Pablo Llambías ser ordet dukke op på side 28. Den 42-årige forfatter har stadig næsten 700 sider tilbage af den bog, han er ved at læse. Men han går i stå, da han møder Torben. Torben er ordet, der stopper ham. Torben, Torben, Torben Navnet dækker over en dansk filmmand, som optræder i Lars Saabye Christensens prisbelønnede roman 'Halvbroderen'. Saabye Christensen har netop introduceret Torben og dennes makker for læseren. To danskere i midten af 30'erne, skræddersyede jakkesæt, hestehaler, ring i øret, store maver, små smil, som der står i romanen. De skal møde den alkoholiserede norske filmmand Barnum i en bar på filmfestivalen i Berlin. Pablo Llambías forsøger, men han kan ikke læse videre. For ham står der Torben, Torben, Torben, Torben over hele siden, ja, over samtlige de følgende 700 sider. Det sandsynlige er uudholdeligt Den 42-årige danske forfatter lukker romanen og vender aldrig tilbage. »Det lyder formentlig sindssygt for alle mulige andre, men da jeg så navnet, kunne jeg bare mærke forfatterens lommeregner. En dansk filmmand skal hedde noget, der klinger dansk, hvis læseren skal tro på det. Og hvis man skal tro på, at han er en del af et filmmiljø, har han måske også et alkoholproblem, fordi han lever i en hurtig og højproduktiv verden, hvor han hele tiden skal levere«, siger Pablo Llambías. For ham er den slags starten på et mønster. Starten på en bog, hvor personer og handling er baseret på, hvad der er sandsynligt, og han kan ikke holde det ud. »Det er sikkert dybt uretfærdigt, men jeg flyver direkte ud af romanen. For mig står der Saabye Christensen malet hen over siderne, og bogen falder fra hinanden for mig som læser. Det er sygt i bærret, og jeg ødelægger en masse for mig selv, men sådan har jeg det«, siger Pablo Llambías. Heltinden: Suzanne Brøgger Det forudsigelige kan han ikke rumme, hverken som forfatter eller som menneske. Pablo Llambías har uforudsigeligheden som rettesnor. Og rastløsheden som princip. Og så kan han ikke døje forfattere, der lader, som om de ikke er i teksten. Når man ved dét, er man mindre overrasket over, at hans litterære ledestjerne fra starten har været Suzanne Brøgger. Ikke mindst i hendes tidlige bøger, hvor hun skriver et sted mellem essay, roman, selvbiografi, dokumentarisme og fiktion, men under alle omstændigheder er til stede i teksten som Suzanne Brøgger. Helt bogstaveligt med hud og hår. Henter stof fra eget liv Det samme kunne man sige om Pablo Llambías seneste roman, 'Et ukendt barn' - hvor han, som Brøgger, har alle genrer i luften. Romanen starter med en historie om en nyskilt mand, der går rundt i en Christianshavnerlejlighed, han deler med en anden mand, der også er skilt. Som Pablo selv. Ligesom Pablo er manden i romanen lærer på Forfatterskolen og ved at segne under manuskripter, han får tilsendt uopfordret af skribenter, som bare vil blive ulykkelige af at skrive, fordi deres talent er begrænset. På samme måde er historiens hovedpersonen ulykkelig, når børnene er på besøg, fordi det minder ham om tabet, når de er væk. Døgnhjælper Romanen er en bog om tab, men handlingen går over et krat af vildveje, før den når i mål. Bogen er også hovedpersonens erindringer om at være døgnhjælper for en multihandikappet. Som Pablo har været. Og det er erindringshistorien om at være ansat på et plejehjem i København. Som Pablo har været. Derudover rummer romanen en historie om to unge mænd, der tager til Tyskland for at optage film med gamle tyske soldater, der fortæller krigshistorier eller heiler, mens de nøgne og grædende afsynger gamle SS-sange. Og ja: Den ene af dokumentaristerne var Pablo Llambías. Mens det meste af slutningen på romanen er en beretning, som hovedpersonen har fået tilsendt som uopfordret manuskript. En beretning om en kvinde, der i slutningen af Anden Verdenskrig rejste til Berlin for at hente sin soldaterbror til Danmark. Ind i mellem alt dette har Pablo Llambías lagt en meget detaljeret beretning om Ardenneroffensiven under Anden Verdenskrig. Og ja, den har han sjovt nok lavet en udstilling om engang. Fuck kønsroller og den slags Når Pablo Llambías læser skønlitteratur, ser han ofte tegn på, at handlingen og personerne er opfundet ud fra princippet om, hvad der er sandsynligt. Lommeregnerprincippet, som han kalder det. Statistik. »Som læser i folkeskolen og gymnasiet er man opdraget til at læse baglæns. Hvordan er konstruktionen, og