På endevæggen i Erling Jepsens stue i lejligheden på Amager hænger et gammelt kort over Danmark. Under det står påskriften 'med Sønderjylland'. Den spinkle forfatter viser stolt kortet, han har købt i et galleri i Sønderborg, frem. Og stirrer så intenst på det, at hans grånende strithår næsten lander midt i fædrelandet. Genforening Så forklarer Erling Jepsen i få ord om sin egen genforening med sin fødeegn: »De rødder til Sønderjylland, jeg har brugt 20-30 år af mit liv på at rive op og flå i stykker, dem ligger jeg nu på alle fire for at lime sammen igen og få helhed i min tilværelse«. »Alt det, jeg skammede mig over og gemte væk tidligere, er nu fremme, og det virker eksotisk, vedkommende og interessant for andre«. »Også kloge hoveder. For der var ikke andre, der skrev fra det hjørne«. 'Gerningsstedet' Foran kortet fra tiden lige efter 1920, da Sønderjylland atter blev en del af Danmark, tegner Erling Jepsen sin egen skæbne op. Da han som en erfaren og anerkendt dramatiker endelig turde se det traumatiske barndomsland, han ikke tøver med at kalde gerningsstedet, i øjnene og ligefrem skrive om det meget åbenhjertigt, kom der skred i både hans tilværelse og karriere. Kaffe og kage Bevæbnet med kaffe og småkager sætter vi os ind på Erling Jepsens lille arbejdsværelse. Mellem tegninger af hans femårige datter, en bogreol, computeren og den madras, der står lænet op ad væggen. Klar til at blive nedlagt, hvis tankerne undervejs i skriveriet gør knuder og kun kan udredes på langs. Foreløbig samler Erling Jepsen sig om samtalen ved at dyppe sin kage i kaffen. Romanforfatter af nød »Den mest reelle, men også mest kedelige grund til, at jeg blev romanforfatter, var, at der opstod et hul i mit ordrekatalog«. »Der var en periode, hvor teaterdirektørerne ikke rigtig ville have dramatik fra mig. Jeg skal helst arbejde hele tiden, så jeg tænkte, at hvis jeg ikke kunne skrive dramatik, så var det næstbedste at skrive en roman«. »Det var ellers noget, de fine, de rigtige og de kloge gjorde, troede jeg. En dramatiker er ydmyg og beskeden og lever i det skjulte, mens skuespillerne får opmærksomheden«, siger Erling Jepsen om grunden til, at han pludselig for fire år siden udvidede sit virke med skønlitteraturen. Jantelov Han slutter ordene af med en grimasse i ansigtet, der får den firkantede sorte brille til at sætte sig rigtigt på næsen. Men også ligner et skævt smil så meget, at man ofte bliver i tvivl om, hvorvidt han er seriøs eller ude på spas. Uanfægtet af det og den stilhed, Erling Jepsen tilsyneladende har det helt fint med at lade hængende efter sine sætninger, fortsætter han: »Jeg havde engang en kæreste, der gik på forfatterskolen, og gennem hende mødte jeg flere fra hendes årgang. De havde en helt anden opfattelse af sig selv end os dramatikere. Hjemme hos dem hang der billeder af dem selv overalt, og ofte var de nøgne på fotografierne«. »Noget af det første, man så, når man vågnede hjemme hos min kæreste, var et billede af hendes bare røv over sengen. Og da vi tog hen for at besøge en af hendes medstuderende, var det sgu det samme. Det forstod jeg ikke, for jeg er opvokset med en helt anden selvopfattelse«. »Jeg har altid ment, at det var bedst at leve i det skjulte. Hele min barndom havde jeg fået at vide, at jeg var galt på den, at jeg bare var en drømmer. Men jeg fandt ud af, at jeg havde ret - man behøver ikke at være så klog, bare man er god til at skrive, så klarer bøgerne resten«. Hvad marsken gemte Gennem alle sine år som dramatiker har Erling Jepsen holdt sig selv og sin sønderjyske baggrund ude af sine stykker. Eller nøjedes med små antydninger. Den sandhed, der var mere barsk, end nogen havde anet, dukkede først frem af den gyngende marsk, da han gav sig i kast med romanerne. »Jeg syntes selv, at det var lidt flovt at komme derfra og have haft alle de problemer i familien. Og teatermiljøet er