Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Eventyrlig. Jonas T. Bengtsson ser 'Et eventyr' som historien om manden og drengen, der går ind i skoven - her storbyen - hvorefter alt kan ske.
Foto: Martin Lehmann

Eventyrlig. Jonas T. Bengtsson ser 'Et eventyr' som historien om manden og drengen, der går ind i skoven - her storbyen - hvorefter alt kan ske.

Interview

'Submarino'-forfatter: »Jeg har altid følt mig malplaceret«

På et tidspunkt gad Jonas T. Bengtsson ikke være ham, der altid skriver om folk, der har det svært.

Interview

En mand går igennem gaderne i en lille, forblæst by. Han har halvlangt, rødblondt hår.

Skægstubbene er flere dage gamle. I den ene hånd holder han den evige cigaret. I den anden hånd sin seksårige søn, hvis fødder er nøgne i gummistøvlerne.

»Jeg tror snart, vi bliver nødt til at flytte igen«, siger han til drengen. Farens bemærkning falder på tredje side af Jonas T. Bengtssons roman ’Et eventyr’.

LÆS ANMELDELSE Læseren ved ikke, hvorfor far og søn må flytte. Om de er på flugt og i givet fald fra hvad. Men læseren ved, at året er 1986. Olof Palme er netop blevet skudt. Stemningen er ildevarslende.

Brød igennem med 'Submarino'
Fra første linje ved læseren, at dette er historien, som den bliver oplevet af den lille dreng. Han er fortælleren i romanen, der – som i alle eventyr – er en vidtløftig historie om en person, som går meget grumt igennem, før han måske når ud på den anden side, hvor alt synes at stå i et andet og mildere lys.

Men selvfølgelig bliver historien ikke fortalt af den seksårige. Den egentlige fortæller er Jonas T. Bengtsson, som debuterede med ’Amins breve’ og siden brød igennem med den nu filmatiserede ’Submarino’.

Hvorfor har du valgt at have et barn som fortæller?

»Fordi jeg jo er en idiot«.

Forfatteren tøver et øjeblik og slår så en latter op. Han har lige fortalt, at bogen har været svær at skrive.

En dreng på deltid
Ikke kun, fordi det altid er uhyre svært at ramme en troværdig fortællestemme, som kun har den begrænsede viden, man har som seksårig, men også fordi han selv har været igennem en skilsmisse undervejs i forløbet og nu har en lille dreng på deltid.

»Bogen er skrevet på et tidspunkt i mit liv, hvor det ville være bedst for mig, hvis jeg skrev en bog, som ikke flåede mig fra hinanden. Hvis der for eksempel var en fortæller på min egen alder, som fortalte bagud om sin egen barndom. Hvis jeg havde valgt det, kunne jeg have sparet mig for meget, men historien blev bare vigtigere og vigtigere for mig«.

Hvordan?

»Jeg kunne bare mærke, at nogle af de ting, jeg gerne ville finde ud af som far, forfatter og menneske lå i denne historie, og jeg syntes også, at det var en historie, der ikke var fortalt før, og – åh nej, det her kommer til at lyde for wanker-agtigt – jeg følte også, at den historie kom til mig«.

Spørgsmål om liv og død
Jonas T. Bengtsson stopper op, sukker dybt og siger så:

»Du er hermed bemyndiget til at give mig et trælår«.

Forfatteren kan godt høre, det lyder m-e-g-e-t følt og forfatteragtigt, men sagen er, at han faktisk meget hurtigt havde hele historien til bogen. Han vidste, den skulle begynde i en provinsby, og at hele første del skulle foregå i København, og at bogen skulle slutte i Berlin.

Jeg er ikke specielt interesseret i kriminelle miljøer, men jeg er interesseret i at se på mennesker, når de er pressede, og hvor deres moralske dilemmaer bliver et spørgsmål om liv og død.



I bogen står det tidligt klart, at faren ikke har tænkt sig at sende sin søn i skole, at de lever på kanten af det etablerede samfund, og at farens måde at tjene penge på ikke kan afkrydses i et skema hos Skat. Det hedder kriminalitet eller sort arbejde, og ingen gider undersøge, hvor grænsen mellem de to bliver trukket.