hvad kan man aflæse om personen, når vedkommende handler sådan og sådan. Jeg synes ikke, det er så satans interessant«. Han startede selv med at læse forfattere som Suzanne Brøgger og Tove Ditlevsen, da han var teenager. »Dengang tog jeg det som livsvejledende tekster. Fuck kønsroller og den slags. Jeg gik og slog folk oven i hatten med Suzanne Brøggers bøger og søgte frigørelse og frisættelse fra alle borgerlige mønstre. Også seksuel frigørelse. Det var også hos hende, jeg så, at man godt kunne skrive episodiske bøger«. Bekend kulør!Kan du huske, hvad der fangede dig? »Det persondannende. Det er ikke en særlig nykritisk måde at læse på, men det er også svært at komme uden om, at man som læser uddrager essenser af det, man læser. Som er en hjælp i det liv, du lever. Jo mere lukket et værk er - hvor handling og personer er fiktive, beregnet efter sandsynligheder - jo mere sidder jeg og mærker forfatteren, hvor det modsatte skulle være tilfældet«. »Efter Hemingways ideal skulle forfatteren i den litteratur være fuldstændig usynlig, og jo mere sidder jeg og bliver sur over, at han ikke bekender kulør. Hos Suzanne Brøgger er forfatteren synlig, men det var for mig en vederhæftig oplevelse, uden at jeg dog sagde, der var tale om en sand person«. Hvor gammel var du da? »15-16 år. Det blev virkelig en identitetsmarkør, hvor jeg belærte folk om, hvordan de skulle leve deres liv«. Elsker rejseberetningerBetød det noget for dit eget syn på, hvordan man skriver? »Ja, da jeg begyndte, men det skete først i 1995, og da var der gået 14-15 år. For mig betød det respektløshed, hvis jeg kan sige det uden at forherlige mig selv. Sagen var, at jeg simpelt hen ikke vidste, hvordan man gjorde«, siger Pablo Llambías. I det hele taget kan han godt lide bøger, hvor forfatteren bare fortæller sin nøgne historie. »Mit foretrukne læsestof er nok case-stories og rejseberetninger, gamle som nye. De kan være af Rousseau, bjergbestigeren Lene Gammelgaard eller soldaten Chris Ryan, Eller det kan være John Steinbecks beretninger om sin tid som journalist, Jens Baggesens rejsebeskrivelser, Robert Pirzigs 'Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel', Freuds selvbiografiske bøger eller Che Guevaras 'Rejsen gennem Sydamerika'. Sådan har det altid været«. Overskrider altid grænserne Hvis man her aner, at starten på Pablo Llambías' forfatterkarriere ikke er den gængse - med et overbelæst barn, der begyndte at skrive lange stile og derefter søgte ind på universitetet - har man fuldstændig ret. Hans vej ind i litteraturen er snarere en omvej. En digression, som er lige så snørklet som handlingen i nogle af hans bøger. Så snørklet som hans tankegang. Og nærmest et skoleeksempel på hans indbyggede rastløshed. Han er søn af en argentinsk far og en dansk mor. Begge klassisk skolede musikere. Efter studentereksamen søgte han ind på musikvidenskab, fordi han vidste, han senere ville på konservatoriet. Det kom han kort tid efter, hvor han valgte trækbasun som sit instrument. Det var i denne periode, han opdagede, han hellere ville være skabende end udøvende kunstner. Ja, faktisk var det først her, det overhovedet gik op for ham, at forskellen eksisterer. Mediekunst Efter et par år søgte han ind på filmvidenskab på Københavns Universitet, hvor det ret hurtigt gik op for ham, at han var mere interesseret i selv at lave film end i at studere film. Og det blev ikke bedre af, at han hele tiden havde en trang til at køre ud ad et sidespor og skabe sin helt egen virkelighed. »Jeg oplevede, at jeg altid overskred grænserne. Vi skulle f.eks. lave en analyse af en institution i filmbranchen, f.eks. TV 2. Jeg opfandt en institution, der hed Tid. En institution, hvori alt indskriver sig. Opgaven skulle være på 25 sider, men alene appendiks til min opgave var på 100 sider. Jeg dumpede med et brag«. Senere afleverede han opgaven og fulgte alle regler, hvorefter han konkluderede, at hvis resten af studiet skulle være lige så kedeligt, var det ikke noget for ham. Derefter søgte han ind på Kunstakademiets skole for mediekunst. Men at han overhovedet kom ind, var lidt af et tilfælde. Konceptkunst Han havde i nogle år arbejdet med videokunst - ja, dét var han også omkring - og han skulle egentlig ind for at lade en person gennemse en video. Undervejs opdagede han, at man fra netop det år kunne indlevere en video som kunstværk for at blive