Forfatteren Camille Blomst gør kun det, hun er god til. Hun forstår ikke trafikken, og derfor ejer hun hverken kørekort eller cykel. Selv om hun har gået København tynd, er det udelukkende sket iført højhælede sko, og da hun højgravid åbner døren til sin store lejlighed på Vesterbro, hæver et sæt blomsterprydede støvler hende mindst fem centimeter over jorden. Hun skal føde dagen efter. Alligevel har hun ikke taget forbehold, da interviewaftalen blev lavet fem dage forinden. »Hvis han var på vej ud, ville jeg vel kunne mærke det«, siger hun skråsikkert. Stopper så op, tænker sig kort om og løfter sine øjenbryn, mens hun spørger: »Eller hvad? Det ved jeg faktisk ikke«. Hun har dækket et bord i stuen med flere slags chokolader, vindruer, te, kaffe og kildevand i karton. Uden at spørge fylder hun omgående kopperne op, når bunden bliver synlig. Væggene er blodbordeaux, og enlige roser i små glasflasker pryder vindueskarmen. Camille Blomst er 31 år. Hendes anden roman med titlen 'De siger man kan elske uden at få børn' er netop udkommet. Anmelderne har rost hende for et betagende sprog og en evne til at fange tonen i de omkring 30-åriges kampe med kærlighed, utroskab og frygten for at blive voksen og kedelig. Bogen blev til midt i hendes livs største krise, da kæresten gennem mange år forlod hende. Og blev overdraget til forlaget den dag, hun blev gravid med hans bedste ven. Kanel og lakrids Camille Blomst har to store passioner: mænd og mad. Begge lidenskaber har hun givet videre til bogens hovedperson Bolivia. Og måske kan netop de ingredienser, Bolivia bager med et lam syv timer i ovnen, beskrive Camille Blomst bedst. Kanelstænger, lakridsrod og rødvin. Hendes mørke proptrækkerkrøller er fint ordnede, et turkis filthjerte sat fast i kavalergangen og sølvglimmer pryder øjenlågene. Men før sødmen bliver klistrende, indfinder lakridsroden sig. Det er Camille Blomsts sprog, der giver kanelen kontrast. Fyldt med nuancer, alvor, stærke gloser og levende billeder. Og før de to tilsammen bliver banale, sniger rødvinen sig ubemærket ind i form af finesse, runding og omtanke. Hun er vokset op på Bornholm som datter af journalisten Jacob Ludvigsen og den økologiske cremefabrikant Elizabeth Løvegal. Det specielle navn fik hun, fordi hun som lille hylede rigtig meget. »Men når jeg fik kamillete, holdt jeg mund. Så mine forældre mente, at det var det, jeg skulle hedde«, siger hun. Efter at have gået på gymnasiet på Bornholm - og været ejer af en pink pølsevogn sammen med sin søster - flyttede Camille Blomst til Herning for at gå på højskole. Derefter tog hun med sine nye venner til Århus og fik job som radiovært og kok. Nogle år senere flyttede hun til København, og efter et par år uden for restaurationsbranchen måtte hun tilbage igen, fordi hun savnede tempoet og spændingen. Bogens Bolivia arbejder sig ligesom Camille Blomst gennem et utal af restauranter og cafeer, og det giver hende mulighed for at fortælle en del af den baggrundsviden, hun har skrabet sammen gennem årene. Om mad, der bliver genbrugt, og alt for gamle råvarer, der bliver serveret på tallerkenerne. »Jeg synes, at restaurationsbranchen har en pragtfuld humor. Det er ikke ondt ment, men kunderne skal vide, hvad der foregår i kulissen. Så jeg har samlet nogle skrækhistorier«. Revet over på midten Hun har aldrig været i tvivl om, at hun skulle skrive. Gad bare ikke gå i gang, før historierne trængte sig så meget på, at de skulle ud. Den første bog, 'Hurra, hurra og så det lange ...', fortæller Camille Blomst gennem en 50-årig mand. Ideen var, at hun slet ikke skulle kunne spores i historien eller i sproget. Alt, der ikke kunne komme fra en ældre mand, blev sorteret fra. Men denne gang er hun der. I høj grad. »Bolivias sprog er mit sprog. Hendes følelsesmæssige fundament er mit, og