Er du fascineret af det småkriminelle miljø, som også var en del af Submarino?

»Jeg har boet i Nordvest, siden jeg blev voksen, så selvfølgelig er det naturligt for mig at skrive på det, jeg kan se lige uden for mit vindue. Hvis jeg skulle skrive om det bedre borgerskab, skulle jeg tage til Hellerup hver dag, og det gider jeg ikke. Jeg er ikke specielt interesseret i kriminelle miljøer, men jeg er interesseret i at se på mennesker, når de er pressede, og hvor deres moralske dilemmaer bliver et spørgsmål om liv og død. Hvor man må tage et andet liv, fordi det virker som det rigtige at gøre også rent moralsk. Det er ikke spørgsmål om, hvorvidt man skulle have købt en Peugeot 207 Station Wagon frem for en Ford Mondeo, der var et par år gammel«.

At indoktrinere sit barn
Nej, det er ikke de mere købmandsagtige valg af bil, der er på spil i ’Et eventyr’.

Indimellem handler det om liv og død. Andre gange handler det om, hvad det er for nogle forklaringer, vi som voksne fylder i hovedet på de børn, som forsvarsløse bare tager imod det, vi siger.

»Det gik op for mig, at når man er far til en dreng på et par år, så forsøger man selvfølgelig at give ham så meget kærlighed som muligt og at varetage hans interesserer så godt som muligt, men uanset om man kan lide det eller ej, så skaber man også hans verdensbillede. Han ser alt, hvad jeg gør. Alt, hvad jeg vælger til og fra. »Ikke gå hen til den store hund, for den kan være farlig« eller »lad være med at spytte på gaden«, men »du må gerne pisse op ad det træ«. Uanset hvad, er jeg i gang med at opbygge et komplet verdensbillede for ham, og den verden vil han leve i, indtil han bliver konfronteret med en almindelig skolegang. I bund og grund vil jeg kunne sige alt til ham. Det er jo sindssygt skræmmende at tænke på«.
Alternativ undervisning

I ’Et eventyr’ trækker Jonas T. Bengtsson dette perspektiv en ekstra tak videre, for selv om drengen konstant siger, at han gerne vil i skole som alle de andre børn, så insisterer faren på, at han nok skal stoppe den lærdom ind i sønnen, som han, altså faren, mener, han har brug for.

Drengens far accepterer jo ikke, at andre skal påvirke drengen?

»Faren underviser ham meget avanceret og alternativt, men ikke hippieagtigt. Det er nærmest en elitær undervisning med de store kunstarter, latin og klassiske sprog. Han er i gang med at give sin søn en form for dannelse, der ikke findes mere. Jeg tænker også, at faren er i gang med at give sin søn nogle værktøjer til at klare sig uden at acceptere andre menneskers værdisætning. Det betyder til gengæld også, at sønnen når et sted hen, hvor det er svært for ham at acceptere nogen form for værdisæt overhovedet«.

For Jonas T. Bengtsson er det imidlertid ikke kun skræmmende, hvor meget vi stopper ind i hovedet på vores børn. Det lige så skræmmende er, hvor meget – eller snarere hvor lidt – vi i virkeligheden kan vælge, når det kommer til stykket.

Følger egne passioner
Vi kan give vore børn en indstilling om, at de skal sørge for at sikre sig så megen åndelig frihed som muligt, og at de får et liv, hvor de kan følge egne passioner i stedet for at følge andres passioner eller andres ønsker om at tjene penge.

»Men hvad nu, hvis jeg virkelig i bund og grund mente, konstruktionen af samfundet var forkert. Hvor meget ville man så lade sit barn indoktrinere?«

Jonas T. Bengtsson vikler sig ud i nogle forklaringer om, at det moderne samfund jo faktisk har en lige så stor grad af tvang eller manipulation i sig, som vi har set under diverse diktaturer.

»Jeg siger ikke, at tingene skal være anderledes, end de er nu, men vi skal passe på med at sige, at noget bare er, som det er. Vi accepterer jo så mange nedarvede sandheder hele tiden, og vi accepterer mange ting, som vi aldrig selv har testet eller følelsesmæssigt forholdt os til«, siger han.
Har aldrig haft et fast arbejde

Det er denne afprøvning af verden, han forsøger at skrive sig op imod i ’Et eventyr’, hvor drengens far prøver at lære sin søn, at han ikke skal købe de vedtagne sandheder. Hvis han vil afprøve tyngdeloven, er det bedste ikke nødvendigvis at læse en naturvidenskabelig bog, men at gå op i Rundetårn og lade et æble falde til jorden.

Som både menneske og forfatter ved Jonas T. Bengtsson imidlertid også, at hvis man ikke uden videre tager samfundets vedtagne sandheder for gode varer, så er man på vej ud af fællesskabet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man er på vej til at blive en outsider, og det er en position, som Jonas T. Bengtsson ikke alene er fascineret af. Han kender den overordentlig godt.

Dengang kiggede min gamle redaktør på mig og spurgte, om jeg nu var helt sikker på, at jeg var okay, for han mente, det var den meste triste historie, han have læst.



»Jeg har altid følt mig malplaceret. Jeg har følt, at jeg måske godt kunne indgå i sociale relationer og tvinge mig selv til at gå i skole, men jeg har aldrig nogensinde kunnet være i en klike eller en gruppe af venner. Dem, jeg har haft, har altid været et sjovt sammenstik af mennesker, der heller ikke ville have brudt sig om, at vi var en fuldstændig sammentømret enhed med et hierarkisk system. Det har altid været os, der blev tilbage, fordi vi ikke gad de andre«, siger han.

Måske er det af samme grund, han heller aldrig har haft et fast arbejde. Det mest faste har været et job som Gallup-medarbejder, hvor han ikke behøvede at lyve om, hvorfor han først kom daskende langt op ad dagen.

Her behøvede han ikke forklare, at han faktisk var helt vildt dårlig til at have en normal døgnrytme, for som Gallup-medarbejder kunne han bare komme klokken halv fem om eftermiddagen og arbejde om aftenen.
»Jeg vidste, at jeg ville være forfatter«

Denne onsdag er han faktisk stået op omkring middagstid, og det er ikke, fordi han gerne vil lyde specielt bohemeagtig. Han kan bare ikke se nogen grund til at gå i seng hverken klokken et eller halv to. Så hellere snuppe det, han kalder en allnighter ude i byen.

Det er mildt sagt ikke første gang, man har hørt om den døgnrytme hos forfattere, men når man så husker på, at Jonas T. Bengtsson for ikke så længe siden stadig læste til lærer, kan det godt give anledning til en vis undren. Hvad i himlens navn var det for et projekt?

»Altså, helt ærligt. Da jeg havde skrevet på ’Aminas breve’ i et år, mærkede jeg for første gang i mit liv, at her var noget, jeg kunne, og som jeg kunne lide, selv når det var sværest og hårdest. Det var noget, jeg selv havde valgt. Jeg vidste, at jeg ville være forfatter, men jeg kunne også godt se, at det måske ville tage nogle år, før jeg kunne leve af det. Og skolelærer var det arbejde, jeg kunne forestille mig, at jeg ville hade mindst«.

Flikkede en wiki-opgave sammen
Uddannelsen gjorde han imidlertid aldrig færdig. Han bestod, hvad han skulle, men den afsluttende professionsbachelor har han aldrig fået skrevet, for pludselig var han i gang med den nuværende roman, ligesom han brugte tid på projektet med at få ’Submarino’ filmatiseret af Thomas Vinterberg.

Får du nogensinde skrevet de 30 sider?

»Neeeeej«.

Han lader svaret nærmest sive ud mellem læberne, som kruser sig i et smil.

