En storm?«, udbrød Joakim Garff lettere forbløffet, da jeg spurgte, om han var vågnet op til en storm, da hans store Søren Kierkegaard-biografi, 'SAK', i går udkom under stor ståhej. »Nej, verden har ikke forandret sig afgørende for mig«, sagde han. »Men det er herligt, at folk tilsyneladende har mod på at købe en stor bog om en mand fra en ikke så forfærdelig fjern fortid, der på mange måder er så forskellig fra vores. Jeg synes, det er meget interessant i forhold til det fænomen, der hedder tidsånd: Hvad er det, der gør, at Kierkegaard efter at have ligget stille i årtier pludselig er her, og med sådan en volumen og sådan en pondus?« »Hvis Jostein Gaarders 'Sofies verden' var blevet udgivet for tyve år siden, var den kørt direkte til papirmøllen. Ikke en levende mors sjæl havde gidet læse så meget som forordet. Det er, fordi folk, med en floskel, er blevet mere søgende. Der er en større filosofisk interesse end tidligere«. Nej, verden har ikke forandret sig afgørende for Joakim Garff. Der var intet at se på hans kontor på anden sal på Søren Kierkegaard Forskningscentret i Store Kannikestræde i København i går. Skrivebordet var ryddet, Garff så ud, som om det var en hvilken som helst dag i hans arbejdsliv; kun på bordet op ad væggen stod en enkelt flaske som tillykke. Det var andre steder, det blæste. For eksempel i Købmagergade i Arnold Busck Boghandel, hvis leder netop havde været ude for at hente 50 ekstra eksemplarer af 'SAK'. Eller på trykkeriet, hvor andet oplag af 'SAK' gik i gang i går, få timer efter at bogen var kommet på gaden. En kraftig blæst gik også gennem gårsdagens aviser, hvor alle de 'fine' anmeldere trådte frem for at hylde et værk, der med Bjørn Bredals ord er »en international begivenhed, der vil blive diskuteret verden over - for den er også eksemplarisk diskutabel«. Så sådan ligger landet: 'SAK' er på gaden, og Harry Potter må hellere se at sætte farten op, hvis han vil følge med. Den bog måtte jeg have fingre i, så jeg købte det sidste eksemplar i Boghallen. Så gik jeg op i Politikens bibliotek for at finde biografisk materiale om Garff, men kunne intet finde. Da jeg bad ham om noget mere, tog han et visitkort fra en bunke på sit skrivebord. Det bar Søren Kierkegaards smukke initialer i blåt, og så stod der: Joakim Garff, forskningslektor, lic. theol. Det var, hvad han vil give fra sig, og det stemmer godt overens med hans udbrud, da jeg ringede: »Vil du snakke privat? Men det handler jo om Søren, jeg er kun hans ydmyge biograf«. Til visitkortet kan føjes, at Garff er 40 år og gift med tv-journalisten Synne Garff, med hvem han har tre børn. Men nu til anmeldernes indvendinger: Bjørn Bredal mener, at den cirkelslutning, du laver i bogen, risikerer at føre til en Kierkegaard, som er snydt ud af næsen på Garff. Det er genrens, biografigenrens, hele svaghed, skriver han. »Jeg synes ikke, det er rigtigt. Du kan ikke holde en biograf helt ude af en biografi. Det er en meget subjektiv bog, jeg har skrevet. Både i stilen og den måde den er vinklet på, i mine prioriteringer, og det jeg har villet med den«. »Men der er mange steder, hvor jeg har fulgt Kierkegaard steder hen, hvor han efter min smag ikke burde bevæge sin hen. Det er de steder, hvor figuren emanciperer sig fra biografen. Så siger man: så må han gå derhen, selv om jeg synes, det er dumt. Der træder figuren ud af biografen, og der er i hvert fald ikke særlig meget af Garff i den Kierkegaard«. Vulgær-freudianereEr der meget Garff i den psykoanalytiske vurdering, du lægger ned over Kierkegaards konflikter? »Det kan godt være, jeg er en mere psykologisk læser, end jeg bryder mig om at indrømme. Det er nok rigtigt, der er nogle freudianske paradigmer, som mere eller mindre går én i blodet, når man sidder og læser. Vi er jo alle sammen en slags vulgær-freudianere. »Vores tilgang til fortidige tekster bestemmes over store stræk af de ting, vi har til rådighed holdningsmæssigt, og dér er netop psykoanalysen, specielt måske den freudianske, den der umiddelbart byder sig til. Fordi der er nogle arketypiske konflikter. En streng far og