også noget helt andet end det, man skriver om i romaner. Teatret repræsenterer overklassen, og skuespilforfatterne kommer fra samme miljø og skildrer derfor deres eget liv«. »Hvis det skal handle om et andet miljø, skal det være så ekstremt, at alle karaktererne er sindssyge. Desværre. At sidde i den sammenhæng og fortælle om min baggrund virkede helt forkert på mig«, siger han. Humor som våben Men da Erling Jepsen satte sig ned for at skrive sin første roman, 'Ingen grund til overdramatisering', blev han indhentet, ja, overmandet af sin egen barndom og sønderjyske baggrund. Historierne, baseret på egne oplevelser, om incest, voldelige forældre, der tæver deres børn, underkuelse og undertrykkelse, druk, forsagelse af sandheden, medicinmisbrug, sindssyge og erotiske udskejelser, fortsatte i 'Kunsten at græde i kor' og dette års 'Forfærdelig lykkelig'. »Jeg har engang læst, at hvis man vil skrive en roman, skal man ikke kigge ud i verden. Man skal kigge lige der, hvor man selv står, og så grave. Grave dybt. Så det gjorde jeg. Det blev rimelig heftigt, så for at klare presset bestemte jeg mig for at anvende humoren, så jeg selv kunne holde det ud. Og for i virkeligheden at skrive en selvbiografi og så bare kalde det en roman. Der var bare ingen, der hoppede på den«. Faderens skuffelse Erling Jepsen griner lidt og lader så stilheden sænke sig. Uden for vinduet bag ham kan man se et stort parkeringshus. Storbyens bud på en gigantisk amagerhylde, hvor man kan lægge sine historier og traumer fra sig og låse dem inde i bilens bagagerum. Men inde i arbejdsværelset er der ikke noget, der skal lægges på hylden. »Mange mennesker er bange for at skrive om deres familie eller fremstille dem offentligt. Det var jeg egentlig ikke, for jeg følte ikke, at jeg havde noget at miste. Der skete jo det, at min familie slog hånden af mig, da jeg flyttede til København«. »Min far skrev et brev til mig, hvori han forklarede, at alt, hvad jeg havde gjort, var en stor skuffelse, og nu ville han ikke se mig mere. Min mor har siden fortalt, at hun ikke har set brevet, men det tror jeg ikke på. Og i hvert fald har hun ikke kontaktet mig i alle de år siden. Så jeg følte ikke, at jeg havde noget at miste«. »Jeg var jo helt alene i forvejen. Også med min søster, der var blevet psykisk syg og indlagt på hospital efter oplevelserne i vores barndom. Hende passede jeg, hun er et vidunderligt menneske, men med nogle slemme tvangsforestillinger«. Gruppesex under røde faner I den stilhed, der følger ordene, taber Erling Jepsen sin småkage ned i kaffen. Men han ænser det ikke og tager stille en slurk mere. Med sagte stemme fortæller han uopfordret videre om den bog, han var gået i gang med at skrive for at fortælle om sin fars overgreb på søsteren og de mange tæsk, den lille Erling modtog i sin bare rumpe i hjemmet i landsbyen Gram vestpå i Sønderjylland. »Jeg skrev det første kapitel, så måtte jeg lægge det fra mig. Først da min far døde, kunne jeg skrive. Da gik det meget hurtigt, og jeg kom i kontakt med noget helt nyt. Jeg skrev om alt det, jeg igennem årene kun havde fortalt psykologer og mine kærester om. Der var så meget at fortælle, at jeg sled dem op og måtte skifte dem ud«, siger han og laver igen den bevægelse i ansigtet, der ligner mellemtingen mellem et grin og en grimasse. Det, han skrev, blev til en beskrivelse af opvæksten i Sønderjylland, som især vandt genklang med 'Kunsten at græde i kor'. Den på en gang knugende og skægge beretning om en 11-årig dreng, der gør alt for at glæde sin far, hvis største evne er at holde tårefremkaldende taler ved begravelser. Og som straffer sin søn korporligt og foretrækker at sove på sofaen i stuen sammen med sin datter frem for i soveværelset med sin kone. »Da jeg blev lidt større, læste jeg Karl Marx og Malcolm X. Jeg blev kommunist og mente, at min opgave var at rejse taberne i verden. Hvis