»For tre-fire år siden var jeg på oplæsningsturné med andre forfattere i Tyskland. I løbet af dagen havde vi været ude på en skole for at møde 9. klasser, og om aftenen var vi på en ny oplæsning. Vi fik masser at spise og drikke. Bagefter sad jeg på et hotelværelse i Østtyskland mellem klokken to og fire om morgenen og skulle skrive en seminarieopgave, der skulle mailes om morgenen. Så flikkede jeg en wiki-opgave sammen. Det var ikke snyd, nej, for der var ikke noget, som var copypastet, og intet var bare parafraseret, men fornuftigt appliceret. Men samtidig må man også sige, at den viden, jeg havde bragt ind i opgaven, var noget, jeg havde læst i en brandert om natten på et østtysk hotel. Lige der vidste jeg, at jeg nok ikke skulle være skolelærer«.

I Utterslev Mose i ninjadragt
Anmelderne og læserne vil nok være enige i hans konklusion. Selvfølgelig skulle han ikke være skolelærer. I dag ved de fleste, der følger med i litteraturen, at Jonas T. Bengtsson er ham, der skriver om udkantsskikkelserne fra Nordvest eller fra de psykiatriske afdelinger.

Derfor vil det nok også komme som lidt af en overraskelse, at det slet ikke var meningen, at ’Et eventyr’ skulle have været hans tredje bog. Han havde skrevet en helt anden bog. Den var næsten færdig, mente han selv. 160 sider. En sjov bog.

»Dengang kiggede min gamle redaktør på mig og spurgte, om jeg nu var helt sikker på, at jeg var okay, for han mente, det var den meste triste historie, han have læst. Nej, sagde jeg, den er da sjov«.

Jeg har følt, at jeg måske godt kunne indgå i sociale relationer og tvinge mig selv til at gå i skole, men jeg har aldrig nogensinde kunnet være i en klike eller en gruppe af venner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Jonas T. Bengtsson mente, det var vildt sjovt at fortælle historien om en mand, der bor ude i Tingbjerg, hvor han bare går og drømmer om at være ninja. Han arbejder i det lokale supermarked som slagter. Her går han ude bagved og æder sig fed i stedets dårlige frikadeller. Derhjemme har han problemer med sin kæreste, der går på seminariet.

»Hans redning bliver, at han finder kassen med gamle VHS-bånd fra 1980’erne frem. VHS-bånd med ninjaer. Han ved ikke helt, hvor han mistede det, men han finder frem til, at det er det, han må have været engang. Derefter har jeg en overvægtig karakter, der løber rundt ude i Utterslev Mose i ninjadragt«.

Som nattens moralske hævner?

»Simpelthen. Det lykkedes mig desværre ikke helt at forløse historien, som selvfølgelig også var et forsvar for, at jeg ikke bare er ham, der skriver om børn og nogen, der har det hårdt. I ’Submarino’ har vi også en enlig far med en dreng, og gu fanden rimer det da meget på min egen situation, men jeg har jo heller ikke lyst til at være ham, der kun kan skrive om det«.
Vil ramme folk indeni

Da Jonas T. Bengtsson blev overtalt til at lægge ninjahævneren til side – i hvert fald foreløbig – vendte han tilbage til sin oprindelige idé om faren og drengen.

»Jeg tænkte: Kan jeg i virkeligheden skrive som et barn? Kan jeg det? Må jeg det? Det gik op for mig, at jeg ikke kunne gøre andet«.

Men hvad vil han så med ’Et eventyr’? Dybest set?

»Jeg vil ramme folk indeni med den samme form for grundfølelse og sætte de samme tanker og følelser i gang, som jeg selv har haft, mens jeg skrev historien«, siger forfatteren. Men han indrømmer, at svaret er svært.

»Man kan enten vælge at fremstå fornuftig og socialt indigneret, eller man kan bevæge sig ud på den tynde is, hvor man er lidt af en prætentiøs nar«.

Ud på tynd is

Kort forinden har han luftet følgende åbenhjertige tvivl: »Hvad er det, jeg vil give videre? Det ved jeg ikke rigtig, men jeg ved, det er noget vigtigt, så hvad kan jeg fokusere på, når jeg tydeligvis ikke kan fokusere på at lave en politisk dagsorden? Så kan jeg fokusere på sproget, dramaturgien og håndværket. Og så kan jeg håbe på, at jeg giver plads til, at der kan ske noget, jeg ikke rigtig ved, hvad er«. »Og nu må du gerne give mig det trælår«. FACEBOOK





Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce