Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Hun hader ballade. Men endnu mere hader hun tilbøjeligheden til at opfatte alting småt og sort-hvidt. Marina Cecilie Ronés nye bog handler om døden, tragedien og en 12-åriges pige lyst til en 40-årig mand.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sprængfarlig incesthistorie er ikke så sort-hvid

Marina Cecilie Ronés kontroversielle bøger kredser om erotikken.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatteren Marina Cecilie Ronés yngste er ni.

Da han var lille, havde han en periode på ni måneder, hvor han dagligt sad i sin høje stol og fik et raserianfald. Hver gang han fejede en genstand af bordet, faldt tingen på gulvet, og det var jo ikke meningen.

Koppen, gaflen eller tallerkenen havde bare at blive hængende dér ved siden af bordet. Når projektet mislykkedes – og det gjorde det jo hver gang – blev han vred. For dengang var han endnu ikke fanget af de tankemønstre, vi senere får indpodet.

»Tænk engang, hvis man kunne bevare den åbenhed. Eller genfinde den. Wow, det ville være fantastisk«, siger den 43-årige forfatter.

Det er den samme åbenhed over for verden, der dybest set er projektet for hendes nye roman. Hun kalder den selv en sang til livet.

Ligheder mellem forfatter og hovedperson
Mens hun fortæller det, sidder hun hjemme i køkkenet på det lille husmandssted i udkanten af Græsted i Nordsjælland. Det er her, hun har skrevet sine seneste bøger, og det er her, hendes eget liv har slået en kolbøtte, siden hendes mand, Erling, først blev syg og siden døde af kræft for godt tre år siden.

Erlings død har spillet en afgørende rolle for ikke alene hendes forrige roman ’N.I.M.B.Y’ (not in my back yard eller ’det her sker bare ikke for mig’), men også for den selvstændige fortsættelse, romanen ’Det skete’, som udkom i forrige uge.

Begge romaner har kvinden Helene som hovedperson, og mange læste med god grund forfatterens historie ind i Helene, da ’N.I.M.B.Y’ udkom, for Cecilie og Helene deler den erfaring, at de har set deres mand dø i en alt for tidlig alder. Og begge stod tilbage med børnene.

Når man ankommer til hendes landhus, hvor to tummelumske hunde vimser rundt om benene på Marina Cecilie Roné, fristes man også til at indlæse forfatteren i den Helene, som optræder i den nye roman, for nok har hun et fint ansigt med umiskendeligt voksne træk, men kroppen er så spinkel, som var hun teenager, og den meget unge udgave af Helene spiller en særdeles vigtig rolle i den nye roman.

»Men litteratur er ikke liv, litteratur interesserer sig for liv, og Helene er ikke Cecilie«, siger Marina Cecilie Roné, og den sætning er nok værd at have med i baghovedet under læsningen, for i ’Det skete’ serverer forfatteren en historie, som har fået nogle af anmelderne til at slå krølle på sig selv.

Historien handler nemlig ikke kun om den voksne Helene, som forsøger at få fast grund under fødderne til sige selv og sine børn efter mandens død. Historien handler i lige så høj grad om barnet Helene, som har en seksualitet, der ikke alene ulmer, den bryder ud i lys lue.

Han er 40. Hun er 12.
Det hele begynder en dag, Helenes forældre har gæster.

På skift kommer de voksne ind til Helene og kysser godnat. Det gør de altid. Også hendes fars gamle klassekammerat F.

»Hun havde valgt ham. Det var sandsynligt med ham. Hun havde kunne mærke det længe. Hun var klar«.

I historien er Helene så klar, at hun har taget pyjamasbukserne af og sin brors natskjorte på. Da F. kommer ind og sætter sig på sengekanten, får hun sig drejet, så dynen glider af.

»Hun vendte sig og rakte munden frem. Som de plejede. F. kyssede på mund. Hun spredte benene. Lyden af de andre voksnes snak fra stuen blev højere. Selvfølgelig var han overrasket, det havde hun også regnet med. Han kiggede på hende. Flyttede blikket fra hendes ansigt til revnen og tilbage til ansigtet. Hun skød underlivet frem med en lille bevægelse. Han besluttede sig. Rakte frem og lod en finger glide langs revnen, oppefra og ned. Så trak han dynen hen over hende og sagde, at hun skulle sove. Én gang til, bad hun«.

