Fay Weldon får sat hår. Og er forsinket. For snakken går angiveligt livligt mellem hende, frisøren Diane og manden Nick Fox på hotelværelset oppe på etagerne et sted . Så mens vi venter: lidt fra den blå bog. Fay Weldon er britisk litteraturs grand old lady. Forfatter, feminist, debattør og humorist med over 20 romaner bag sig, teaterstykker, tv-serier, hun skrev blandt andet første afsnit af ’Herskab og tjenestefolk’. Stort set det hele handler om kvinder, fanget i en verden styret af mænd og i skarp konkurrence med andre kvinder, for det ligger dybt i det multitaskende køn at tænke: »Se, mine hæle er højere end dine!«. Men betonfeminist er hun ikke. Snarere iagttager af, hvad det er, der sker mellem kønnene i hjemmet og i samfundet. Har prøvet stort set det hele Og hun har prøvet stort set det hele selv. Valgt at få et uønsket barn, været enlig mor, gift tre gange, som ung i et ydmygende ægteskab, hvor manden bestemte alt, for det var ham, der tjente pengene. Mor til fire sønner, tre stedsønner og én (ond) steddatter. Men mere om hende senere, for nu er hun her. Lattermild og med en arm under fotografens – hun er fyldt 77, og knæene er ikke, hvad de har været – op ad trapperne til mødelokalet. Det med latter er i al fald rigtigt. Men mild kan man nok ikke kalde den inkarnerede feminist, der stadig kræver sin ret til at sige, hvad hun mener om kønnene – og om islam. Og hun tør, selv om hun er sortlistet på islamistiske hjemmesider, og venstrefløjen kalder hende islamofob. Blid i mælet Kun når talen falder på mænd og drenge, bliver hun helt blid i mælet. »Tag jer godt af jeres mænd og sønner, de er sårbare og følsomme«. Er du blevet blød? »Nej, mænd er blevet bløde. De forstod jo, at de måtte forandre sig, da kvinder pludselig fik arbejde og tjente egne penge, så de kunne forlade hjemmet, hvis man ikke var sød ved hende. Så nu er mænd søde, for søde for deres eget bedste!«. »Vi tilpasser os«, nikker den 45 år yngre mandlige fotograf. »Ja! I har tilpasset jer, men kvinder er stadig utilfredse«, ler hun. Tilbagefald i frihed og lighed Kvindesagen har gjort, at kvinder i Vesten er frie, siger Fay Weldon. Men fordi Europas samfund ændrer sig på grund af indvandringen fra tredjeverdenslande, oplever vi nu tilbagefald i frihed og lighed. Mange af de kvinder, der kommer, arbejder ikke og har ingen selvstændighed, uddannelse eller frihed. Og presset på den vestlige kultur er så stort, at Fay Weldon i hvert fald på sit eget lands vegne siger, at det knap længere er England. Weldon, der er vokset op i New Zealand, holder ellers meget af England og London, skinner det igennem i hendes romaner og især i selvbiografien, ’Auto Da Fay’. »Hvis man er rig og kan tage taxa fra det ene pæne sted til det andet, er London stadig en fantastisk by. Men hvis man er almindelig borger, der skal kæmpe sig gennem mængden, er den ikke noget særlig rart sted længere. Der er for mange mennesker, der er en masen, det føles ikke som England mere, det er et stort multietnisk center«. Civilisationen flyver ud i verden Hun forelæser selv som professor på et multikulturelt universitet i London. »De studerende flyver ind til Heathrow fra hele verden, lærer alt det, vi kan, og tager det med sig, når de flyver hjem igen. Flyver civilisationen ud i verden. Det er godt. Jeg har mange dygtige studerende, desværre er det mest mænd, der kommer. Der er nogle meget begavede kvinder fra Saudi-Arabien, men de tager ikke litteraturkurser, de studerer genteknologi«. Fay Weldons nye roman ’Kvinder på kur’ handler om 14 kvinder, der mødes på et kursted, et ensomt