hele denne her mandeædermentalitet er også min. Jeg har ligesom hende trådt for hårdt og ødelagt andre mennesker i et stykke tid. Men jeg har ikke skrevet bogen for at undskylde. Det er for at portrættere den type kvinde i stedet. For at fortælle mænd, hvad sådan en kvinde tænker, for de har ingen idé«, siger Camille Blomst. Hun har selv haft en forelsket fyr kravlende rundt på taget, og hun kender de mønstre, mænd falder for. Hun vil gerne sige, at hun håber, de har det sjovt med at jage hende, for kvinden, hun har det sjovt. Hun er iskold og beregnende med hensyn til at få dem til at stå på hovedet. Bolivia starter en flirt over mail med en radiovært, hvis stemme hun forelskede sig i som 14-årig. Tingene udvikler sig, og pludselig skal hun vælge mellem den fyr, hun elsker og bor sammen med, og pigedrømmen. Hun ender med at såre en masse mennesker, men flirten og legen med radioværten synes hun er harmløs. »Nogle mener, at den platoniske utroskab er rædselsfuld. Men jeg synes ikke, at man, selv om man er i et parforhold, bare skal smelte sammen. Det er næsten ærgerligt, hvis der kun er én mand, der skal påvirke en. Og jeg synes, det er en tåbelig utopi, at der kun er én mand i verden, der får ens hjerte til at banke«. For halvandet år siden, da Camille Blomst var i fuld gang med bogen, gik hendes kæreste gennem mange år pludselig. Hun var ude af sig selv og pakkede til sidst sin taske. Siddende på et pensionat i en lille tjekkisk bjergby skrev hun omtrent 100 følelsesladede sider. »Jeg var syg af kærestesorg. Men jeg er også sikker på, at bogen ikke var blevet lige så god, hvis livet ikke havde villet lære mig en hård lektion. Jeg blev revet over på midten, men jeg accepterede det, der skete. Og så, på min 30-års fødselsdag, blev jeg overrasket af min egen skæbne«. Frygten for ikke at ramme rigtigt For pludselig fandt hun sig selv forelsket i sin ekskærestes bedste ven. De fandt sammen, og et halvt år efter var Camille Blomst gravid. Absolut ikke med vilje, og den første, anden og tredje tanke var, at barnet skulle fjernes. »For jeg var ikke klar til at blive mor. Jeg syntes ikke, at andre folks børn var søde. Men jeg anede ikke, at det var så svært at få abort i min alder, og da jeg tredje gang blev sendt hjem fra lægen med besked om, at jeg lige skulle tænke over det igen, sagde min kæreste: »Jeg tror, vi skal bøje os for skæbnen«. Og så gik vi i Tivoli«. I dag, næsten ni måneder senere, er maven stor, og telefonnummeret til sygehuset ligger klar. Hun skal nemlig føde hjemme. »Al den industri, der er på et sygehus, gider jeg ikke. Faderen, der bliver smidt ud og går på druk med vennerne, hvad er det for noget? Nej, de kan alle komme til champagne her i stedet«. Den store lejlighed på Vesterbro har været rammen om mange fester og middage. Som regel med værtinden som festtaler ved bordenden. Men selv om hun virker fyldt med selvsikkerhed, har hun alligevel en frygt. At spilde andre menneskers tid. »Det handler ikke om, at jeg ikke har skrevet den godt nok, men at jeg rammer ved siden af. Det er ligesom, når jeg laver mad: Jeg ved, hvad den skal smage af, men har gæsterne lyst til det samme? Designere kender også frygten, for man ved jo ikke, om alle de andre har syet det samme det år. Jeg får først svar, når jeg står og tager opvasken«, forklarer hun. Anmeldelserne var overvældende, syntes hun. De roste især den unge forfatter for hendes sprog. Men det er svært at leve af at skrive, og Camille Blomst har været nødt til at arbejde som tjener under hele processen. Nu, hvor hun skal være mor, ved hun ikke, om hun skal tilbage til den branche. Men hun glider forbi økonomiske spørgsmål med et skuldertræk og et meget lille smil. Fremtiden vil hun ikke tale om. For hvis man fortæller om sine drømme, går de nemlig ikke i opfyldelse.