Måske reddede forfatteren Mikael Niemi livet ved at vendte tilbage til lillebyen Pajala små hundrede kilometer nord for Polarcirklen. Efter tyve år i Luleå flyttede han tilbage til Pajala, selv om kunstnervennerne i Luleå frarådede det på det kraftigste. De mente, han ville blive ramt af en tung depression, blive glemt som forfatter og i øvrigt blive som alle de andre mænd i Pajala, hvis man skal tro fordommene - en indesluttet, tavs mand, der drikker hjernen ud i sprit, tæver konen og går på elgjagt. »De havde slået mig ihjel, hvis jeg ikke havde boet i byen, da bogen udkom, for nu er det jo ikke noget med, at jeg ser ned på dem. Jeg skildrer også mig selv med en stor portion selvironi«, fortæller Mikael Niemi. Hvis De endnu ikke skulle genkende forfatternavnet, er der ingen grund til at skamme sig. Det var der såmænd heller ikke mange svenskere, der gjorde, da Mikael Niemi udsendte sin roman 'Populærmusik fra Vittula' forrige år. Han debuterede som 28-årig og har siden skrevet alt fra børnebøger til reportager, digte, teaterstykker og radiospil, uden at det i øvrigt har gjort ham til et større navn i svensk litteratur. Men så udsendte han 'Populærmusik fra Vittula'. Egentlig skulle den have heddet 'Populærmusik fra Vittulajänkkä' - det betyder Kussemosen - men det syntes forfatteren var for langt, så han nøjedes med Vittula. Bogen er dog stadig historien om en drengs opvækst i beboelseskvarteret Kussemosen i Pajala. »Jeg tror, kvarteret har fået sit navn som en hyldest til kvindernes frugtbarhed, for der var rigtig mange børn dengang«, siger Mikael Niemi. Svimlende salgstal I Sverige er ingen længere i tvivl om, hvor Pajala ligger. Det er en lille by med små 2.000 indbyggere, og forfatteren elsker at illustrere, hvor den ligger. Hvis man forestiller sig en tynd mand, der er cirka 180-185 cm høj, Mikael Niemi, eksempelvis, og at han er billedet på Sverige, så ligger Pajala nogle centimeter oppe over hans venstre tinding. Det ved i dag mindst 600.000 svenskere, for nogenlunde så mange har købt Niemis roman. Et svimlende højt tal i Sverige, hvor store oplagstal oftest er forbundet med krimier af Jan Guillou og Liza Marklund. Ikke skønlitteratur, som 'bare' er en skildring af en opvækst i den ydre provins, og heller ikke selv om denne skildring inkluderer rockmusikkens ankomst til tundraen. »Jeg ved ikke, hvorfor bogen er blevet så populær. Jeg var jo helt ukendt før, og jeg havde regnet med, at bogen ville blive anmeldt og derefter tavshed, som det går med de fleste forfatteres bøger. Forlaget havde heller ikke forventet noget, så de trykte 2.000 eksemplarer, og selv om de hurtigt blev solgt, trykte de kun 2.000 til«. »Men der må have været behov for bogen. Måske var læserne trætte af postmoderne romaner, der var uden en fortæller, men kun var en beretning, som knap nok var rettet mod en læser. Jeg har skrevet min roman med en meget stærk fortæller, som lægger sig tæt op ad den mundtlige fortælletradition, men om det er derfor, bogen er blevet en succes, ved jeg jo ikke. Det er ren spekulation«, siger Mikael Niemi. Bogens popularitet er ikke blevet mindre af, at den fik Augustprisen for årets bedste roman, ligesom den af Sverige blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. I sin roman skildrer Niemi et lokalsamfund, som set på afstand kun kan betegnes som eksotisk. Befolkningen - mændene - drikker som sindssyge, og hvis de ikke drikker, går på jagt eller i badstue, siger de nærmest ikke en lyd. Op gennem århundredet har Gud og Stalin kæmpet om de få sjæle, og det er ikke tilfældigt, at vi er tæt ved den finske grænse. Tørre tæsk hænger konstant i den knastørre luft, hvor temperaturen om vinteren ligger på 20-25 graders frost. Det lyder som ren folklore, hvor forfatteren bekræfter alle de forestillinger, folk syd for Stockholm har om nordsvenskere. »Jamen, det er jo sådan, vi er«, siger Mikael Niemi og griner endnu engang højt. Det synes folk i Pajala også, næsten da. Da en ældre kvinde blev spurgt, hvad hun syntes om billedet af byen, tænkte hun sig længe om, hvorefter hun sagde, at skildringen lød præcis, som de var ovre i en af nabobyerne. Men solgt er bogen blevet. Også i Pajala. Godt nok har byen ingen boghandel, men ikke desto mindre har de lokale købt cirka 1.000 eksemplarer. De fleste hentet hjemme hos forfatteren eller bragt ud i den bil, han har fået råd til af udskifte. »Normalt køber de jo slet ikke bøger, og der bliver ikke læst særlig meget, men min bog sender de altså til venner og bekendte i verden, så de er nok lidt stolte af den«, fortæller Mikael Niemi. Han fortæller malende, hvordan en af de lokale en dag kom hen og bankede på hos ham. Det var en mand nogenlunde på Niemis alder, 42, og med sig havde han en elghund, som de åbenbart altid har på de kanter. Niemi spiller her både sig selv og den fåmælte kæmpe af en nordsvensker, som banker på, og Niemi åbner: »Den der bog«, siger manden kort. »Vil du købe den?