Hun er i krise, hun skal skilles, og så har hun fået en mystisk sygdom. Det er Pernille Højmarks skæbne som Siska i Naja Marie Aidts nye stykke. 36-årige Naja Marie Aidt har fået ros som lyriker og forfatter, og i aften er der premiere på hendes andet scenestykke, 'Siska' på CaféTeatret i Skindergade. I kontorerne over CaféTeatret er der spænding før premieren. Naja Marie Aidt sidder med hænderne knuget om en kop kaffe. »Siska er en kvinde, der løber mod de 40, hun er følelsesladet og teatralsk, og hun er en hystade. Hun er i krise, hun skal skilles og hun er syg. Man skal huske, at det her er en komedie. Så er det godt med store armbevægelser«, siger hun. 'Siska' er Naja Marie Aidts andet teaterstykke til scenen. Hun debuterede som scenedramatiker sidste år med stykket 'Rundt på gulvet'. Det var et portræt af en skizofren mand og en sproglig udforskning af det skizofrene univers. Med 'Sika' maler Naja Marie Aidt med en bredere pensel. »Siska tilhører den generation af kvinder, der er selvstændige og ved, hvad de er værd. Men spørgsmålet er, om hun ved det, når man så piller alt det ydre af. Når alt det med at dominere er væk, hvad er der så derinde? Et infantilt væsen«. Naja Marie Aidt er meget fast i stemmen, da hun afviser, at Siska er en klon af hende selv. »Det er ikke et selvportræt, for jeg har ingen interesse i at udstille min egen livshistorie. Jeg har forsøgt at lave et portræt af nogle mennesker, som er vokset ud af firserne«. 'Siska' handler om en kvinde midt i livet. Hun er stripteasedanserinde og vinduespudser og har mere end en håndfuld problemer at slås med. Det er Pernille Højmark, der spiller hovedrollen som Siska. Hendes eksmand Milo spilles af Morten Hauch-Fausbøll, og Marina Boura er mandens nye kæreste. Christine Exner har rollen som teenagedatteren og Henrik Noel Olesen spiller Lingo, vennen fra fortiden, som pludseligt dukker op. Christoffer Berdal har instrueret. Man er sårbar Den unge Naja Marie Aidt debuterede som lyriker i 1991 med 'Så længe jeg er ung', fortsatte med to novellesamlinger og fire digtsamlinger, hvoraf den seneste, 'Rejse for en fremmed', udkom i 1999. Men det er en anden proces at skrive manuskript til et skuespil. »Det særlige ved at skrive dramatik er, at manuskriptet ikke er hele verden. Stykket er afhængigt af instruktøren og skuespillerne. Det betyder noget, hvor stor scenen er, og det betyder noget, hvis der er søjler i salen, så folk ikke kan se noget«. »Når jeg skriver en bog, har jeg fuldstændig kontrol. Det har jeg ikke, når jeg skriver dramatik«, siger hun, »så skal man simpelthen bruge så meget stof. Figurerne skal hele tiden sige noget, og hver gang skal det have et indhold. Det er utroligt meget stof, der kan fyres af på et sekund. Stof, der kunne fylde en hel roman«. »Det er uhyggeligt at skrive til en scene. For publikum er der jo. Hvis du keder dig i teatret, er det bare det værste, der findes. Hvis du skriver en vittighed ind i stykket, og den ikke er sjov, så er det virkelig noget, der kan mærkes i salen. Man udsætter sig selv i en anden grad. Men det er vilkårene for teatret, at alle blotter sig«, siger hun. »Hvis skuespillerne har en dårlig aften, publikum er sure, eller der bare ikke kommer nogen, så kan man sidde og tænke: Hold kæft, hvor er det en dårlig tekst, du har skrevet. Det er så sårbart«. Nedtursårtiet 1980ernes depressive stemninger er et tema for Siska og de andre i Naja Marie Aidts stykke. Det er også et tema for dramatikeren selv. »Firserne var én stor negation, det var bare nedtursårtiet. Jeg kan huske alt det med atomvåben, den kolde krig og hele den der undergangsstemning. Der var arbejdsløshed, og festen var ligesom slut. Vi havde en følelse af, at der ikke var nogen fremtid«, siger hun. »Det kan man også høre på musikken fra dengang. Teksterne er så triste og forstemte, prøv at tænke på et band som The The«, siger hun. Den depression og undergangsstemning er noget, Naja Marie Aidt længe har villet skrive om. Men det har ikke taget form før nu. »Processen med 'Siska' har været lang. Jeg har skrevet på det i flere år, og jeg har så mange versioner af stykket efterhånden. Men jeg er jo også nybegynder, så jeg har haft et behov for at afsøge mit eget sprog. Det har været mit svendestykke, kan man godt sige«. »Jeg har villet så mange ting. Min instruktør kalder det et socialrealistisk eventyr. Og da jeg hørte det, tænkte jeg: nej, kan man det? Men nu tænker jeg: Det skider jeg på, vi tager noget realisme her og noget eventyr der og så lidt vild komedie. Vi laver nogle skift fra noget virkeligt tragisk, hvor publikum skal sidde og fælde en tåre, til noget meget komisk. Der skulle være en rimelig chance for, at folk får noget med hjem - håber jeg«, siger hun og smiler. Premieren i aften er et nervepirrende højdepunkt for en lang proces. »Nu går instruktøren og jeg snart ud af døren, og så står skuespillerne tilbage med stykket. Skuespillerne og publikum«.