Som en gæst i sit eget hjem. På tålt ophold. Eller slet og ret med en altoverskyggende følelse af at være udenfor. Sådan kan livet opleves i de sammenbragte familier, som er en følge af de moderne tider, hvor 'til døden jer skiller' ofte får en bittersød eftersmag, når folk går fra hinanden igen. Det sker i to ud af tre ægteskaber, siger statistikken, og årsagen er tit, at den ene af parterne har fundet en ny. Til gengæld bliver der ikke talt så meget om, hvad det er for et liv, man går ind til, når man slår pjalterne sammen med den nye partner og dennes eventuelle børn, plus hvad man selv har med i bagagen. Det gik op for forfatteren bag bogen 'Børn på gule plader', da hun for et halvt år siden stod på biblioteket og ledte efter nogle svar på de spørgsmål, hun selv gik og rodede med. Den 31-årige projektleder Marie Scott Poulsen lever selv i en sammenbragt familie på Østerbro bestående af seks mennesker, som er mere eller mindre hjemme. Da hun giftede sig med sin mand for fem år siden, havde de hver sit barn med. Siden har de fået to sammen. I dag er Marie og Thomas Scott Poulsen far og mor til fire børn i alderen tre til syv år. Næsten. For Marie er jo ikke mor til Thomas' søn, og Thomas er ikke far til Maries søn. »Der var 15 bøger om problemstillinger, som måske angår 10.000 børn, men ikke en eneste om livet i de sammenbragte familier, og det er altså et vilkår for ca. 100.000 danske familier«, siger forfatteren, der er cand.mag. i religionssociologi. Og så besluttede hun sig for at skrive den bog, der manglede på biblioteket. I håb om at den vil skabe debat om et emne, som er fuldstændig overset, både i selvhjælpsbøgerne og i brevkasserne. »Det viste sig, at der er meget tabu omkring de følelser, der er forbundet med at leve sammen med andres børn. Man kan ikke tale med nogen om, at man ikke kan få det til at fungere med den andens børn, og slet ikke den, der står en nærmest, nemlig ens mand eller kone. Det er jo deres børn, der giver anledning til problemerne«, siger Marie Scott Poulsen. Forskelsbehandlingen I bogen har hun ladet 14 stedforældre komme til orde, men inden hun kom så langt, måtte hun opgive at få kendte mennesker til at træde offentligt frem med deres historier. Ingen ønskede at deltage, selv om de havde problemerne tæt inde på livet, formentlig af skræk for at såre de involverede parter, men også fordi det kunne skade deres offentlige image. Da Marie Scott Poulsen efterfølgende fandt frem til 14 personer med en egnet baggrund, måtte hun garantere dem fuld anonymitet. Nogle valgte endda at deltage uden at indvie deres samlever i projektet, før de gav sig til at fortælle. »Men så var der også hul igennem. For mange af disse mennesker var det første gang, de nogensinde havde talt højt om deres følelser, og mange af dem følte sig isolerede og ensomme, fordi de gik og troede, at det var dem, der var noget galt med. Enkelte startede ud med at sige, at de slet ikke havde nogen problemer med at leve sammen med ikkebiologiske børn, men efter 20 minutter dukkede der altid et eller andet op«, siger Marie Scott Poulsen. Det kan handle om forskelsbehandling, det biologiske barn, der får flere penge end stedbarnet. Det kan være gaver, der bliver skævt fordelt. Det ene barn, der har meget mere legetøj på værelset end det andet. Tiden, der går fra en ægtefælle til et lille barn. Eller den voksne kvinde, der bliver ignoreret af sin mands halvvoksne børn, samtidig med at det forventes, at hun varter dem op i begge ender. De små terrorister En kvinde, som i bogen optræder under navnet Camilla, fortæller, hvordan hendes mands to teenagedrenge i fem år terroriserede hendes liv i en grad, så hun ikke brød sig om at være alene med dem, selv om hun boede sammen med dem. De respekterede ikke hendes rolle i familien, og hun gjorde heller ikke meget for at sætte sig igennem, fordi hun regnede med, at problemerne ville løse sig, så snart drengene blev voksne. I mellemtiden så hun også igennem fingre med, at hendes mand, der er ti år ældre end hende, købte aflad for sin dårlige samvittighed ved at forkæle sønnerne grænseløst. Da drengene