I februar 1978 stod Christian Have på scenen i Danmark. Midt i sin hidtil største succes. Og alligevel havde han en knugende fornemmelse i mellemgulvet. Han vidste, han var på vildspor. Christian Have var i fuld gang med at indkassere sin første lektion i dårlig markedsføring. Men synlig blev han, dengang i 1978. Ud over alle grænser. Fra det ene øjeblik til det andet var han berømt. Han var den langhårede trommeslager, der hamrede i stortrommen, da gruppen Mabel vandt det danske Melodi Grand Prix med 'Det siger boom boom'. Synlighed = eksistens Det var både godt og skidt, for selvfølgelig stillede de unge musikere op for at blive berømte. Problemet var bare, at det ikke var letbenet Grand Prix-musik, de ville forbindes med. De havde 'glemt', at synlighed i kulturlivet ikke er nok, hvis ikke det er forbundet med troværdighed. Christian Have havde svært ved at stå inde for det, han selv stod og lavede. I dag - et kvart århundrede senere - udgiver Christian Have bogen 'Synlighed er eksistens', som fortæller store dele af kulturlivet, at det vil være forsvundet om få år, hvis ikke det forstår at indrette sig på de moderne tider. At man dør, hvis man ikke er synlig. At man dør, hvis man ikke er i stand til at fortælle omverdenen, hvorfor de skal bruge tid og penge på netop denne teaterforestilling, denne udstilling eller koncert. På den anden side af skrivebordetHar du kunnet bruge erfaringerne fra din musikertid - at man også kan få for meget synlighed?

»Ja, jeg har lavet alle de fejl og katastrofer, man overhovedet kan. Bagefter kunne man jo se, at hvis man gik efter en lang karriere som rockmusiker og gerne ville spille på festivaler, så skulle man ikke stille sig op og blive berømt for Melodi Grand Prix. Men alt det gik først op for mig, da jeg kom over på den anden side af skrivebordet. Da kunne jeg se, at - wow - hvilken uddannelse jeg har fået, på den hårde måde«, fortæller Christian Have. I dag er han kendt som pr- og marketingeksperten, der kan sikre omtale og succes til alt fra 'Phantom of the Opera', Melodi Grand Prix 2001 og 'Ivanhoe' i Ulvedalene til 'Les Misérables' og den globale fejring af 200-året for H.C. Andersen. Hvor er det skæve? Hans succes som forretningsmand har imidlertid ikke gjort ham mildere stemt over for det kulturliv, som han i vidt omfang lever af at hjælpe. I sin bog giver han en regulær opsang til store dele af kulturlivet, samtidig med at han løfter en advarende pegefinger over for både pr-branchen og medierne. I din bog taler du om en eksistentiel krise?

»Hos publikum er der ingen krise. Man taler om teaterkrise og om museumskrise, men sådan ser jeg det ikke. Publikum går bare andre steder hen. De ændrer vaner og behov«. »Jeg ser krisen som en indholds- og identitetskrise, hvor man spørger, hvad det er, kunsten skal i dette samfund, som er væltet ind over os i de seneste tyve år. Især teknologisk. Dér tror jeg, det er vigtigt, at kunsten kommer tilbage som en guide, der viser os, hvor vi skal hen, og hvordan vi skal forstå verden. Hvordan vi skal protestere over verden. Hvordan vi bliver tossede igen«. »Jeg kan blive lidt ked af, at vi ikke har fået et nyt Woodstock. At vi ikke har nogen, som er mere skæve, end tilfældet er, for det er jo mange gange på den måde, vi kommer videre«. Midterrabatten i farezonenDu taler om, at meget af kulturlivet forsvinder, hvis ikke kunstnerne bliver synlige og fortæller, hvad det er, de vil. Hvem er det, vi mister? »Vi vil miste meget af midterrabatten i kulturlivet. Den gode bog, den gode forestilling eller koncert. Det, der hverken er den store begivenhed eller nyskabende og eksperimenterende, men måske har været den store public service-kultur de seneste 25-30 år. Den del af kulturlivet er i farezonen, fordi både publikum og medier i dag forventer noget særligt«. »Det behøver ikke være noget særlig stort - måske er det bare, at der opstår nogle nye, små enklaver - men man kan ikke bare fortsætte med at gøre, som man altid har gjort«, siger Christian Have. Berømmelse uden indhold Han er stærkt kritisk over for den tendens, han har set de senere år, hvor der på alle tv-kanaler er programmer om almindelige mennesker, der drømmer om at blive kendte for at være kendte. »Den udvikling skyldes en kommercialisering af samfundet, også kulturlivet, som vi har set gennem 10-15 år, og det er ikke nødvendigvis positivt«. »Jeg siger, at kunstnerne skal være synlige og berømte, for at de kan blive ved med at afsætte deres kunst, for hvis man er berømt for at være berømt, brænder man ud efter en måned. Der skal være en substans, der gør dig langtidsholdbar«. Troværdighed til lavprisKan man gøre hvad som helst synligt? »Nej, og det skal man heller ikke. Der er visse ting, som ikke skal gøres synlige og landsdækkende interessante, og det er også sådan, at nogle kunstnere er mere talentfulde end andre, og man skal kunne sige nej tak til at være med. Den evne skal både kunstnere og jeg have. Selvfølgelig har jeg også været med i noget, hvor jeg bagefter har fortrudt, men husk på, at det meste af det, jeg er med i, bliver skabt i en proces, hvor man først bagefter kender resultatet«. »Man må fornemme, om det lyder og føles rigtigt. Vi kan alle begå fejltagelser, og det skal vi have lov til, bare de er gjort ud fra det bedste motiv, for ellers sætter vi troværdigheden på spil, og den er det vigtigste, vi har. Kunstnere, journalister, medier, mig selv, alle kan sætte troværdigheden over styr på en dag. En troværdighed, vi måske har kæmpet 15 år for at skaffe os. Derfor er det vigtigt at tænke på den, for der er virkelig udsalg på hylderne med troværdighed for tiden.« Hvad mener du?

