Da 'Syv fantastiske Fortællinger' i 1935 udkom på dansk, blev bogen i Berlingske Tidende karakteriseret som »et Stykke blændende kunstnerisk Simili af en begavet, men forskruet Forfatterinde«. Den giftige pen tilhørte unge Frederik Schyberg, som i særlig grad hæftede sig ved Karen Blixens vovelige omgang med rodfæstet kulturelt arvegods, hendes evne til - med kritikerens ord - at servere »Perversiteter med Sukkertang«. Anmeldelsen gjorde dybt indtryk på Blixen og gik umiddelbart over i litteraturhistorien - måske fordi den til syvende og sidst havde fat i en vigtig flig af forfatterskabets virkemidler og undergravende tematik: dets dæmonisering af heteroseksuel almindelighed, dets drilske spil med modernitetens bærende konstruktioner. »Alle moderne Mennesker længes efter Trolddom«, hedder det i debutkomedien 'Sandhedens Hævn' (1926), og i Blixens store tekstunivers folder trolddommen sig i høj grad ud gennem udfordrende nytænkninger af krop, køn, erotik og menneskelighed. »Karen Blixens forfatterskab peger frem mod det 21. århundredes posthumane samfund«, hævder litteraten Dag Heede, som med inspiration hos postfeministiske teoretikere som Judith Butler og Eve Kosofsky Sedgwick har stået for en omfattende genlæsning af det brogede blixenske tekstlandskab, som han møjsommeligt forsøger at gøre fri af forfattermytens omklamrende spøgelse. Vi har bedt ham uddybe sine synspunkter. Mænd foretrækker mænd »Frem for alt er jeg lidt skeptisk over for årtiers mytologisering af Karen Blixen, som for mig at se skygger for forfatterskabets virkelige dæmoni. I modsætning til så megen anden Blixenlæsning forsøger jeg bevidst at sætte forfatteren i parentes til fordel for værket - også selvom biografien er spændende og fuld af gode historier. På samme måde er jeg ganske uinteresseret i den mulige forfatterintention og koncentrerer mig udelukkende om, hvad der rent faktisk står i teksterne. Det er mere end rigeligt«. Du vil hellere spille med end fortolke ... »Ja, hvor mange læsninger efter min mening lukker teksterne, så forsøger jeg i stedet at åbne dem for et utal af nye vinkler. For de taler jo et rigt og kakofonisksprog - de råber i munden på hinanden og siger ofte stik modsatte ting. Det er faktisk noget af det virkelig spændende. Og derfor bidrager alle disse velmenende pædagogiske overgreb mod Blixens forfatterskab i højere grad til at skabe blindheder end egentlig indsigt«. Men hvad er det så for spor, du ser i Blixens viltre tekstlandskab? »Noget af det, jeg i udgangspunktet fandt interessant og mærkeligt, var det fuldstændig selvfølgelige i, at mænds begær i første omgang er rettet imod andre mænd. Ét af forfatterskabets grunddogmer er simpelt hen, at mænd foretrækker mænd, og mandens socialisering skildres næsten omvendt af psykoanalysen, hvor homoseksualitet er en forbigående fase på vejen til den modne heteroseksualitet«. »Hos Blixen er forholdet sat på hovedet: Der findes en forvirret, ulykkelig fase, hvor ynglingene har nogle traumatiske, ofte morderiske forhold til kvinder, førend de til slut finder ro i en homosocial situation, som ofte er selve fortællingens udgangspunkt. Dette mønster fører så en masse andre ting med sig - f.eks. at de seksuelle kategorier nærmest taber deres mening, fordi kønnene hos Blixen er så ustabile og changerende. Systematisk skævlæsningOg det er nogle af de temaer, du anser for 'blinde vinkler' i den traditionelle Blixen-læsning? »Ja, noget af det, der i stigende grad fascinerer mig ved litteraturhistorien, er, hvilke iagttagelser ved en tekst som er legitime, og hvilke som ikke er det. Og der synes jeg, Blixens forfatterskab er et skoleeksempel, for her taler vi virkelig om årtiers systematiske produktion af blindheder, så selv nogle af forfatterskabets helt åbenlyse temaer efterhånden er blevet utrolig svære at få øje på«. »Visse problemstillinger må simpelt hen ikke eksistere, selvom de ofte er af afgørende betydning for selve tekstens plot. Det gælder eksempelvis for en fortælling som 'Drømmerne', hvor Lincolns seksuelle præferenceskift faktisk er vigtigt for at forstå udviklingen i teksten«. »Men ingen af sekundærlitteraterne spørger sig selv, hvorfor han egentlig befinder sig på denne båd, skønt det står direkte i teksten: »af Kærlighed til den unge Mand«. Har det ikke betydning for, hvordan teksten er skruet sammen, og giver det ikke en ekstra vinkel til hele hans kærlighedshistorie til den mærkelige, gådefulde kvinde?«. Dit videnskabelige værktøj er et såkaldt queer-perspektiv (queer, engelsk slang for homoseksuel). Hvad er det for noget, hvad kan det? »Jeg tror, man bedst kan sammenligne queer med det, der skete i 1970'erne, da feminister pludselig satte køn på verden og begyndte at stille nye provokerende spørgsmål til tingenes orden. I dag sætter queer-teoretikerne seksualitet ind i stedet - både der, hvor den åbenlyst tematiseres, og der, hvor den tilsyneladende er fraværende og slet ikke hører hjemme«. »Hvor feministernes hovedfjende var patriarkatet, så kan man vel sige, at fjenden inden for queer er 'hetero-normativiteten', dvs. forestillingen om, at heteroseksualitet er det naturgivne og derfor noget, som ikke kan sættes til debat. Akkurat som feminismen, river queer-teorien i høj grad tabuer ned ved at stille upassende spørgsmål. Det handler om at betragte det kendte med nye øjne«. Desperat kønsbytteOg hvad er det så, du gennem dine queer-briller får øje på inde i Blixens landskab - hvilke ukendte giraffer bor der derinde? »Noget af det interessante er, at det kun er teksternes meget naive figurer, som for alvor tror på deres eget og andres køn. Dette ses bl.a. i en fortælling som 'Vejene omkring Pisa', hvis persongalleri næsten udelukkende består af mennesker, som changerer kønsligt. Hos Blixen er køn ganske simpelt til forhandling, og jeg synes, man begår trist disciplinerende vold mod fortællingerne ved ikke at få alle disse provokerende mangetydigheder med«. »Samtidig - og det er en vigtig pointe - er der ofte tale om meget smertefulde forhandlinger. Hos Blixen finder man kun undtagelsesvis en legesyg eksperimenteren, snarere spores der hyppigt et element af tiltagende desperation. Der er helt klart en drøm om utvetydige kønslige essenser, men samtidig en tragisk bevidsthed om, at de ikke findes. Jeg oplever Blixens kønsforhold som en Don Quijote-agtig måde at gå i døden på for noget, man udmærket ved ikke er holdbart«. Men andre steder møder man jo traditionalisten Blixen, der skildrer mænd og kvinder som væsensforskellige planetsystemer. Så enten er der to Karen Blixener, eller også hviler hendes forfatterskab på et gevaldigt paradoks ... »Jeg er helt enig - der er virkelig mange tendenser, mange spor. Jeg tror, man lidt groft kan sige, at 'queer-Blixen' findes tidligt, mens 'essentialist-Blixen' hører 1950'erne og 60'erne til. Jeg ser det afgørende skift mellem 'Syv fantastiske fortællinger' og 'Vinter-Eventyr', som jo begynder med, at en heteroseksuel yngling myrder en mand, som efterstræber ham erotisk. Så måske ligger der her et signal til det danske publikum om, at forfatteren har taget Schybergs anmeldelse til efterretning. Desværre. Bøgerne farligere end BlixenNår man læser dine analyser, forekommer det fristende at medinddrage Blixens personlige selviscenesættelser, hendes spil med modernitetens grundstoffer - køn, seksualitet, race og stand. Men du insisterer jo kysk på at opretholde de vandtætte skotter mellem liv og værk ... »Det er rigtigt, at teksterne hele tiden kommer så langt ud, at man fristes til at tage biografien ind - nærmest som en strategi for ikke helt at miste fodfæstet. Så klamrer vi os til dette mærkelige menneske, som fører guerillakrig mod alle vores mest grundlæggende kulturelle forestillinger. Jo mindre man har mod på provokationen, jo hurtigere lukker man biografien ind. Jo mere tryg og kastrerende bliver læsningen«. Så du ser den biografiske Blixen-hunger som et kulturelt 'horror vacui', et forsøg på at udligne et forstyrrende undertryk skabt af teksten? »Næsten som en besværgelse, ja. Jeg synes simpelt hen, vi ved alt for meget om biografien og alt for lidt om teksterne«. Du slutter din bog med at omtale Blixens mulige rolle i udviklingen af et fremtidigt, 'posthumant' paradigme. Hvordan forestiller du dig mere konkret Blixen som en sparringspartner i den henseende? »Karen Blixen ved noget om smertepunkterne i modernitetens køns- og seksualitetssystemer, som vi på godt og ondt er indfiltrede i. Hun tilbyder os et blik for skønheder hinsides køn og seksuel identitet og har desuden nogle interessante bud på, hvad et 'menneske' er - eller ikke er. Og så er Blixen fuldstændig ligeglad med den konkrete fysiske akt - det er forspillene, som interesserer hende. Eller som frøken Malin siger til sine elskere i 'Syndfloden over Norderney': »Digt! Digt! (...) brug Eders Fantasi. Hold Sandheden fra mig«. Til slut vil jeg gerne høre lidt om queer-teoriens fremtid i dansk litteraturforskning. Hvilke forfatterskaber står for tur i dit 'queering the canon'- projekt? »Ingen kan vide sig sikre, der er ingen fredede områder. Johannes V. Jensen tigger og beder om at blive queeret , det er klart - også hans forfatterskab er et af de skrigende blinde punkter i dansk litteratur. Men også moderne forfatterskaber har været genstand for en systematisk frembringelse af blindhed, f.eks. hvad angår Rifbjergs 'Den kroniske uskyld'«. »Et andet ekstremt spændende nutidigt romanværk er Kirsten Thorups 'Baby', som rummer en helt overset normalisering af begær på tværs af køn. Så hele vejen fra Oehlenschlägers 'Guldhornene' til Thorups 'Bonsai' må man forsøge at lade mangfoldigheden komme til orde. Lade sig rive med. Forbavses«.