Forkæmper. »Estiske mær, rejs hjem til Rusland«, lød en af reaktionerne i den finske presse, da den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanen i en dansk tv-udsendelse sagde, at finske mænd slår deres koner.
Foto: Per Folkver

Forkæmper. »Estiske mær, rejs hjem til Rusland«, lød en af reaktionerne i den finske presse, da den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanen i en dansk tv-udsendelse sagde, at finske mænd slår deres koner.

Interview

Finsk-estisk forfatter: Vi skal vogte vores små sprog

Østeuropas historie er blevet manipuleret bort, siger 33-årige Sofi Oksanen.

Interview

Da den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanen i et interview på Deadline 2. Sektion slog fast, at »det farligste sted for en kvinde i Finland er i hjemmet«, fordi finske mænd slår deres koner; og indrømmede, at hun i det hele taget ikke havde meget godt at sige om sit hjemland, bad vrede finner den »estiske mær rejse hjem til Rusland«.

»Der var nu ikke noget nyt i det, jeg sagde. Jeg har talt om ligestilling og vold mod kvinder i mange år. Det var mere det, at jeg sagde det til udenlandsk tv. I Finland er man meget optaget af, hvordan man bliver opfattet af andre«, siger Sofi Oksanen.

Hun er her nogle måneder efter i København for at tale om sin første udgivelse på dansk, ’Renselse’.

En roman, der som et tema har vold mod kvinder. Et andet er den undertrykkelse, Estland blev udsat for af Sovjet under og efter Anden Verdenskrig.

Denne dag på sit danske forlag giver hun en hel række interview og er begyndt at kløjes i det engelske.

Men hun liver op, da jeg på estisk siger, at jeg synes, ’Renselse’ er en god roman. Hun gentager sætningen og ruller hjemmevant på r’erne. De estiske ord har jeg lært af min stedmor, der som barn med sin familie flygtede fra Estland til USA.

Sofi Oksanens mor slap også ud – til Finland – mens hendes moster og morforældre blev. Det er fra barndomsbesøg hos dem, hun har sine første minder om »Estlands socialistiske Sovjetrepublik«.

Voldtægt som forhørsmetode
»Det var meget kompliceret at rejse til Estland, da jeg var lille. Min mor er fra vestkysten, som jo blev Sovjetunionens grænse mod verden. Et smukt sted, men pakket med sovjetiske soldater og officerer. De okkuperende styrker var meget synlige i hele landet, men især der«.

At besøge familien var kun muligt gennem en sindrig manøvre.

Først skulle de gamle morforældre invitere datteren, dernæst skulle hun acceptere invitationen – alt sammen skriftligt – først da kunne der søges om visum.

På hvilket som helst tidspunkt kunne de sovjetiske myndigheder undlade at acceptere besøget.

»Hvis vi fik tilladelsen, måtte vi rejse til en nærliggende by, men ikke ud på landet, hvor mine bedsteforældre boede. Det gjorde vi nu alligevel«, siger Sofi Oksanen.

’Renselse’ giver et grusomt vidnesbyrd om hverdagen i Estland fra 1930’erne og op i 1990’erne.

Slægtsgårde blev inddraget til kollektivt landbrug, Sovjet styrer tankegangen, politi og soldater bruger voldtægt som forhørsmetode, folk stikker hinanden for at overleve, og over 30.000 mennesker blev deporteret, de fleste til Sibirien.

De baltiske lande er som Afrika
Men Sofi Oksanen er en ung kvinde, født mere end 30 år efter Anden Verdenskrig, hvorfor skriver hun om dengang?

»Fordi eftervirkningerne er så dybe. I de baltiske stater kan man hver eneste dag opleve spor efter den sovjetiske okkupation. Berlinmuren er faldet, men egentlig er krigen aldrig endt der«.

Oksanen mener ligefrem, at de baltiske lande befinder sig i samme æra af dekolonisering som mange afrikanske lande. Så meget blev historien fordrejet under koloniseringen, at nationerne må genskabes – og genskrives.

