To gange i sit liv har Gerbrand Bakker stået ved en barnekiste og sagt farvel til en 2-årig. Første gang var der 15 i begravelsesfølget, anden gang 600. I løbet af de årtier, der lå imellem de to ulykker, var det blevet almindeligt at sørge åbent. »I 1969, da min lillebror druknede, holdt man sorgen tæt til kroppen. Kun de nærmeste stod omkring graven, og vi talte stort set ikke om ham siden«, siger den hollandske forfatter og spørger, om han må tænde en cigaret, selv om der på hans danske forlag er rygeforbud. 28 år senere druknede også hans lille niece, fortæller han, mens han ruller en cigaret fra tobakspakken med blå Van Nelle Stevige Shag: »Hvordan kunne det ske igen!«, funderer han og bemærker, at det nok er derfor, der er så meget vand med i hans romaner. Stille, sorte, kolde damme. »Min mor læser aldrig det, jeg skriver. Hun synes, hun genkender for meget, at det er for sørgeligt. Hvem har da også fundet på, at vi skal leve i forvisningen om, at vi skal dø? Og imens vi venter, ser vi folk dø omkring os, forældre, venner, min lillebror ...«, siger Gerbrand Bakker, der har indgået sin egen aftale med døden. Mere om det senere. Ædt af gæs Romanen ’Omvejen’, der netop er udkommet på dansk, og som fik fem store hjerter i Politiken, handler også om døden. Men måske ikke så meget, som både anmelder og interviewer troede.
LÆS ANMELDELSE Forfatter slår stilstand fast med poetisk overbevisningskraft
»I virker så sikre på, at hun er død, men har I overvejet, at hun måske bliver reddet,« spørger Gerbrand Bakker drillende med henvisning til sin hovedperson, den hollandske universitetslektor, der kalder sig Emilie.
Lektoren, der er i trediverne, er blevet fyret fra sit job efter en hed affære med en af sine studerende og er flygtet ud blandt folk og fæ på landet i Wales. Men hun er ramt af noget værre end en sexskandale, for hun er – medgiver forfatteren – også alvorligt syg. Sans for det groteske I halvvilde, mosbevoksede og Barnaby-agtige Wales lejer kvinden sig ind i et landhus, hvis tidligere ejer døde og blev fundet ædt af sine gæs. Gæssene er der stadig og følger pertentligt med i deres nye lejers liv, men også de har deres at slås med. Naturen er i det hele taget allestedsnærværende, og det første, der sker, er, at hun bliver bidt i foden af en grævling.
