0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den germanofile dansker

»Det skal være godt. Det skal være rigtig godt«, siger Peter Adolphsen om sin første roman.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Foto: Finn Frandsen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Små tynde bøger. Store fede skamroser. Efter to bind 'Små historier' i henholdsvis 1996 og 2000 er det med udgivelsen af 'Brummstein' nu blevet alle gode gange tre for Peter Adolphsen. Fortællingen 'Brummstein' fik anmelderne til at spinde af velbehag snarere end at brumme som mystiske sten. Det skete stort set samtidig som Adolphsen modtog det store 3-årige legat fra Statens Kunstfond.

»Så nu kan jeg kalde mig statsansat forfatter«, siger den 30-årige forfatter med et smil, der er endnu tyndere end hans bøger. »Nu er jeg forfatter. Det har jeg jo været siden den første bog udkom. Men nu siger jeg ikke længere: »Jeg er forfatter«, med et lille ironisk smil. Nu siger jeg det fuldstændig uden ironi. Men som forfatter er jeg nok ikke den allermest produktive«, indrømmer han.

Er Peter Adolphsens bøger diminutive af omfang, er der til gengæld næsten ingen grænser for, hvad de kan rumme. Det er stoflig komprimeret prosa. På blot 68 sider gennemløber 'Brummstein' således Tysklands historie i det 20. århundrede på en måde, som er bevidst fragmentarisk, men forbavsende nok ikke føles afsnubbet.

Den brummende sten
'Brummstein' er historien om en mystisk brummende sten i det schweiziske hulekompleks Hölloch. I sin krystalstruktur har den på en eller anden måde lejret de geologiske bevægelser, der har skabt Alperne. Brummestenen bliver opdaget af en amatørforsker kort efter forrige århundredskifte.

Den brummende sten gør ham midlertidig døv, men han hjemfører en flis, et fragment af stenen. Historien er således helt fra starten bogstavelig talt fragmentarisk fortalt. Denne flis går fra hånd til hånd op igennem det 20. århundrede og passerer som stafet både anarkismen, den nazistiske mystik, Det Tredje Riges undergang og ender i det postmoderne som objekt, som kunstnerisk postulat.

Undervejs på de afvejede sider bag det æstetisk overbevisende omslag bliver der plads til mentalitetshistorie og muligheden for at nyde en sproglig finmekaniker yde sit ypperste. At handlingen udspiller sig i Tyskland og det tysktalende Schweiz er ingen tilfældighed.

Den tyske bog
»Jeg er lidt germanofil«, indrømmer Peter Adolphsen. »'Brummstein' er min tyske bog. Jeg kan godt lide Tyskland og tysk kultur. Grundigheden, rationaliteten og tankens skønhed«, opremser han. »At vi beskæftiger os så lidt med Tyskland er et ret nyt fænomen. Fra omkring 1800 til 1945 var Danmark kulturelt set en provins i Tyskland. Siden 1945 har vi ligesom stort set resten af verden forsøgt at blive en provins i USA«, konstaterer Peter Adolphsen tørt.

Udviklingen er ikke svær at forstå, men han mener ikke, man reelt har gjort konsekvenserne op. »Vi har i høj grad vendt ryggen til det, vi egentlig selv er. Sprogligt, kulturelt og åndeligt er dansk kultur tysk, men vi lader som om, det ikke er tilfældet. Selvfølgelig kom der en stærk reaktion efter krigen. De første generationer efter besættelsen har forståeligt nok pumpet os med en meget antitysk følelse, men jeg synes, det er synd, man bliver ved med det«, siger Peter Adolphsen, der fremhæver Günther Grass' 'Krebsegang' som et godt eksempel på den tiltrængte revurdering, han mener, så småt er i gang.

»Tyskerne var i høj grad også ofre i Anden Verdenskrig. Det var ikke tyskerne som sådan, der var nazister. Det var kun en del af befolkningen. Utroligt mange tyskere blev drevet i eksil eller foretog en indre emigration, hvor de trak sig væk fra politik og slukkede for radioens propaganda. Tyskerne selv har i høj grad knoklet med at bearbejde, hvad der skete under Hitler«, fremhæver Peter Adolphsen.

En tilsvarende selvransagelse har han svært ved at få øje på herhjemme. »Vores skyld var jo også stor. Vi tjente kassen på at sælge våben til tyskerne, og det er jo rare ting, man nu får at høre om lejrene for de østpreussiske flygtninge«, mener forfatteren, der dog samtidig understreger, at han er forfatter og ikke historiker.

Hvilket ikke vil sige, at han som fortæller griber ud i den blå luft. Der bliver bedrevet særdeles grundig research. Læsning i lange baner. Et besøg i Hölloch-hulerne var derimod ikke inkluderet i hans research. Det var helt bevidst. 'Brummstein' er ikke født af oplevelser, men er født af andre bøger. »Fra jeg fik idéen tog det mig tre og et halvt år at lave bogen, men det tog mig egentlig kun tre uger at skrive den«, fortæller han om det omfattende læsearbejde, der gik forud for skrivningen og de afsluttende tre måneders redigering og verifikation af data i den tyske Erzählung.

