0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Han synger kroppen elektrisk

Den 83-årige forfatter Ray Bradbury er en lille dreng og en handlingens mand. I dette interview fortæller han om frihed og censur, om Los Angeles og Bush, om at være sig selv - på trods. Og om Amerika, som han synes er et vidunderligt land.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Yes, there were times, I'm sure you knew, when I bit off more than I could chew. But through it all, when there was doubt, I ate it up and spit it out. I faced it all and I stood tall; And did it my way







Ray Bradburys store, gule hus i Cheviot Hills i Los Angeles er fyldt med legetøj. Stole, reoler og vindueskarme er proppet med bamser, tøjdyr og alverdens dippedutter. Ikke nok med det. I husets kælder - hvor Ray Bradbury har sit arbejdsværelse, og hvor det meste af forfatterens samling på godt 3.000 bøger er placeret - står der en statue af tegneserieelgen Bullwinkle. Ray Bradbury er også stærkt optaget af stort legetøj. For eksempel rumskibe og rutsjebaner.

På trods af at den verdensberømte forfatter er fyldt 83 år, er der da også noget sært barnligt over ham, som han sidder der i en lysebrun læderlænestol i sin stue. Det trodsigt drillende blik i de vågne øjne. Den spruttende entusiasme, der får det karakteristiske hvide hår til at bevæge sig, når han ivrigt læner sig forover for at understrege en særlig væsentlig pointe. De røde kinder. Evnen til at fantasere sig ud af virkeligheden, når den bliver kedsommelig. Og sidst, men slet ikke mindst den kendsgerning, at han foretrækker at gå i shorts året rundt.

»Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg en lille dreng, hvis hjerte og hjerne er fyldt med drømme og nysgerrighed og en urokkelig lyst til livet. Folk har flere gange spurgt mig, hvordan jeg holder mig så ung indeni. Svaret er enkelt: Fyld dit liv med metaforer, med aktivitet, med kærlighed. Når det kommer til stykket, handler det hele om kærlighed. Lev, som vidste du, at du skulle dø om lidt. Se verden. Den er mere fantastisk end en hvilken som helst drøm. Tag dig tid til at grine. Find noget, som gør dig glad hver eneste dag - og hold så fast i det. Sådan har jeg levet hele mit liv«, siger han.

The Starship Bradbury er - efter flere slagtilfælde - nok skrøbeligt og maskinelt set ustabilt, men piloten er stadigvæk i stand til at gøre os alle sammen svimle, sure og glade, når han på vej ud i galaksen flyver i store loops.

Han siger, at det er barnligheden, der holder ham i live. Begejstringen over de muligheder, verden byder på. Det er også barnligheden, der holder ham nede på jorden. Eller som han udtrykker det: »Problemet for mange succesrige forfattere er, at de mister jordforbindelsen. Gore Vidal tror, han er Gore Vidal, og Norman Mailer tror, han er Norman Mailer. Jeg tror ikke, at jeg er Ray Bradbury«.

Egen beskedenhed upåagtet er Ray Bradbury et menneske, der har haft stor succes. I løbet af en karriere, der har strakt sig over næsten syv årtier, har han i alt fået udgivet godt 500 noveller, romaner, teaterstykker og digte. Han har skrevet flere klassikere. Stærkest står nok 'Fahrenheit 451' fra 1953. Romanen diskuterer ytringsfrihed, totalitarisme og censur. Titlen refererer til den temperatur, hvorved papir brænder. Ray Bradbury er den moderne science fictions bedstefar, et amerikansk ikon, ikke bare litterært, men også popkulturelt.

Fellini og L.A.
Ray Bradburys fantasi er af en anden verden. Han har ændret folks måde at tænke på. Som han siger det: »Jeg hader virkeligheden. Når en skuespiller går på scenen i et teaterstykke og åbner vandhanen, hvad sker der så? Der kommer vand ud. Hvorfor det? Når jeg skriver et teaterstykke, og skuespilleren går på scenen og åbner vandhanen, så kommer der da ikke vand, men vin ud«.

Når han skal forklare, hvilket stof han mener, Amerika er gjort af, gengiver Ray Bradbury en samtale imellem Luke Skywalker og Yoda fra 'Star Wars'. Luke Skywalker har problemer. Han siger til Yoda, at de må prøve at gøre noget. Yoda svarer: »There must not be trying, there must be doing« (»Der må ikke gøres forsøg, der skal handles«, red.). Ray Bradbury kalder den scene for »a moment of zen ...«, og den slags er der brug for, mener han:

»Det dur ikke blot at prøve på noget, det er en intellektuel øvelse, det ødelægger processen. Hvis man gør noget, så kan ens intellekt efterfølgende vurdere det, man har gjort, og beslutte, om det gik godt eller skidt, om resultatet er brugbart. Men man kan ikke på forhånd vide, hvad man skal gøre, og om det kommer til at fungere eller ej. Det gælder i livet, og det gælder i kunsten. Jeg arbejder på samme måde. De store filmskabere arbejder på samme måde«.