flyttede hjemmefra, havde det ikke den forløsende effekt, som Camilla havde håbet på, selv om det var slut med larmende hiphopmusik, opslåede lokumsbrætter og slagmarksscenerier i køkkenet. For de voksne sønner kommer jo fortsat på besøg, og de kommer stadig ikke ud i køkkenet og hilser på deres stedmor. »Jeg gruer for den dag, de får børn, for Niels (børnenes far, red.) har oplevet en barndom, hvor moderen gik hjemme og tog sig af familien, og sommerhuset var altid fyldt med børn og børnebørn. Det ønsker han også, og det bliver mig, der kommer til at stå for alt det praktiske. Jeg har ikke overskud til det, og jeg har heller ikke lyst til at påtage mig den rolle, for det er jo ikke min familie«, siger Camilla. Hun erkender åbent, at hun ikke elsker sin mands børn, og det er ifølge Marie Scott Poulsen det første skridt til den afklaring, man bør komme til, inden man træder ind i en sammenbragt familie. For det gør den efterfølgende tid så meget mere enkel. »Man bør gøre sig klart, at udgangspunktet er det dårligst tænkelige. Hvis du for eksempel tager en mand uden børn; han vil jo helst have en kone, som ikke har børn i forvejen. For han vil gerne have sine egne børn. Og de børn, som kommer med, fordi mor har fundet en ny mand, de vil helst have deres egen far. Så det er som udgangspunkt en 'no win situation'«. »Dertil kommer der et stort element af skyld, dels fordi man har brudt en familie op, dels fordi man ikke elsker den andens børn lige så højt som sine egne. Men det kommer man aldrig til, og det er en stor lettelse at komme til den erkendelse. De børn elsker jo heller ikke den nye mor så højt, som de elsker deres egen mor. Men derfor kan man godt komme til at holde af hinanden«, mener Marie Scott Poulsen. Ikke lægge låg på Familierådgiveren Jesper Juul har lavet efterskrift til 'Børn på gule plader', og han udpeger flere gange børnene som de ubetingede tabere i skilsmissesituationer. Det er en uoprettelig sorg for et barn at miste det daglige samvær med en af sine forældre, skriver han, og man får uvilkårligt den fornemmelse, at Jesper Juul er modstander af ideen om skilsmisse. »Det er jo også det rigtige for en familierådgiver at sige, og det er da også det optimale, at forældrene bliver sammen. Men det er jo ligesom for sent i forhold til de mennesker, vi snakker om her«, siger Marie Scott Poulsen. Men der er også konstruktiv hjælp at hente i Jesper Juuls forslag om at holde månedlige husmøder i den nye, sammenbragte familie, hvor man én for én lader de enkelte medlemmer komme til orde. På den måde kan man tage mange konflikter i opløbet. »Man kan ikke bare sætte den nye familie i søen og så håbe, at det hele går af sig selv. Dels er familiens præmis ændret fuldstændig, dels ændrer mennesker sig hele tiden, både børn og voksne. Det er vigtigt at justere undervejs, og det kan man kun, hvis man taler om det hele tiden. Det nytter ikke noget at lægge låg på, og det nytter heller ikke, at de pårørende lukker af, fordi man har haft sin chance med familie nummer et, og så forventes det, at man ikke falder igennem igen med familie nummer to. Man kan godt blive jaloux på en fireårig, som ikke er ens eget barn, og det hjælper at tale med andre om det«, siger Marie Scott Poulsen. Jalousi i udbrud Jalousi er et af hovedtemaerne i historien om Martin og Thea, som mødte hinanden, da de begge var 29. Thea havde sønnen Johannes, som på det tidspunkt var to år. Martin var forelsket til op over begge ører og lagde i begyndelsen ikke særlig vægt på, at genstanden for hans hede følelser havde sine følelser i klemme hos et toårigt barn. Og selv om han godt kunne se det rimelige i, at Thea havde en moderrolle, som skulle udfyldes, så brød han sig ikke altid lige meget om at komme i anden række. På den måde udviklede Martin sig til en slags eksaminator over for sin kæreste, han blev den, der skulle afgøre, hvorvidt sønnens krav til moderen var rimelige eller ej. Og især om moderens indrømmelser til sønnen var rimelige. »Thea var selv medvirkende til, at Johannes var så afhængig af hende og morsyg, når vi var ude. Hun kaldte hele tiden på ham, og når