Nøglen til fortiden
Som voksen slog Peter Adolphsen sig i længere tid ned i Spanien, men et årelangt ophold i Wien som barn er hans eneste konkrete tilknytning til det tyske. Han er født i Århus og opvokset i Aalborg med afstikkere. Faderen er idéhistoriker og tog familien med, da han var gæsteprofessor i Wisconsin.

Peter Adolphsens far underviser i videnskabsteori. Sønnen befatter sig med fiktion og har som sin eneste afsluttede uddannelse et treårigt ophold på Forfatterskolen. Alligevel får man, når man læser om de tektoniske og de andre teorier i 'Brummstein' en klar fornemmelse af, at æblet nok ikke er faldet så langt fra stammen endda.

At »Nutiden er nøglen til fortiden« (Charles Lyell i 'Principles of Geology' 1830-33) er et udsagn citeret i 'Brummstein', der snildt kan overføres fra geologien til litteraturen. Måske endda i højere grad. For Lyell, der i mange Herrens år blev anset for katastrofismens banemand (katastrofisme er en teori, der hævder, at Jorden har udviklet sig i katastrofiske omvæltninger, red.) er under hårdt pres. De pæne glidende evolutionsteorier passer godt til vores idéer om det borgerlige og civiliserede samfund. Men måske er katastroferne i stort og småt i mindst lige så høj grad, hvad der driver værket. I geologien og i fiktionen.

»Jeg er ret autodidakt. Som 18-årig begyndte jeg at skrive alvorligt. Jeg begyndte med digte, men gik ret hurtigt over til prosa. Jeg fandt ud af, at jeg skulle fortælle historier, hvis det skulle blive interessant«. Selv læser han mere faglitteratur end skønlitteratur, og når det endelig er skønlitteratur, er det ikke øjeblikkets bestsellere. Han hænger stadig fast i hylden med klassikerne. »Hellere døde udlændinge end levende danskere«, som han udtrykker det.

Stort arbejde, små bøger
For Peter Adolphsen har den encyklopædiske tilgang ikke blot været spændende, men også en nødvendighed. Verden er fuld af vilde og voldsomme fænomener. Så man behøver ikke selv have en overophedet fantasi, når der findes vulkaner og enorme bølger som de såkaldte tsunami.

»Det er godt stof. Og for mig er det en strategi for overhovedet at have noget at fortælle. Jeg er ikke på den måde en forfatter, hvor det bare sprøjter ud med originalitet og gode historier. Jeg skal knokle for det«. At bøgerne ender med at blive så tynde, som tilfældet er, gør ikke knokleriet mindre.

»Det skal være godt. Det skal være rigtig godt. Og dette er den eneste måde, jeg kan få det til at lykkes. Min forlægger ville jo frygtelig gerne have, jeg skrev tykke bøger, men han vil heldigvis også gerne have, at jeg skriver gode bøger«.

En foreløbig løsning har været at udgive 'Små historier' og 'Små historier 2' i en samlet paperback. Hvilket heller ikke ligefrem har været en mursten. Der har været interesse for forfatterskabet fra udlandet, men også her venter man på en tykkere bog.

Udlandet kan komme til at vente længe. For Peter Adolphsen tager det roligt. Han har ikke travlt. »Det har jeg egentlig aldrig haft. Laver jeg det godt, skal verden nok følge efter«.

Tilfældighedernes spil
Brummstein's gammeldags klassiske look er blevet til efter Peter Adolphsens anvisning. Et sepiatonet fotografi af det bjerglandskab som rummer Hölloch. Et klassisk look. Forsynet med en enkelt lille foruroligende rød prik, der undergraver den tilsyneladende ro og klassicisme. Det meste er facts. Kun kernen er fiktion. En splint af en mystisk brummende sten forbinder mennesker og begivenheder i 'Brummstein'. En slags skæbnefortælling, hvor Skæbnen er lagt i hænderne på tilfældighedernes spil.

»Jeg tror ikke på skæbnen i historien. Det er muligt at se mønstre, når man kigger bagud, men de er menneskeskabte. Ting er tilfældige og arbitrære. Der er ingen mening. Ting findes, bare fordi de kan. Det har ikke været meningen, at der skulle udvikles fluer, myg og opretgående, ubehårede aber. De er der, fordi naturen efterlader plads til, at det kan forekomme, og så forekommer det«. Fluer, myg, opretgående ubehårede mennesker. Encyklopædier, forfatterskoler, forfattere, fiktioner.

En af disse såkaldte fiktioner begynder med denne sætning, der placerer den et ganske andet sted i den serie af begivenheder, der tilsammen udgør noget ganske omfattende medmindre man opsummerer ret kortfattet og koncist:

»Alpernes stadige orogenese er følgen af mikrokontinentet Adrias løsriven sig fra Afrika i Jura, dets efterfølgende rotation over det dengang eksisterende Tethyshav og kollision med Eurasien, henholdsvis 19. og 23. december, hvis vi benytter den kendte nedskalering, der afbilder Jordens alder som et kalenderår, hvor dinosaurerne uddør 2. juledag, hominiderne opstår om aftenen den 31. december og der nu, hvor dette skrives, er gået ti sekunder siden Romerrigets fem sekunder var forbi«.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce