Han har fløjet fra hjembyen Oslo til samtlige verdensdele. Den norske forfatter Jostein Gaarder har rejst gennem luften til stater i USA, lande i Afrika og Asien og »tilmed til Antarktis«, som han siger det, fordi Antarktis er en af de store oplevelser han har haft, siden han i 1992 med 'Sofies verden' ramte et verdensomspændende behov for at læse en indføring i filosofi. Romanen 'Sofies verden' er ifølge forfatteren solgt i 25 millioner eksemplarer. Alle hans andre bøger som 'Kabalemysteriet', 'Frøslottet', 'I et spejl, i en gåde', 'Vita brevis' og 'Maya' er tilsammen blevet solgt i lige så mange eksemplarer. Så det er ikke af pengenød, at Jostein Gaarder har taget aftenbåden fra Oslo til København. »Jeg hader at flyve. Jeg har virkelig nydt at vågne op på båden i København efter en god nats søvn«, siger han. Jostein Gaarder sidder i et mødelokale hos sit danske forlag Forum for at tale om sin nyeste roman 'Appelsinpigen'. Romanen er hans første for unge i ti år, og den er foreløbig solgt til oversættelse til 35 sprog. Titlen henviser til bogens kvindelige hovedperson, der bærer på en pose fyldt med frodige appelsiner, da en ung mand får øje på hende. Og ikke kan få øjnene fra hende igen. De to unge bliver kærester og får et barn. Men da deres søn er tre år, bliver faderen alvorligt syg. Inden han dør, skriver han et brev til drengen. Brevet bliver først fundet, da drengen er 15 år. 'Appelsinpigen' er en slags dialog mellem den 15-årige dreng og faderens brev. Selv om 'Appelsinpigen' handler om noget så sørgeligt som en far, der dør fra sin lille søn, siger Jostein Gaarder, at hans bog er livsbekræftende. En kraftfuld hemmelighed »Appelsinpigen er en historie om glæde ved livet og kærligheden. Jeg var til en begravelse for en uge siden og oplevede endnu en gang, at jeg tænkte på livet. Jeg skriver meget om døden. Men det gør jeg, fordi jeg er glad for at leve. Kun en ting er sikker, når to mennesker forelsker sig og lever sammen: at de på et tidspunkt skal gå fra hinanden. Enten fordi de skilles. Eller fordi den ene dør«. Da Jostein Gaarder var 12 eller 13 år gammel, havde han en oplevelse, som var så stærk, at han stadig hvisker, når han fortæller om den. Som om den er en kraftfuld hemmelighed: »Pludselig fik jeg en fornemmelse af, at verden er et mysterium. Eller en gåde. Og at hvert eneste menneske er unikt. »Jeg er her kun én gang!«, tænkte jeg. Den oplevelse er inspirationen bag alt, jeg har skrevet. Skal jeg være helt ærlig, var oplevelsen mere fysisk dengang, end den er i dag«. »Nu er jeg 51 år, og følelsen er mere teoretisk. Men det er stadig den, jeg skriver på«. Jostein Gaarder siger, at han ikke er bange for at dø. Men at han helst vil være fri: »Jeg har en sorg over, at livet er så kort. I 'Appelsinpigen' spørger faderen sin søn, om han ville vælge livet. Hvis han vidste på forhånd, hvor kort det er, og havde muligheden for at sige nej tak. Når unge læser bogen, ønsker jeg, at de skal stille sig selv det spørgsmål. Og at de skal vælge livet, gribe øjeblikket og fylde tilværelsen med det væsentlige«. 'Big Brother' og døden Den døende far i bogen har ingen kulturelle referencer. Han tænker på de mennesker, han holder af, og så tænker han på naturen. Alt det andet er ligegyldigt. Som Jostein Gaarder siger: »Kan du forestille dig en døende beklage sig over, at han ikke fik set mere 'Big Brother'?«. Jostein Gaarder holder så meget af at være i live, at han siger: »Jeg er modstander af døden«. Dog efterfulgt af en lille latter: »Under studenternes revolution i Paris i 1968 stod der på bannerne: 'USA ud af Vietnam', 'Fantasien til magten' og 'Døden er kontrarevolutionær'. Jeg tænker på, at jeg skal dø, og at livet er kort, hver eneste dag. Jeg har kontor inde i Oslos centrum, og jeg går dertil. Det tager en time, og mens jeg vader, tænker jeg på, hvor kort livet er, og på Jordens udvikling. Jeg tænker ikke på fodboldstjerner og popsangere. Jeg tilhører den del af befolkningen, der aldrig har læst en sportsside i avisen, men kan navnene på fuglearterne«. Jostein Gaarder og hans hustru har været privilegerede, siden 'Sofies verden' blev en succes. Nogle af pengene brugte de på at stifte en miljøpris, der hvert år uddeler 100.000 dollar til miljøbeskyttelse. For andre penge købte de et hus med have i Oslo samt et fritidshus ved Norges riviera, Sørlandet. »Det var sært pludselig at tjene så mange penge. Det første år behøvede vi ikke at tale om penge, fordi vi kunne betale gæld tilbage på huslån og studielån. Men efter et år begyndte vi at snakke om dem igen. For hvad skulle vi bruge dem til? Vi kunne forære nogle af dem væk til vores i alt ni søskende, men hvor mange? Men jeg er selvfølgelig privilegeret. Om morgenen ligger jeg og min kone en time i sengen og læser, mens vi drikker kaffe, og jeg møder aldrig på arbejde før 12«.