Lige der, i pigeværelset, indleder Helene et forhold til F.

Han er 40. Hun er 12.

Godt eller ondt?
»Det er jo en slags incesthistorie, men Helene skildres ikke som et offer, men som en forførende og særdeles aktiv Lolita«, skrev Politikens anmelder May Schack om bogen.

»Romanen fortælles med mange spring frem og tilbage i tid. Roné dyrker showing frem for telling, og man må selv af de mange situationsberetninger stykke historien sammen, og ikke mindst holdningen. Er det en historie om lykkelige Lolita, om at bryde et af vores sidste tabuer, Roné har villet fortælle? Og er det i så fald en sand historie, eller rent ud en ubehagelig idyllisering?« spørger May Schack.

Begge dele skal vi nok komme tilbage til, men Marina Cecilie Roné gør ingen hemmelighed af, at ord som incest og Lolita irriterer hende, og at der i visse tilfælde er tale om en moralsk og ikke litterær læsning af hendes roman.

Vi har ingen inkvisition i dag, og deter heller ikke nødvendigt, for andre behøver ikke fortælle os, hvilke begrænsninger vi skal anlægge. Vi gør det selv



»Forleden talte jeg med en, der havde læst min roman, og vi talte om, at hvis hun og jeg havde et erotisk liv som 12-årige, ville det da være langt bedre at blive introduceret til den del af livet af en voksen mand, som kan tilsidesætte sin egen seksualitet og koncentrere sig om pigen, som er ny i det, end at ligge og rode med en 14-årig, som har en eneste tanke i hovedet, hvilket er at få den ind, og at den ikke går af med det samme. Hvor mange af os har ikke lige netop den erfaring? Hvorfor pokker er det blevet billedet på den gode seksualitet, og det andet på den onde seksualitet?«.

Sandheden har flere sider
Men selvfølgelig ved Marina Cecilie Roné, at hun har fat i et kontroversielt emne, og hvis hun skulle være i tvivl, vil den være fuldstændig forsvundet, når hendes eget forlag udsender romanen ’Svinehunde’ på torsdag.

Søskendeparret Lotte og Søren Hammer har skrevet romanen, som åbner med en scene, hvor fem mænd er blevet henrettet og skamferet i en skoles gymnastiksal. En kampagne på nettet og i aviserne pisker en stemning op, så mordefterforskerne har svært ved at få hul på sagen.

Store dele af befolkningen nægter at bidrage til efterforskningen, for de mener, mændene har fået, hvad de fortjener. De har haft seksuelle forhold til børn. De er pædofile.

Det er også den mærkat, der meget let bliver klistret på et forhold mellem en mand på 40 og en pige på 12.

»Det kan være et overgreb, men betyder det, at det ikke kan være andet? Det svarer jo til, at vi ikke kan have elskov, fordi der findes voldtægt. Eller at vi ikke kan have kærlighed, fordi udnyttelse af andre findes«, siger Marina Cecilie Roné.

Du må da være bevidst om, hvilke knapper du trykker på, når du skriver om en pige på 12 år. Pædofili er jo hadeemne nummer et i den danske debat?

»Ja, det er et ord, der stinker. Men det er da skørt, hvis vi kun kan rumme én historie. Der er mange historier, hver med mange sandheder. Man kan jo ikke sige, hvad sandhed er, ud over at sandheden er noget, vi har vedtaget. Det er det, bogen åbner for. At sandheden ikke nødvendigvis kun kan være én ting, men at den også kunne være en masse andre ting. Netop det er Helene eksponent for med hele sin væren«.

Farligt stof
Marina Cecilie Roné har svært ved at kapere en verden, hvor der kun er plads til, at en kvinde kan sørge over sin mand på en bestemt måde, eller at hun skal tage sig så og så meget af sine børn i sorgfasen, hvis det skal være rigtigt, som da en anmelder vurderede Helene på, hvor meget eller hvor lidt hun tænkte på sine børn under et ophold på Fanø .