«. »Ja«. »Skal jeg signere den?«. »Ja«. Herefter spekulerer Niemi over, om han skal spørge eller ej, men han beslutter sig for at sige det, han tænker. »Hvordan vidste du, at du var med i bogen?« Manden mumler åbenbart et eller andet, og Niemi finder frem til stedet i bogen for ham. Her beskriver han en langhåret ishockey-forward, der ligner en schæfer med mundkurv, og når han pløjer sig gennem modstandernes forsvar, flyver spillerne til siden, som rener, der er ramt af et tog. »Det er dig, der er schæferen. Har du noget imod det?«, spørger Niemi. Manden tænker sig lidt om, inden han siger: »Du kunne også godt have skrevet navnet«. Jo, noget tyder på, at de lokale godt kan lide den rune, Niemi har ristet over lokalsamfundet og deres eget liv, og noget tyder på, at romanen også kan blive en slags historisk dokument over et samfund, der er på vej til at forsvinde. »I 1950'erne var der 15.000 i Pajala Kommune. Nu er der 7.000«, fortæller Niemi. Han skriver ikke en 'Vittula 2', for det ville efter hans mening være ren spekulation, og han mener, der skal gå i hvert fald ti år, før han kan tage tråden op fra sin nuværende succes. Men dette afholder ham ikke fra at skrive om den egn, han har sin rod i. Et samfunds død »Jeg er ved at skrive en roman om Tornedal i nutiden. Området er slet ikke beskrevet, og jeg føler, jeg har en forpligtelse til at beskrive mit folk. Jeg vil skildre udflytningen og den smerte, vi oplever. Det er en kultur, der dør. Alle unge flytter, og så dør vi. Det er dybt tragisk«, siger Mikael Niemi. Han lyser selv op, når han fortæller, hvordan han for nylig skød sin første elg sammen med sin far. Han er lige så indfølt, når han fortæller, at han har haft sine to små drenge med, når den 500 kilo tunge elg hænger i en krog fra loftet, mens jægerne i fællesskab skærer det store hoved af. Derefter hænger det dampende varme elgkød, som bliver parteret og ender på tallerkener i byen i de efterfølgende dage. Og drengene ved, hvorfra elgbøffen stammer. Varmen fra forfatteren selv er næsten lige så tydelig, når han fortæller, hvordan han er stolt af at være en del af en slægt, og at det er det, der betyder noget, når man bor helt oppe nord for Polarcirklen. Den personlige succes kommer i anden række. Og, ja, det kan da godt være, mændene drikker som gale både lørdag og søndag, før de drager ud i skoven mandag efter elg, men sådan er det nu. Til gengæld har man en social respekt for hinanden, fordi man trods alle forskelligheder er tvunget til at gå op og ned ad hinanden dag efter dag. Man kan ikke flygte til ligesindede som i Stockholm. Man må blive i lokalsamfundet, hvor man til gengæld er midt i den natur, alle byboere sukker efter, men her, siger Niemi, er naturen ikke et sceneri. Den er en del af kroppen på lokalbefolkningen, og i hvert fald af ham selv. Men han ved selvfølgelig godt, at de fleste af dem er tavse og tungsindige, og at arbejdsløsheden er høj, fordi en maskine i dag kan klare 30-40 mands arbejde i skoven, men derfor behøver en bog om Pajala jo ikke være tung og humorforladt. »Jeg er glad for, at bogens blanding af humor og tungsind er slået an hos anmelderne i Danmark. Jeg vidste, at den nok skulle gå i både Norge og Finland, men jeg var i tvivl om Danmark. For mig er det her, Europa og resten af verden begynder«, siger Niemi. Romanen har været ti år undervejs, og ofte har han troet, at der aldrig kom en bog ud af det. Den skulle oprindelig have været en skildring af et nordsvensk rockorkesters vej til succes, og medlemmerne skulle have været på Woodstock og også have mødt Jimi Hendrix og John Lennon, men kedeligt og depressivt var det. Efterhånden opdagede Niemi, at energien i hans fortælling lå i skildringen af barndommen hjemme i Pajala. Status til landsbyen »Mange forfattere flytter fra deres hjemegn, hvorefter de begynder at skrive om barndommen, men det bliver ofte nostalgisk. Jeg vil bo i lokalsamfundet, for kun på den måde kan jeg se de små, betydningsfulde forandringer, der sker«. »Jeg tror, min romans succes kan få betydning for, hvad der ellers bliver udgivet. Det kan højne den status, landsbyerne har, for tidligere har det jo været næsten vedtaget, at man skulle skrive om livet i storbyerne«. »Og jeg har da også hørt, at de første 'Vittula-romaner' skulle være begyndt at dukke op på forlagene. Nogle andre kan få chancen, og pludselig får vi måske noget nyt fra et helt uventet hold«, siger Mikael Niemi, som i øvrigt ikke bor i Kussemosen længere. Nu bor han i Texas. Det er et område af Pajala, som opstod, fordi man ude vestpå ryddede et stykke skov og byggede huse på det. Nordsveriges svar på det vilde vesten var født, og det eksotiske lokalsamfund, tundraen som prærie, kan risikere at blive kendt over store dele af verden, for 'Populærmusik fra Vittula' er solgt til oversættelse i en række lande, og en film er undervejs.