Det var omtrent en halv times tid efter, at familiens rengøringshjælp havde åbnet hoveddøren for mig og vist mig ind i entreen, hvor både forfatteren Siri Hustvedt og hunden Jack bød mig varmt velkommen. Da Jack havde logret færdig, slog han sig ned på stuegulvet og blev liggende. Vågen og afslappet. Med Siri Hustvedt var det anderledes. Med en håndbevægelse ledte hun mig hen til et arrangement med to lænestole og et lille bord over for et opretstående klaver befolket af en stor samling familieportrætter. Hun satte sig også selv i den ene af stolene, men helt ude på kanten. Mens vi førte noget, der skulle forestille at være en samtale om hendes skandinaviske baggrund, vred hun sine flettede fingre og så ud, som om hun tænkte på noget helt andet. Dødsfald Da telefonen ringede, kiggede hun spørgende på mig, og jeg nikkede. Hun rejste sig og gik ind i rummet ved siden af. Hastigt og med en ryg så rank, at den fik hende til at se endnu højere og tyndere ud, end hun er. Samtalen var kort, og da hun kom tilbage, blev hun i første omgang stående. Mens hun for første gang holdt sit blik fast i mit, sagde hun: »Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle sige det her. Men jeg kan mærke, at det er jeg nødt til. Min far døde i aftes«. Så satte hun sig i stolen igen. Nu rolig og til stede. Kærlighed og tab Jeg var taget fra Manhattan til Siri Hustvedts og manden Paul Austers tre etager høje og næsten 200 år gamle brownstone-rækkehus i Brooklyn for at tale om at elske og om at miste. Blandt andet. Det er et tema i Hustvedts gennembrudsroman 'Det jeg elskede', og sjældent har jeg følt mig så berørt af at læse om det som i dagene, hvor jeg trak læsningen af bogen i langdrag for at kunne være i handlingen og sproget så længe som muligt. En af Siri Hustvedts ambitioner med romanen var at skrive, så man som læser fornemmer, hvad der virkelig sker i det psykologiske felt mennesker imellem. Det er det felt, hun er interesseret i at udtrykke sprogligt. Netop den dag i Brooklyn var feltet mellem Siri Hustvedt og omverdenen præget af faderens død. Det var kærlighed og tab, som Siri Hustvedt havde i kroppen den februardag. I de blå øjnes blanke dyb. I en overkrop, der frøs gennem en rosa cardigan og en hvid bomuldsbluse under den. I lys og feminin latter affødt af gode minder. Intet usagt »Min far ville have ønsket, at jeg gennemførte dette interview. Han ville være stolt af det, for han var meget glad for 'Det jeg elskede'. Faktisk var han en af de første, der læste manuskriptet. Paul læste det først. Derefter sendte jeg det til min far, og han havde aldrig reageret så stærkt på noget, jeg havde skrevet«. Faderens død kom ikke som et chok. Han var 81 år, havde været fysisk syg i længere perioder og boede til sidst på et plejehjem i Minnesota. »Min mor var hos ham, da han døde. Fredeligt. Jeg formoder, at det kunne have været meget værre. Det værste må være at miste sine forældre og vide, at der var ting, man aldrig fik løst. Skænderier, kampe, giftige stemninger«. »Der er mennesker, som bærer på forfærdelige byrder fra deres familier. Jeg føler ikke, der var noget usagt mellem min far og mig«. Skandinaviske rødder Man taler så forsigtigt med hinanden, når døden er nærværende, som den var i Siri Hustvedt den dag. Der er længere til small talk om vind og vejr end sædvanligt. Normalt ville man i det her tilfælde have været tilbøjelig til at sludre mere. Om at have en teenager i huset, ligesom Siri og Paul Auster har det i skikkelse af 16-årige Sophie Auster, der går så seriøst op i at synge og spille sin egen musik på klaveret, at hun har fået indspillet en demo-cd. Måske om det specielle i, at ægteparret Hustvedt & Auster sommetider får deres bøger udgivet i Skandinavien, inden de er til salg på originalsproget i USA og England. Eller vi ville have dvælet ved, hvor meget Siri Hustvedts skandinaviske baggrund betyder for hende. Hendes mor emigrerede til USA som ung, og norsk var det første sprog, hendes ældste datter Siri talte. Hun taler stadig habilt norsk og forstår tilmed dansk, hvis man taler langsomt. Midt i sit amerikanske siger hun ind imellem »mor« på norsk og »blød« på dansk. Angsten for at miste Men der er meget, det pludselig føles unødvendigt at bringe på bane, når stemningen er porøs som pergament. Ligesom den er det flere steder i 'Det jeg elskede'. Mest tydeligt, efter at nogle af hovedpersonerne har mistet deres søn ved en ulykke. Hvordan var det muligt for Siri Hustvedt at skrive om et så forfærdeligt tab uden at have oplevet det? »Jeg kunne ikke have skrevet denne bog, hvis jeg ikke havde været