beliggende og luksuriøst slot. På engelsk hedder romanen meget mere elegant ’Spa Decameron’, for som i Boccaccios ’Decameron’ fra cirka år 1350 samles kvinderne et isoleret sted 10 dage og fortæller deres livshistorier til hinanden. Råt for usødet, som traditionen kræver. Hjertet på kvindernes side Der er hjernekirurgen, der må bilde mændene ind, at hun er sygeplejerske, for at få en date. Den berømte krigskorrespondent, som også er redaktørens skrøbelige elskerinde. Trofæhustruen, som har afsonet to år i et græsk fængsel, snydt af sin rige eksmand. Dommeren, der tidligere har været en mand. Og kvinden med den onde steddatter, mere om hende senere. Udelukkende overklassekvinder. Men hvorfor som forfatter med hjertet på kvindernes side og interesse for samtiden ikke skrive en roman om kvindeundertrykkelse blandt nye engelske statsborgere? »Fordi jeg ikke ved nok om, hvordan det er at være indvandrerkvinde. Det er, ligesom jeg ikke skriver om mænd, jeg vil ikke lade, som om jeg ved, hvordan det er at være mand«. Stjæler fra sig selv Da romanen udkom i England, skrev The Guardians anmelder, at Fay Weldon havde stjålet mindst to af kvindernes historie fra sine egne tidligere bøger, stort set ordret. »Ja, den er god nok«, svarer Fay Weldon sødt: »Og hvorfor ikke, det er sådan en lang bog ... det virkede som en fornuftig ting at gøre, når de nu passede godt ind«. Og så tilføjer hun, at det alligevel kun er anmeldere, der læser rub og stub i et forfatterskab. Det er ikke nemt at være en trofæhustru Og hvorfor et kurbad, hvor kvinder skal gøres smukke, er kvinder stadig sådan? »Mere end nogensinde, er jeg bange for. Men dette er også en bestemt klasse af kvinder, som har rige mænd, og de tager på kurophold for at opretholde deres ydre. Det er ikke nemt at være en trofæhustru. De ved, at de er nødt til at se præsentable ud. Men det er det valg, nogle kvinder tager. Ligesom karrierekvinder, der vælger ikke at få børn«, siger Fay Weldon og får fat i halen på et af sine yndlingsemner: moderne kvinder, der vælger børnene fra, eller som bliver skilt og gift igen og igen og slæber dem rundt fra ægteskab til ægteskab. Eller også arbejder så meget, at det i realiteten er samfundet, der tager sig af børnene. »Kvinder får færre og færre børn. Børn er for irrationelle mennesker, og man er irrationel, når man er under 23. I dag venter kvinder med at få børn, til de er meget ældre, men så er man ikke irrationel længere. Man indser, at det at få børn er dyrt, tidskrævende, besværligt og bekymrende. Og så lader man være! Jo højere uddannelse, jo færre børn. Det er heller ikke med til at gøre samfundet mere lige«. Kristendommen er en bedre religion end islam Hendes mor var ateist, men i 1998 valgte Fay Weldon at blive døbt. »Jeg ville gerne være med i det kristne samfund. Vores historie, vores etik, kultur og tradition er værd at samle på. Vi er presset af en fundamentalistisk kultur, og vi må vedgå os vores egen. Det er meget svært at tale om, fordi presset udefra er blevet så stort, at man ikke må. Men jeg tør da endnu sige, at kristendommen er en bedre religion end islam. Vores religion og kultur bygger på barmhjertighed, det gør islam ikke. Kristendommen bygger på retten til at tvivle, til at undersøge og sætte spørgsmålstegn ved alt, mens en totalitær religion kræver at være den eneste sandhed. Det undertrykker mennesker, kvinder så vel som mænd, og gør det nemt at lave diktaturer, folk er vant til, at de skal gøre, hvad religionen eller diktatoren siger«. Empati der giver bagslag I Vesten er vi trænet i empati, siger hun. »Og