Derfor er det bedst overhovedet ikke at gå på kompromis med ytringsfriheden. Det er som at være gravid, et enten-eller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Den østeuropæiske historie blev skrevet gennem sovjetisk propaganda, en officiel sovjetversion, som intet har med virkeligheden at gøre. Jeg tror ikke, et genforenet Europa er muligt, hvis Østeuropas historie ikke fortælles, som den var«.

Og det er det, Sofi Oksanen håber at være med til med sin roman – at gendanne historien.

»I Estland blev der skrevet memoirer, så snart det var muligt at udgive dem, og der kom beretninger fra dem, der var flygtet. Begge dele er populær læsning, fordi de hjælper med til at huske et land, man forsøgte at viske ud. Men romaner har en endnu større kraft, jeg tror meget på, at kunst er vigtigt for en nation«.

Researchen til ’Renselse’ var omstændelig. Direkte spørgsmål til den ældre generation blev mødt med en mur af tavshed.

»Jeg var nødt til bare at lade dem snakke og så høre efter, hvad de sagde mellem linjerne. Det tog mig lang tid at finde den rigtige måde at få folk til at åbne sig på«.

Aflyst forfatterrejse til Rusland
Bagest i romanen, og som handlingens plot, har Sofi Oksanen genskabt spionrapporter fra sovjettiden, hvor folk blev hvervet af staten til at stikke hinanden.

Det kunne være for at sympatisere med den estiske modstandsbevægelse (de såkaldte Skovbrødre, red.) eller blot for at udtrykke usovjetisk tankegang.

Stikkeri, der også blev brugt til at slippe af med personlige fjender og besværlige familiemedlemmer. Rapporterne i romanen er fiktive, men sproget i dem er virkeligt nok.

»Jeg fik gåsehud, da jeg læste, hvordan man fik naboer og familiemedlemmer til at udspionere hinanden«, siger Sofi Oksanen.

Hun valgte titlen ’Renselse’, fordi kvinder, der har oplevet vold, typisk vasker hænder, gør rent og tager brusebad. Der må renselse til, både for kvinder og lande, som har oplevet vold og undertrykkelse.

Da romanen skulle oversættes til russisk, blev Sofi Oksanen inviteret til Rusland for at promovere bogen, men da programmet var lagt, blev turen aflyst.
»Jeg fik besked fra den finske konsulent om, at det var bedst, jeg ikke deltog, fordi det ville irritere Rusland. Det er umuligt at vide, hvad der skete, om det var finsk selvcensur eller russisk uvilje«.

Hvad er din holdning, også som medlem af PEN, til selvcensur?

»Selvcensur er meget bekymrende, især når det gælder kunst. Jeg kan godt forstå, at folk af familiehensyn spørger sig selv, om det virkelig er nødvendigt at gøre det her. Men censurerer man sig selv med én ting, vil man også gøre det med en anden og en tredje og en fjerde. Derfor er det bedst overhovedet ikke at gå på kompromis med ytringsfriheden. Det er som at være gravid, et enten-eller«.

Selv om Sofi Oksanen siger, at hun som kunstner aldrig har censureret sig selv, har hun gjort det som privatperson.

»Da jeg var teenager, måtte vi passe på, hvad vi skrev i breve til familien i Estland, ellers kunne det gå ud over dem og vores tilladelser til at besøge dem. Vores telefon blev aflyttet, så vi måtte også censurere, hvad vi sagde, når vi talte med dem. Den eneste mulighed for at tale frit var at samtale udenfor, når vi var på besøg«.

Nordisk fællestræk
Under Sovjet var hendes mors onkel forfatter, så vidt det kunne lade sig gøre.

