»Gud køber hus. En dag ser Gud en notits i avisen«. »Eller også er det hans ven Muggi der via sit job som kongelig foged får nys om et sommerhus langt ude bag en skov i noget der hedder Risskov. Sikkert efter skoven«. »Gerd Lillian vil ikke med, hun mener det er et skråplan, og Muggi har jo så mange ideer, selvom han er et nobelt menneske der har en kat der vinder priser og tilmed er indendørsmester i skak«. Tilbage til 60'erne Sådan starter romanen 'Gud taler ud' af Jens Blendstrup. Gud er Jens' far Uffe. Gerd Lillian er hans svenskfødte mor, og kort efter den første besigtigelse af huset ruller en flyttebil mod Risskov med den nyfødte Jens i en af kommodeskufferne. De tre ældre brødre klatrer rundt på læsset. Vi er tilbage i slutningen af 60'erne. Jens er født i 1968. Nyt spor i forfatterskabet Romanen om Gud og hans familie er først og fremmest et farverigt portræt af en nu afdød far - Gud - men det er samtidig en åbning til et helt nyt spor i Jens Blendstrups forfatterskab. Det mener han i hvert fald selv, og de begejstrede anmeldere synes ikke at være voldsomt uenige. Træfsikre pointer »Jeg tror også, min næste bog bliver en roman, men jeg troede slet ikke, jeg kunne skrive romaner. Jeg forestillede mig ikke, at jeg kunne holde dampen oppe så længe«, siger Jens Blendstrup. Som forfatter er han da også kendt for sine morsomme noveller i en samling som 'Laterna Vagina', og for sine effektfulde digtoplæsninger på 'The Lab' i det indre København. For slet ikke at tale om de forunderlige historier, han gang på gang har serveret i Radioteatret i radiospil som 'Manden, der bl.a. var en sko', 'Ud med lortet' og 'Germand Gladensvend'. Alt sammen historier, hvor pointerne for det meste falder træfsikkert. Og tit. »I en roman er det anderledes, for her skal der være plads til bænke«, siger Jens Blendstrup. Aldrig tvangsalvorliker Og ret har han jo på sin vis. Der skal være plads til at lade sig synke ned i en romans historie, for de færreste kan holde ud at læse en roman, hvor vittighederne falder som haglbyger. »Mine noveller bliver også længere og længere, og så kan du ikke være morsom hele tiden. På en måde hader jeg også at være litteraturens sjove mand, men samtidig er det en rolle, jeg har givet mig selv. Jeg bliver nok aldrig tvangsalvorliker, men jeg synes da, det er dejligt at få lov til også at være alvorlig«, siger Jens Blendstrup. Man skal nu ikke have været sammen med ham ret længe, før man ser hans trang til konstant at aflevere et ordspil eller en vits, og skal han fotograferes, ynder han at gemme sig bag en sær pibe, en forvredet grimasse og en bulet hat. »Det er jo nok en form for blufærdighed«, siger han selv. Løfte til far Når man læser 'Gud taler ud', kan man se, at hans trang til at slå ud med armene og underholde folk ikke kommer fra fremmede. Han har det formentlig fra Gud selv. Gud er manden, der omgiver sig med særlige som 'Fyrsvampen', der tropper op med tusindvis af kondomer, nogen har 'tabt' på et skib på Århus Havn. Gud er manden, der kan være centrum for en hel familie, selv om han sjældent gør andet end se Eurosport, drikke øl eller ser på, at andre arbejder. Gud er manden, for hvem det er en ekspedition at gå op til købmanden med den yngste (Jens) og fantasere om, hvorvidt de skal have hakkedrenge til middag og belønne sig selv med øl og snaps efter veloverstået ekspedition. Gud er det højttalende midtpunkt, der dirigerer og drømmer om at skrive en roman. »Jeg lovede min far at skrive bogen, da jeg var 17 år gammel. Men hvis jeg havde skrevet den dengang, var det blevet til et helteportræt. Han er en mand, der har domineret vores liv. Han har rakt sine hænder ind i vores hjerner«, siger Jens Blendstrup. Uden filter Han begyndte at skrive på romanen om Gud, da hans far døde for tre år siden, men det gik ikke helt, som han havde planlagt. Hver gang han skulle skrive far eller 'Uff', brød han sammen, og det var først, da han fik skudt 'Gud' ind som hovedperson, at han blev i stand til at beskrive familiens liv i Risskov gennem tre årtier. »Det var meget mærkeligt, for da jeg fandt titlen 'Gud taler ud', var det som om det fjernede et filter for mig. Jeg kunne skrive mere direkte, og jeg synes selv, det er lykkedes at få denne hårfine balance mellem en patetisk og en neutral skildring«. »Romanen har været meget længere, end den er nu. Jeg har skåret omkring 50 tekster ud, fordi de måske var for