»Vi ser det alle steder, hvor der er jagt på seere, lyttere og læsere. Man begynder at gå på kompromis med de værdier, man har. Det kan godt være, det kortvarigt hjælper på bundlinjen, men det bliver hurtigt koldt, når man tisser i bukserne for at holde varmen«, siger Christian Have. For synlighedens skyld Han ved godt, det kan lyde selvmodsigende, når han netop nu udsender en bog, der hedder 'Synlighed er eksistens', men han advarer kraftigt imod, at fremtiden for kulturlivet udvikler sig til noget, der kun handler om resultatkontrakter, værdibelægninger, salgstal - og hvem er mest synlig. Der er eksempler på museer, der bliver synlige ved at kombinere kunsten med blomsterudsmykning og modelkjoler? »Jeg skal ikke gøre mig til smagsdommer, hvis der er et formål og en substans, men det bliver et problem, hvis det kun er en jagt på synlighed. Jeg kan godt selv lide events, men man skal sikre sig, at der er et klart formål. Jeg tror godt, man kan acceptere en event på en national kulturinstitution, hvis man fortæller, hvad formålet er«. »Hvis argumentet er, at man f.eks. laver en kæmpestor event for at trække folk til og tjene penge, fordi man ellers er nødt til at sætte billetpriserne op, så vil omverdenen formentlig sige, at det er fair nok. Men hvis man siger, at eventen er lige så god som en Matisse-udstilling, så har man et problem«. LokalsamfundI dag er det jo ofte sådan, også i medierne, at man kommer til at sætte lighedstegn mellem synlighed og kvalitet? »Ja, synlighed er lig med succes. Mange kunder i biksen er lig med kvalitet. Sådan lyder ræsonnementet lige nu. Det er både farligt og forkert. Det kan være tilfældet. Jo oftere man sætter lighedstegn mellem mange kunder og kvalitet, jo mere problematisk bliver det, for siger man det ofte nok, bliver det efterhånden en sandhed«, siger han. Dybest set mener han, at alt med en kunstnerisk kvalitet kan gøres synligt, men han mener også, at man skal tænke sig godt om, før man vælger, hvordan synliggørelsen skal foregå. Og hvem den skal være rettet imod. »Det er jo ikke alt, der skal formidles landsdækkende. Det er en fejl. Måske skal det ud til 1.000 mennesker, og når jeg taler om synlighed, så er det i den omverden, den region, den branche eller det lokalsamfund, du befinder dig i«. Hule mursten I sin bog skyder Christian Have også med skarpt mod bl.a. politikerne, som efter hans mening i øjeblikket er alt for optaget af at bygge kulturmonumenter. »Vi må have penge til kunstnerne og kunsten og ikke kun til mursten. Staten har overskud, og efter min mening burde man bruge nogle af milliarderne på at støtte kunsten, kunstnerne og projekterne«. »Vi ved jo alle, at det f.eks. ikke er nok at have mange computere. De skal også have et indhold. Selvfølgelig er det godt, at vi får gode forhold for kunsten, ligesom det er godt, at fodboldspillere får ordentlige omklædningsrum, men det er ikke nok, at man bygger og bygger. I fodbold er man også nødt til at have gode trænere og gode spillere«. »Vi skal til at snakke om at få et indhold til alle disse mursten. Hvis ikke vi får nogle flere midler til indhold, så vil alle disse huse være strålende diskoteker og 7-Eleven-butikker om fem år. De bliver ikke brugt til det, de er bygget til«, siger Christian Have.