han ville have sine fødder på hendes mave (et tilbagevendende tryghedsritual mellem mor og søn, red.), når vi var sammen med andre mennesker, gik jeg helt i baglås. Jeg var selvfølgelig jaloux, men jeg syntes, det var rædselsfuldt og pinligt, når vi var ude«, fortæller Martin. Jesper Juul bruger denne historie til at minde om, at det er de voksnes ansvar at identificere problemet, ikke barnets. I stedet for at tale med sin kæreste om de konsekvenser, det har for hans følelser, at kæresten giver opmærksomhed til sit barn, fortaber Martin sig i rollen som den evige kritiker. Historien ender med, at Martin forlader Thea - og Johannes - efter et år som stedfar: »Ikke engang biologiske børn kan holde sammen på forældre, så dem, der ikke er ens egne, kan slet ikke«, lyder en af hans afsluttende kommentarer. »Både problemet og løsningen ligger i forholdet«, siger Marie Scott Poulsen. Efter samtalerne med de 14 stedforældre stod det klart for hende, at de familier, der klarede sammenlægningen bedst, var dem, der talte mest om problemerne. »Det lyder sådan lidt 70'er-agtigt, men det er altså rigtigt«. Det gør også processen lettere, hvis man ikke har for store forventninger til, at det hele skal falde på plads i løbet af tre uger. »Jesper Juul siger, at det tager tre til seks år for en stedfar eller stedmor at kvalificere sig selv til at være opdrager, og det er vi mange, der var glade for at høre - os, der sådan lidt naivt gik og troede, at det er noget, man lige klarer på et par måneder«, siger Marie Scott Poulsen. Det lange perspektiv giver et andet fokus og mindsker måske også følelsen af at skulle præstere en succes nu og her. For denne gang skal det altså gå. Urealistiske forestillinger Ifølge forfatteren til 'Børn på gule plader' hænger mange af problemerne i de sammenbragte familier nemlig også sammen med, at der ikke er nogen traditioner at bygge på. Man står med blandede følelser, fordi man har forladt noget til fordel for noget andet, men uden nogle fastlagte rammer for, hvad man så skal gøre. Så kigger man i bladene og i omgangskredsen efter rollemodeller, og så sker der det, som ofte også sker i parforhold i en overgangsperiode uden fastlagte normer; man opbygger nogle urealistiske forestillinger om, hvordan tingene skal foregå, og man begynder sågar at spille roller for at få illusionen til at se virkelig ud. Men man kan ikke iscenesætte sig ud af problemerne, siger Marie Scott Poulsen. »Man kan ikke ydrestyre en familie. Det handler om, hvad der foregår rundt om spisebordet, ikke hvor det er købt«. Og så handler det for mange kvinder om at kunne sige fra. Så de ikke ender som servicestationer i deres eget hjem. »Stedfamilien fastholder på mange måder kvinden i et oldnordisk mønster, for når den nye mands børn fra et tidligere ægteskab kommer på besøg, så skal far i hvert fald ikke bruge tiden på at vaske op. Så det gør kvinden. Hun føler skyld, mens faderen køber aflad«. Livet i sammenbragte familier kan også tage overraskende drejninger. Som i tilfældet med Miriam og Samir. De mødte hinanden, da Miriam var 21 og Samir havde en datter på to, Maria, fra et tidligere forhold. De første par år gik med at få tingene til at klappe med Marias mor, som ikke var specielt samarbejdsvillig. Miriam var egentlig heller ikke det mindste interesseret i at være stedmor til en lille pige på to år, men Samir fik hurtigt for vane at overlade sin datter til Miriam, når hun kom på besøg, fordi han hellere ville være sammen med sine venner. Og så blev det på en eller anden omvendt måde magtpåliggende for Miriam at bevise, at hun var lige så god som Marias mor. I dag er Miriam og Samir gået fra hinanden. Men de fik en søn sammen, da Maria var tre, og Maria er meget glad for sin lillebror. Til gengæld har Samirs datter, der nu er 11 år, ikke været interesseret i at se sin far, efter at han gik fra Miriam. Men der kan også komme positive ting ud af det sammenbragte kaos. For i mellemtiden er mødrene, Miriam og Marias mor, blevet gode venner. De sørger for, at børnene ser hinanden med jævne mellemrum. »Og når de sover, fortæller vi historier om Samir!«.