optaget, og før han vidste af det, var han elev. »Det var en lise at komme på Kunstakademiet, for der var ingen formelle krav, og derfor flakkede jeg også fuldstændig rådvild rundt det første halvandet år. Indtil jeg faldt over den franske kunstner Sophie Calles projekt«, forklarer Pablo Llambías. Hos Calle så han, at man som kunstner godt kan have selve processen mod et værk som værket selv. Sophie Calle har blandt andet skildret, hvordan hun så en mand ved en sammenkomst i Paris, hvor hun besluttede sig for at følge efter ham. Da han tog til Venedig, fulgte hun efter i samme tog og søgte efter ham på Venedigs hoteller og skildrede både sin søgen og mandens handlinger med fotos og medfølgende tekst. Med andre ord en slags konceptkunst. Uden afsender Og faktisk har Pablo Llambías brugt lidt af det samme princip i en af sine første bøger, der havde titlen 'Rådhus'. Groft sagt var bogens handling, at 'en mand' drager ud i landet for at undersøge, hvorfor landets rådhuse ser ud, som de gør. Hvorfor der eksempelvis altid er blevet plantet en eller anden skulptur foran rådhuset. Bag i bogen var der små billeder af samtlige 275 danske rådhuse. Men hvad var forklaringen? »For mig har det noget med vederhæftighed at gøre. Der var ingen plakette på rådhusene, som sagde, at denne skulptur er opstillet til dig, kære borger, for at du kan have oplevelser i hverdagen og føle dit liv er rigere«. »Jeg ville gerne have haft den plakette, så jeg kunne tage stilling og klage, fordi jeg ikke følte mig udfordret eller gav mig et rigere liv. Det var afsenderløst. Det var en mellemtekst, man havde, og som var grundlaget for, at den var opstillet, men den mellemtekst var eroderet bort. For mig var det meget uvederhæftigt«. Tre sider startede forfatterskabet 'Rådhus' var hans afgangsprojekt på Kunstakademiet, men det var ikke hans debut som forfatter. Den kom som så meget andet i hans liv ved en tilfældighed. Eller rettere ved at et projekt ledte til et andet, som igen ledte til et tredje projekt. Hold lige fast! Pablo Llambías var med i en udstilling i udstillingsbygningen Ovenvandet på Christianshavn. En del af udstillingen handlede om Ardenneroffensiven i Anden Verdenskrig (ja, den der dukkede op i hans seneste bog). Da udstillingen senere kom til Århus, bad folkene bag et kunsttidsskrift Pablo om at udvælge nogle billeder, han selv skulle skrive tekst til. Teksten til billederne blev de sider, han senere sendte ind til forlaget Gyldendal. »Jeg indleverede tre manuskriptsider til Gyldendal i ren desperation, og så startede det derfra. Jeg har aldrig haft et ønske om at blive forfatter eller om at udgive bøger, og det ønsker jeg heller ikke at have«. Mine projekter muterer De ganske få sider var naturligvis ikke nok. Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, bad om at få noget mere, og snart efter var Pablo Llambías debuteret med novellesamlingen 'Hun har en altan'. Det var i denne periode - mens han gik på Kunstakademiet - det gik op for ham, hvordan det ene kunstprojekt konstant syntes at glide over i det næste, eller måske endda at blive en del af et kommende projekt. Det er den proces, Pablo Llambías selv kalder dekadent. Når kunstneren allerede under skabelsen af ét projekt ved, at det vil komme til at indgå i et nyt projekt. »En af mine medstuderende på Kunstakademiet, Søren Andreasen, opdagede, at mine projekter meget hurtigt muterede. Hvad jeg mente om et projekt den ene uge, muterede i den følgende uge til noget helt andet. Han blev overrasket over, hvor hurtigt det muterede, og derfor optog han mig på video hver søndag, så jeg kunne se, hvad der skete. Det var gennem ham, jeg opdagede, at rastløsheden blev til et formgreb for mig«. Det må gerne være dumt Som forfatter er Pablo Llambías i dag en del af den generation, der har fået plads i 'Danske Digtere i det 20. århundrede', hvilket er den foreløbige kanonisering af et forfatterskab. Men dybest set interesserer det ham ikke så meget. »Jeg har altid været ligeglad med, om jeg fik lavet noget. Om jeg fik skrevet den næste bog. Og det håber jeg, at jeg bliver ved med at være«. Hvis man er forfatter, vil man vel skrive bøger? »Det fandt jeg ud af med min tredje bog, og det åg ønsker jeg ikke at leve under«. Du siger, du er forfatter? »Ja, men jeg vil være ligeglad, hvis jeg kommer til at lave noget andet. Jeg vil befri mig selv fra den situation, hvor det