Og hun stiller sig tvivlende, når nogen vil forsøge at lægge en psykologisk forklaring ned over eksempelvis den unge Helenes forhold til en voksen mand i ’Det skete’. At hun skulle indgå i det seksuelle forhold med faderens gamle klassekammerat for derigennem at straffe faderen for et alkoholmisbrug eller moderen for utroskab.

»Psykologiseringen og psykoanalysen har én måde at se verden på. Man graver i det dårlige. Traumerne, svigtene, tabene, angsten, ensomheden. Listen er uendelig. Kunne jeg for eksempel have fokus på tillidsfuldheden i et forhold i stedet? Ja, det kunne jeg egentlig godt. Men vi graver i det modsatte, og der er det psykoterapeutiske rum for ensidigt for mig. Jeg er mere interesseret i et både og. Skal der graves må det være i begge sider af vejen«.

Men det er begrænsningerne, folk husker?

»Ja, men det er ikke naturgivent, at det skal være sådan. Jeg kunne godt tænke mig at lære nye måder at tænke på. Det andet er for småt. Jeg tror ikke på det. Hvis vi bare slæber rundt på alle de traumer og al den ensomhed, hvorfor hænger vi så ikke i en lygtepæl? Men det gør vi ikke. Vi hager os fast i livet, og vi vil det gerne. Og livet vil tilsyneladende også os«.

Forfatteren mener, at en af skævhederne er, at vi lige siden modernismen har været vant til, at kunsten og litteraturen piller ved vores idyller, og at tragedierne står uantastede.

»Det er blevet acceptabelt, at kunsten viser os, at idyllen er noget, som altid har flere sider og som regel ikke særlig idylliske. Vi er vant til at få pillet idyllerne ned og taget fra os. Men vi er ikke vant til at få pillet ved vores tragedier. Ud af anmeldelserne af min bog kan man læse, at det åbenbart er farligt stof, men hvorfor må kunsten ikke pille ved tragedierne?

Det må den vel også godt?

»Jaaaah, men … slam! Der skal sørges på den rigtige måde, og man må ikke fremstille et kærlighedsforhold mellem en 12-årig og en voksen mand som andet end et overgreb. Det har bare at blive ved med at være en tragedie«, siger Marina Cecilie Roné.

Det skal helst brænde på
Hun er godt klar over, at historien om F. og Helene kan sætte debatten i brand, men det er – siger hun – overhovedet ikke et tema for hende, når hun skriver.

»For mig skal det hele tiden være en undersøgelse, og jeg skal brænde for det. Faktisk prøvede jeg at undgå at skrive ’Det skete’, for den kom til at handle om døden, og nu gad jeg ikke mere. Det har jo været et tema i flere af mine bøger, og derfor forsøgte jeg også først at skrive to andre bøger, men jeg nåede aldrig længere end halvvejs i dem, for det brændte ikke nok på« mener Roné.

Og fortsætter: »Når jeg skriver, minder det meget om livet. Temaet kommer til at ligge der, hvor det brænder på og ikke nødvendigvis, hvor jeg finder det bekvemt at lægge det. Vi lever ikke tematisk og jeg skriver ikke tematisk, men der er nogle brændpunkter og magnetfelter, og dem kan vi undersøge efterfølgende. Men i processen er det helt ligegyldigt, for der er jeg i en tilstand af selvforglemmelse«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg kan ikke bare lire de vedtagne vedtægter af mig. Jeg kan ikke være i livet på den måde



Da du for nogle år siden var medlem af Etisk Råd, udtalte du, at din bestemmelse i Rådet var at lave ballade. Har du det også sådan, når det gælder din litteratur?

»Nej, slet ikke. Jeg hader ballade, og jeg hader at få skældud.«

Du har ellers været en del af den offentlige debat i mange år, og her er meningen jo ofte at lave ballade, og man kan ikke undgå at få skældud. Hvordan hænger det sammen?

»Jamen, jeg hader det virkelig. Til gengæld kan jeg heller ikke bare lire de vedtagne vedtægter af mig. Jeg kan ikke være i livet på den måde, og den værste tilstand for mig er, når jeg ikke er nærværende og ikke mærker noget. Det er for mig en dræber. Det sker ikke så tit, men hvis jeg har fået mange hug, kan det forekomme. Jeg kan godt se, at jeg selv ofte skaber situationen, og jeg føler mig heller ikke som offer, men lige dér kan jeg sagtens trække mig tilbage i mig selv. Jeg er nok nærmest lidt sart – i virkeligheden. Altså, jeg føler mig sart, men jeg kan godt se på dit ansigt, at jeg fremstår anderledes«.