mor. Et aspekt af at være forælder er frygten for at miste sit barn. Mens jeg var gravid med Sophie, havde jeg en drøm, jeg aldrig har glemt«. »Jeg drømte, at jeg glemte mit spædbarn på et skib. Mens skibet sejlede væk med mit barn, stod jeg tilbage på kajen. Skrigende og grædende. Den drøm var min angst for at miste hende. Folk taler om, at man ikke kan forestille sig, hvordan det er at miste et barn. Men det tror jeg, at jeg kan«. Hun har aldrig oplevet et tab så dramatisk som at miste et barn. Men Siri Hustvedt nærmer sig de 50 år og dermed den alder, hvor hun med en omskrivning af et karskt, mundtligt citat fra sin otte år ældre ægtemand har flere døde end levende bekendte. Gengangere »At miste hører med til at leve. Livet er ... som et stykke stof. Jo ældre man bliver, desto flere huller kommer der i det fra mennesker, man har mistet. Sådan er det«. Det mærkelige er, at man på én måde alligevel ikke altid mister dem, man har elsket. De kan være til stede, når vi drømmer. Har du oplevet det? »Det sker ofte. Da min mors mor døde, havde jeg en drøm, hvor hun kom til mit værelse. Hun var en smuk, ældre dame, og i drømmen lignede hun helt sig selv. I drømmen sagde jeg forbavset til hende: »Men mormor, jeg troede, du var død?«. Og hun svarede: »Det er jeg også. Men jeg er alligevel her hos dig«. Måske drømmer vi den slags trøstedrømme for vores egen skyld. I nogle tilfælde er de i hvert fald lige så praktiske, som vores evne til at redigere i erindringen kan være det. Erindringer i udvalg 'Det jeg elskede' er på et plan en erindringsroman. Jeg-fortælleren Leo Hertzberg er en næsten blind, gammel professor i kunsthistorie. Mens han i bogen fortæller sin egen historie, er man klar over, at det ikke blot er hans aktuelle syn, som er svagt. Nogle ting står mere klart i hans erindring end andre. Siri Hustvedt ser lige frem for sig, mens hun svarer smilende, som om hun tænker på en rar hemmelighed: »På en måde er bogen en fortsat meditation om erindring. Hukommelse er en mærkelig egenskab. Nogle ting forsvinder. Andre forbliver. Man kan have falske minder, og hvad der er vigtigt for en 40-årig mand, er måske ikke så væsentligt, når han er 70. Måske glemmer man simpelthen nogle af de ting, som ikke betyder så meget for en?«. Omvendt husker man måske nogle af de skelsættende ting. Der er ét markant fællestræk i Siri Hustvedts i øvrigt meget forskellige romaner. I dem alle tre er der æsker. Med kunst og med minder. I 'Det jeg elskede' skriver kunstkritikeren Siri Hustvedt en fiktiv, men samtidig meget præcist, fysisk forestillet kunst med æsker ind i romanen. Hemmelighedskræmmeri Tanken om det får Siri Hustvedt til at le. Og når hun ler, kan man tydeligt se den unge pige i den midaldrende kvinde. Så ligner hun en lyshåret Cirkeline. Øjnene bliver fint buede, blinkende halvmåner. »Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg har en eller anden besættelse af æsker. Måske er det ideen om at have hemmelige muligheder?«. Hvis du kunne gemme dine vigtigste erindringer i æsker, hvad ville æskerne så indeholde? »Der er visse vendepunkter i ens liv. Nogle mennesker har én historie, der overskygger alle andre. Det har jeg mødt hos mennesker, der overlevede Holocaust. Sådan en historie har jeg ikke. Jeg har flere«. Igen ler hun. Hemmelighedsfuldt. Det bliver tydeligvis ikke alle historierne, jeg får. »At blive mor var et vendepunkt. Og at møde min mand. Dagen efter vi havde mødt hinanden for første gang - det er mere end 20 år siden - lagde han en lille seddel i min postkasse. Den seddel har jeg stadig. Det var ikke andet end et lillebitte, varmt stykke papir. Jeg kan huske, at jeg tog sedlen ud af postkassen og blev fyldt med lykke, fordi der var så megen venlighed og generøsitet i den«. På tærsklen til kærlighed »Min far, nu kommer jeg til at tænke på ham igen, inden han døde, skrev han et memoire til min mor og til os fire døtre. Han skrev, at hvis han kun måtte beholde et eneste minde, ville han gemme mindet om dengang, han som ung var med min mor i Norge«. »De havde været ude på en date, og næste dag var hans jakke dækket af små, pink hår fra hendes mohairsweater. Mens han plukkede trådene af sin jakke, blev han overvældet af en følelse af ømhed. Senere tænkte han, at det øjeblik var døren til hele hans liv sammen med min mor«. Telefonen ringede igen. Måske for fjerde gang. Efter endnu en kort samtale med en af sine tre yngre søstre, vendte Siri Hustvedt tilbage til lænestolen og fortsatte: »Den slags øjeblikke, hvor man senere indser, at man var på tærsklen til kærlighed, det er ekstraordinære øjeblikke«.