»Han skrev om naturen. Et ufarligt emne, skulle man mene. Men hans bøger var meget populære, fordi de beskrev estisk natur – og dermed identitet. Og Estland skulle jo ikke være Estland, men Estlands socialistiske Sovjetrepublik. Han fik problemer med at få noget udgivet, og forlæggeren bad ham direkte om at skrive noget pænt om Lenin ind i sine naturbeskrivelser. Han endte som en bitter mand, der ikke ville skrive mere, for der var ingen pointe i at skrive på estisk, når sproget alligevel var bestemt til at uddø. For hvordan er man forfatter uden sit eget sprog?«.

Men er det vigtigt at have et fædreland?

»Ja. Spørgsmålet om national identitet er sensitivt. Hvis man står for strikt på det, går det ikke, på den anden side: Hvis et land og et sprog vil overleve, må man pleje det. Hvis esterne ikke passer på deres sprog, er der ingen, der gør det. Finsk – og dansk – er også små sprog. Passer vi ikke på dem, dør de«, siger Sofi Oksanen, der i sin roman gør brug af finske og estiske udtryk og bagest bringer en ordliste.

Forfatteren er en af årets 11 nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris. Hvad mener hun – om noget – fællestrækket er?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Journalister skriver altid, hvordan en kvindelig forfatter ser ud, og der står altid noget om, hvad hun spiser.



»Som det vigtigste hæfter jeg mig ved, at de nordiske lande i lange tider haft en stærk tradition for kvindelige forfattere. Det mener jeg klart har sat et fællespræg på vores litteratur. I Finland gjorde kvinderne en forskel, helt fra da finsk litteratur kom til verden. Krimitraditionen er et andet fællestræk. I de baltiske lande, for eksempel, skriver og læser man ikke krimier«.

Sofi Oksanen vil ikke spekulere i, om hun selv er en af de stærkeste kandidater til prisen, men siger blot, at »det ville være en stor ære«.

Helsebølgen er et fængsel
I ’Renselse’ har den gamle kvinde Aliide i sin ungdom foretaget nogle moralsk forkastelige og morderiske valg. Alligevel er hun – med sit renskurede køkken og sin endelige vælgen side – også sympatisk.

»Jeg ville være human. For ellers er det umuligt at forstå også de onde beslutninger, som mennesker har taget i krig. Hvad der skete, og hvad der måske vil ske igen, er vigtigt for mig at skrive om«.

Aliide og den yngre Zara har begge været udsat for vold(tægt), og undertrykkelsen af kvinder i alle afskygninger ligger forfatteren på sinde.

»I finsk presse, måske også i dansk, er der historier om smukke, kendte kvinder, der lige har født og to uger efter er lige så fit som før graviditeten. Det er en ny slags artikler, for fem år siden var nybagte mødre ikke i medierne for at vise, hvor veltrænede de var. På den måde er kvindeundertrykkelsen den samme, som den altid har været, måske værre. Vi er ikke længere nødt til at være gode til at lave mad, men efter fødsler skal vi se ud, som før vi blev gravide, det er en meget mere umulig opgave end at lave en perfekt soufflé«.

Samfundets kropskontrol
Hele helsebølgen er et fængsel, siger hun.

»Fitness er vore dages korset. Det har intet med helbred at gøre, men med udseende. Der er en bred opfattelse af, at er man ikke fit, har man ingen moralsk kontrol over sig selv. Fitness er et udtryk for samfundets kropskontrol«.

Og medierne skubber til læsset, mener Sofi Oksanen.

»Journalister skriver altid, hvordan en kvindelig forfatter ser ud, og der står altid noget om, hvad hun spiser. Man bemærker, om hun har spist op, om hun overhovedet har rørt maden, og hvad det er, hun har levnet. Er det for eksempel osten, er hun bevidst om fedtprocenter. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen ville skrive, hvad en mand indtog«, siger hun.

Sofi Oksanen ler højt, da jeg ser på forlagets fad med tørrede abrikoser, nødder og chokolade og siger, at så bliver jeg jo nok nødt til at skrive, at hun ikke har taget et eneste stykke, mens vi har talt sammen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce