Hanne Ørstavik havde engang sådan et blødt, krøllet, valnøddebrunt hår, der lå som en formildende lun kyse om det nysgerrigt iagttagende ansigt. Nu får ansigtet lov til at træde frem, som det er. Åbent. Med det lyttende blik, det legende smil på lur om munden og de beslutsomt kløftede kindben. Håret er kridhvidt, kort og stridt. Det fremhæver, hvor spinkel Hanne Ørstavik er. Og hvor stærk. Jeg er næsten helt sikker på, at forfatteren Hanne Ørstavik vil hade at få komplimenter for og kommentarer om sit udseende. Det er ikke umuligt, at hun vil stampe irriteret omkring i sit hjem uden for Oslo, fordi mediebeskrivelser af kvinders udseende er lige så forudsigelige og hyppigt forekommende, som tilsvarende sætninger om mænds fysiske fremtoning er sjældne. Men jeg har ikke fortalt, hvordan Hanne Ørstavik ser ud igennem mine øjne, fordi hun er køn og kvindekøn. Jeg har beskrevet det, fordi hun på en prik ligner den måde, hun skriver på i romanen 'Uge 43', der netop er udkommet på dansk. Den er også lyttende og gennemsigtig. Sommetider kan romaner være sådan, at man oplever en følelse af at flytte ind i dem. Man går rundt i fiktionen. Som om der stod 'velkommen' eller 'Zimmer - Room - Værelse' på døren, ligesom det stadig står skrevet med håndskrift og store bogstaver på papskilte planket i jorden uden for landejendomme i det sønderjyske. Hanne Ørstaviks 'Uge 43' er anderledes. Man kan kun tage bolig i den, hvis man lukker døren op den anden vej. For mig er 'Uge 43' en helt speciel måde at læse på. Eftersom jeg ikke kun får fortalt. Jeg er nødt til at læse med. Lukke teksten ind. Med alle dens lag. 'Uge 43' er en roman, som banker forsigtigt på og efterfølgende kommer travende ind i læseren med alle sine spørgsmål, hvis man lukker op. Det er spørgsmål, som jeg ikke er færdig med at svare på. Men så må jeg jo læse bogen en gang til. Langsomt. Lyttende. Som om jeg deltager i en samtale. 'Uge 43' er sagte skrevet og skal også læses sådan, siger Hanne Ørstavik: »For mig drejer 'Uge 43' sig meget om læsning. Ikke bare om læsning af litteratur. Også om at læse et andet menneske. Om at læse verden. Om møder og relationer«, siger Hanne Ørstavik. I endnu højere grad end hendes tidligere romaner er 'Uge 43' en fysisk tekst. Man kan mærke den. Som om den var en samtalepartner med krop. »Jeg tror, at romanen siger, at hvis den skal give dig noget, skal du være villig til at møde den lige og åbent. Du skal være villig til at se, at hovedpersonen Solveigs relationer til moderen, til forbilledet Hilde og til litteraturen ikke er forskellige ting. Det er specifikke ting, som får sammenhængende betydninger, fordi Solveig er den, hun er. Hun har en grundlæggende længsel efter noget, som er sandt, som er ægte. Som ikke er ironisk«. Kritikerris Indtil 'Uge 43' udkom, havde Hanne Ørstavik overvejende fået gode anmeldelser for sin prosa. For 'Uge 43' fik hun så mange tæsk, at hun en overgang troede, at hendes opfattelse af virkeligheden var en anden end andre menneskers. 'Uge 43' handler om den 33-årige litteraturlærer Solveig, der har den idealistiske forestilling, at alting i tilværelsen fra tekster til relationer med andre mennesker må være så ægte, at de gør en forskel. Hun er ikke blind for, at 'ægthed' er et begreb, man kan gradbøje. Men hun tror på en difference mellem det sande og det falske, og i sin søgen efter det ægte er hun kompromisløs. Solveig er uden kærester og nære venner. Hun har et smertefyldt forhold til en mor, der ikke har set hende for alvor, så længe pigen kan huske. Det er med til at forme hendes fordringer om ægthed og hendes skuffelse, når omgivelserne reagerer halvhjertet. »For Solveig er næsten ikke nok. Hun vil ikke have noget næsten. Hun vil have det helt. Hun er kompromisløs, men hun er også ensom. Hun længes efter at være hel med nogen og tror, det kunne være kollegaen Hilde. Men hun må spørge sig selv, om man har lov til at være både sær, længselsfuld, vanskelig, krævende og alligevel ikke ensom?«. Blandt norske anmeldere har Solveig irriteret. Hun er jævnaldrende med sin forfatter, og man har undret sig over, at Hanne Ørstavik ikke har skrevet sin holdning til litteratur som poetik i stedet for roman. Man har også ment, at Solveig ikke fremstår 'troværdig' som menneske. Man har givet udtryk for, at kravet om livets og litteraturens 'ægthed' - i samme åndedrag - er for idealistisk. I det hele taget har Hanne Ørstavik for 'Uge 43' i Norge fået en storm af kritik, hun aldrig har prøvet at modtage før. At møde læsere I begyndelsen gik kritikken Hanne Ørstavik på. Hun spurgte sig selv, om det var hende, der slet ikke havde forstået sammenhængen mellem litteraturen og virkeligheden. Selv om hun gør sig stor umage for at skrive, som om litteraturen er virkelig, er et personligt erfaringsrum, vi alle kan gå ind i og være til stede i samtidig med hele vores væsen fra kroppe til intellekt, filosofi og erfaringer. Som skrevet fylder 'Uge 43' ikke mere end 228 sider. Men man skal bygge et kringlet tårn for at få plads til romanens erfaringslag af erindringer, fortrængninger og iagttagelser. Hanne Ørstavik taler selv om, at hun nogle gange skrev passager af 'Uge 43' som handling. For siden at vende tilbage til passagerne, fordi de billedligt talt »stod og blinkede alarmerende rødt«: »Jeg vidste, at de steder var der noget mere end det, jeg havde skrevet. Så jeg måtte trække det øverste lag af teksten. Som jeg skrællede huden af. For at kunne finde det sande nedenunder«. Måske har også norske læsere det sådan. I hvert fald var de såkaldt 'almindelige' læseres reaktion på 'Uge 43' anderledes end kritikernes. Mere positiv. Mere overraskende og foruroligende. »Jeg har en enorm længsel efter at åbne et fælles rum med det, jeg skriver«. »Det er derfor, jeg udgiver. Og noget af det bedste, jeg gjorde med 'Uge 43', var, at jeg gik ud og mødte læserne. I stedet for at trække rullegardinerne ned på grund af det, kritikerne havde skrevet. De almindelige læsere har ofte så åbne forbindelser i sig selv, at de kan lukke en tekst ind på en anden måde end kritikerne«.