Man kan vel godt være sart i betydningen sensitiv?

»Ofte laver vi den kobling, at hvis man er en del af debatten, har man hård hud på brystet, eller hvad det nu er, men sådan behøver det ikke forholde sig«.

Men du kan godt lide at anfægte vedtagne sandheder?

»Det er ikke en sport for mig, men det er nødvendigt at anfægte dem, for ellers er jeg nødt til at leve på om ikke dydens smalle sti så i hvert fald den vedtagne – og den er per definition altid smal«.

Og du har ikke selv defineret den?

»Meget er jo bare overleveret til os. Vi har ikke selv tænkt os frem til vores konventioner, for eksempel at alt skulle være fastlagt i barndommen«.

Men det siger man jo?

»Jeg kan ikke se andet, end at mennesket er langt mere komplekst. Hvis man vil åbne for muligheden af, at vi kan opleve livet, kræver det, at man anfægter noget af det allerede vedtagne, og så må man tage øretæverne med«.

Du mener, at vi bare er et produkt af omverdenens normer og vedtagne sandheder?

»Jeg ved nu ikke, om jeg vil sige kun. Det kan jeg ikke overskue, men sagen er, at vi begrænser os selv. Vi har ingen inkvisition i dag, og det er heller ikke nødvendigt, for andre behøver ikke engang fortælle os, hvilke begrænsninger vi skal anlægge. Vi gør det selv«.

Ser du så dine bøger som et befrielsesprojekt?

»Jeg har ikke et defineret projekt, men der er ingen tvivl om, at frihed og integritet er helt afgørende for mig. Egentlig tror jeg jo ikke, at frihed findes som sådan, for når man frigør sig fra én tankemåde, havner man ovre i en ny tankemåde og en ny begrænsning, og det kan jeg godt leve med, men det ville da være skønt, hvis man kunne skifte mellem tankemåderne. Nogen gør det jo, og det er vel den tilnærmelsesvise frihed«.

Vil fornuften ikke sige, at det ene udelukker det andet?

»Kun hvis vi selv vil fornuft på den måde. Tag et menneskes død. Tabet af en elsket. Det river tæppet væk under en og smadrer tilværelsen. Smerten er så stærk, at man næsten ikke kan trække vejret, men den anden historie er jo, at når et menneske dør, giver det også plads stil, at de efterladte mennesker kan leve deres liv videre på helt nye måder. Den ene historie udelukker ikke den anden, medmindre man læser dem moralsk«.

»Man kunne også tage F. (romanens voksne elsker, red.) Han havde et forhold, da han var 40 til en pige på 12. Man kunne fortælle historien om en mand, der resten af sit liv er skyldplaget. Som bliver lettere paranoid. Tror sig forfulgt. Længes efter at blive afsløret og straffet. Han er ikke længere i stand til at have et sexliv, fordi det er forbundet med så stor skyld og skam, når hans lem rører på sig, at han helt afstår. En helt anden historie om ham kunne være, at han tænker på forholdet til pigen som en af de stærkeste relationer, han nogensinde har haft, og at han måske den eneste gang i sit liv er trådt i karakter som en, der kunne afstå fra egne behov og hellige sig et andet menneskes behov og opleve den erotik, der er i det. Måske har han en stor taknemmelighed over, at det kunne lade sig gøre«.

Dødens nye muligheder
Romanen ’Det skete’ er ikke første gang, Marina Cecilie Roné har behandlet det erotiske på en måde, så omverdenen har spærret øjnene op. Det gjorde hun allerede i sin debutbog ’Ud af et skød’, og også dengang var det med barnets blik på seksualiteten.

Synes du selv, erotikken er et tema i dine bøger?

»Sådan er det blevet, og det kan man så reflektere over, men, ja, selvfølgelig handler det om erotik, for hvad pokker skulle det ellers handle om, hvis man nu skulle sige det lidt smart«.