min far, der efter min opfattelse var politisk sort, teede sig lidt underligt, for eksempel over for min søster, ville det blive noget andet, hvis han fik den respekt, han fortjente. En social status«. »Så min filosofi var, at jeg skulle tage til København og være med til at skabe en bedre verden for sådan nogle som ham. Lidt naivt, men også lidt smukt, synes jeg. Han mente bare, at jeg kun skulle derover og dyrke gruppesex under røde faner, for det havde han set i TV-avisen, at man gjorde i København«, siger Erling Jepsen og ler så stille som fnug, der drysser ned fra en bogreol. Piller mod lufthunger Hans far, der var mælkechauffør for det lokale mejeri, drømte om at få sit eget ismejeri. Det lykkedes også, men desværre først, da supermarkederne var ved at fortrænge de små butikker i landsbyerne. Derfor blev forretningen en fiasko for faderen, der plejede at forklare, at det gik ret godt med kunderne: »... der kommer et par stykker om formiddagen, og så tager det af ud på eftermiddagen«. Han blev bitter og indebrændt. »Alligevel fik han lov at være en konge derhjemme med sine neuroser og lidenskaber. Ingen stoppede ham. Da han blev syg og indlagt, truede lægerne med, at de kunne amputere hans ben, så han kunne blive rask igen. Men min mor sagde nej. Hun ville ikke have ham hjem igen. Da han døde, var jeg den eneste, der var ked af det. Resten af familien var lettet. Men jeg havde heller ikke kendt ham i mange år«, siger Erling Jepsen. Allerede som 16-årig lykkedes det for ham at slippe væk fra barndomshjemmet. Ind til kollegiet ved Haderslev Katedralskole, hvor han havde fundet et fag, de ikke havde på det mere nærliggende gymnasium i Ribe. Hertil tog alle andre fra egnen, så de kunne blive boende hjemme. Men det ville Erling Jepsen ikke. Han ville væk for at agere som »en nervøs agitator« for kommunismen og få bugt med sin astma. »Hvis man har hang til at få en sprøjte eller anden medicin, skal man bare flytte til Sønderjylland. Der er lægerne rundhåndede med den slags. Da jeg var dreng, fik jeg nogle piller af læge Zerlang mod »lufthunger«, som de kaldte det. På dansk ville man sige åndenød, men dernede, hvor man er påvirket af tysk, hed det lufthunger«. »Jeg rendte altid rundt med de piller. Underligt nok, for der er jo luft nok på de åbne vidder dernede, Men jeg kunne godt tænke mig at finde et glas af de piller igen, for lige så snart jeg kommer til Sønderjylland igen, får jeg astma. Det gjorde jeg også, da min far døde«. Den klæge og nådesløse marsk Vi sidder og taler lidt hen over det lille lave bord om, hvad det er, der gør den vestlige del af Sønderjylland så speciel for Erling Jepsen. Om kålpølser, kaffeborde og gemytlighed. »Hvis hyggen er opstået i Sønderjylland, har de fandeme skjult den godt«, ler forfatteren, der efter eget udsagn har gjort oprør mod egnen to gange. Ved henholdsvis at flytte til København og gifte sig med en kvinde ovre østfra - Sønderborg, 'Sønderjyllands Chicago'. »Det er svært for mig at sætte ord på, hvad det er med marsklandet. Det er sådan klægt, ikke? Det er nådesløst, fordi man ikke kan skjule sig. Det er nervepirrende at gå ude i marsken helt alene. Man kan blive helt euforisk over, at man bare kan fortsætte i det uendelige og tiden er holdt op med at eksistere«. »Men for fanden, så dukker der pludselig en person op, som er på vej imod én. Første indskydelse er at vende om og løbe. Men det skal man ikke gøre, for man er set. Og det vil der blive snakket om - hvad har han at skjule? Fra man har set vedkommende, og til man passerer hinanden, kan der gå timer. Og når man endelig er der, er man nødt til at stoppe op, og hvad skal man sige? Mojn? Måske slipper man med det«. Solidaritet Det gode ved de åbne landskaber og sladderen er, at det er omsonst at forsøge at skjule noget. Selvmord, seksuelle udskejelser, »psykiske nerver«, og det hele kommer frem, mener