personlige. Det var min kone, Malene, (chef for Radio Drama i DR, red.) der hjalp med at redigere teksten. Teksterne blev hængt op på væggene hjemme i stuen, og her blev bogen komponeret i temaer«, fortæller Jens Blendstrup. Skrevet på lykkepiller Han siger selv, at han har skrevet 'Gud taler ud' på lykkepiller, som han fik for det, han kalder en stressbetinget depression i forlængelse af faderens død. »Jeg tudede i et par uger, og så gik jeg til psykiater. Jeg gik med vilje ikke til psykolog, for min far var jo psykolog, og jeg har altid været god til at svare rigtigt til psykologer. Faktisk frarådede psykiateren mig at skrive bogen, fordi jeg efter hans mening befandt mig i en slags undtagelsestilstand«. Jens Blendstrup valgte at overhøre det velmente råd. Han ville skrive bogen om sin afdøde far, og undervejs har han ikke et sekund spekuleret over, om andre end ham selv og hans familie kunne være interesseret i historien om Uffe fra Risskov. Og først bagefter er det gået op for ham, at historien om Gud er blevet noget mere brutal, end han havde forestillet sig. »Jeg ville gerne prøve at forstå ham, for det er jo let nok at være søn og dyrke sin far, men når man er forfatter, får man nogle gange noget at vide ved at skrive. Han er blevet tydeligere for mig. Jeg har for eksempel aldrig tidligere tænkt på ham som alkoholiker«, siger Jens Blendstrup. Alvorlig bog om sjovt menneske Hans roman er ikke kun blevet en bog om en far, men også om en hel familie, og han er helt sikker på, at hans mor ville have fundet bogen både pinlig og forkert, og selv om hans brødre siger, bogen er fantastisk, tror han dybest set, de fleste af dem helst havde været den foruden. Ligesom moderen. Jens Blendstrup er sikker på, at hun allerhelst ville have bevaret billedet af parcelhusidyllen på Blåmunkevej i Risskov - hvor fuldstændig underlig den så end måtte tage sig ud for fremmede. »Jeg troede jo, at jeg skulle skrive en sjov bog om et mærkeligt menneske, men i stedet er det nok blevet en alvorlig bog om et sjovt menneske. Han var jo underlig på den måde, at han på den ene side var patriark, og på den anden side var han en mand, der insisterede på, at vi aften efter aften skulle sidde og høre Trille synge 'Hej søster' og forstå kvinderne, samtidig med at han var brølende mandschauvinist«, siger Jens Blendstrup. Et autistisk liv I dag kan han godt se, at det var et nærmest autistisk liv, der blev levet hos familien. Der skete ikke noget som helst. Livet blev billedligt talt levet på en håndfuld taburetter, mens rejserne foregik inde i hovedet på folk, ikke mindst i hovedet på den førtidspensionerede psykolog, Gud, der kun bevægede sig ud i verden, hvis han - som sønnen i dag betegner det - var iført en brynje af sprut. Jens Blendstrup genkender de samme træk hos sig selv. Han kan nærmest få angstanfald af, at familien i disse uger er fortrukket til et sommerhus i Rågeleje, fordi 'Villa Pølsely', et træhus fra 30'erne på Amager, er under totalrenovering. Om få uger kan familien imidlertid rykke tilbage til det lille hus og til Jens' samling på 600 gamle 78'ere, som han gemmer i kælderen. Tilbage til fniseriet Og han kan vende tilbage til et forfatterskab, som ikke længere kun består af korte historier på forlaget Samleren og fnisebøger hos digterkollektivet 'Øverste Kirurgiske'. Opfølgerne til 'Gud taler ud' er allerede listet op. »Den næste bog bliver nok 'Bagerkoner og slagterenker 2', og derefter kommer måske 'Berlin efter krigen - øjenvidnereaktioner'. Jeg har allerede skrevet 100 af teksterne, for jeg er virkelig fascineret af den falske dokumentar«, siger Jens Blendstrup. Hans mange fans behøver dog ikke frygte, at han lægger den absurde humor og fjanteriet på hylden. »Det alvorlige bliver bedst, hvis jeg har fniseriet ved siden af, men jeg bryder mig ikke meget om denne skarpe skelnen mellem humor og alvor. Der skal være plads til begge dele, men hvorfor skal det absolut være finere at græde et digt ud i stedet for at fnise det ud?«. I 'Gud taler ud' er der lige dele fnis og alvor, måske endda med slagside til den mørke side. For ikke engang guder lever evigt, hvis de rammes af halskræft. »Gud sidder med sit evindelige lægeleksikon og bladrer. Morfin. Morfinpræparater. Der har vi det. Der står her at en af bivirkningerne kan være fornemmelsen af at svæve. Jeg har altid gerne villet set min grund oppefra, siger Gud og ler på den nye hvæsende måde.«