Forfatteren Marina Cecilie Ronés yngste er ni. Da han var lille, havde han en periode på ni måneder, hvor han dagligt sad i sin høje stol og fik et raserianfald. Hver gang han fejede en genstand af bordet, faldt tingen på gulvet, og det var jo ikke meningen. Koppen, gaflen eller tallerkenen havde bare at blive hængende dér ved siden af bordet. Når projektet mislykkedes – og det gjorde det jo hver gang – blev han vred. For dengang var han endnu ikke fanget af de tankemønstre, vi senere får indpodet. »Tænk engang, hvis man kunne bevare den åbenhed. Eller genfinde den. Wow, det ville være fantastisk«, siger den 43-årige forfatter. Det er den samme åbenhed over for verden, der dybest set er projektet for hendes nye roman. Hun kalder den selv en sang til livet. Ligheder mellem forfatter og hovedperson Mens hun fortæller det, sidder hun hjemme i køkkenet på det lille husmandssted i udkanten af Græsted i Nordsjælland. Det er her, hun har skrevet sine seneste bøger, og det er her, hendes eget liv har slået en kolbøtte, siden hendes mand, Erling, først blev syg og siden døde af kræft for godt tre år siden. Erlings død har spillet en afgørende rolle for ikke alene hendes forrige roman ’N.I.M.B.Y’ (not in my back yard eller ’det her sker bare ikke for mig’), men også for den selvstændige fortsættelse, romanen ’Det skete’, som udkom i forrige uge. Begge romaner har kvinden Helene som hovedperson, og mange læste med god grund forfatterens historie ind i Helene, da ’N.I.M.B.Y’ udkom, for Cecilie og Helene deler den erfaring, at de har set deres mand dø i en alt for tidlig alder. Og begge stod tilbage med børnene. Når man ankommer til hendes landhus, hvor to tummelumske hunde vimser rundt om benene på Marina Cecilie Roné, fristes man også til at indlæse forfatteren i den Helene, som optræder i den nye roman, for nok har hun et fint ansigt med umiskendeligt voksne træk, men kroppen er så spinkel, som var hun teenager, og den meget unge udgave af Helene spiller en særdeles vigtig rolle i den nye roman. »Men litteratur er ikke liv, litteratur interesserer sig for liv, og Helene er ikke Cecilie«, siger Marina Cecilie Roné, og den sætning er nok værd at have med i baghovedet under læsningen, for i ’Det skete’ serverer forfatteren en historie, som har fået nogle af anmelderne til at slå krølle på sig selv. Historien handler nemlig ikke kun om den voksne Helene, som forsøger at få fast grund under fødderne til sige selv og sine børn efter mandens død. Historien handler i lige så høj grad om barnet Helene, som har en seksualitet, der ikke alene ulmer, den bryder ud i lys lue. Han er 40. Hun er 12. Det hele begynder en dag, Helenes forældre har gæster. På skift kommer de voksne ind til Helene og kysser godnat. Det gør de altid. Også hendes fars gamle klassekammerat F. »Hun havde valgt ham. Det var sandsynligt med ham. Hun havde kunne mærke det længe. Hun var klar«. I historien er Helene så klar, at hun har taget pyjamasbukserne af og sin brors natskjorte på. Da F. kommer ind og sætter sig på sengekanten, får hun sig drejet, så dynen glider af. »Hun vendte sig og rakte munden frem. Som de plejede. F. kyssede på mund. Hun spredte benene. Lyden af de andre voksnes snak fra stuen blev højere. Selvfølgelig var han overrasket, det havde hun også regnet med. Han kiggede på hende. Flyttede blikket fra hendes ansigt til revnen og tilbage til ansigtet. Hun skød underlivet frem med en lille bevægelse. Han besluttede sig. Rakte frem og lod en finger glide langs revnen, oppefra og ned. Så trak han dynen hen over hende og sagde, at hun skulle sove. Én gang til, bad hun«. Lige der, i pigeværelset, indleder Helene et forhold til F. Han er 40. Hun er 12. Godt eller ondt? »Det er jo en slags incesthistorie, men Helene skildres ikke som et offer, men som en forførende og særdeles aktiv Lolita«, skrev Politikens anmelder May Schack om bogen. »Romanen fortælles med mange spring frem og tilbage i tid. Roné dyrker showing frem for telling, og man må selv af de mange situationsberetninger stykke historien sammen, og ikke mindst holdningen. Er det en historie om lykkelige Lolita, om at bryde et af vores sidste tabuer, Roné har villet fortælle? Og er det i så fald en sand historie, eller rent ud en ubehagelig idyllisering?« spørger May Schack.
Begge dele skal vi nok komme tilbage til, men Marina Cecilie Roné gør ingen hemmelighed af, at ord som incest og Lolita irriterer hende, og at der i visse tilfælde er tale om en moralsk og ikke litterær læsning af hendes roman. »Forleden talte jeg med en, der havde læst min roman, og vi talte om, at hvis hun og jeg havde et erotisk liv som 12-årige, ville det da være langt bedre at blive introduceret til den del af livet af en voksen mand, som kan tilsidesætte sin egen seksualitet og koncentrere sig om pigen, som er ny i det, end at ligge og rode med en 14-årig, som har en eneste tanke i hovedet, hvilket er at få den ind, og at den ikke går af med det samme. Hvor mange af os har ikke lige netop den erfaring? Hvorfor pokker er det blevet billedet på den gode seksualitet, og det andet på den onde seksualitet?«. Sandheden har flere sider Men selvfølgelig ved Marina Cecilie Roné, at hun har fat i et kontroversielt emne, og hvis hun skulle være i tvivl, vil den være fuldstændig forsvundet, når hendes eget forlag udsender romanen ’Svinehunde’ på torsdag. Søskendeparret Lotte og Søren Hammer har skrevet romanen, som åbner med en scene, hvor fem mænd er blevet henrettet og skamferet i en skoles gymnastiksal. En kampagne på nettet og i aviserne pisker en stemning op, så mordefterforskerne har svært ved at få hul på sagen.
