Hvem fandt på, at hjerte skulle rime på smerte? Det må have været et geni. For det er for tit sådan, det er. 'Love will tear us apart', som man synger. Tag Jolly som eksempel. I den første spæde begyndelse af grafikeren og forfatteren Lise Rønnebæks billedroman 'Kærlighedsvejen' er Jolly lige så glad som sit navn. Nærmest lallende lykkelig. Det går fantastisk med hende og Knuddi. Indtil Knuddi kommer hjem en dag og pludselig siger: »Det er slut, Jolly«. Så har vi balladen. Og romanen. For det er lige præcis dér, at Lise Rønnebæks eventyrlige billedfortælling begynder for alvor. Så tårerne flyder, og nerverne flosser, mens Jolly prøver at drukne den slemme smerte i sit hjerte i en flod af vin. Hvad hænder der siden med Jolly? Det kan man ikke læse sig ud af. Man må se sig ind i det. For der er ikke så mange ord i den nye roman fra forfatteren, som sidste år fik Bogforums debutantpris for sin meget mere verbale, men lige så vilde bog 'I virkeligheden hedder jeg Nielsen'. Også i den bog eksperimenterede Lise Rønnebæk med både form og indhold. For eksempel havde hvert eneste af debutromanens mange, korte kapitler en engelsk sangtitel indeholdende ordet 'love' som overskrift. Men der er en stor forskel: I 'I virkeligheden hedder jeg Nielsen' spillede illustrationerne en stor rolle. I 'Kærlighedsvejen' har de hovedrollen, siger Lise Rønnebæk: »Siden jeg gik på grafisk højskole i begyndelsen af 80'erne, har jeg haft en drøm om at få ord og billeder til at hænge sammen. Man har altid sagt, at ord er det vigtigste. Det vil jeg gerne modbevise. Jeg tror på, at alting kan illustreres, og at følelser kan illustreres bedre med billeder end med ord. Jeg er også bedre til billeder. Det er nemmere for mig. Når jeg laver billeder, bliver jeg glad. Når jeg skriver, så synes jeg, det tager fra én«. Håndholdte collager Selv om det er krævende at skrive, så gør hun det. Mens hun var ansat her på avisen i en periode i 90'erne, skrev hun jævnligt personlige artikler. Nu arbejder hun hjemme i lejligheden på Christianshavn og sender af og til en anfægtet mail til debatredaktionen. »Nogle gange er jeg nødt til at skrive et læserbrev, fordi jeg ikke kan holde ud at læse alt det mandelort, hvor der er for lavt til loftet. Det sidste læserbrev var om dåseølkampagnen. Jeg var ved at brække mig over den. Der er terror og alt muligt andet i verden, og så skal man læse om dåseøl«, siger hun og strammer den lodrette rynke lige midt i panden. Sekundet efter løsner hun den igen og griner højt. Af sig selv: »Nogle gange bliver jeg meget hidsig og skriver for spontant. Så jeg prøver at holde et princip om først at sende et læserbrev, dagen efter jeg har skrevet det. Så jeg har sovet på det, som man siger«. Lise Rønnebæk lider ikke af behagesyge. Der er ikke ret mange, som kæfter op om nogen som helst væsentlige ting længere. Hun gør. 'Kærlighedsvejen' er et eventyr med en lykkelig slutning, for hun har besluttet sig for at skrive i alt tre bøger, der hver skal fylde 160 sider, have samme format og ende godt. Det er rammen. Men inden i rammen slipper hun tøjlerne i 'Kærlighedsvejen', ligesom hun sidste år gjorde det i 'I virkeligheden hedder jeg Nielsen'. 'Løse tøjler og faste rammer' - det er mottoet. Hun tegner og klipper. Maler og klistrer. Skriver og kopierer alt fra stumper af glansbilleder til bogstaver fra avisoverskrifter. Det hele bliver collager, der fremhæver vrangsiden af eventyret lige så meget som retsiden. Hun kunne have lavet hele 'Kærlighedsvejen' på computer. Det ville de fleste andre have gjort. Men i så fald ville siderne ikke have fået den stoflighed, de har. »Når man laver det i hånden, bliver det mere umiddelbart og menneskeligt. Når det hedder sig, at alting skal være så tjekket, så er det enormt godt at lave noget utjekket og råt. Jeg har arbejdet efter nogle dogmeagtige regler. En af dem var, at jeg kun måtte bruge, hvad jeg allerede havde i huset. Det var