»Jeg havde for mange år siden et tæt venskab med den italienske filminstruktør Federico Fellini. På et tidspunkt spurgte jeg ham, hvorfor han aldrig så sine filmoptagelser undervejs i processen med at optage en film. Han svarede, at han ikke havde lyst til at vide, hvad han gik og lavede, han ville have sit eget arbejde til at forblive et mysterium. Sådan så han om morgenen kunne vågne op og tænke: Gad vidst, hvad jeg lavede i går? På den måde kunne han bevare lidenskaben, engagementet, nysgerrigheden. Og på den måde kunne han undgå kedsomheden«.

»Den proces er så smuk, og da opdagede jeg, at Fellini og jeg benyttede den samme arbejdsmetode, en metode, jeg stadig bruger. Sidste gang, jeg så ham, var i Rom. Da jeg forlod byen, omfavnede han mig og råbte: »Min tvilling, min tvilling«. Vi var i den grad tvillinger, og jeg har forsøgt altid at huske på Fellinis ord«, fortæller Ray Bradbury med hæs stemme.

Shakespeare og Tarzan
Ray Bradburys krop hopper, når han griner. Af og til bliver hans øjne våde, når han smiler. Han sidder i den lysebrune lænestol i det store, gule hus i en by, som har været hans hjem i små 70 år. En by og en stat, der mere end noget andet sted i USA symboliserer underholdningsindustrien og popkulturen.

»Jeg forelskede mig i filmens verden, da jeg var tre år. 'Klokkeren fra Notre Dame', 'Spøgelset i Operaen', 'King Kong', 'Lawrence of Arabia', jeg har set alle film. Jeg er et miskmask af gode og dårlige film herinde«, siger Ray Bradbury og fører den brune, rynkede hånd op til tindingen.

»Senere kom tegneserierne til. Buck Rogers gjorde sin entré i mit liv, da jeg var ni år (Buck Rogers er en amerikansk tegneseriehelt, der efter at have været udsat for en radioaktiv gas går i dvale i 500 år for så at vågne op i det 25. århundrede, red.). Derefter var det Edgar Rice Burroughs og Tarzan. Edgar Rice Burroughs skrev dårligt, men han gav én lyst til at stå ud af sengen hver morgen og leve. Bare leve. Han kendte hemmeligheden. Jeg ved ikke, hvordan pigerne tog imod ham, men han kunne få en lille dreng til at drømme om at leve evigt: at vågne op om morgenen med Edgar Rice Burroughs i brystet. Det var helt vidunderligt«, fortæller Ray Bradbury.

»Da jeg blev ældre, begyndte jeg at læse Shakespeare og alle de irske forfattere. Mine historier blander popkultur med William Shakespeare. Det er derfor, de er gode. Alexander Pope, Jean-Baptiste Poquelin Molière, Charles Dickens, Walt Disney, Fjodor Dostojevskij og Edgar Rice Burroughs. Så længe, tingene bliver blandet sammen, er det svært at gå galt i byen«, siger han.

Ray Bradbury er nok forelsket i filmens verden, men han er alt andet end ukritisk over for mediet. Han hader moderne tv og mener, at de fleste film i dag er elendige:

»Der er millioner af ordentlige, begavede, gode mennesker i Amerika. Flinke og fornuftige folk. Men det fortæller de ikke én i tv. Nyhederne på tv henretter menneskeheden. De handler kun om voldtægter, mord, selvmord, begravelser, aids, cancer, krige, biljagter og frygt, frygt, frygt. Og de film, de i dag laver og viser, er for 90 procents vedkommende hjernedøde«.

»Det kan da være underholdende at stå en aften foran Eiffeltårnet i Paris og se på fyrværkeriet, det er smukt, men det er uden hjerne. Vinden blæser hurtigt fyrværkeriet væk, og man går derfra helt tom, uden noget som helst udbytte. Det er ligesom kinesisk mad. En time efter at du har spist, er du sulten igen. Sådan er det også med de fleste film i dag. Hvem har brug for at se 'Mumien II'? Hvad går det ud på? Hvad får vi ud af det? Ingenting. Vi har absolut intet at tale om efter at have set den slags film og tv«.

