»Det sidste par år har jeg gennemgået sproget i de 24 første titler med henblik på den ny udgave, der nu er i gang, og rettet meget lidt. Men én ting har jeg ikke gjort: moderniseret sproget. Redaktionen ville vist gerne have haft det, men jeg sagde: »Det bliver over mit lig«. Og stort set har jeg fået min vilje - jeg sidder her da i hvert fald endnu.

Jeg har også altid nægtet at bruge slang - ja, bortset fra, når de skal tale slang, som teenageren i nr. 22, 'Asterix opdager Amerika'. I det album boltrede jeg mig ellers især i bogstavrim og sagasprog (det er dér, vore to gallere møder vikingehøvdingene Halgrim Helgrimssøn og Vidløg Vidløgssøn, red.), og i album nr. 24, 'Styrkeprøven', taler alle belgierne til gengæld sææ'landsk«.

»I hele min barndom, i min familie, var sprog et must , som tyskerne siger. Man skulle beherske mindst ét og helst alle tre fremmedsprog: tysk, engelsk, fransk. Og dét var min første approach, som det hedder på dansk, til oversættelser. Også historie har optaget mig umådeligt, men først og fremmest en dyb interesse for fransk allerede før vi fik faget i skolen, for min faster rejste hvert år til Frankrig og parlerede fransk som den berømte flydende indfødte«.

Per Då er altså gået i fasters fodspor, har rejst Gallien tyndt, siddet til højbords - med eller uden vildsvin på menuen - med både Goscinny og Uderzo og har levet så længe med gallerbyens indbyggere, at han i god dansk forstand må anses for veritabel galler. Vi ku' jo kalde ham Translatorix.