Den høje mand i militærfrakken bakser med indholdet af en rød madkasse, mens han samtidig forsøger at lukke tasken og sætte noget i spænd i døren. Faktisk bevarer han den tætte kontakt til madkassen hele den hviskende vej gennem Turbinehallen, hvor skuespillerne stadig prøver. Ned ad trapper, hen ad gange og ud til cykelstativet, hvor taske og madkasse bliver dumpet i cykelkurven med et bump. Det er langt over frokosttid, men her kun nogle dage før premieren på skuespillet 'Ci-vi-li-sa-tion' kan kgl. teaterleverandør Claus Beck-Nielsen ikke hænge sig i spisetider. Hvad vil det sige at være civiliseret? »Det ved jeg ikke. Men det er noget af det, jeg undersøger. Vi taler om 'vores civilisation' som noget, vi er stolte af. Jeg staver skuespillet 'Ci-vi-li-sa-tion', for at man skal få øje på ordet igen. Det er et forsøg på at lave politisk teater. Det har været vigtigt for mig, at rollerne er karakterer. At stykket vokser frem af personerne, at det er deres liv, der står på spil«. »Når personerne i 'Ci-vi-li-sa-tion' kommer ind på scenen, så vil de jo et eller andet, og det er det, de vil, der kommer til at styre handlingen. I anden del af skuespillet undersøger jeg, hvordan der mon kan komme et samfund ud af disse stumper mennesker. Hvis vi ser på en del af dramatikken i 1990erne, så havde personerne næsten aldrig relationer, der rakte ud over deres egen lille verden. Og de var næsten altid unge og fortabte«. Klosterlivet Claus Beck-Nielsen er trolden med de mange hoveder. Skuespiller, dramatiker og den ene halvdel af teatret 20th Century Ghost, hvoraf instruktøren Rolf Heim udgør den anden. Dertil kommer, at 36-årige Claus Beck-Nielsen er en rost novelle- og romanforfatter med 'Horne Land' som seneste udgivelse. Politikens læsere vil desuden huske ham som teateranmelder og reporter. Som helt ung spillede han guitar i det odenseanske rockband Creme X-treme. »Det var en misforståelse. Jeg blev aldrig nogen stor guitarist, fordi jeg insisterede på, at vi skulle gøre alting sammen. Skrive musikken sammen, som jeg troede, de gjorde i Talking Heads. Men det viste sig jo at være David Byrne, der lavede det meste. Jeg insisterede på, at vi skulle være en gruppe«. »Og da jeg begyndte at interessere mig for teater, var det med Odin Teatret som forbillede. Den der klostertilværelse tiltalte mig. At man skulle slå sig selv, ikke ha' noget tøj på og ikke spise for meget. Jeg prøvede at få de andre i bandet med på, at vi skulle øve hele tiden. Først da jeg slap den drøm og begyndte at arbejde selvstændigt med teater, fandt jeg ud af, hvor jeg hørte til. I dag har jeg et jazzband med bl.a. Per Aage Brandt. Jeg synger«. Du siger, du vil lave politisk teater. Kan du forklare det nærmere? »At verden er fragmenteret, er efterhånden noget, alle ved, så derfor er det vigtigt at overskride denne sandhed, f.eks. ved at skabe et kronologisk forløb. Flere af personerne i 'Ci-vi-li-sa-tion' udvikler sig undervejs, blandt andet Polter-pigen. I begyndelsen er hun den dér polterabendpige, der er kommet væk fra sit selskab og skal have et kys, før hun kan blive gift og finde tilbage til sin lille trygge verden. Undervejs bliver hun forført af grusomheden«. Det irrationelle Claus Beck-Nielsen har ikke just beskæftiget sig med dagligstuedramaet i sin performanceinspirerede karriere, off-off Kgs. Nytorv. De vigtigste roller - også ifølge Beck-Nielsen selv - har været rollen som Odysseus i et sejlende amatørteaterprojekt i Næstved, Andy Warhol i Rolf Heims instruktion samt teateranmelder Bock i sidste sæsons vanvittige udkrængning af en metier og en skæbne, 'Teaterslagteren', ligeledes udviklet i samarbejde med Rolf Heim. Besynderlige personer i