en lidenskabelig søn, et forhold mellem en god mand og en yndig kvinde, som ikke lykkes, og et forhold til en samtid, som er præget af nogle libidinøse rivaliseringsformer«. »Alt det mobiliserer en form for psykologisk beredskab, som jeg måske i virkeligheden gerne ville have sat mig ud over, men det, tror jeg, er meget svært. Og jeg tror også, at de alternativer, man kan have til en psykologisk realisme, bliver en heroisme, som jeg synes er styg. Bestræbelsen har jo været også at komme om bag Kierkegaard, så man kan få øje på noget, Kierkegaard ikke selv kan få øje på«. Kan du som middelklasseakademiker sætte dig ind i, hvilken religiøsitet der lå i det kierkegaardske hjem? »Jeg tror godt, man kan sætte sig ind i hans miljø, også fordi han selv har beskrevet det så tæt og så tungt og så indgående. Jeg tror godt, man kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at vokse op i et miljø, som er præget af en religiøsitet, som var underligt anakronistisk. Hele det der hosekræmmermiljø har dengang været underligt gammelagtigt«. »Man kan godt forestille sig, hvordan det er for et ungt menneske at vokse op i et miljø, som er ved at blive revet over midtpå. Eller man selv er ved at blive revet over midtpå, for udenfor der buldrer senromantikken ind med avanceret påklædning, med cafeer og med dyre vaner, og man har masser af penge på lommen og har en far som er mangemillionær, det er bare et spørgsmål om at arve ham«. »Der er skrevet en åben check på dag ét i Sørens Kierkegaards liv. Det var ikke penge, der manglede. Og så på den anden side et hjem, som er lukket, som er trygt og har en ro, og som man er oplært i at respektere, og hvor der er en far, man har et tvetydigt forhold til, men som man også har mange store forblæste følelser for«. »Det synes jeg godt man kan forstå. Mens der er dele af hans geni, som har en grad af æterisk ufangelighed i sig. Hér er et materiale, som er blevet til på nogle betingelser, som nærmest er umenneskelige, en mand, der skriver og skriver og bliver ved med at skrive, og så i øvrigt skriver videre, hvor jeg som almindelig dødelig dansker bliver nødt til at sige: jamen, her kan manden noget, som er næsten overjordisk. Her tænker han så meget sammen på så kort tid, at man er lige ved at sige, at Søren er en slags halvgud. Her må biografen trække en grænse og sige: her sker der noget så overvældende, at jeg må markere en vis afstand til den mand«. Et enestående menneskeJohannes Møllehave skriver, at det er den æstetiske Kierkegaard, du beskriver, ikke den religiøse. »Jeg er biograf. Det vil sige, der er nogle bestemte ting, jeg går i en bue udenom, fordi det ikke har biografisk interesse. Tilsvarende kunne man også sige, at jeg ikke giver en indgående skildring af Kierkegaards absolutte paradoks. Det gør jeg ikke, fordi det ikke har biografisk relevans, og det føjer sig underligt hakkende ind i sammenhængen. Der er ting, som optager Kierkegaard meget, som jeg kun lige kan berøre i forbifarten«. »Johannes vil selvfølgelig gerne have, at man er opbyggelig overhovedet, hvor man komme af sted med det, og derfor skal 'Kjerlighedens Gjerninger', som er en slags kierkegaardsk katedral, have den plads, som tilkommer værket. Det ville jeg også gerne have gjort, hvis ikke det var så besværligt at kæde det sammen med den fortælling, jeg var i gang med at fortælle«. »Jeg prøver at vise Kierkegaards opbyggelighed på andre måder. Mange steder viser jeg Kierkegaard som en opbyggelig person, men han er jo også en satans kritiker ind imellem, som ikke skyer noget middel for at komme modstanderen til livs. Det opbyggelige får jeg frem gennem nogle biografiske relationer, hvor man i andre sammenhænge kunne have fået det frem ved at sige: Vi etablerer en læsning af 'Kjerlighedens Gjerninger'. Jeg synes, at den teologiske opbyggelige Kierkegaard er repræsenteret i bogen«. Hvilken historie vil du egentlig fortælle med biografien? »Historien om et enestående menneske omgivet af en ikke mindre enestående tid. Jeg vil meget nødig konkludere, hvad den handler om, på den måde er det en romanagtig bog«.