forbudt at gå ud at købe et eller andet smart. Ingen nye farver. Ikke engang en ny limstift. Jeg har brugt, hvad jeg havde. Gamle tapeter. Åndssvage reklamer, der kom ind ad døren. Det har jeg gjort, fordi det er befriende at have begrænsninger«. Støjende billeder Af en kærlighedsroman at være er 'Kærlighedsvejen' en fuldkommen grotesk, modig og varm billedfortælling. Ifølge forfatteren en slags roadbook fuld af baggrundsmusik, som handlingen igennem spilles af en førsteviolinist, der kan alle de passende sange fra 'Jeg skulle eje millioner, hvis tårer var guld' til 'I Shot the Sheriff' og - ikke at forglemme - 'Baby, Take off Your Clothes'. 'Kærlighedsvejen' er ikke belagt med honningkager, roser uden torne og uskyldigt koketteri. Den er voldsom og saftig og sort. Find ti andre kvindelige forfattere. Læg dem sammen. Og der er en stor sandsynlighed for, at Lise Rønnebæks bøger larmer mere end hele bunken. »Det er ikke nogen putte-nutte bog. Jeg vil gerne have, at man kan se, at bogen er lavet af en 43-årig kvinde, der har oplevet lidt af hvert. Jeg ved godt, at bøger er noget, man hygger sig med. Det kan også være skønt med stille bøger. Men sådan er jeg altså ikke. Der er ikke noget med at slappe af her. Jeg er selv lidt stolt af, at jeg støjer, selv om mange andre ikke bryder sig om det«. »Mange mænd bryder sig ikke om, at man råber så højt, tror jeg. Det er en del af kvinderollen, at man skal være stille. Hvis bare man er sød og rar og varmt klædt på, så går det nok. Men det flytter ikke noget her i verden. Og jeg vil sgu noget med den bog. Jeg vil godt ruske lidt op i det med at være kvinde«. Røven op af sædet Lise Rønnebæk har prøvet at være husmor. To gange. Første gang som helt ung. Anden gang da hun var i midten af trediverne. Ingen af gangene kunne hun holde det ud. Begge gange brugte hun alt for meget energi på det. Og hvis man gør det og synes, at man ofrer sig, så dræner det lige så meget at lave et godt måltid som at skrive en tekst. I lejligheden på Christianshavn er hun den eneste voksne. Den anden beboer er den 11-årige datter, som bor hos sin far noget af tiden. Lise Rønnebæk kan godt lide at være alene, men det er ikke det samme som at ville være sig selv nok. I begyndelsen af 'Kærlighedsvejen' er Jolly så navlebeskuende i sin forladthed, at hun for sin forfatter bliver et billede på, hvordan en del moderne, voksne mennesker ikke magter kærligheden. »Hele familiemønstret med far, mor og børn, det går jo ikke særlig godt med det, synes jeg. Alt for mange ydre værdier er i højsædet nu. Materielle ting. Smarte karrierejob. Penge, penge, penge. I stedet for de ægte ting. Der er så mange ting, der halter. Også politisk. Det er noget af det, jeg gerne vil vise med bogen. At man skal elske hinanden. All you need is love. Jeg synes ikke, at det er fede tider for kærligheden. Der er ikke tid og råd til kærlighed. Egentlig kunne jeg godt tænke mig at være født lidt tidligere. Hippierne eksperimenterede mere. Der mangler plads til noget storhed«. Da Lise Rønnebæk gik i gang med 'Kærlighedsvejen', havde hun tænkt sig, at Knuddi skulle være et røvhul, og Jolly den sympatiske heltinde. Men så tænkte hun en gang til. Og tog den stereotype forestilling ud af bogen. For det er, som forfatteren siger, ikke manden eller kvinden, det drejer sig om i kærlighed. Det er dem begge to. Det drejer sig om tolerance og ømhed, der rækker ud over ens egen navle. Om at holde op med at prøve på at købslå om kærligheden, som bare krymper af det. Om at acceptere både sine egne og de andres fejl. Både hjemme i alkøkkenet. Og når man sidder med røven i sædet i en proppet linje 5 med kurs mod Rådhuspladsen, og en ældre herre stiger på og har brug for at overtage ens plads. »Engang rejste man sig op for de gamle i bussen. Det gør man ikke mere. Men det burde man gøre. I stedet for bare at lade stå til. Vi kunne godt tage os lidt mere sammen på en hel del områder«.