Ironisk censur
Et gennemgående tema i Ray Bradburys forfatterskab er frihed. Frihed til at tænke og tale, som man lyster. Det værste angreb på den ytringsfrihed, som Ray Bradbury værdsætter så højt, mener han er den såkaldte politiske korrekthed.

Tilbage i 1990'erne fik han eksempelvis et brev fra en gruppe studerende på et amerikansk universitet, der havde skrevet en opgave om 'Fahrenheit 451'. Undervejs i processen havde de opdaget, at der i det nyeste oplag af bogen var blevet fjernet eller ændret 75 afsnit og ord i forhold til den oprindelige udgave.

Ifølge Ray Bradbury er det selve definitionen på ironi. At censurere en bog, som handler om censur. Rettelserne var blevet foretaget af redaktører på forlaget Ballantine Books, som - uden at spørge forfatteren - havde vurderet, at visse ord og sætninger kunne støde minoriteter. I dag er bogen genudgivet i den oprindelige version, med alle bandeord og originale udtryk intakte. I efterskriftet til den nye - der altså er den gamle - udgave af 'Fahrenheit 451' skriver han:

»How did I react to all of the above? By 'firing' the whole lot. By sending rejection slips to each and everyone. By ticketing the assembly of idiots to the far reaches of hell. The point is obvious. There is more than one way to burn a book. And the world is full of people running about with lit matches« (»Hvordan reagerede jeg på alt det ovenstående? Ved at affyre alle skyts. Jeg sendte afslag til hver og én. Jeg sendte hele banden af idioter til den fjerneste afkrog af helvede. Budskabet er ikke til at tage fejl af. Der findes mange forskellige måder at brænde en bog på. Og verden er fuld af mennesker, der løber omkring med brændende tændstikker«, red.).

Ray Bradbury er noget for sig selv. En forfatter, der skriver i den udskældte genre science fiction, som altid har holdt fast i sig selv, som er helt sin egen, fordi han som udgangspunkt skriver om mennesker og sjældent om maskiner. Han er således ikke synderligt begejstret for de seneste års teknologiske og elektroniske landvindinger. Manden har fire skrivemaskiner, men ejer ikke en computer. Som han udtrykker det på modersmålet: »Who needs it? That's all macho male crap ...«.

Sådan er det med den gamle mand og byerne. Sådan er det med den gamle mand og verden. Han siger, hvad han mener. Uden omsvøb. Ray Bradbury er ofte i opposition til flertallet - og det uanset hvad flertallet mener. Meget af det, der kommer ud af munden på ham, er provokerende. Og det er måske ligefrem hele pointen: aldrig at være ligeglad og tro, at det gør en lige glad.

Forfatteren til det 20. århundredes mest læste bog om censur, ytringsfrihed og totalitarismens farer forbeholder sig retten til når som helst at mene hvad som helst om hvem som helst. Han forbeholder sig retten til en konstant og kontant udveksling af synspunkter, til diskussion, til skænderier, til at tænke højt.

Ros til Bush
Det er ikke nemt at placere ham noget som helst kendt sted på det politiske landkort. Han erklærer, at han hader partipolitik. Både republikanerne og demokraterne er »kujoner«, siger han. Ray Bradbury er mere interesseret i menneskers handlinger. Gør de en forskel?

I 1950'erne arbejdede Ray Bradbury for demokraterne. Ved præsidentvalgene i både 1952 og 1956 støttede han den demokratiske kandidat Adlai Stevenson. Ligeledes i 1950'erne talte Ray Bradbury imod den republikanske senator Joseph McCarthys jagt på kommunister i USA's centraladministration og blandt amerikanske forfattere, skuespillere og instruktører.

Så langt, så godt. Men Ray Bradbury er der ikke nogen, der ved, hvor de har.

»George W. Bush er det bedste, der er sket for Amerika i lang tid. Han er en handlingens mand«, siger Ray Bradbury med fast stemme. Han fortsætter:

»Folk hader George W. Bush, fordi han gør ting. Men hvad har Frankrig gjort ved problemerne i Mellemøsten? Hvad har Tyskland gjort? Hvad har FN gjort? FN er håbløs. Krisen i Mellemøsten har været i gang i over 40 år, og hvor har FN været henne? Vi gav FN lov til at bygge et hovedkvarter i New York City, vi gav dem en mulighed for at styre verden. Men de har intet gjort. Det er præsidenter fra det her land, der forsøger at få israelerne og palæstinenserne til at tale sammen«.

I den forbindelse siger han, at USA's såkaldte krig mod terror, der fulgte efter