»Man kunne kalde det Hollywood-modellen: Substantiverne er rekvisitterne«. »Verberne er dramaet, alle handlingerne, bevægelserne, tilstandene«. »Med adjektiverne kan vi skrue op og ned for effekterne - lyset, farverne, temperaturen, størrelserne«. »Med adverbierne forankrer vi historien i tid og rum, så vi ved, hvor og hvornår det hele finder sted«. Afslappet akademiker Robert Zola Christensen smiler. Han sidder i en lænestol i sit nye hus i universitetsbyen Lund i Skåne. Iført en slap grøn T-shirt ligner han slet ikke en mand, der er sprogforsker. Men han er den ene af to forfattere bag en ny bog, 'Dansk grammatik'. Også for almindelige mennesker Hans kone, Lisa Christensen, sidder ved siden af. Hun er den anden forfatter. Hun er svensker, men taler flydende dansk: »Definitionen af grammatik er kompliceret, men i vores bog har vi især lagt vægt på formidlingen af stoffet«. »Det her, det skal altså være til at forstå - også for almindelige mennesker, der bare er interesseret i sprog«. »Vores ambition har været at give læseren den nødvendige viden om det danske sprogs grammatik, men samtidig er niveauet så højt, at man derefter kan gå direkte til internationale bøger om sprogvidenskab«. »Så vi har brugt lang tid på at lave den rigtige terminologi«. »Samtidig har vi sat en stor ære i, at bogen skulle være til at læse, og har arbejdet voldsomt med stilen«. Den forældede sporvogn Robert Zola Christensen fortæller, hvordan de to - som begge har undervist sprogstuderende på universiteter i Danmark og Sverige - personligt erfarede, at bogen simpelthen manglede. Så den er opstået af deres egne undervisningsnoter. Der findes allerede flere grammatikker på dansk. Men de er enten små, specialiserede eller også er de ældgamle. »Og man kan altså ikke tage alle eksemplerne med sporvogne og bakelit alvorligt længere«, som Robert Zola Christensen siger. Grammatik som straf Nogle vil måske undre sig over dét udsagn. For et udsagnsord er vel et udsagnsord - uanset hvad det så betyder? Men nej. Ifølge Lisa Christensen er det for de to forfattere faktisk helt afgørende, hvad ordene betyder. Og det er nyt. »I vores fremstilling handler en fjerdedel af grammatikken faktisk om læren om ordenes betydning. For uden semantikken, som den hedder, forstår man slet ikke sprogets grammatik. Og så er det, man hader at sidde med det. Det går ikke«. »Og måske kan det hele siges så enkelt: Det er grammatikken, der flytter rundt på sprogets betydninger. Det kunne være endnu en definition. Men den slags lærer man ikke i skolen i dag. I skolen får man et grammatikark, når man er færdig med sine almindelige opgaver. Grammatik er nærmest en straf«. Vi er ikke normative Stemningen i det blandede ægtepars moderne svenske rækkehus, der meget passende er tegnet af en dansk arkitekt, er overordentlig venlig. Og fuld af liv. Der er kaffe på kanden og kage på bordet, og man må gerne spise med ord i munden. Faktisk er der ingen løftede pegefingre. Overhovedet. »Vi er ikke normative«, som Lisa Christensen siger. Og med det mener hun, at 'Dansk grammatik' ikke er en streng lovsamling, vi alle sammen bare har at følge. For grammatik er ikke bare noget, man skal overtage fra andre. Sproget er mere levende end som så. De to forfattere har derfor snarere prøvet at beskrive det, der foregår, når vi taler sammen og skriver ting til hinanden. For det er i det hele taget lidt af et mirakel, at vi overhovedet kan tale sammen. Lidt af dét mirakel er netop grammatikken. Og det kan man, siger Lisa Christensen, godt forklare med ret jordnære eksempler. »De fleste mennesker på Jorden kan mellem 40.000 og 80.000 ord. Alle de ord sætter vi sammen, når vi taler med et andet menneske. Hvis vi f.eks. taler med en hund, kan vi godt råbe ord, der fungerer som symboler - På plads! Sid! Rul rundt! - men vi kan ikke føre en egentlig samtale med hunden«. »Årsagen er, at den ikke har nogen grammatisk forståelse på det plan, vi har. Når man når over cirka 300 løse tegn, mister man overblikket. Så skal de kombineres mere systematisk. Eller grammatisk, om man vil«. Sproget er flosset i kanten Men samtidig er hele sproget - med Robert Zola Christensens ord - »flosset i kanten«. »Den semantiske betydning af ordene fortaber sig, når man forsøger at lave en klar definition. Bare tag sådan noget som en bil. Det ved vi da alle sammen, hvad er. Eller gør vi?