Mange bøger handler om parforhold og psykologi, men ikke ret mange om erotik?

»Det kommer an på, hvad man læser. Selvfølgelig er erotik vigtigt, også for mig. Det minder på en måde om, hvordan skriften fungerer. Begge dele har for mig selvforglemmelsen og nærværet i sig. Erotikken er en væsentlig del af livet, men hvis der er udstukket snævre linjer for, hvordan den skal være, så giver det et clash inden i mig. Det her er en efterrationalisering, men som jeg ser det, gøres erotikken meget op i noget, som er enten vældig fint, vidunderligt og n-a-t-u-r-l-i-g-t, eller også er det virkelig noget snavs – s-c-h-m-u-t-z-i-g – som ’hvide underbukser med gult tis’-agtig – og klamme stoddere og kvinder, der enten er fuldkomne ofre eller har solgt alt ud. Sort-hvidt, og det er erotikken selvfølgelig ikke«.

Verden er ikke sort-hvid
På nogle områder er verden imidlertid ret sort-hvid, og det er både Marina Cecilie Roné og hendes romanfigurer fuldstændig klar over. De ved, hvad det rigtige svar er, hvis de bliver vækket midt om natten og afkrævet et svar på, om det er okay, at en 12-årig pige får et seksuelt forhold til en 40-årig mand.

I ’Det skete’ bliver Helene på et tidspunkt spurgt, som nyforelskede nu engang udspørger hinanden om alt muligt, hvor gammel hun var, da hun gik i seng med en mand første gang.

»Atten. Næsten«, svarer hun.

Forfatteren bruger imidlertid ikke kun replikskiftet til at vise, hvordan samfundets normer vinder i selv den mest intime samtale. Hun bruger også historien til at vise, hvordan vi alle hele tiden skriver vores historie om, alt afhængig af hvor vi er i livet. Det sker også for Helene, ikke mindst da hun skal nyorientere sig i livet efter sin mands død.

»Helene laver nye historier om sit liv, men hun gør det ikke for at afskrive de gamle. Hun gør det, fordi der pludselig åbner sig nogle kæmpestore brudflader i livet. I det øjeblik opstår der en lomme, hvor noget nyt er muligt. Hun fortæller ikke nye historier om sig selv for nødvendigvis at afskrive de gamle eller for at fratage dem deres værdi, men fordi de måske ikke længere har den samme nødvendighed i sig længere«.

Når livet skifter kurs Marina Cecilie Roné ser disse øjeblikke komme, når livet skifter kurs. Når en ægtefælle dør, eller når man møder en ny partner. »Det er i begyndelsen af et nyt forhold, historien skrives. Når forholdet skabes i den første fase, udspørger vi hinanden. Et spørgsmål falder, og svaret forventes inden for fem sekunder. Det finurlige er, at vi ikke vender tilbage til svarene senere, medmindre de lyder utroværdige. I denne periode er alt muligt, og vi er i fuld gang med at ordne og konstituere en ny historie og identitet«. I den periode kan folk fortælle hinanden noget, de måske aldrig har talt om før?»Ja, alt er muligt, men for hvert svar der kommer, lukker denne åbenhed også til«. Når åbenheden er så fantastisk og verden tilsyneladende – for en stund – ligger åben, hvorfor fortsætter det så ikke? Hvorfor indtager folk så ikke verden alligevel?»Vi tager en lille bid af den. Vi kunne have taget millioner af andre små bidder, og det er der ikke noget galt med. Jeg spekulerer også over, om vi ikke kunne forblive i åbningen. Ikke i forelskelsen, men i denne åbne tilstand, hvor alt er muligt. Desværre har jeg ikke svaret, men det er jo derfor, der også er en melankoli i forelskelsen og i de faser af forandring, der ligger i ens liv, fordi man udmærket ved, at der er en afsked i hvert eneste øjeblik. Sådan er livet. I aftes var der for eksempel en smuk vesthimmel, som jeg stod og kiggede på. Jeg vidste, det kun varede kort, og derfor har det også dette lille smæld i sig. At det er væk om lidt«. »Men det er også i de øjeblikke, alt er muligt. På godt og ondt. Men alt det gode er også muligt«. For tre timer siden spurgte jeg dig, hvad der egentlig satte dig i gang med ’Det skete’, men du svarede vist ikke?»Jeg kommer til at væve, for jeg ved det ikke. Hvad er det, der får to mennesker til at gå i seng med hinanden? Man kan ikke spore det. Ikke rigtigt, selv om man kan komme med lidt af en forklaring undervejs. Der er naturligvis ting i ’Det skete’, som brændende optager mig. Jeg har jo også et skæbnefællesskab med Helene. Vi har begge mistet vores mand«. Du kunne teoretisk set også have haft et forhold til en 40-årig, da du var 12?»Ja«. »Da jeg læste bogen, tænkte jeg, at det havde du formentlig selv oplevet?»Ikke nødvendigvis. Man kan godt skrive sig ind i noget, man gerne ville have været en del af. Eller noget man virkelig har frygtet at være en del af. Jeg har for eksempel skrevet bogen ’Blomsterbørnene’ om folk i Tyskland i 1930’erne, men jeg var hverken barn eller voksen i 1930’erne, for jeg er født i 1967. Men det umuliggjorde ikke, at jeg kunne skrive om det, endda meget tæt. Jeg tror ikke så meget på empati, men man har genkendelige situationer fra ens eget liv, man kan bruge. En af Stalins fanger fra Sibirien kan formentlig godt forestille sig, hvordan det var at være en af Hitlers fanger«. Selvfølgelig er man i spil...