besynderlige liv. »'Ci-vi-li-sa-tion' arbejder meget med det irrationelle. Det har været svært for nogle af skuespillerne, fordi de godt vil forstå, hvorfor deres figurer gør det, de gør. Men jeg synes, det er fascinerende og i øvrigt meget, meget almindeligt, at mennesker gør ting, som hverken de eller nogen andre forstår. Det er kun i litteraturen og på teatret, at skuespillere og folk, der ser på, vil kunne forklare, hvorfor personerne handler, som de gør. Det, synes jeg, er besynderligt. Det er en efterhånden ret tung arv fra Freud, som skal renses ud og som er ved at blive renset ud«. I anden del af 'Ci-vi-li-sa-tion' dukker tre mænd under betegnelsen 3-Enigheden op. De optræder i roligankostume og med en ret rå attitude. Det virker, som om de repræsenterer noget, den biografiske forfatter foragter? »I Det Kgl. Teaters opsætning ser man dem i røde jakkesæt, fordi den dér roliganuniform bliver for entydig. Det skal ikke være sådan, at publikum siger: »sådan nogle fodboldsvin, dem er jeg ikke en af, for jeg går aldrig til fodboldkamp«. Men jo. Jeg foragter massetænkning. Jeg er ikke blot dybt skeptisk, jeg har også en dyb rædsel for massen«. »Fra jeg var lille, skulle jeg altid stå op, når andre sad ned, eller have en anden farve tøj på, end resten havde. Men mit forhold til massen er ambivalent. Der er dels det i det, at ansvaret ofte forsvinder, når man indtræder i det store fællesskab. I stedet for at tage ansvar for sine handlinger, så bliver det pludselig udefinerbart, hvem der har ansvaret. Men det kan jo også være en rus at være til landskamp, til rave eller på Roskildefestival«. Ansvar er i det hel taget noget, der optager dig? »Det katastrofale, der er sket i kraft af det postmoderne, er det der 'lige-godt-godt'. Både på det æstetiske område, men også rent menneskeligt. Alt er i orden, det hele er en smagssag. Der er ekstremt mange mellem 15 og 45, som er med på den værste. Som ikke tager ansvar for andet end deres eget liv - ja, det gør de måske ikke engang. Verden bliver så lille og uforpligtende og det bliver mere et spørgsmål om at 'være levende' og 'være nu og her' end at turde påstå noget. Ingen tør påstå noget i dag. Der må en etik ind. Det er nødvendigt at finde ud af, om noget er godt eller dårligt«. I stykket er der en del referencer til kristendommen, der tales både om Herren og frelseren - sidstnævnte i skikkelse af en flaskesamler.Hvorfor? »Det er den eneste rodfæstede metafysik, der er tilbage i vores samfund. Den er godt nok ikke særlig markant i hverdagen, fordi ikke ret mange er praktiserende kristne, men den har jo infiltreret sproget. Alle forholder sig eksempelvis til klicheen om Guds død. Jo flere informationer, pragmatik og rationaler verden består af, des mere klemt bliver metafysikken«. »Men det er stadig en del af mennesket. Som det, der overskrider sproget, det, man ikke kan forklare og som man må have lov at have i sig upåtalt. Den kan vise sig på mange måder - bl.a. i det irrationelle. Referencerne til frelseren og Herren er ikke de eneste referencer i stykket, men kristendommen er bare det store metafysiske tegnsystem, vi har tilbage«. Men det har vel en betydning, en effekt, når man bruger frelseren og Herren og brænder kirkelige remedier af på bålet, som personerne i 'Ci-vi-li-sa-tion' gør? »Jamen, når man laver teater, kan man ikke undgå at føle en vis tiltrækning af ting, der virker. I stedet for at se flaskesamleren som det mindst betydningsfulde menneske i samfundet, så spiller teksten på at gøre ham til den mest betydningsfulde. Men det er også, fordi jeg synes, at flaskesamlere og posedamer er nogle af de mest mystiske personer. Jeg kan kigge meget længe på dem. De er