Jepsen. »Der er ingen grund til at forsøge at gemme sig. Det har nok også hjulpet mig og min familie, da jeg skrev de her ting, imod mine søskendes vilje. Der er blevet råbt efter min mor på gaden, efter at 'Kunsten at græde i kor' udkom. Men man opdager jo, at der ikke sker så meget, når man blotter alt. Man står der stadigvæk, og kort tid efter er det glemt, for der kommer hele tiden nye sensationer«, siger han. Og understreger, at det faktisk aldrig har været meningen med de åbenhjertige skriverier at hænge Sønderjylland ud. Tværtimod. »Jeg betragter egentlig mig selv som hjemstavnsdigter efter god sønderjysk tradition. Men da jeg lod en kollega læse i min første bog, blev jeg klogere. »Du har jo malet et skrækbillede af det der«, sagde han. Og det er jo nok rigtigt. Men det er ikke med vilje, for jeg har noget i klemme«. »Jeg vil også have respekt, jeg vil ikke have, at de gør nar ad os dernedefra. Jeg er solidarisk og forbundet med dem; det skal man ikke glemme. Men som sønderjyde ved man også, at man ikke kan gemme de dårlige ting«, siger Erling Jepsen og kigger sig lidt omkring i sit lille kontor, hvor varmen efterhånden er nærmest buldrende. Det sorte hul Det synes dog ikke at genere den spinkle mand i jeans og sort skjorte med en hvid undertrøje. Han er helt inde i den historie, der dog slår mange bugter, efterhånden som Jepsens hjerne sender flyvske tanker hid og did. For altid at lade dem vende hjem til Sønderjylland. »Nogle gange har jeg på fornemmelsen, at det mest er et mentalt sted for mig. Som jeg af uransagelige grunde søger tilbage til hele tiden, sådan lidt masochistisk. Jeg kan falde ned i det, som var det et hul«. »Det kan både ske, når jeg sidder her og skriver med ørepropper på og pludselig synes, jeg kan høre bornholmeruret derhjemme slå, eller når jeg er ude at holde foredrag og fortaber mig i teksten. Men jeg kommer altid op i sidste øjeblik. Og så har jeg noget nyt at skrive om«. På gyngende grundHvad er der nede i hullet? »Det ved jeg sgu da ikke. Sorg, vil jeg kalde det«. Bag duggede bilruder kører vi over til Kalvebod Fælled bag den nye Ørestad for at tage billeder. Fælleden består ligesom marsken af inddæmmet fladt land, og Erling Jepsen foreslår, at vi bare skal lade, som om hele interviewet er foregået på hans hjemegn. Men han mener det vist ikke helt alvorligt. Det er herude, man er i gang med at opføre den nye DR-by, som foreløbig har kostet langt mere end budgetteret. »Det kunne jeg godt have fortalt dem. Man kan ikke fundere noget på marsken. Det er et bundløst hul, hvor man konstant er på gyngende grund«, siger han i bilen - et par dage før fredagens prisoverrækkelse i Kunststyrelsen. Lykkens uransagelige veje Tankerne kørte i den anledning mest i retning af, at han måtte se at få købt sig en fin jakke til receptionen for Erling Jepsen. »Underligt nok blev jeg ikke helt så lykkelig, som jeg troede, da de ringede og fortalte, at jeg skulle have Holbergprisen i år. Mange gange har jeg tænkt over, hvorfor det ikke var min tur. Men nu er det ikke så vigtigt. Måske fordi det er gået så godt med mine bøger?«. »Man ved egentlig aldrig, hvad der gør en lykkelig. For mig er det vigtigste nu at få sammenhæng, linje i tingene og fortalt min historie. Nogle tror, at jeg nu må være færdig med at fortælle om alt det dernede, men det er jeg ikke. Jeg bliver aldrig færdig med det«, siger han i bilen. Engang så Erling Jepsen sin kollega Nikolaj Cederholm i tv forklare, hvad der gjorde ham stolt af sig selv. »At jeg er så god og dygtig«, svarede Cederholm ifølge Jepsens hukommelse. »Hvis jeg fik det tilsvarende spørgsmål, ville jeg svare: »At jeg stadig er her«. Det havde jeg fandeme ikke regnet med, da jeg var ung, og det er jeg stolt over«, filosoferer han og forsætter så med et listigt smil: »Og alligevel vågner jeg op hver morgen og er i godt humør. Det er underligt, ikke?«.