Du tror ikke på empati – der ellers anses for at være en kvalitet i vores samfund?

»Ja, men det er så vanvittig arrogant at tro, vi kan leve os ind i en anden. Vi kan leve os ind i os selv, mærke os selv og forestille os, hvordan det ville være, men vi kan aldrig blive en anden. Jeg kan ikke mærke det, du kan mærke«.

Det bliver ellers opfattet som negativt, når man om nogen siger, de ikke har empati?

»Ja, det kalder vi psykopatisk. Det er på grund af diagnosesystemet i psykiatrien, hvor normalen defineres ud fra sygdommen. Efter min mening burde man ikke tale om at leve sig ind i andre, men om at gøre sig umage for at mærke sig selv og desuden aflæse andres signaler. Det kan man gøre, og i enhver skønlitterær bog er der parallelsituationer, som minder om noget, hvor man selv er eller har været i spil. Selvfølgelig er man i spil, for hvem helvede skulle man ellers sætte i spil?«.

»For mig er det interessante, at livet kan få lov til at være mangfoldigt. At vi ikke spærrer for det og for hinanden, og det gør man, hver gang man holder de vedtagne normer og konventioner op som svar. De afskærer folk fra at opleve det, de faktisk oplever, og det er en meget grim ting. Det svarer til at være psykotisk, hvor den psykotiske står med sin personlige oplevelse, mens resten af verden siger, at det man oplever ikke er rigtigt. Det kunne virkelig gøre mig utryg og dårlig tilpas«.

’Det skete’ er Marina Cecilie Ronés ottende bog, og den anden om Helene. Nogle af anmelderne har modtaget den med forbehold, mens andre uden tøven har bedt forfatteren om at skrive en tredje bog om den kvindelige hovedperson. Forfatteren smiler skævt, da hun svarer.

»Jeg vil ikke udelukke det. ’Det skete’ er ikke en bog, der lukker sig, og der er da lige et par ting, jeg godt kunne tænke mig at undersøge«, siger Marina Cecilie Roné, for det er sådan det er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Om hun skriver eller ej afgøres ikke af hverken læsere, anmeldere eller forlag. Når hun skriver, skænker hun det ikke en tanke, hvorvidt nogen overhovedet kunne have interesse i at læse hendes bog.

»Det kommer først bagefter, og så interesserer det mig meget, at bogen bliver læst. Selvfølgelig kan jeg ikke lide, hvis den får en blandet modtagelse hos kritikerne, men omvendt kan jeg også se, at man næsten bliver anfægtet af det, hvis alle står og klapper. Hvis det sker, kan man jo kun have skrevet noget, der bekræfter alle, hvad de på forhånd er sikre i. Det kan man også godt blive utryg over. Det er naturligvis ikke det samme som at få skældud, men det er lige så utrygt. Det er så dobbelt, som det næsten kan være«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden