0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stadig forbudt i Kina

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvis man tror, at romaner ikke kan bidrage til forandringer i verden, så er Jung Changs 'Vilde svaner' et dementi.

Med den omfangsrige, personlige slægtskrønike fra 1991 gjorde den kinesiske forfatter ene kvinde millioner af mennesker opmærksom på, hvad der skete i hendes hjemland i de første 75 år af det 20. århundrede.

Konkret åbnede 'Vilde svaner' også nogle danskeres øjne for, at de havde hyldet en bestialsk tyran, da de i 1960'erne og i 1970'erne så lyset i Mao Zedongs tankegang.

Dengang talte mange varmt for den kinesiske kommunisme, også i danske universitetsmiljøer på bekvem afstand af Kulturrevolutionens menneskelige og politiske konsekvenser.

Jung Chang var selv ungdommelig rødgardist dengang. Opvokset i et kommunistisk hjem kritiserede hun ikke Mao, mens hun stadig boede i Kina og var klippet og klædt på efter magthaverens idé om en udjævning af kønsforskellene.

»Før Mao tog magten i Kina, var der stor forskel på kønnene. Du ved, man havde den der opfattelse af, at kvinder har langt hår og kort intelligens«.

»I dag er der ikke den store forskel på kinesiske kvinders og mange andre kvinders status. Skridt for skridt tager kvinder mere del i økonomiske, sociale og politiske aktiviteter«.

»Det var Mao, som begyndte med at udrydde uligheden mellem kvinder og mænd. Men han gjorde det ved at gøre både kvinder og mænd til slaver«, siger den 49-årige kvinde, der i dag har blankt, sort hår langt ned ad ryggen og er klædt i farvestrålende, feminint tøj.

Jung Chang emigrerede til London i 1978 og bor stadig i byen sammen med sin mand, Jon Halliday, der er historiker og sinolog. I 1988 fik hun for første gang besøg af sin mor i London.

Under opholdet fortalte moderen sin datter om familiens historie, og omfanget af undertrykkelsen af kineserne begyndte at gå op for Jung Chang. I 'Vilde svaner' beskrev hun historien, der nok så væsentligt også er en fortælling om menneskets og kærlighedens evne til overlevelse.

I disse dage er hun i København for at tage del i Bogmessen i Forum. I forhold til indbyggertal er Danmark et af de lande, hvor flest har købt 'Vilde svaner', og derfor har hun taget nogle få dages pause fra arbejdet med sin kommende bog, som hun og hendes mand har arbejdet på i ni år.

Mao planlagde hungersnød
»En eller to gange hvert år har jeg været i Kina for at lave research til min bog om Mao. Og den research har fået mig til at hade ham endnu mere, end jeg gjorde i forvejen«.

»Det er jo gået op for mig, at selv om min familie led meget under Mao, så var vi også meget privilegerede. De fleste familier og især de kinesiske landarbejdere levede et rædselsfuldt liv under Mao. Han var hjerteløs«.

I 'Vilde svaner' beskrev du hungerkatastrofen i Kina i slutningen af 1950'erne. Kender kineserne til Maos ansvar for den?

»Nej. De fleste troede, at der var tale om dårlig administrativ ledelse som følge af Maos urealistiske visioner«.

»Men faktisk var det meget mere kynisk. Mao vidste fra begyndelsen, at han ville skabe en gigantisk hungersnød, som ville dræbe millioner af mennesker. Faktisk var han forberedt på at slå endnu flere ihjel, end han gjorde. Sandsynligvis døde 33 eller 34 millioner mennesker under hungersnøden«.

»Mens jeg har arbejdet med bogen, har jeg konstant måttet udvide min forestilling om, hvad ondskab er. Gosh ... at han kunne tænkte og gøre, som han gjorde, det har chokeret mig igen og igen. Men det har også været fascinerende at arbejde med stoffet og opdage ting, som kineserne stadig intet kender til«.

Når Jung Chang har besøgt sit hjemland for at lave research, har hun rejst rundt som privatmenneske. 'Vilde svaner' er forbudt i Kina, og det har ikke ændret sig i de senere år, hvor det kommunistiske land ellers på andre punkter - især økonomisk - har nærmet sig den vestlige verden.