empati er en god ting. Men nu giver den bagslag. Østeuropæiske og filippinske au pair-piger tager til det magelige Vesten. Og indvandrere med helt andre værdier end vores bevirker en samfundsomvæltning. England kan lige netop klare den samfundsomvæltning og stadig være et slags England, men vi kan ikke klare mere, hvis vi skal forblive frie og lige«, siger Fay Weldon og taler lidt om kvinder, der må gå tilhyllet. »Selv om jeg selvfølgelig godt kan se fordelene ved at gemme sin krop væk«, ler hun og ser ned ad sin egen lidt buttede person. Der er en procentdel af kvinder i alle samfund, der godt kan lide at få at vide, hvad de skal gøre, mener Weldon. »Men jeg håber, at kvinder fra indvandrersamfund med tiden vil se fordelen i at have et arbejde og en frihed. Jeg tror på det, og jeg tror, at mændene også vil se fordele i at have koner, der arbejder. Se hvordan vores egne mænd har ændret sig. Hvis vi havde siddet her for 50 år siden, ville fotografen – som mand – havde overtaget samtalen og sagt, hvad vi skulle gøre. Og vi ville ikke tale om det, vi sidder og taler om, vi ville tale om, hvilket mærke vaskemaskine der var bedst«. Dekorative objekter Vil mænd overhovedet overleve efter deres tilpasning? »Kun som dekorative objekter«, klukker Fay Weldon. »Kvindesagen har sejret, men prisen for sejr er, som man siger, evig agtpågivenhed. Man må altid være på vagt, for det er et naturbestemt faktum, at mænd er stærkere end kvinder. De er stærkere, fordi de singletasker. At singletaske gør dig magtfuld. At multitaske gør dig bare træt«. Alle skal overleve I sit forfatterskab beskæftiger Fay Weldon sig en del med alder. Nu er hun selv oppe i årene. »Det værste ved at blive ældre er, at regeringerne i deres kamp for at få folk til at leve længere og længere har gjort de sidste 11 år af kvinders liv til et mareridt. 11 år er det gennemsnitlige antal år, man bliver holdt i live, og måske skulle man i stedet have haft lov til at dø. For mænd er det 6 år. Det er blevet en besættelse i mange lande at få befolkningen til at blive ældre og ældre. Alle skal overleve – både alt for små tidligt fødte børn og gamle syge mennesker. Men det er livskvaliteten, der kommer an på«. Den engelske regerings ideer om et langt sund liv får Fay Weldon til at forsvinde i fnis. Åbenbart er der i London et parkometersystem, der gør, at det er billigere at holde langt fra sin arbejdsplads, for så får medarbejderne mere motion og bliver ikke tykke. »Hvorfor fortæller jeg pludselig det? Det er nok, fordi det er så tosset!«. Onde steddøtre Samtidig med at ’Kvinder på kur’ udkommer i Danmark, sender Fay Weldon en ny roman på markedet i England. Den handler om onde steddøtre. »I dag er det steddøtrene, der har magten, rollerne er byttet om, fordi fædre relaterer til deres børn, det gjorde de ikke tidligere. Stedmoderen er kun et skiftende ansigt på puden ved siden af. Datteren har faderen i sin hule hånd«. Selv har hun fire sønner. Tre stedsønner. Og én steddatter. Så det med en steddatter har Fay Weldon som så meget andet i sine romaner selv prøvet. I dag har de et godt forhold. Men svært var det at bo under tag med en vred teenagesteddatter, der til sidst stak af, vistnok midt om natten. »Drenge er det vildt nemt at være stedmor for. De ønsker intet andet af dig andet end mad, vask og moralsk støtte. Men steddøtre kan ikke tilgive, at faderen valgte en anden kvinde. Kvinder er competetive, også som børn. Søstersolidaritet har gjort meget, men vi har det dybt i vores instinkter at konkurrere. Vi sammenligner hele tiden: Se, mine hæle er højere end dine!«.