Hen over spisebordet i lejligheden på Christianshavn erkender Thomas Mogensen sit eget problem med promillerne. »I en periode rodede jeg da også selv rundt med lidt for mange flasker og den slags halløj, lige indtil det gik op for mig, at jeg var i fuld gang med at gentage Børges mønster. Så var det slut«. Hårdt prøvet familie Børge er Thomas Mogensens far, den berømte møbelarkitekt, som døde af en kræftsvulst i hjernen i 1972. Inden da skabte han stribevis af fremragende møbler og dertil et solidt eksistensgrundlag for flere møbelfabrikker, men at han oven i købet efterlod sig en særdeles hårdt prøvet familie, det får vi først at vide nu, hvor den efterhånden 57-årige søn lægger en afslørende bog om sin geniale, men også fordrukne far, på disken. Smertelige erindringer »Jeg ser ikke bogen som det store opgør, for mens jeg skrev, havde jeg allerede gennemlevet, hvad jeg skulle, jeg er følelsesmæssigt afklaret og kommet på afstand af tingene«, fortæller Thomas Mogensen, der har været seks år om at skrive, samle materiale og i det hele taget få bogen på plads. En af de smertelige erindringer, som gentog sig jævnligt, er hentet frem fra de tidlige drengeår; her står Thomas parat med en pude og venter på, at faderen skal trille under bordet sammen med alle flaskerne. I det øjeblik, det sker, løber han hen og stikker det bløde underlag ind under Børges bedøvede hoved. Far skal hvile godt, mens han sover branderten ud. Fængslet for spirituskørsel Indimellem trækker han på fabrikanternes tålmodighed, men det går, fordi de også er hans venner. Andreas Graversen, Fredericia Furniture, truer ganske vist med, at han vil finde en anden arkitekt, hvis Børge ikke tager sig sammen, især efter selvmordsforsøget, hvor det også er Thomas, der bakser ham ud af bilen og udstødningsgasserne. På et tidspunkt i slutningen af 1950'erne ryger han desuden bag tremmer i Vestre for spirituskørsel. Kunne dette ufrivillige ophold mon blive hans redning? Den alkoholiske kunstnermyte I bogen skriver Thomas Mogensen forhåbningsfuldt: »Du har kørt rundt og rundt i det sindssyge pariserhjul længe nok. Du er helt nede nu. Hvis du er smart , hopper du af«. Men 30 dage senere og hjemme igen står Børge med nøjagtig de samme problemer som før, for som Thomas Mogensen også skriver, er hvert eneste af hans møbler ganske vist synonyme med det enkle, ligefremme og let tilgængelige, men »selv falder han i og roder rundt uden at se modulet bag det hele«. »Alkohol, især blandt kunstnere, er indpakket i forståelse og accept, myter og forestillinger. De skal jo tænde inspirationens 'hellige flamme', de stakkels martrede sjæle«. Faderens hårde opvækst Børge Mogensens opvækst i Aalborg var ikke en lykkelig historie. Moderen Else var indremissionsk, frygtede Gud og forsømte aldrig en lejlighed til at påkalde sig syndernes forladelse. Faderen Niels var en knarvorn børste, der handlede med lidt af hvert, uldtøj og heste, og han var allerede 58, da Børge blev født midt mellem storebroderen Harald, en flittig og pligtopfyldende dreng, der siden blev redaktør på Politiken, og så lillesøsteren Nete, den forknytte som aldrig forlod hjemmet, men blev hængende i moderens skørter til hun døde i en tidlig alder, formentlig af Craven A, som hun røg i kæder. Forbandede barndom »Som jeg ser det, kom Børge aldrig over sin konfliktfyldte barndom og den dyne af religion, som han forbandede, men aldrig fik rystet af sig«. »Måske var han, når det kommer til stykket, et dybt religiøst menneske - jeg mener, alle de møbler, han lavede, var jo udtryk for en søgen og en ånd, som han ville ind og have fat om«, siger Thomas og knytter hænderne om et par stoleben, som ikke er der. »Han ville lave stolen, der ophæver nødvendigheden af flere stole, han ville lave det perfekte skab, hvad han også gjorde (Boligens Byggeskabe, red.) - jeg kan stadig se ham i fordybelse over alle de der moduler, der skulle gå op som et puslespil, en masse skuffer og hylder og mellemrum. Han brugte enormt meget tid på de skabe, og her tror jeg faktisk, at han fandt den harmoni, som han jo i virkeligheden slet ikke havde«. Ikke dranker Når Børge Mogensen arbejdede, lod han flaskerne stå. Ifølge sønnen havde han en jernhård arbejdsdag med en utrolig diciplin, og der var altid jazz på grammofonen, Charlie Parker, Lionel Hampton, Miles Davis. Det var først, når stolen, bordet, udstillingen eller indretningsopgaven var overstået, at han gik til den. »Men jeg vil ikke kalde ham dranker - han kunne være blevet det, klart, men interessen og kærligheden til arbejdet, kunderne og fabrikkerne, tvang ham altid op over bordkanten igen«. »Det er rigtigt, at han røg ned i et hul, et kæmpe tomrum, hver gang han var blevet færdigt med noget, og selvfølgelig har han kastet nogle ordentlige skygger, men dranker, nej, han var bare en mand, der ikke kunne fornemme, at spiritus var gift for ham«, mener Thomas Mogensen, der i en ung alder kom i lære hos væveren Lis Ahlmann. Hun og Børge var i forvejen en slags pot og pande, for hun vævede betræk til hans møbler, de kendte tern og striber, og sammen skabte de succes på succes, en af de største var tremmesofaen fra 1945. Moderens viljestyrke Anderledes med hustruen Alice Mogensen. I bogen (som hun har medvirket til gennem samtaler med sønnen) antyder hun flere gange, at hun var overflødig i Børges liv, og hendes forhold til den meget dominerende Lis Ahlmann, var mildt sagt anstrengt. Hun og Børge giftede sig i 1942 efter at have mødt hinanden i St. Kongensgade, hvor hun havde sin systue på anden sal, mens de nyudannede akademiarkitekter Børge, Esben (Kaare Klints søn) og Hans J. Wegner holdt til med deres tegnestue på kvisten. »Selv om Alice må have spurgt sig selv, hvorfor hun blev ved og ved med at stå model til Børges næsten personlighedsspaltende drikkeri og deraf følgende perfide adfærd, var viljen og stædigheden for stærk. På godt og ondt slap hun ikke taget, og ondt var det jo langt fra det hele«, som Thomas Mogensen skriver. Hans mor bor fortsat som 88-årig i det hus, som Børge byggede og indrettede med alle sine møbler nord for København i 1958, og som desuden indeholder den tegnestue, som den tre år ældre bror Peter fører videre. Kærlig ærlighed Om Peter hører man imidlertid forbløffende lidt i den bog, som Thomas Mogensen meget passende og med let ironisk henvisning til hele rundturen omkring Børge kalder for 'Et fuldt møbleret liv'. »Jamen, Peter og jeg har aldrig haft meget med hinanden at gøre, vi gik i hver sin retning, og han har da været igennem sit. Han begyndte at spille i Røde Mor og sådan noget, og jeg fræsede jo til Indien - ja, det har jeg gjort lige siden«. På vej ud af døren, kan jeg se, at han pludselig bliver urolig. Har han afsløret for meget? Nå, »hva' faen«, som han siger, nu har Børge været død så længe, og hvorfor ikke være ærlig, når man også er kærlig. »Jeg er sgu glad for, at man nu kan læse sig til, hvad det har kostet«.