»Der er sket mange gode forandringer siden Mao. Især i de seneste år er folks levestandard blevet meget højere, og man har også større personlig frihed. Privat kan man nu tale om de fleste ting«.

»Men medierne er stadig under hård kontrol. Der er ingen presse- eller ytringsfrihed, så offentligt kan folk ikke frit tale om politik«.

»For mig er det naturligvis frustrerende, at 'Vilde svaner' stadig er forbudt. De kinesiske medier har forbud mod at interviewe mig. Og der findes et cirkulære, som forbyder nogle mennesker at tale med mig. Netop fordi de mennesker ved, at jeg ikke skriver et officielt hyldestskrift om Mao, har en del alligevel ønsket at tale med mig«.

»Men forbuddet er en grund til, at det har taget mig lang tid at åbne dørene til de rette mennesker og få lov til at se de dokumenter, jeg ville se. Det har været som et detektivarbejde«.

Forandringerne kommer
Jung Changs bog om Mao skal udkomme i 2003 på engelsk og vil ligesom 'Vilde svaner' være en blanding af historiske facts og medrivende fortælling. Manuskriptet skal afleveres i begyndelsen af næste år.

Det er kun kort tid siden, hun og hendes mand var i Chengdu i provinsen Sichuan, hvor Jung Changs mor stadig bor.

»Hun fejrede sin 70-års fødselsdag sammen med alle sine børn og - overraskelse - sin nye mand! 25 år efter min fars død har min mor giftet sig med en gammel ven, der mistede sin hustru for et par år siden. Det er vidunderligt«, ler Jung Chang.

Af en anden årsag bliver hun dog også trist, når hun genser Chengdu, der oprindelig blev grundlagt i det 5. århundrede før vores tidsregning og var Sichuans hovedstad.

»I 1993 var der stadig meget af det gamle Chengdu tilbage. Men i 1996 og 1997 lod man nogle bulldozere smadre stort set hele byen for i stedet at bygge en ny storby. Det er hjerteskærende at se, og det er desværre også sket i mange andre gamle kinesiske byer«.

På afstand af Kina er det vanskeligt at skelne mellem de gode og de dårlige forandringer. På den ene side er bruttonationalproduktet i hastig vækst, og Kina er netop blevet medlem af Verdenshandelsorganisationen, WTO. På den anden side hører vi om undertrykkelse i Kina og også i Tibet.

»Hvis jeg var den kinesiske regering, så ville jeg tale med Dalai Lama og indgå en aftale med ham. Han er en meget karismatisk, intelligent og ubitter mand, som faktisk ikke beder om Tibets totale selvstændighed. Kun om visse selvstændige rettigheder«.

»I forbindelse med min nye bog har min mand og jeg interviewet ham. I det gamle Tibet skete der mange forfærdelige ting, men Mao bragte Tibet mere ulykke og rædsel, end landet nogensinde før havde oplevet«.

»Jeg tror ikke, at Kina vil gå med til at give Tibet friheden. Men omvendt er jeg overbevist om, at der i løbet af de næste par årtier vil ske en generel demokratisering af Kina. Især hvis landet bliver ved med at nærme sig resten af verden«.

»Jo tættere Kina er forbundet med resten af verden, desto bedre kan verden kontrollere Kina og hjælpe forandringerne på vej. Og der kommer forandringer. Måske er Kina stadig det samme land om et par år. Men på længere sigt vil man blive nødt til at indføre for eksempel pressefrihed og mere religiøs frihed«.

Har det forandret dig at blive internationalt kendt bestsellerforfatter?

»Det har fået mig til at opføre mig bedre! Når jeg står i en butik og har lyst til at skælde ud over et eller andet, så tænker jeg mig lige lidt ekstra om. Nej, alvorlig talt har det ikke ændret så meget. Andre menneskers opfattelse af mig er ikke afgørende for min tilværelse«.

»Det vigtige for mig er at have en ro, og det anker har jeg i mit arbejde. Hvis jeg er urolig, så behøver jeg blot at sætte mig ved mit skrivebord og gå i gang. Så siver alt andet væk. Sådan har jeg altid haft det, og på det punkt føler jeg mig meget heldig«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere