Kvinder på gadehjørner, i senge, med mænd, bag døre og på gaden.

Der er også børn, kranier og øde gader, men det er særligt kvinderne og deres kroppe, der optager siderne i fotografen Krass Clements nye bog 'Før natten' om Cubas hovedstad, Havana. Det er ikke noget tilfælde som mange andre besøgende blev Clement slået af sanseligheden i byen. »Bogen handler nærmest om, hvordan jeg sansede byen den første formiddag, jeg var der. Man kan ikke undgå at blive slået af, at der er en utrolig sanselighed, som for os puritanere er nærmest promiskuøs«. »Alle kvinderne ligner prostituerede, og det er de fleste jo slet ikke. Men det er meget behageligt for øjet at være i en hel by med kvinder, der i maleriske stillinger byder sig til«. Og trods sin lidt salvelsesfulde klang er netop sanselighed et ord, der dukker op mange gange, når Clement taler om både Cuba og livet som fotograf. Begge steder mener han, at det er et uhyre centralt begreb. »Det er sanseligheden, jeg fotograferer på. Du sanser noget og forsøger at fastholde det. Det handler utrolig meget om præcision det er brøkdele af sekunder, der skiller ligegyldigheden fra det væsentlige. Og det har igen noget at gøre med sansningen, at man sanser den person, det lys«. Men selvom indtrykket af byen og dens sanselighed hurtigt fæstnede sig, skulle der tre besøg og fem måneder til, før Clement kunne indfange byen, som han fandt svær at forstå. Livsnærvær »Blandingen af sanselighed og reelt livsnærvær er svær at navigere i for udlændinge. Det virker også frastødende; personligt tænder jeg ikke på den form for omgangsform, men det er visuelt fantastisk«. »For øjet er der vel næppe noget skønnere end en kvinde, der går frem og tilbage, det er pragtfuldt, malerisk, men det er jeg som bekendt ikke den første, som har opdaget«. Hvorfor hedder bogen 'Før natten'? »Nu må du ikke tage titlen for bogstaveligt, men det handler selvfølgelig om, at jeg ikke tør tænke på, hvad der sker, den dag styret bryder sammen, og amerikanerne rykker ind igen og tager tilbage, hvad de mener, er deres retmæssige ejendom. Så bliver det sgu for alvor uhyggeligt. Det bliver en form for økonomisk styret anarki«. »Jeg har aldrig været særlig kommunistisk orienteret, men det er et af de få totalitære styrer, som jeg føler har en vis berettigelse. Også fordi jeg tror, at Fidel Castro har været, og måske stadig er, idealist. Der er nogle værdier, der håndhæves, og takket være restriktionerne har de bevaret et menneskemønster, som vi har mistet«. Tid og fordybelse Trods de pæne ord og mange smukke kvinder er det langtfra noget skønmaleri af Fidel Castros Cuba, som Clement tegner. Der er invalider, skæve huse og knuste eksistenser, og ligesom 'Færgen' og 'Påske søndag mellem 11 og 16', hans to seneste nådesløst usentimentale fotobøger om Danmark, kræver 'Før natten' både tid og koncentration. Selv mener han, at 'Før natten' er langt mere traditionel end de to bøger om Danmark, og peger på sig selv som en street-photographer, der søger at fange gadelivets puls. Men samtidig gør han meget ud af, hvordan sammenstillingen af billeder er nøje gennemtænkt. Sagen er nemlig, at Krass Clement, der i 1997 som den første fotograf blev hædret med Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, også er en mand med et ambitiøst projekt. Gennem de senere år har han arbejdet meget intenst på at nedbryde nogle af skellene mellem dokumentarisme, objektivitet, journalisme på den ene side og det kunstneriske på den anden side. Helt åbent forbeholder han sig ret til at være subjektiv og lade sine egne følelser være det bærende. Målet er at tvinge danskerne til at forstå fotografiet som andet og mere end virkelighedens spejl og få dem til at se det som en kunstform, der kræver tid og fordybelse. For tre år siden skrev han en harsk kronik i denne avis om krisen i dansk dokumentarfotografi, men når det gælder fotograferne, mener han, at det går bedre. »Det, jeg ankede imod, var det journalistiske fotografi, hvor man rejser ud til et eller andet område, er der en uges tid og tager nogle billeder af nød og elendighed. Ikke at det er forkert, men man skal bare ikke tro, at det er mere, end det er«. »Men der, synes jeg, det går bedre; de unge har fået en bedre bevidsthed om både de muligheder, der ligger i fotografiet, og det personlige ansvar, der er forbundet med det at være fotograf. At det ikke kun handler om at fare ud i den tredje verden og fotografere nogle folk«. Danskerne bagefter Hvis fotograferne er blevet mere tænksomme, er publikum ikke fulgt med. Ligesom inden for poesien mener Clement, at et godt fotografi ikke behøver fortælle noget nyt, men lige såvel eller bedre kan minde om en stemning eller en sindstilstand. Problemet i forhold til lyrik er ifølge Clement, at det danske syn på fotografiet stadig bevæger sig på et meget, meget lavt niveau. Det gælder ikke mindst anmeldelserne, hvor det enten er godt eller dårligt og nuancerne ofte er helt fraværende. Tid til fordybelseKæmper du mod strømmen? »Ja, det har jeg sgu altid gjort med fotografiet, det gør man allerede ved at bruge fotografi som et kunstnerisk udtryk, det har ikke rigtig været i vælten, særlig ikke her i landet«. »Men jeg synes, det er vigtigt at vise, hvilke muligheder der er i fotografiet, og prøve at tvinge betragteren til at afkode billederne meget mere nuanceret, tvinge betragteren til en fordybelse«. »Og det er jo det modsatte af, hvad vi ellers vænnes til; det skal gå hurtigere og hurtigere, vi skal zappe hele tiden. Og hvis man begynder at zappe i mine bøger, kan man hurtigt lægge dem væk«. Det er en sej kamp, erkender Clement med et smil. Trods skrålende anmeldelser og et ry som en af Danmarks førende fotografer går hans bøger stadig i ganske små oplag, og selv om støtten fra Statens Kunstfond har gjort ham mere finansielt fri, ærgrer det ham stadig. »Det er svært at få folk til at glæde sig over fotografier på en kvalificeret måde, folk har stadig et meget fordomsfuldt og konventionelt forhold til billedet, det skal være anderledes, det skal være spændende, det skal være noget, man ikke kender til«. »Og så er der klart sket en større og større forringelse af det, vi kalder folkekulturen; det, vi egentlig foretager os og relaterer os til, bliver mere og mere proletariseret, mere og mere tarveligt«. Du er meget hård mod Danmark? »Man kan ikke være hård nok, særligt efter valget, hvor den indre svinehund virkelig har fået mæle«.