altid så indadvendte, at man ikke kan komme til at studere dem indeni«. »Derfor vil jeg også tro meget mere på en flaskesamler, der påstod, at han var verdens frelser, end på en socialpædagog, en kulturredaktør eller en dramatiker. Flaskesamlerens måde at være frelser på er jo helt praktisk - stå op om morgenen og se at komme i gang med at gøre det, som skal gøres«. Kan vi bruge kristendommen i forhold til at opstille den etik, du efterlyser? »Nej. Ikke som den er. I den meget reflekterede intellektuelle generation, som er lige før min, er der en del, der er begyndt at gå i kirke. Men det tror jeg bare giver sådan en slags fromhed. Man skal helst ikke blive bedre end andre, det er ikke det, der er meningen. Det tabte kan ikke genfindes. Men måske genopdages ... Jeg ved det sgu da ikke ... For jeg tror slet heller ikke på den dér med, at man tager til Kina og henter zenbuddhismen. Hele nyreligiøsiteten kan man roligt glemme. Det er bare et udslag af panik, folk der rækker ud efter noget«. »Og så er jeg i og for sig temmelig ligeglad med, om de føler sig lykkelige og trygge, for det kan ikke være målet, at mennesket bare skal være lykkeligt eller trygt. Når man nu har en bevidsthed og et højt udviklet sprog, så kan jeg ikke bære en reduktion af dette potentiale. Man bliver nødt til at finde en vej ind i det metafysiske, som tager hele denne her hjerne med!«. Og dramatikeren banker tre gange på sin hvide pandeskal for at mærke efter. »Jeg har selv et sindssygt ambivalent forhold til kristendommen og til Gud. Men det er helt sikkert ikke et ligegyldigt forhold«. I Claus Beck-Nielsens teater finder man ofte grotesk humor, men også stor lidelse. I 'Ci-vi-li-sa-tion' møder vi rå vold i flere afskygninger og mennesker i desperat venten. »Hvis jeg ser tilbage på mit eget liv, er nogle af de værste perioder, jeg har været igennem, samtidig dem, der betyder mest for mig. Men det er kun noget, man kan finde ud af retrospektivt. Man kan ikke opsøge det. Man kan ikke springe bungy-jump eller gå ud og få tæsk, fordi man trænger til at opleve noget. Vi kan i og for sig kun forsøge at leve et ordentligt liv og ikke prøve at skjule os for det«. »Af og til sker der så nogle frygtelige ting, men disse frygtelige ting vil ofte vise sig at være af det gode. En slags katharsis. Jeg er overbevist om, at livet må koste noget. Man skal betale med et skålpund kød, hver gang man gør noget. Jeg forventer virkelig meget af folk og af mig selv. Det er nok et af mine kernepunkter, at alt er så vigtigt. Lige fra valget mellem om jeg skal have kaffe eller te alting har det med at hobe betydning op«. Fest på tomandshånd Stykket, der om få dage får urpremiere i Turbinehallen i Alexa Thers instruktion, har været skrevet om »270.000 gange«. Dramatikeren har fulgt prøveforløbet intenst, men måtte på et tidspunkt forlade landet for at give slip og få det lidt på afstand. »Det er en kendt sag, at teatermennesker - især de store som Grotowski, Brecht og Peter Stein - nedbryder andre i bestræbelsen på at nå det perfekte. Jeg nedbryder nok mest mig selv. Sørger for at jeg ikke får nok at spise, f.eks«. Men skal ikke selv puritaneren have lov at nyde efter han har ydet? Er det ikke også vigtigt at holde fest, når man har arbejdet og taget ansvar? »Jo. Men det er min store svaghed. Jeg er én gang for alle holdt op med at holde fødselsdag, for jeg kan ikke. Jeg fungerer bedst i den intense samtale på tomandshånd. Det er min form for fest. Jeg har heller aldrig brudt mig om premierefester, jeg vil hellere hjem, for jeg kan ikke finde ud af de store, sociale sammenkomster. Men jeg giver alt hvad jeg har, når jeg spiller. Det er dér, jeg er bedst til at være gavmild«.