«. »Hvis vi siger, at en bil er et køretøj, der har fire hjul, er en defekt bil, der mangler et hjul så slet ikke en bil? Jo da. Og selv små børn peger stadig på den og siger: »Se, mor! En bil!««. »På samme måde går det, næsten uanset hvordan man griber det an. Er en traktor en bil? Er en mejetærsker? Hvis man tager et ord som stol, så siger de fleste, at en stol har fire ben, og at man kan sidde på den. Men der er også liggestole og barstole og kørestole. Så hvad er en stol - egentlig?«. Tyttebærmorfemer Efter få minutter er man ved at få spat af at prøve at definere selv de mest banale ord. Og mange af de ord, vi er helt sikre på, at vi godt forstår, dem forstår vi måske slet ikke? Lisa Christensen fortæller om den nye term 'tyttebærmorfem'. »Et morfem er en betydningsbærende del af et ord. Som 'rød' og 'grød' i 'rødgrød'. Et tyttebærmorfem betegner de orddele, vi i grunden slet ikke forstår, men alligevel bruger. Alle kender et tyttebær, og alle kender et bær. Men hvem kender en tytte? Alle kender en sol og en solsikke. Men hvad er egentlig en sikke?«. Hendes mand siger, at den samme flossethed findes i et tidsligt perspektiv. Generationerne er slet ikke enige om betydningerne. »Unge i dag synes, at en bjørnetjeneste er noget stort - stort som en bjørn! - mens deres bedsteforældre synes, at det er en hjælp, der skader mere, end den gavner. I gamle dage kostede noget dyrt 'en hel bondegård'. I dag koster det måske 'en hel jetjager'. På den måde genopfrisker vi konstant billederne«. Betydning er grammatisk forankret At betydningen vitterlig er forankret i grammatikken - og omvendt - viser sig tit. Lisa Christensen henter sprogforskeren Erik Hansens klassiske eksempel frem. »Hvis en flæskesteg 'ligger' ude på køkkenbordet, så har den ikke været i ovnen endnu. Men hvis flæskestegen 'står' ude på køkkenbordet, så er den klar til at spises«. På samme måde kan god grammatik være ikke så lidt af en nyhed. Bare et ords placering kan nemlig ændre betydningen totalt. »Når en hund bider en mand, så er det ingen nyhed, men når en mand bider en hund, så er det en nyhed. Og på samme måde er det jo heller ikke sikkert, at Anne elsker Bjarne, bare fordi Bjarne elsker Anne«. »Årsagen er, at vi på dansk skal stille ordene i bestemte rækkefølger, for at de betyder det, vi vil sige. På f.eks. latin kan man stille dem hulter til bulter, uden at sætningen ændrer mening«, forklarer Robert Zola Christensen. Ikke fortabt i detaljer Man kan undre sig over, at vi har ventet i årevis på sådan en grammatikbog. Og over, at der blandt andet skulle en svensk sprogforsker til for at få opgaven løst. Men det har sin logiske, om end paradoksale forklaring. Den kommer Lisa Christensen med. »Når man som svensker skriver en dansk grammatik, fortaber man sig ikke i ti år i de allermest specielle detailproblemer. For man kender dem jo simpelthen ikke«. »Det var faktisk helt anderledes kompliceret for mig, da jeg var med til at lave Svenska Akademiens store svenske grammatikbog. Den foreligger i dag i fire store, fede bind«. Robert Zola Christensen nikker forstående. For han ved, hvad det er, hans kone snakker om. Og han ved også, hvordan han skal sige til hende, hvordan hun skal sige det, hun siger til ham på dansk om dansk. Han har nemlig tidligere skrevet en dansk grammatik for svenskere. Kan det undre nogen, at de tos to sønner er tosprogede?