bliver en smerte ikke at kunne skrive noget. Jeg gider ikke have det problem, og derfor har jeg også været ligeglad med, hvilket medie jeg producerede indenfor«. Emotionelt vulgær Hans seneste produktion har da også kun haft bogstaverne til fælles med forfatterjobbet. Det var på Den Frie i København, hvor Pablo Llambías udstillede uddrag af 796 artikler, han havde sakset fra Jyllands-Posten. Teksterne var skrevet med sort tusch på hvidt papir og fyldte væggene - på toiletterne. Hans kommende roman vil imidlertid blive skrevet inden for reglerne af en kendt litterær genre. Sådan da. »Det er en kollektivroman, og jeg havde givet mig selv to dogmeregler. Jeg måtte ikke lukke i, hvis noget var for dumt. Uanset hvad personerne sagde, som var stereotypt eller plat. Jeg måtte heller ikke lukke i formmæssigt, hvis der var tale om et lorent, litterært greb, og jeg måtte slå mig selv over fingrene mange gange. Til gengæld måtte jeg gerne være emotionelt vulgær, for den anden regel var, at der skulle være fuld skrue på personernes følelser hele tiden«. Følelsesporno?Hvor meget kendte du af konceptet, før du gik i gang? »Jeg kendte grundhistorien, og den havde jeg lånt fra programmet 'Sporløs', hvor jeg også lånte fortællestrukturen. Her ser alt dokumentarisk ud, men det hele er timet og tilrettelagt for at lave den nødvendige dramaturgi undervejs. De caster også folk efter, at det skal blive en god historie, for det skal helst være nogen, der kan græde på tv«. »I min udgave er det endnu mere melodramatisk end i 'Sporløs', for en ung kvinde har været i Spanien på en chartertur i 70'erne. På turen bliver hun gravid med en spansk mand. Derhjemme siger hun ikke noget, og hendes egen mand ved ikke, at barnet ikke er hans. Pigen er den første fortæller, og hun får på moderens dødsleje at vide, at hendes far ikke er hendes rigtige far. Me-lo-dra-ma. Så er scenen sat, og som i 'Sporløs' forsøger hun at komme i kontakt med sin spanske biologiske far«. Hvordan vil sådan en bog blive læst? »Af millioner af mennesker«. Pablo Llambías sprutter af grin, men tilføjer så: »Den vil blive læst følelsesmæssigt«. Og af anmelderne? »Den vil nok blive læst som følelsesporno, men det er jeg ligeglad med«. Hvad er kernen?Betyder det ikke noget for dig? »Nej. Selvfølgelig er det federe at få gode anmeldelser, men det betyder ikke noget, om litteraturpolitiet slår hammeren ned. Det kan jeg altså ikke leve mit liv efter. Man kan i det hele taget ikke leve sit liv efter andre mennesker, om det så er anmeldere eller andre forfattere, som også kan være en del af litteraturpolitiet eller andre inden for den kunstneriske branche«. »Man kan heller ikke leve sit liv efter, om nogen synes, det er en bog for det store, brede publikum. Det kan jeg i hvert fald ikke. Man må gøre det, der er nødvendigt nu. Det har noget med forsoning at gøre«. Hvordan? »Jeg skrev på et tidspunkt en lille bog, der hed 'Anden', hvor jeg spurgte til, hvad min oprindelse og min opvækst havde betydet for mig, eftersom jeg er vokset op med en dansk mor og en argentinsk far. De mødtes i Frankrig, men lad os nu sige, at de dengang havde slået terninger om, hvilket land de skulle tage til. Og at de måske var taget til Argentina«. »Dér spørger jeg mig selv, om jeg var blevet en anden, ligesom kvinden i bogen spørger sig selv, om hun ville være blevet en anden med den spanske far. I bogen spørger jeg mig selv om, hvor dansk man skal være for at være dansk. Jeg leder ikke efter mine rødder, for dem kender jeg godt. Jeg leder efter en mental kerne, og jeg spørger i hvert fald efter, hvad kernen er«. Uafhængig af jordisk godsHvad ville du lave, hvis du ikke var forfatter? »Jeg har været handikaphjælper, og jeg har i ni år været sekretær på et kunstgalleri. Det ville jeg til enhver tid også kunne gøre igen«. Du har også delt aviser ud? »Ja, jeg kan godt klare værdighedstabet, og det burde jeg også kunne. Jeg vil selvfølgelig beskytte mig imod den situation, at jeg ikke kan skrive en bog. Hvorfor skulle jeg bekymre mig om det. Jeg vil ikke være afhængig af jordisk gods«. Det frisættende projekt eksisterer stadig? »Jeg har altid haft den holdning. Et menneskeliv afhænger ikke af, hvad du ejer, siger Jesus«. Er du religiøs? »Det ved jeg sgu ikke, hvad jeg skal sige til, men hvis man skal kunne leve i denne verden, må man give sig hen til det. Og det kan lige så godt kaldes nåden«.